”Det var dybt hemmeligt. Mine medpraktikanter anede ikke noget om det. Kun vores koner og kærester vidste, hvad vi lavede,” siger Kurt Simonsen.

Kurt Simonsen og Niels Westberg og seks andre journaliststuderende skrev i samarbejde med medieforskerne Frands Mortensen og Erik Nordahl Svendsen bogen ’Ikke et ord om ytringsfrihed’ i 1977. Bogen handlede om praktikanternes personlige oplevelser på dagblade som Randers Amtsavis, Vestkysten, Koldings Folkeblad, Morsø Folkeblad og Berlingske Tidende. 

Sandheden om livet på redaktionerne skulle frem. Og den eneste måde at beskrive virkeligheden på var at lave en undercover-undersøgelse.

”Man kan ikke komme og sige: ’Goddag, her kommer vi for at undersøge jer’. For så var vi blevet behandlet helt anderledes,” forklarer Niels Westberg.

Fagbladet Journalisten har sat Kurt Simonsen og Niels Westberg stævne på journalisthøjskolen i Aarhus for at tale om ’Ikke et ord om ytringsfrihed’, der i dag nærmest er gået i glemmebogen. I 1977 satte den mediedagsorden, blev pensum på Journalisthøjskolen – og fik en stribe avisredaktører op i det røde felt. 

Forsiden til ’Ikke et ord om ytringsfrihed’ fra 1977. Modtagelsen var meget blandet, og rektor på Journalisthøjskolen kaldte bogen ”marxistisk dyneløfteri”. DJ’s næstformand Hans Larsen mente, den var ”vellykket”.  –– Illustration: Modtryk

 

Langt fra ideal til hverdagen på en redaktion

Meningen med bogen var, at praktikanterne – der alle var socialister – i hemmelighed dokumenterede, hvor langt der var fra idealerne om uafhængig journalistik til hverdagen på en dagbladsredaktion.

”Vi havde forudset, at vi ville blive anklaget for at være spioner og svigte arbejdsgivernes tillid. Det var derfor, det var et hemmeligt projekt,” siger Niels Westberg. [quote:0]

I deres praktiktid tog journalisteleverne noter om deres hverdag. Hvordan var kulturen? Hvilke historier blev prioriteret højt, og hvilke gik man udenom? Praktikanterne gemte udkast til artikler, der blev stoppet af cheferne – og lagde det hele frem i bogen.

Kurt Simonsen kom i februar 1975 i praktik på den socialdemokratiske avis Ny Dag på Lolland. Han drømte om at afsløre korruption og indspisthed. Men han blev sat til at lave pligtstof.

”Meget af tiden gik med at ringe til formanden for vandværket eller Hundredmandsforeningen, når der havde været generalforsamling,” siger han.

På Amtsavisen i Randers skulle Niels Westberg ringe til erhvervsfolk, udvalgsformænd og ledende embedsfolk – ikke de personer, der kunne blive berørt af beslutningerne.

”Hvis man gjorde det, var det tidsspilde eller uhørt,” siger Niels Westberg. 

Holdet bag ’Ikke et ord om ytringsfrihed’. Bagerst tv: Ulla Bechsgaard, Frands Mortensen, Jens Erik Sinnbeck, Eigil Andersen, Kurt Simonsen. Forrest tv: Klaus Laursen, Niels Westberg, Jens Stubkjær, Lars Hørby, Erik Nordahl Svendsen. (Lars Schelde er ikke med på billedet). –– Foto: Brit Westberg

 

Nogle kilder var fredet

I bogen skriver han, at kilderne typisk var systemets repræsentanter, og at ”avisen for en stor del fungerer som pressetjeneste” for dem.

Men det var en måde at fylde avisen på, forklarer Niels Westberg.

”Man får lynhurtigt en historie, man har allerede et billede af formanden, og så kan du fylde en kvart side,” siger han.

Der var opgaver hele tiden husker Kurt Simonsen.

”Det er sådan, man disciplinerer journalister – også i dag,” siger Kurt Simonsen.

[quote:1]På den socialdemokratiske avis oplevede Kurt Simonsen, at nogle kilder var fredet.

”Jeg måtte for eksempel ikke kritisere den socialdemokratiske borgmester.”

Vilkårene for arbejdsløse, kritik af lokale virksomheder eller konsekvenserne af nedskæringer i daginstitutioner var heller ikke relevante historier.

”Man skulle skrive positivt. Man skulle ikke hænge en virksomhed ud. Det var til at brække sig over. Det var ikke derfor, jeg havde valgt at blive journalist,” siger Kurt Simonsen.

Kurt Simonsen var 24 år, da han kom i praktik på Ny Dag. Han har arbejdet på Socialistisk Dagblad, Assens Høj- og Efterskole, Dagbladet Vestkysten, DR og Ekstra Bladet. Han er i dag gået på pension og er aktiv i Enhedslisten. –– Foto: Michael Drost-Hansen​.

 

Annoncører fik særbehandling

Han lærte, at annoncørerne fik særbehandling. For eksempel skrev Ny Dag kun referater fra generalforsamlinger i foreninger, der havde indrykket en annonce i avisen.

”Hvis redaktøren opdagede, at de ikke havde annonceret, sagde han ”stop, de får ikke en linje”. Vi skulle ikke omtale møder, der ikke var annonceret,” forklarer Kurt Simonsen, der i bogen skriver, at de fleste medarbejdere fandt reglen ”fornuftig”.

Niels Westberg havde egentlig besluttet sig for at tilpasse sig så godt som muligt på Amtsavisen. Men da en gruppe af fagpolitisk aktive på venstrefløjen i Randers kritiserede en lokal maskinfabrik, mødte han muren. Kritikerne mente, at fabrikken fyrede medarbejdere, der var politisk aktive på venstrefløjen.

Chefredaktøren på den konservative avis kunne ikke lide historien, fordi den talte arbejdernes sag, husker Niels Westberg.

”Chefredaktøren mente, det nærmerede sig det propagandistiske. Han mente ikke, at den slags kilder skulle ind i hovedavisen,” forklarer han.

[quote:2]Resultatet blev, at Niels Westberg til sidst kun måtte lave historier, han havde fået tildelt af en uddannet journalistkollega på redaktionen.

I Nakskov lykkedes det Kurt Simonsen at komme igennem med nogle artikler om den lokale sukkerfabrik, der ifølge en miljøgruppe lukkede slam ud i fjorden. 

”Det burde have været en klar, klar lokal historie,” siger Kurt Simonsen.

Men sagen gjorde ham ikke populær på redaktionen.”De andre journalister følte, at jeg ødelagde det for dem, fordi de blev ringet op af kilder, der spurgte, hvem der skrev kritisk om dem,” fortæller han.

Journalisterne på avisen var bange for, at omtalen ødelagde forholdet til kilderne. 

”Det er svært at skrive kritisk på en lokalavis, for så får man ikke de gode historier,” konstaterer Kurt Simonsen. 

”Det var desillusionerende. Jeg var ved at stoppe flere gange,” siger han om sin praktiktid. 

Niels Westberg var 24 år, da han kom i praktik på Randers Amtsavis. Arbejdede siden på Information, Journalisthøjskolen, Ugeavisen København, som freelancer og på Ekstra Bladet i 24 år. Han er i dag gået på pension. –– Foto: Michael Drost-Hansen.

 

Bogens modtagelse

Da bogen udkom i 1977, blev den mødt af massiv kritik.

”Socialistiske missionærer”, skrev Vestkysten. Dansk Presse kaldte i en anmeldelse projektet ”grov ukollegialitet”, mens rektor ved Danmarks Journalisthøjskole Arne Ejbye-Ernst mente, bogen var ”marxistisk dyneløfteri”. Selv om journalister og redaktører var anonymiseret, var det ikke svært at regne ud, hvem kritikken var rettet imod, skrev rektoren. 

Men der var også ros. For eksempel mente næstformand i Dansk Journalistforbund Hans Larsen, at bogen var ”vellykket”, fordi den endelig flyttede medieforskningen væk fra statistikkerne og ud på arbejdspladserne og for eksempel belyste den ”professionelle indoktrinering”. 

Selv var de tidligere praktikanter overraskede over kritikken.[quote:3]

”Modtagelsen var voldsommere, end vi havde forudset. Projektet var ikke så voldsomt, synes jeg. Men de forskellige medier var ikke vant til at blive kigget efter i kortene. Og nu var der gået nogle mennesker rundt og havde ’spioneret’,” siger Niels Westberg. 

Kritikken blev især affejet med, at bogen var et socialistisk projekt. Kurt Simonsens gamle praktiksted Ny Dag ønskede ikke at ”gå i detaljer” med bogens anklager, men kaldte i sarkastiske vendinger bogens forfattere for ”miskendte genier”.

Var det ikke en fejl, at I alle sammen var socialister i gruppen. Kunne I have undgået noget af kritikken ved at lave en tværpolitisk gruppe?

”Nej, målet var at udvikle en socialistisk populærpresse. Derfor kunne vi ikke inkludere andre end socialister,” siger Niels Westberg.

”Det lykkedes til en vis grad,” mener Kurt Simonsen og henviser til, at han på Ekstra Bladet senere skrev artikler om for eksempel den yderste højrefløj, og at racister og nazister flokkedes omkring Den Danske Forening og Dansk Folkeparti.

Kurt Simonsen og Niels Westberg var begge på netop Ekstra Bladet i Aarhus, hvor de begge var i mere end 20 år. I dag er de gået på pension. 

Vigtigere end nogensinde at kigge medierne efter i sømmene

Kurt Simonsen og Niels Westberg mener, at behovet for at kigge medierne efter i sømmene i dag er større end nogensinde før. Redaktionerne er skåret ned til sokkeholderne, og rollen som den fjerde statsmagt kan være svær at få øje på i store dele af dækningen. 

”I mange tilfælde er det bare lala og underholdning,” siger Kurt Simonsen.

For eksempel kunne det være interessant at belyse, hvilke kritiske historier aviserne kryber uden om i dag, siger de. I 1970’erne var det historier om almindelige lønmodtageres arbejdsliv. Også i dag er der grupper, som medierne overser, mener Niels Westberg.

”Det er veldokumenteret, at almindelige muslimske borgere ikke kommer til orde – kun når der er noget negativt at skrive om dem. Vi har også set, at store dele af vælgerne i Syd- og Sønderjylland stemte på Dansk Folkeparti. Så valfartede vi alle sammen derned. Men der var et tavst flertal, man ikke havde fået øje på før,” fortæller Niels Westberg.

 

Opfordring til kommende journalistpraktikanter

Derfor opfordrer Kurt Simonsen og Niels Westberg kommende journalistpraktikanter til at gå i deres fodspor og lave et nyt kritisk muldvarpe-projekt om danske mediearbejdspladser.

”Mit råd ville være at bruge vores metode. Lav en gruppe, før I skal ud i praktik. Find nogen, I har tillid til, og stil jer selv nogle opgaver,” siger Kurt Simonsen.

Et nyt projekt behøver ikke være af et socialistisk tilsnit ligesom dengang, mener Kurt Simonsen.

”Det kan også være Liberal Alliance,” mener han. 

Ifølge Niels Westberg behøver det dog ikke ende med en bogudgivelse.

”Man skal gøre det for at diskutere, hvad man foretager sig på medierne, og hvad man ikke gør,” siger Niels Westberg. 

Behovet er større end nogensinde, mener Niels Westberg.

”Den kritiske journalistik er under betydeligt større pres, end dengang vi var i praktik,” siger han. 

Han mener, praktikanterne vil stå stærkere, hvis de samarbejder og deler erfaringer. Det er svært, hvis man er alene.

”Det kræver noget som journalist at stille sig op og sige: Vil vi overhovedet det her? Kan vi leve med de arbejdsvilkår?”

 

Kurt Simonsen: Der er indtrådt en form for selvcensur

I 1977 kaldte de bogen ’Ikke et ord om ytringsfrihed’ for at understrege, at journalister ofte tjente avisejernes interesser, ikke læsernes.

Oplever mange journalister i dag ikke, at de har en rimelig indflydelse på deres eget arbejde?

”Jeg tror, der er indtrådt en form for selvcensur, fordi man tilrettelægger sin journalistiske ”frihed” inden for de rammer, som man ved er gangbare,” siger Kurt Simonsen. 

”Journalisternes frihed til at redigere deres eget journalistiske liv er fortsat minimal,” supplerer Niels Westberg. 

Ingen nævneværdige omkostninger

Risikerer man ikke at ødelægge sine karrieremuligheder, hvis man hænger sit praktiksted ud?

”Det havde ikke nævneværdige omkostninger for mig. Men jeg kunne nok ikke have fået arbejde på Ny Dag,” siger Kurt Simonsen, der begyndte på Socialistisk Dagblad som nyuddannet.

Niels Westbergs første job var på Dagbladet Information.

Der var med andre ord medier, der ikke mente, at projektet var et problem, forklarer han.

”Ingen har nævnt det med et ord,” siger han. 

I jeres bog forelagde I ikke aviserne den kritik, I kom med. Ville det ikke være mest fair at foreholde arbejdspladserne kritikken?

”Det synes jeg ikke,” forklarer Kurt Simonsen.

”Som vi også skrev i bogen, var vores kritik ikke rettet mod de aviser, vi tilfældigvis var i praktik på. Det var en bredere mediekritik og simpelthen – som bogens undertitel lyder – en 'rapport om danske dagbladsjournalisters arbejdsvilkår',” forklarer han.

Christian Kierkegaard, formand for praktikudvalget, siger, at hvis praktikanter ser problemer på arbejdspladsen, skal de tage det op med tillidsrepræsentanten, ledelsen eller praktikantvejlederen.

”Det ser jeg ingen modsætning i. Selvfølgelig skal man da det. Men man kan sagtens arbejde undercover samtidig. Vores sigte var jo langt bredere end at kritisere enkeltredaktører. Det var at rejse en debat om mediernes rolle i samfundet,” siger Kurt Simonsen.