Det er med knuste drømme og stik imod 28-årige Wahida Faizis egen vilje, at hun har forladt sit hjem i Afghanistans hovedstad, Kabul. Men det kunne ikke være anderledes, efter at Taleban rykkede ind i Kabul og overtog magten.

Nu sidder 28-årige Wahida Faizi i en kontorbygning i det indre København, mens hun er på udgang fra Center Sandholm hen over weekenden. Det er kun lige 14 dage siden, hun fik besked om, at hun skulle tage til lufthavnen i Kabul for at forlade landet.

Wahida Faizi har vundet priser for sit arbejde som journalist i sit hjemland. Hun blev kaldt ’lille soldat’ på grund af sit mod til at opsøge historier på militærbaser i Taleban-kontrollerede områder. Indtil for to uger siden var hun koordinator i Afghan Journalists Safety Commitee, hvor hun trænede og underviste kvindelige journalister i sikkerhed, og hun rådgav og underviste både politi og militær i Afghanistan i at beskytte journalister.

Hun har adskillige gange optrådt på landets største tv-kanaler og er en kendt kritiker af Taleban.

Det er derfor, hun kom i fare i sit hjemland, da Taleban tog magten, og måtte evakueres den 20. august.

”Jeg er meget glad for, at jeg er et sikkert sted, hvor jeg ikke skal frygte at blive forfulgt eller angrebet.”

”Men på samme tid er jeg ikke den samme Wahida, som hele tiden var i kontakt med tv og journalister. Det var meget vigtigt for mig at være velklædt og se godt ud, fordi jeg blev genkendt. Jeg var en stjerne. Nu er jeg bare en eller anden i et fremmed land,” siger Wahida Faizi.

↑ Wahida Faizi og hendes mand i det danske militærfly på vej fra Kabul til Islamabad. Foto: Wahida Faizi

 

Beskeden om, at hun burde forlade Afghanistan, kom fra den danske organisation International Media Support (IMS), der for 10 år siden grundlagde Afghan Journalists Safety Commitee.

Wahida Faizi er en af de 60 personer fra civile projekter i landet, der er blevet evakueret fra Afghanistan til Danmark. Risikovurderingen fra IMS var, at Wahida Faizi havde en dødstrussel hængende over hovedet.

Nægtede at tro det

Wahida Faizi befandt sig på sit kontor i Kabul søndag den 15. august, da der begyndte at cirkulere rygter om, at Taleban var gået ind i hovedstaden. Hun nægtede at tro på det. Kabul lignede sig selv, selv om trafikken var endnu mere vanvittig end normalt.

”Jeg var overbevist om, at Kabul var sikker,” siger Wahida Faizi.

Den 28-årige journalist var udmærket klar over, at Taleban i flere måneder var rykket tættere og tættere på Kabul. Seks måneder tidligere havde hun sammen med sine kolleger opfordret kvindelige journalister til at forlade deres hjem og rykke til Kabul, hvor der var et gæstehus til deres rådighed. Dem, der allerede befandt sig i Kabul, skulle blive der.

Wahida Faizi selv begyndte også at tage sine forholdsregler tidligere på året. Hun vidste, hun var et mål for Taleban, og hun havde set, hvordan Taleban mere og mere målrettet var begyndt at gå efter særligt kvindelige journalister.

Hun klædte sig i burka for ikke at blive genkendt. Hun gik ikke længere i fitness eller ud for at ses med venner, hun besøgte ikke sin familie, og hun droslede gevaldigt ned på sine tv-optrædener. Hun gik kun nødigt en tur sammen med sin kæreste, som hun indtil da ikke havde giftet sig med.

”Vi blev ikke gift, fordi jeg var sikker på, jeg ville dø,” siger Wahida Faizi, mens tårerne stiger op i øjnene.

 

Wahida Faizi blev alligevel gift med sin kæreste, dagen efter at Taleban kom til Kabul.

Hendes mand sidder i en sofa bag Wahida Faizi på IMS’ kontor i København. Han fortæller, at hun plejede at ringe til ham og sige, at han skulle forblive stærk, hvis hun blev dræbt. Han læner hovedet frem, skjuler sit ansigt og græder.

De blev ikke kun gift af kærlighed. Men også for at beskytte Wahida Faizi. Hun havde set, hvad der skete med ugifte kvinder i de provinser, Taleban havde indtaget før Kabul. Her giftede talebanerne sig med single-kvinderne, uanset om de ønskede det eller ej.

”Jeg gik med en lille flaske gift på mig. Så kunne jeg tage livet af mig selv i stedet for at blive voldtaget af dem,” siger Wahida Faizi.

Brændte alt med sit navn på

Før hun vidste, at Taleban var i Kabul, tog Wahida Faizi over til et gæstehus, hvor kvindelige journalister var i sikkerhed. Turen, der normalt tager et kvarter, varede halvanden time i den skudsikre bil, som Wahida Faizi har brugt gennem længere tid. Det var vigtigere for hende at sikre andre journalister end sig selv.

Da hun vendte tilbage til sit kontor, blev hun mødt af den sikkerhedsansvarlige, der kiggede på hende med vantro. Havde hun ikke hørt det? Hvad lavede hun dog ude i Kabuls gader? Taleban havde indtaget byen. Hun havde stadig svært ved at tro det, og hun grinede af sin kæreste, da han ringede og sagde det.

Den sikkerhedsansvarlige fik hende overbevist om, at hun skulle gøre, hvad hun kunne for at beskytte sig selv. Hun skulle tage sit tørklæde ordentligt på, så hun ikke blev genkendt på det modermærke, hun har på sin venstre kind. Alt med hendes navn blev samlet i en bunke på gulvet og brændt. Det samme gjorde koppen med et billede af hendes ansigt og hendes navn.

”Jeg var stadig i chok og forstod ikke, hvad der var sket,” siger hun.

”Jeg lavede evakueringslister for andre, men tænkte ikke så meget på mig selv. Jeg havde stadig håb og tænkte ikke selv over at komme ud. Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, at nogen ikke ville lade Taleban overtage. Hverken jeg eller min mand ville forlade landet.”

Sådan arbejde hun videre i fem dage, men den 20. august stod det klart. Situationen i Afghanistan var for farlig for Wahida Faizi, og hun var nødt til at forlade landet, hvis hun ville overleve.

En rygsæk med priser og to sæt tøj

Med en enkelt rygsæk hver tog Wahida Faizi og hendes mand til lufthavnen i Kabul for at forlade deres liv, deres familier, venner og kolleger. I sin rygsæk pakkede Wahida Faizi de priser, hun har vundet for sin journalistik, og to sæt tøj. I mandens rygsæk var der tøj, vand, kiks, chokolade og frugt.

I lufthavnen i Kabul var alt kaos. Taleban havde taget kontrol med indgangen til lufthavnen, og der blev skudt op i luften.

”Folk blev tævet. Jeg blev kun slået lidt,” siger Wahidi Faizi, mens hun sidder og giver sig selv små rap over fingrene. Hun vender sig om mod sin mand, der stadig har mærker på ryggen efter bank.

Talebanerne var ikke til at tale eller forhandle med. Slet ikke for en kvinde, som de bare ignorerede. Wahida Faizi fik dog øjenkontakt med en, der havde et andet udtryk end de andre.

”Jeg løj og sagde, at jeg var gravid. At hvis der skete mig og barnet noget, så ville blodet være på hans hænder. Det fik ham til at rykke mig 20 meter tættere på gaten,” siger Wahida Faizi.

De havde været i lufthavnen i 15 timer, da en bekendt af Wahidi Faizi fik øje på hende og hendes mand. Det var BBC’s korrespondent Lyse Doucet, som lavede et interview med Wahida Faizi.

”Jeg følte mig tryg, da hun stod og lavede det interview. Taleban ville ikke gøre mig noget foran en vestlig journalist,” siger hun.

Interviewet gav Wahida Faizi og hendes mand et forspring hen til gaten, hvor de blev mødt af amerikanske soldater. Derfra forløb evakueringen uden problemer. De blev sendt hen til de danske soldater, der allerede havde modtaget navne og billeder af de to, der skulle flyves til Danmark. Efter en overnatning på jorden i lufthavnen i Kabul blev de sat i et militærfly til Islamabad i Pakistan. Derfra blev de fløjet til Dubai og til København.

Ingen fremtid

Wahida Faizi griner og er begejstret, når hun fortæller om sin vej ind i journalistik, som var hendes drøm fra 8. klasse, hvor hun flyttede til Kabul fra den landsby, hun var født og opvokset i. Det var langt fra hendes families drøm, for en god kvinde i Afghanistan arbejder ikke som radio- eller tv-journalist og fører ikke sig selv frem på den måde.

Hendes første praktik var som vært på en radiokanal, der spillede musik og havde små indslag indimellem. Hun var en genert landsby-pige, der ikke var vant til at være på en arbejdsplads i en stor by, hvor mænd og kvinder spiste sammen. Senere blev hun ansat hos Internews, hvor hun skulle have været i et tre måneders praktikforløb. De tre måneder blev til fire år, og det var her, folk begyndte at kalde hende for en soldat.

I 2016 kom der en åbning hos Afghan Journalists Safety Commitee, og den stilling fik Wahida Faizi ved at komme med forslag til, hvordan organisationen skulle forbedre sig.

De kvindelige journalister havde ikke skudsikre veste til rådighed, de blev ikke rådgivet til at tage smykkerne af, og kommunikationslinjerne var dårlige. Wahida Faizi havde erfaringerne til at vide, hvor kvindelige journalister kunne færdes i sikkerhed, og hvor de skulle holde sig langt fra. Hendes arbejde udløste tidligere i år en pris fra Afghanistans regering for hendes arbejde for journalisters sikkerhed i landet.

Latteren, smilet, begejstringen forsvinder, når Wahida Faizi skal tænke fremad. Tårerne vender tilbage.

”Nu kan jeg ikke blive alle de ting, jeg havde drømt om. Nu er jeg bare en flygtning, der kommer til at rydde borde. Jeg har set en af vores tidligere ministre, der er pizzabud nu. Og jeg er intet sammenlignet med ham. Hvis en minister har fået det job, hvem er jeg så til at blive noget som helst?” siger hun.

Det er på trods af, at det bare er et par timer siden, Wahida Faizi sidst blev forsikret om, at hun stadig har et arbejde hos IMS som koordinator for afghanske journalister og for fortsat at arbejde for at hjælpe de kolleger, der ikke har forladt Afghanistan, så snart hun er klar.

Hun understreger, at hun føler sig privilegeret. Ifølge IMS var der over 10.000 journalister i landet, hvoraf 1.200 er kvinder. Langt størstedelen er stadig i landet, hvor de fleste er i en form for venteposition eller skjul. Antallet af aktive kvindelige journalister i Kabul er ifølge Reporters Without Borders faldet fra 700 til under 100, siden Taleban tog magten. Flere af dem er ifølge organisationen udsat for chikane og bliver bedt om at holde sig hjemme fra arbejde, selv om Taleban har lovet pressefrihed i landet.

Mens kvinder i Afghanistan i weekenden gik på gaden for at demonstrere for deres rettigheder, holder det meste af verden vejret og venter på at se, hvordan Talebans nye styre kommer til at se ud. Det samme gør Wahida Faizi.

”Tolo News har lige ansat en kvinde, og det giver mig håb. Under de første dage med Taleban fortsatte kvindelige journalister med at arbejde, men de begynder at stoppe nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro,” siger hun.