Journalisten er unægtelig blevet meget woke, meget (identitets)politisk korrekt med den nye redaktør. Det tænkte jeg igen forleden, da landets mest woke fagblad for tredje gang profilerede landets mest woke dameblad, Femina, nu fordi de har fået nyt look.

Forrige gang var vinklingen, at Femina havde begået en ”nyhedsbombe” om fredagen, som – oh skræk – først nåede Ritzau om søndagen. Et stort problem, må man forstå. Men åbenbart ikke noget, der indebar, at Ritzau skulle høres i sagen.

Forstå mig ret, det er helt okay at have en redaktionel linje, der ikke flugter med mine private holdninger. Og Journalisten skal endelig tale med woke kilder, jeg havde gjort det samme. Jeg havde dog undladt at made læserne egne holdninger med ske. Det er, bogstavelig talt, blevet for meget af det gode.

Problemet er ikke kun, at de ”rigtige” holdninger og vinklinger er overrepræsenteret. Værre er, at de sjældent får noget modspil. Prøv at (gen)læse Journalistens interviews med Feminas redaktør, eller med ALT for damerne, eller med Kvinfo eller med Dansk Kvindesamfund eller endnu en ligestillingsdebattør. De woke kilder får lov til at fremlægge deres dagsorden uanfægtet.

I en artikel konstaterer Journalisten på baggrund af en svensk undersøgelse, at ”medierne halter efter virkeligheden”. I samme artikel bliver ’Deadline’, som har tilstræbt flere kvinder som kilder, kaldt for ”den dygtige elev i klassen”. Jeg læser gerne om nyt fra forskningen, men jeg forstår ikke, hvorfor det redaktionelle stof skal indeholde disse værdidomme. Har man ikke tillid til, at læserne selv kan danne egne meninger?

Prøv så til sammenligning at læse interviewet med fotograf Jan Grarup, der ikke vil ansætte kvinder. Bemærk en langt skarpere vinklet tekst. Nyd de kritiske spørgsmål i kursiv. Helt, som det skal være; jeg ønsker det ikke anderledes. Jeg konstaterer blot, at det bliver skævt, når de kritiske kanoner altovervejende skyder den ene vej.

Eller læs interviewet med Dansk Kvindesamfund over for Jyllands-Posten i forbindelse med Jes Dorph-sagen. Vil redaktøren eller andre påstå, at feministerne i disse artikler bliver lige så vel udfordret som de mindre politisk korrekte? Eller påstå, at det ikke kunne være mere interessant for læserne – uanset disses personlige holdninger – hvis man gik kritisk til alle?

Nok så vigtigt er, hvad der ikke står. At fjerne kommentarsporet har fjernet muligheden for indspark, der ikke passede ind i de redaktionelle valg. Overordnet er problemet, at prioriteringen af det woke har sin faglige pris.

Sidste år blev der indgivet klager til Pressenævnet fra kendte mediefolk, der spillede en aktivistisk rolle i en yderst omtalt voldtægtssag med en kønspolitisk dimension. Journalisten ville dengang – helt berettiget – gerne afsætte spalteplads til deres udlægning.

Her i 2021 er dette afklaret med nederlag til klagerne over hele linjen, og de afgørelser har ikke været vedkommende for fagbladet. Det var rigtignok aktuelt at høre om aktivistiske mediefolk i kamp. Påfaldende, at når deres kamp er tabt, er sagerne åbenbart ikke en notits værd.

Samme nedprioritering af fagstof skete i forbindelse med artiklen om Feminas nye look. Jeg læser gerne om grafiske relanceringer, bevares. Når det blev dråben for mig, var det i den kontekst, at samme dag havde vi generalforsamling i Kreds 1, og jeg finder stadig intet herom i Journalisten.

Og når årets vigtigste faglige træf i forbundets største kreds tilsidesættes til fordel for overvejelser, om der burde være mere diversitet blandt forsidemodeller, er det ikke urimeligt at bede redaktøren bekræfte, at ens fagblad gennemgående ønsker at være … et fagblad. Med hvad dertil hører af faglig integritet og kritisk sans til alle sider. Eller om man hellere vil være et politisk korrekt kirkeblad med woke som nyhedskriterium.

Sådan et kirkeblad er sikkert vedkommende at læse for den woke menighed. Men det er jo et fagblad, vi betaler kontingent til. Uanset om vi tilhører menigheden eller ej.

Morten Okkels er journalist og tiltrædende redaktionssekretær på netmediet Kontrast

—

Svar fra Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten:

’Woke’ er ikke et skældsord for mig

Morten Okkels kritiserer undertegnede for at have gjort fagbladet Journalisten for woke. Det er jeg glad for. For så har Journalisten taget fat i nogle af tidens store sager og sat dem i perspektiv på en måde, der er relevant for medie- og kommunikationsbranchen.

I Morten Okkels indlæg fremstår det, som om det at være woke er noget negativt – nærmest et skældsord. Men læser man, hvad Dansk Sprognævn skriver om ordet ’woke’, er det: ”Bevidst om fx sociale og racemæssige uretfærdigheder.” Det er da om noget en opgave for et fagblad at være det. Uretfærdigheder og skævheder i mediebranchen skal vi selvfølgelig afdække og beskrive.

Så ja, Morten Okkels’ analyse er spot on.

Siden jeg tiltrådte som chefredaktør for et år siden, har især tre ting præget dagsordenen: Corona, MeToo og Black Lives Matter. Tre emner, som vi har dækket intensivt på Journalisten. Især MeToo og mangfoldighed er emner, hvor mediebranchen har store udfordringer. Vi har på Journalisten afsløret flere alvorlige MeToo-sager i branchen. Vi har skrevet om ligeløn og om, hvordan danskere med minoritetsbaggrund og kvinder er underrepræsenteret både som kilder og som udøvende i branchen. Vi har også beskrevet, hvordan journalister i branchen er udsat for racisme på arbejdspladsen.

Og vi har beskrevet, når medier som f.eks. ALT for damerne nu i højere grad vil lade deres forside afspejle mangfoldigheden i Danmark, eller når Femina skifter kurs og kaster sig ind i kampen for samtykkelovgivning. Det sidste ville vi i øvrigt også have beskrevet, hvis Jyllands-Posten havde gjort det samme. Det er en historie.

Så kald mig bare woke. Det har jeg ikke noget problem med. Ordet er ikke et skældsord i min verden.

Med hensyn til dækning af Kreds 1’s generalforsamling vil jeg sige, at en anden beslutning, jeg har truffet som ny chefredaktør, er, at vi ikke per automatik dækker alle generalforsamlinger i DJ – og dem er der mange af. Vi skriver, hvis der sker noget interessant for en bredere kreds end den pågældende kreds eller specialgruppe, da vi går ud fra, at de selv informerer deres egne medlemmer om vigtige beslutninger og diskussioner.

Men Morten Okkels sætter fingeren på en ting, hvor vi har begået en fejl. Vi burde have bragt Pressenævnets afgørelse i januar, hvor Politiken ikke fik kritik i en sag, som vi beskrev i efteråret.

Vi beskrev i samme kompleks, at Politiken ikke fik kritik i den klage, der var anlagt af Kirstine Holst, men de tre andre klager i samme sag, hvor der samtidig blev afsagt kendelse, fik vi ikke nævnt.

Det beklager jeg selvfølgelig, men jeg kan love, at det ikke var et forsøg på at undertrykke en historie – det var bare en fejl, som jeg tager det fulde ansvar for.