search

Videnskabsjournalist: Ros til medierne for AstraZeneca-historier

Medierne ramte balancen, da de i går fortalte historien om Covid-19-vaccinen, der er sat på pause, mener videnskabsjournalist Peter Hyldgård

Torsdag var en skidt dag for Covid-19-vaccinerne, da det kom frem, at AstraZenecas vaccine er sat på pause. Men for medierne var det en god dag. I hvert fald når man ser på de store mediers evne til at præsentere nyheden uden overdrivelser.

Det forklarer Peter Hyldgård, tidligere videnskabsredaktør på Dagbladet Information, medstifter af Videnskab.dk og i dag selvstændig formidler af forskning og faglige fortællinger.

Han beskriver sig selv som ”en nørd, når det gælder formidling af videnskabsstof”. Og han har hele tiden ventet på, hvordan medierne ville dække de bivirkninger, der helt forventeligt ville dukke op ved Covid-19-vaccinerne.

”Her er HPV-vaccine jo et skræmmeeksempel på, at nogle medier misforstod det med bivirkninger, og hvor stor betydning man kan tillægge et enkelt fund,” siger Peter Hyldgård.

I går gik han igennem alle de store mediers forsider. Og blev i godt humør.

”Der var en fin balance i den måde, de rapporterede om det. Selvfølgelig blev det præsenteret som en breaking-historie, men det, der stod i artiklerne, var fint og afbalanceret,” siger Peter Hyldgård, der har dommen:

”Samlet set var de publicistiske medier deres ansvar bevidst, og de viste, at man sagtens kan være kritisk og afbalanceret.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen