search

Frejamay November, Sheku Jatta Rymark Sankoh, Sune Stab Kristensen og Liv Latricia Habel. Foto: Iben Gad

i

Generation 2021: ”Vi kan rent faktisk godt ændre noget, hvis vi vil”

Mød fire unge, der vil uddanne sig til journalist, kommunikatør, tv-tilrettelægger og fotojournalist – og som vil gøre tingene på en ny måde

”Det kunne være nice, hvis jeg kunne blive talerør for mennesker, der normalt aldrig bliver spurgt om noget”

Sheku Jatta Rymark Sankoh (26) er blevet optaget på journaliststudiet på DMJX i Aarhus.

<span class="rodt">Generation 2021:</span> ”Vi kan rent faktisk godt ændre noget, hvis vi vil” 1

”Det tiltaler mig supermeget, at der er så mange muligheder i journalistikken. Jeg vil rejse, skrive tekster og lave podcasts. Jeg kan godt lide at tale med nogle af de mennesker, der ikke normalt får mulighed for at fortælle deres historier. For eksempel har jeg lavet en kortfilm om hjemløse.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en af grundene til, at jeg vil være journalist, er, at jeg vil prøve at ændre verden en lille smule. Eller få andre til at ændre den ved at give dem nogle oplysninger og nuancer, så de kan tage nogle andre beslutninger. Jeg vil stikke til normerne, nedbryde de faste forestillinger. Nogle gange kan vi måske have følelsen af, at verden kører i et fastlagt spor, men vi kan rent faktisk godt ændre noget, hvis vi vil. Der er jo en løbende udvikling i alting, og den kan man godt speede lidt op. Det håber jeg i hvert fald.

Jeg går rigtig meget op i repræsentation. Den halter desværre virkelig i medierne. Det er de samme, der hele tiden bliver inviteret ind i spalterne og studierne for at udlægge verdenssituationen. Og jeg synes ofte, medierne spørger de forkerte. Et eksempel er dækningen af Black Lives Matter-bevægelsen, der lynhurtigt blev til en personsag om talskvinden Bwalya Sørensen i stedet for en nuanceret fortælling om, hvad bevægelsen egentlig står for. I den dækning var det virkelig ærgerligt at skulle høre på en masse hvide mænd i jakkesæts mening om hende i stedet for at lade dem, det rent faktisk handler om, udlægge teksten.

Jeg føler, jeg har et ansvar, fordi jeg selv kommer fra en minoritetsbaggrund. Det kunne være nice, hvis jeg kunne blive talerør for mennesker, der normalt aldrig bliver spurgt om noget, at kunne give stemme til folk, der ikke ser sig selv repræsenteret ordentligt i mediebilledet. Jeg er meget idealistisk på det punkt. Og så vil jeg bare gerne skrive nogle gode historier, der udvider min egen og andres horisonter.”

 

”Jeg vil gerne være en del af en generation, der viser vejen og sørger for, at alle har det godt”

Sune Stab Kristensen (21) har fået plads på Kommunikation på DMJX i Emdrup.

<span class="rodt">Generation 2021:</span> ”Vi kan rent faktisk godt ændre noget, hvis vi vil” 2

”Jeg blev student for to år siden, og i et stykke tid har jeg haft lyst til at komme i skole igen. Jeg interesserer mig for projektledelse, samfundsfag og innovation, og efter et år på Vallekilde Højskole har jeg også fået blik for, at journalistik er et spændende fag. Så da jeg fandt ud af, at kommunikationsstudiet indeholder alle de ting på en gang, var det en slags åbenbaring for mig.

Når jeg tænker på det mediebillede, jeg skal bevæge mig inden for, er jeg optimistisk. Jeg oplever, at medierne er blevet mere konstruktive i deres tilgang til verden, og jeg synes, det er positivt, at flere medier er blevet mere aktivistiske og bruger kombinationen af oplysning og oprør til at ændre ting i vores samfund til det bedre. Det er MeToo-bølgen, hvor en masse mediepersonligheder skrev under på et støttebrev til Sofie Linde, et godt eksempel på.

Jeg mener selv at være en del af en generation, hvor vi har lyst til at gøre tingene på en ny måde. Hvor vi uddanner os og udvikler os i forhold til den måde, vi tænker og taler om for eksempel race, køn og seksualitet. Jeg fornemmer en form for oprørskhed i mig selv og blandt mine venner – en afstandstagen til en gammel, konservativ måde at se verden på. Jeg vil gerne være en del af en generation, der viser vejen og sørger for, at alle har det godt.

Jeg kan godt se mig selv arbejde i en organisation, der kæmper for bedre rettigheder til minoriteter, for eksempel Amnesty eller LGBT Danmark. Men mine drømme om job i fremtiden er ikke mere konkrete end det, så jeg er glad for, at kommunikationsstudiet åbner en masse forskellige døre. Ud over to praktikforløb giver studiet adgang til at læse en international kandidatgrad i journalistik, hvor man tager et semester i Aarhus og dernæst tre semestre på udenlandske universiteter. Det er lige mig, for på den måde får jeg lov til at prøve en masse forskellige ting af, før jeg træffer en beslutning om, hvad jeg skal arbejde med – og hvordan.”

 

”Der er alt for få historier, hvor vi giver os tid til at dykke ned i nuancerne og tabuerne i vores samfund”

Frejamay November (38) er blevet optaget på TVM-studiet. Hun er solomor til to piger.

<span class="rodt">Generation 2021:</span> ”Vi kan rent faktisk godt ændre noget, hvis vi vil” 3

”Jeg faldt tilfældigt over en introaften på TV- og Medietilrettelæggelse og besluttede mig for at tage med. I en time sad jeg bare og var helt solgt. Det var jo alt, hvad jeg synes er fedt, samlet i én uddannelse; projektstyring, økonomistyring, storytelling, mulighed for at arbejde med alle typer mennesker i alverdens miljøer, at kunne starte sit eget bureau og bare gøre alle mulige drømme og idéer til virkelighed.

Jeg er autodidakt og har arbejdet projektorienteret hele mit liv, hvor jeg har været blogger og haft min egen virksomhed. At få en idé og derefter sætte alle sejl ind på at få den eksekveret tænder en ild i mig. Tænk, at man kan få en uddannelse i dét.

Jeg ved godt, det er lidt atypisk at begynde på en uddannelse i min alder. På det punkt er jeg gået den modsatte vej af alle andre – der hvor mine jævnaldrende tog uddannelser, arbejdede jeg fra morgen til aften. Og nu, hvor de har fået jobs og karriere, sætter jeg mig på skolebænken. Det gør jeg, fordi jeg mærker savnet efter at fordybe mig i noget og dygtiggøre mig.

Mit journalistiske drive er at fortælle de historier, der ikke bliver fortalt. Jeg er meget stor fan af Anders Agger og den måde, han træder ind i miljøer, hvor han skildrer uden at dømme. Den slags journalistik har vi brug for meget, meget mere af. Der er alt for mange clickbaits og hurtige overskrifter derude og for få historier, hvor vi giver os tid til at dykke ned i nuancerne og tabuerne i vores samfund.

For nylig var jeg igennem en abort. Det skrev jeg om på min blog, og jeg fandt ud af, at jeg er en af de første herhjemme, der virkelig går ind i, hvordan det er at træffe det valg. Der findes tonsvis af historier, der handler om for eller imod abort, men vi aner ikke noget om, hvordan det føles for en kvinde, når hun står midt i det. Det er tankevækkende, synes jeg, og et bevis på, at der venter rigtig mange historier derude, der fortjener at blive fortalt.”

 

”For mig er det vigtigt at være med til at skabe diversitet og repræsentation især i et fag, der er så visuelt som fotografi”

Liv Latricia Habel (25) er en af de 12 fotojournalistspirer, der har fået plads på DMJX i år.

<span class="rodt">Generation 2021:</span> ”Vi kan rent faktisk godt ændre noget, hvis vi vil” 4

”Jeg begyndte at tage billeder for tre år siden. På det tidspunkt gik jeg på Designskolen og lavede et lille magasinprojekt om afrikansk hårkultur i København. Det var i den proces, jeg fandt ud af, hvor sjovt og spændende det er at fotografere.

Så jeg fortsatte med at tage billeder. Til fester og events. Af mine venner. Og i efteråret 2018 tog jeg til Peru for at besøge min onkel og tante. Der fotograferede jeg alt og alle med mit gamle Nikon spejlreflekskamera. Når jeg har mit kamera i hånden, kommer jeg til at tale med folk på en helt anden måde. Det giver mig adgang til steder, jeg normalt ikke ville komme, og mod til at opsøge miljøer, jeg ellers ikke ville turde invitere mig selv indenfor i.

For mig er det vigtigt at blive fotojournalist frem for fotograf, for jeg vil dække historier, der er virkelige, og vil ikke umiddelbart lave fiktion eller reklamefotografi. Der er så mange talentfulde og hårdtarbejdende fotografer i Danmark, som jeg ser op til. Især vil jeg nævne Marie Hald, Lærke Posselt og Sigrid Nygaard. De laver alle tre nogle fantastiske og vigtige projekter.

Men når jeg henter inspiration til projekter, specielt de personlige, søger jeg oftest på internationale fotografer. To af mine yndlingsfotografer er de afroamerikanske kvinder Deana Lawson og Renell Medrano. Det gør en stor forskel for mig, om det producerede kommer fra en person, som jeg selv kan spejle mig i. Jeg håber, at jeg selv en dag kan blive en, andre kan spejle sig i.

Jeg interesserer mig for alt muligt, bare det har en eller anden form for samfundsrelevans, så der er ikke en bestemt type historier, jeg vil dække. Men når jeg tænker på, hvad jeg drømmer om, kan jeg ikke se bort fra, at jeg selv som sort mixed kvinde har en anden stemme end de fleste andre danske fotojournalister. For mig er det vigtigt at være med til at skabe diversitet og repræsentation især i et fag, der er så visuelt som fotografi.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen