”Det føles lidt mere, som om man har Politiken i ryggen, når man sidder herinde”

På Politiken må praktikanterne selv vælge, om de vil arbejde hjemme eller møde op. Den svære tid må ikke gå ud over praktikanternes trivsel, siger chefredaktør

På Politiken er alle medarbejdere, der ikke varetager nøglefunktioner på arbejdspladsen, blevet hjemsendt – undtagen praktikanterne.

De kan selv vælge, om de vil møde ind eller arbejde hjemmefra.

Og det er der ifølge Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken, flere gode grunde til.

”Vi har et uddannelsesansvar over for vores praktikanter, og derfor er det vigtigt, at der er en tæt og hurtig adgang til dem.”

Beslutningen er truffet på baggrund af erfaringer fra foråret, hvor Politiken kunne mærke, at mange af praktikanterne havde svært ved at arbejde hjemme, fortæller Anne Mette Svane.

”Det er en svær tid, og mange synes, det er hårdt at arbejde hjemmefra. Men for os er det ret afgørende, at det ikke går ud over praktikanternes trivsel, at vi lukker ned,” siger hun.

Derfor har Politiken valgt at prioritere praktikanterne – som i alt tæller 15 skrivende praktikanter, tre fotopraktikanter og en videopraktikant – som en del af deres nødberedskab.

Altafgørende

Julie Gindrup er en af dem, der startede i august. For hende er det altafgørende, at hun kan møde fysisk op ved et skrivebord.

”Når man sidder herinde, så føles det lidt mere, som om man har Politiken i ryggen, end når man sidder hjemme i sin seng og ringer en kilde op,” siger hun.

Selv bor Julie Gindrup i en lejlighed med tre andre journalistpraktikanter. Noget, som gør det svært for hende at arbejde hjemmefra.

”Jeg tror virkelig ikke, jeg ville være særlig effektiv, hvis jeg sad derhjemme. Så ville jeg have siddet i min seng og arbejdet og måske blevet distraheret af de andre,” siger hun.

Derfor er hun glad for, at Politiken har valgt at lytte til erfaringerne fra foråret.

”Det er dejligt, at de tager lidt hånd om os. Og at de har lyttet til dem, der var hjemsendt tidligere, som følte sig ensomme og lidt fortabte,” siger hun.

Glad for fleksibiliteten

Jens Valbjørn Stavnsbjerg er en af de praktikanter, der også var hjemsendt i foråret.

Dengang havde han ikke et problem med at arbejde hjemmefra. Men i denne omgang er han glad for selv at kunne vælge, om han vil møde ind.

”Det er enormt vigtigt for følelsen af, at man bidrager og hører til, at man kan gå på arbejde. Herinde har jeg mit skrivebord, og der er styr på teknikken. Så er der også et levende miljø af redigerende, redaktører og praktikanter,” siger han.

Jens Valbjørn Stavnsbjerg tror, at selv de mest garvede journalister har brug for faglig sparring og kammeratskab indimellem.

”Så når Politiken bevidst prioriterer praktikanternes gang herinde, er det jo, fordi de ved, hvor vigtigt det er, både fagligt og socialt,” siger han.

0 Kommentarer

Læs også

De går til Åbent Hus i pixeleret udgave 4

De går til Åbent Hus i pixeleret udgave

29. APRIL 2020
DM og DJ til praktikanter: Del dine bekymringer og pas på dig selv

DM og DJ til praktikanter: Fortæl dit praktiksted, hvordan du har det

20. MARTS 2020
data_usage
chevron_left
chevron_right