”Det må være fedt at have adgang til sit eget bagland.”

Den kommentar blev journalist Jakob Sheikh mødt med af en kollega i mediebranchen i 2016. Han havde lige vundet Den Berlingske Fonds Journalistpris for gennem sin bog og artikler at gøre danskerne klogere på parallelsamfund og lukkede radikaliserede miljøer.

Vi har skrevet til ham for at høre, om han i sin tid som journalist har oplevet racisme fra kolleger i mediebranchen. Direkte som kommentarer rettet mod ham eller indirekte ved brug af humor eller i omtale af kilder og historier på redaktionen.

Spørgsmålet er aktuelt. Ikke mindst fordi knap hver femte dansker har oplevet sig selv eller en kollega blive udsat for racisme på arbejde. Det viste en undersøgelse foretaget for A4 Arbejdsmiljø af analysefirmaet Wilke i juni-juli 2020.

Journalisten har talt med fire journalister med anden etnisk baggrund end dansk, som har delt deres oplevelser med racisme. Ikke den, der kan strømme ind fra vrede læsere, seere og lyttere, men snarere den interne racisme fra kollegerne i mediebranchen.

Dit tørklæde larmer

↑ Foto: Peter Helles Eriksen

30-årige Inaam Nabil har palæstinensisk baggrund og er en af de journalister i Danmark, der ikke kan undgå at skille sig ud. Umiddelbart et luksusproblem at have i nutidens trængte mediebillede. Men for hende har det tætsiddende tørklæde på hovedet langtfra været den ’icebreaker’, hun havde håbet på, da hun i 2015 vandt Kravling-prisen som håbefuld journaliststuderende.

”Jeg har haft kolleger, der ikke har villet arbejde med mig,” siger Inaam Nabil.

Hendes stemme får ordene til at lyde som det naturligste i verden. Kollegerne havde fortalt hendes redaktør om deres beslutning. Hun fik det selv at vide af andre kolleger i frokostpausen. Men hun protesterede ikke. Hun sagde ikke noget. Hun trak på skuldrene og fortsatte med at lave det, hun var blevet ansat til. Journalistik.

”Jeg har haft kolleger, der ikke har villet arbejde med mig.”

Inaam Nabil

Listen med ting, Inaam Nabil har været udsat for i sine fire år som journalist i mediebranchen, er lang. Meget lang.

”Jeg har fået at vide, at mit tørklæde larmede for meget,” siger hun.

”Der var også en kollega, som engang kaldte min mad for kattemad. Det var faktisk en af de fornemste arabiske retter. Jeg spiste dolmer, som er kødfars indpakket i vinblade. Og nej, det var ikke ment for sjov.”

Andre oplevelser er så alvorlige eller personlige, at hun ikke vil have dem frem i offentligheden.

Det tog Inaam Nabil halvandet år at få et job som nyuddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2016. Siden har hun jongleret mellem en journalistisk og en kommerciel karriere. Men fra den 1. oktober begyndte hun som redaktør på TV 2 Østjylland.

”Kun to læsere brokkede sig over min journalistik, da jeg var praktikant på Fyens Stiftstidende. Jeg fik roser og positive mails. Jeg er på intet tidspunkt blevet afvist af kilder på den, jeg er. Ud over af chefer, politikere og magtfulde personer i mediebranchen. Det handler næsten aldrig om journalistikken længere. Det handler om troværdighed og tillid til mig. Kan hun. Kan hun ikke. Skal hun. Skal hun ikke,” fortæller Inaam Nabil.

Skygge af historien

Racisme er ikke længere kun noget med, at jeg hader dig, fordi du er brun-agtig. Danskerne opererer dog stadig med denne lidt forældede forståelse af racisme; den ideologiske racisme. I daglig tale kaldet den direkte og rene racisme. Den, hvor en bestemt race er klogere eller har forskellige fysiske og psykiske egenskaber. Den, hvor mennesket har dårlige intentioner eller ligefrem ondskab bag sine ord og handlinger.

Det fortæller Mira C. Skadegård, som forsker i strukturel diskrimination på Aalborg Universitet med særligt fokus på, hvordan racisme ligger skjult i hverdagsinteraktioner og -normer.

”Folk reagerer følelsesmæssigt, når man siger racisme, fordi de straks tænker en moralsk dom. De tror, at det altid handler om den personlige motivation. Nogle bliver kede af det, andre bliver vrede eller sure, og så misforstår vi hinanden, fordi vi ikke har sat os ind i begreberne.”

Vi har ikke rystet den ideologiske racisme af os. Men forskere taler i dag mere om den systemiske og strukturelle racisme, der normaliserer og legitimerer uligheden mellem mennesker. Også kaldt den usynlige eller subtile racisme. Ikke kun i forhold til race, men også i relation til etnicitet, oprindelse, køn og religion. Her er racismen blevet en del af vores hverdag. Den er indlejret i magtrelationer med fordelagtig behandling af majoriteten og det modsatte af minoriteten. Oftest er den nem at affeje og svær at anmelde. Den kan være bevidst, men behøver ikke at være det.

”Vi bærer alle videre på traditioner, ord, opfattelser, som vi har nedarvet fra slavegørelsen og kolonitiden. Som når vi spørger en, der er født og opvokset i Danmark, hvor han ”rigtigt” kommer fra, eller vi bliver ved med at kalde danskere for indvandrere, selv om de er 2. eller 3. generation. Så er det ikke altid en racist, der siger noget ondt, men et system, der kommer til udtryk,” siger Mira C. Skadegård.

De ugyldige oplevelser

↑ Foto: Peter Helles Eriksen

Da Paula Larrain søgte en praktikplads i 1992, blev hun i første omgang afvist af et stort mediehus. Det kunne den 22-årige ambitiøse journaliststuderende ikke helt forstå.

Derfor ringede hun til souschefen, som forklarede, at han havde afvist hende, fordi hun havde skrevet i ansøgningen, at hun var flygtning fra Chile.

”Jeg havde skrevet det som en kvalifikation,” siger Paula Larrain.

”Men arbejdsgiveren så det som et potentielt problem, fordi han var bange for, at jeg ville være for følsom, hvis noget handlede om flygtninge og Chile. Jeg svarede, at så kunne journalister med bedsteforældre på plejehjem jo heller ikke dække historier, der handlede om plejehjem.”

Det stoppede ikke ved denne ene oplevelse for Paula Larrain, der med 32 år i mediebranchen har en fortid som journalist på blandt andet TV Avisen og Berlingske.

”Mine erfaringer lod ikke til at blive anerkendt. Det er, som om de ikke er gyldige i et redaktionslokale, fordi man er den eneste, der har dem.”

Paula Larrain

Hendes oplevelser med forskelsbehandling af indvandrere tog fart i slutningen af 1990’erne, da hun arbejdede som ledende redaktionssekretær og protesterede over, at kollegerne skrev ensidige og ubalancerede artikler med personer, uden at indvandrerne selv blev hørt.

”Jeg kendte en anden virkelighed. Fordi jeg omgikkes de mennesker, vi talte om, og fordi jeg selv var fremmed. Min far forlod Danmark igen, fordi han følte sig alt for fremmed. Den racisme, andre talte om, har jeg siddende i min krop,” siger Paula Larrain.

”Men mine erfaringer lod ikke til at blive anerkendt. Det er, som om de ikke er gyldige i et redaktionslokale, fordi man er den eneste, der har dem.”

Hun fortæller, at oplevelser med racisme ikke gælder hendes nuværende hovedarbejdsplads, hvor hun er vært på P1-programmet ’Tidsånd’ og DR2-programmet ’Det Gode Råd’.

Men det betyder ikke, at problemet med racisme er blevet mindre i mediebranchen. Det er snarere blevet mere almindeligt at lave historier om indvandrere i stedet for med indvandrere.

”Og det er ikke okay,” siger Paula Larrain.

Subtil racisme skader mere

Når racisme og diskrimination sker åbenlyst, kan du nemmere flytte den over på, at ’den anden person er en idiot’. Åbenlys racisme og diskrimination kan du gå til chefen med, fordi ytringen eller handlingen er ulovlig. Men det er sværere at lægge afstand til den subtile racisme og diskrimination.

Fordi den ofte er tvetydig, sværere at rapportere, sker hyppigere og dermed er mere omsiggribende.

”En ting er at gå til chefen og sige, at man ikke vil samarbejde med en person, fordi hun har tørklæde på. Noget andet er at pakke det ind i, at hun ikke har de rigtige kompetencer,” siger erhvervspsykolog Eva Gemzøe Mikkelsen, som på Syddansk Universitet forsker i mobning, konflikter og krænkende adfærd på arbejdspladsen.

Racisme og diskrimination kan føre til negative psykologiske og helbredsmæssige påvirkninger. Karrieremæssige konsekvenser kan være lavere løn, mindre jobtilfredshed og dårligere relationer til kolleger og ledere. Derfor skal arbejdspladserne have en politik med klare procedurer for, hvad man som medarbejder og leder skal gøre, hvis man udsættes for diskrimination.

”Ligesom der ikke er noget, der hedder kærlig mobning, er der heller ikke noget, der hedder kærlig racisme.”

Eva Gemzøe Mikkelsen

”Men politikker virker kun, hvis ledere og medarbejdere oplever, at det er okay at tale om oplevelser af diskrimination og racisme. Og at de har tillid til, at der vil blive handlet på en eventuel klage. Oplevelse af psykologisk sikkerhed, og at virksomheden har en etisk infrastruktur, der støtter op om handling, er derfor afgørende,” siger Eva Gemzøe Mikkelsen.

Hun kan være bekymret for, at oplevelserne med racisme og diskrimination afholder kvalificerede folk med minoritetsbaggrund fra at søge ind i mediebranchen. En sund arbejdspladskultur er for eksempel, at den enkelte har lov til at sige fra.

”Ligesom der ikke er noget, der hedder kærlig mobning, er der heller ikke noget, der hedder kærlig racisme. Det er rigtig vigtigt, at vi har en forebyggende dialog om den subtile diskrimination og racisme på arbejdspladsen. Om hvordan vi taler til og omgås hinanden.”

Laver ikke perkerjournalistik

↑ Foto: Peter Helles Eriksen

Et afsnit af debatprogrammet ’Rushys Roulette’ på Radio24syv er i kassen.

Mikrofoner og lys slukkes. Den dansk-pakistanske radiovært Rushy Rashid forlader studiet og møder en af sine mandlige kolleger på gangen. Dagens debat har været særlig interessant. Hun spørger derfor kollegaen, om han har tænkt sig at tage samme emne op i deres radioprogram dagen efter.

”Nej, det er jo ikke perkerjournalistik, jeg laver,” svarer han.

Rushy Rashid fortæller, at hun ikke selv synes, at hun har været udsat for racisme som journalist i mediebranchen. Faktisk har det jobmæssigt været en fordel at have en anden etnisk baggrund.

Men hun oplevede i sin tid som journalist og radiovært på Radio24syv, at enkelte kolleger så ned på hendes stofområde, som var værdidebatten i Danmark med fokus på udlændinge- og integrationspolitik.

”Men jeg skammede mig ikke over det, jeg lavede. På det tidspunkt var mit program det 7. mest lyttede program på Radio24syv. Så kan det godt være, at der var én idiot, der havde det sådan. Men det rørte mig ikke.”

Det gjorde det ikke af flere årsager. Dels fordi hun havde kolleger og chefer, der syntes, at hun gjorde et godt stykke arbejde på radiokanalen. Dels fordi hun uge for uge prøvede det, der var meget værre og voldsommere, når der tikkede sms’er ind fra lytterne under udsendelsen.

”Jeg havde fem mennesker, som sendte hade-sms’er til mig hver eneste onsdag, fra udsendelsen startede, til den sluttede. Personlige beskeder om alt, hvad jeg stod for og sagde. Min kultur, religion, baggrund og alt muligt andet,” siger Rushy Rashid.

”Der var perioder, hvor jeg blev nødt til at slukke for skærmen med sms’er. For når det er så massivt uge efter uge, så kan du ikke undgå, at du på et tidspunkt begynder at tage det ind.”

Dansk humor er ikke hellig

Diskriminationsforsker Mira C. Skadegård er ikke i tvivl. Rushy Rashid og de andre journalisters oplevelser er eksempler på strukturel racisme. Fordi udtalelserne trækker på idéer og fordomme alene ved at se på et menneskes race, etnicitet, oprindelse, religion eller køn.

”At han kalder det ’perkerjournalistik’, er racisme. Når du bruger p-ordet, er du ude i en racistisk betegnelse. Du kan ikke løbe fra, at han antyder, at det er mindre fint at beskæftige sig med mennesker, der ikke er hvide,” siger Mira C. Skadegård.

”Det er ligesom med sex. Det er kun sex og ikke voldtægt, når begge parter er med på den. Det er ikke sjovt, hvis den ene føler sig ramt.”

Mira C. Skadegård

”Nogle tror, at det først er racisme, når man råber et skældsord. Eller når personen siger, at man ikke kan få et job, fordi man er brun. Men så trækker man enten på en gammel forståelse af racisme. Eller også er diskriminationen blevet så normal, at man ikke længere tænker over den,” siger hun.

Er der ikke en bagatelgrænse for, hvornår noget er racisme, og hvornår noget er sjovt?

”Det er ligesom med sex. Det er kun sex og ikke voldtægt, når begge parter er med på den. Det er ikke sjovt, hvis den ene føler sig ramt. Dansk humor er ikke hellig. Humor har altid taget pis på nogen. Man skal altid tænke magt ind i humor, og vi skal ikke bruge vores magt til at nedgøre.”

I DJ-rapporten ’Fagenes Fremtid’ fra 2019 fremgik det, at trods øget fokus på at skabe en bedre sociodemografisk balance halter danske medier stadig efter – især på køn og etnicitet. Det gælder både i journalisternes valg af kilder og i de redaktionelle organisationer, står der.

”Vi ser en dårlig repræsentation, når der er et højt niveau af diskrimination i en branche. For så vil disse befolkningsgrupper møde flere barrierer. De skal også være mere robuste. Det kan være en faktor, der er med til at gøre søgningen på job i mediebranchen lavere,” siger Mira C. Skadegård.

Ødelæg den gode stemning

↑ Foto: Peter Helles Eriksen

For Jakob Sheikh har den seneste tids debat om racisme været med til at blotlægge, hvorfor han skal råbe op, når diskrimination finder sted. Han vil ikke acceptere, at de anerkendelser, han har opnået, tilskrives hans hudfarve og ikke hans kompetencer.

”Det er jo ikke mit bagland, bare fordi personerne i mit stofområde har samme hudfarve som mig. Jeg har meget lidt til fælles med militante islamister og det radikaliserede miljø. Det sagte er jo enormt fordomsfuldt og misvisende,” siger han om kommentaren, han fik ved uddelingen af Den Berlingske Fonds Journalistpris.

Jakob Sheikh nåede at være journalist på Politiken i fem år, før han i 2017 sagde ja til at være særlig rådgiver for den daværende justitsminister Søren Pape Poulsen. I dag har han taget en pause fra mediebranchen og skriver en bog om terrorisme.

”Hyggeracisme er der meget af. For eksempel når man står på redaktionsmøder oven på en terrorhandling, eller der er nogle islamister, der er blevet anholdt. Så har en kollega sagt: ’Sheikh, den tager du. Det er jo dine venner’,” siger Jakob Sheikh.

”Hvor det bliver sagt i et venskabeligt lag, men det ikke refererer til mit stofområde, snarere at de er brune mennesker som mig.”

Han mener, at der eksisterer et majoritetsslør i mediebranchen, hvor man ikke kan skelne brune emner eller mennesker fra hinanden. Det viser sig ofte, når han bliver ringet op af journalister for at kommentere på alt fra den iranske atomaftale og Khashoggi-affæren til social kontrol.

”Nogle gange må jeg finde mig i at ødelægge den gode stemning.”

Jakob Sheikh

”Jeg er jo ikke ekspert på de emner. Det svarer til, at en ekspert i grundskyld udtaler sig om Socialdemokratiets seneste udvikling. Det er helt bizart,” siger Jakob Sheikh.

”Men vi skal også se indad,” siger han.

Han synes ikke, at han eller kollegerne med anden etnisk baggrund har været gode nok til at sige fra over for racisme. Oftest fordi det bliver sagt i et venskabeligt lag. Men det er de nødt til at blive bedre til, hvis de vil problemet til livs. Han er efterhånden selv blevet bedre til det.

”Det betyder, at jeg nogle gange må finde mig i at ødelægge den gode stemning.”

Ehsan Faizzad er freelancejournalist