Christian skal gps-spores under OL: ”Jeg har opgivet at have min fulde frihed”

Det har medført massiv kritik fra journalistforbund verden over, at de japanske OL-arrangører vil overvåge udenlandske journalister

”Det nærmer sig noget totalitært,” sagde Dansk Journalistforbunds næstformand, Allan Boye Thulstrup, da det blev meldt ud, at udenlandske journalister vil blive gps-tracket under OL i Tokyo.

En af dem, der må acceptere, at den japanske stat følger med på telefonens bevægelser, er Politikens sportsjournalist Christian Heide-Jørgensen. Han forstår godt bekymringen fra DJ og andre journalistforbund.

”Principielt er det helt sikkert problematisk,” siger han.

Har i forvejen opgivet fuld frihed 

Christian Heide-Jørgensen tvivler på, at overvågningen vil få egentlige konsekvenser for hans arbejde, som mest vil bestå i at dække sportsbegivenheder og interviewe atleterne.

”Men jeg kan da sagtens forstå, hvis journalister fra andre medier, særligt de store internationale, kan føle sig kompromitteret af det her,” siger han.

Overvågningen er indført som et tiltag mod spredningen af coronavirus. Pandemien betød, at OL blev udsat med et år, og der har været massiv kritik af, at legene bliver gennemført i år, mens virussen stadig hærger i store dele af verden.

Af samme grund har journalisterne forud for legene indvilget i kun at måtte færdes i designerede OL-områder, og netop de i forvejen skrappe regler gør gps-overvågningen til en mindre bekymring for Christian Heide-Jørgensen.

”Jeg har allerede købt en præmis om, at jeg ikke har min fulde frihed. Ligesom hvis man skal afsone en dom med fodlænke. Så har man ligesom fået udstukket rammerne. Men hvis du blev bedt om at have fodlænke på i en normal omstændighed, ville det være meget værre,” siger han.

Frygt for afsløring af kilder

Bekymringen fra blandt andre Dansk Journalistforbund er, at overvågningsdataene vil kunne bruges til at se, hvilke kilder en given journalist har mødtes med. Det vil altså svække og endda umuliggøre kildebeskyttelsen, hvis man mødes fysisk.

Og selv om Christian Heide-Jørgensen altså ikke tror, overvågningen vil have indflydelse på hans eget arbejde, er det under al kritik, hvis arrangørerne bruger hans data til at spore hans gøren og laden, så længe han ikke forlader det godkendte område.

”Hvis det bliver misbrugt på den måde til at afsløre kilder, så er det dybt problematisk. Det har jeg ikke sagt ja til,” siger han.

Forklaringen fra arrangørerne er, at dataene skal bruges til at sikre, at journalisterne ikke bevæger sig uden for det designerede område. Altså en håndhævelse af de regler, journalisterne allerede har sagt ja til.

”Og hvis det bare er sådan, det bruges, så kommer det ikke til at ændre noget for mig. Men derfor kan jeg da godt have en personlig holdning om, at det er lidt hysterisk,” siger Christian Heide-Jørgensen.

0 Kommentarer

Læs også

Journalister og OL-atleter skal udstyres med GPS:

GPS-overvågning under OL kan bremse kritiske historier: ”Under al kritik”

10. JUNI 2021