Måske giver corona-krisen anledning til at skrive lærebøgerne om adfærdskommunikation og personlig bekymring om.

I hvert fald viser nye tal fra HOPE-projektet på Aarhus Universitet, hvor professor Michael Bang Petersen sammen med flere kolleger løbende måler befolkningens respons på myndighedernes kommunikation, at netop den personlige bekymring ikke har virket, som den plejer at gøre i kommunikation.

”Normalt siger man, at når du skal have nogen til at handle risikoforebyggende, så skal de være bekymrede. Hvis du for eksempel kigger på rygestopkampagner, er det også derfor, de fokuserer på, hvad det er, der er så farligt,” siger Michael Bang Petersen.

Efter et år med corona-nedlukning har han sammen med forskerkolleger publiceret nye resultater i en videnskabelig artikel i tidsskriftet ’British Journal of Health Psychology’.

Her kan de dokumentere, at Danmark målt i forhold til syv andre vestlige demokratier – nemlig Sverige, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Ungarn og USA – var det land, hvor befolkningen mest effektivt ændrede adfærd i marts sidste år.

Det på trods af, at eksempelvis italienerne var mere bekymrede end danskerne. Alligevel var de ikke nær så effektive til at ændre adfærd som danskerne.

”Den personlige bekymring var faktisk ikke særlig vigtig i marts 2020. Vores fortolkning er, at det skyldes, at der var så stort et fokus på coronakrisen. Så det blev et kollektivt projekt. Selv dem, der ikke var personligt bekymrede, holdt sådan set afstand,” siger Michael Bang Petersen.

Det gjaldt også dem, der var politisk uenige med regeringen, og dem, der ikke havde så høj tillid til regeringen, siger han.

”Der blev så at sige etableret en folkestemning, som hed: Fortæl os, hvad vi skal gøre, og så gør vi det,” siger Michael Bang Petersen.

Bekymring som en radar

Den personlige bekymring kan altså ikke stå alene i effektiv adfærdskommunikation.

”Bekymring er ikke nok. Bekymring er radaren mod et givent emne, men det, der får folk til at handle mod et givent emne, det er en tydelig forståelse af: Hvad skal jeg gøre.”

Og så er der et tredje lag: Håbet.

”Vi kan se en betydning af de mere positive følelser. I de her situationer så er følelser af håb og optimisme på sin vis mere effektive end følelser af frygt og bekymring,” siger Michael Bang Petersen.

Han lægger ikke skjul på, at coronakrisen også i kommunikationsøjemed er en historisk og unik situation. Men alligevel mener han, at kommunikatører kan bruge forskningsresultaterne til at lave mere effektiv adfærdskommunikation.

”I bund og grund handler god adfærdskommunikation om at myndiggøre borgerne snarere end det modsatte. Hvis vi bliver behandlet som voksne mennesker, så reagerer vi også derefter. Så man skal ikke være bange for, at befolkningen går i panik, fordi man fortæller dem, hvordan man i realiteten ser situationen,” siger Michael Bang Petersen.

Han taler om tre trin i god adfærdskommunikation: Et, som ridser problemet op. Et, der skaber håb om, at problemet kan løses. Og endelig et, der er handlingsanvisende.

Kommunikation kan ikke overvurderes

Michael Bang Petersen mener, at kommunikationen fra regeringen omkring nedlukningen var så effektiv, fordi den forløb i tre faser, på tilsammen godt og vel en uge:

Først et pressemøde, hvor danskerne blev præsenteret for de efterhånden berømte grønne og røde kurver. Så en nedlukning, der skabte ’et helt enormt fælles fokus’ om at holde afstand. Og endelig med dronningens tale, der kom som en ’moralsk overbygning’ på, hvad coronakrisen var og er for et fælles projekt.

”Jeg tror i bund og grund ikke, at man kan overvurdere betydningen af kommunikation for denne her krise,” siger Michael Bang Petersen.

Han peger på, at den vigtigste faktor for, om danskerne ændrede adfærd eller ej, var deres oplevelse af at vide sig i stand til at handle i situationen. Altså at de kendte rådene og følte sig i stand til at følge dem.

”Og det er lige præcis det, som kommunikationen har handlet om,” siger han.