search

Jakob Sheikh: ”Jeg havde brug for en pause fra cirkusset”

Jakob Sheikh fortæller, hvorfor han valgte at træde ud af rampelyset som ombejlet Politiken-journalist og om bag kulissen som særlig rådgiver for Søren Pape i Justitsministeriet. I dag bor han i Mexico

Hvornår fandt du ud af, at du skulle være journalist? 

”Det gjorde jeg nok i små glimt. Et af dem var terrorangrebene i New York og ikke mindst de groteske efterdønninger, hvor almindelige, fredelige muslimer i tiden efter blev stoppet på gaden af journalister og spurgt, om de støttede al-Qaeda. Et andet var tegningekrisen fire år senere. Jeg kan huske, at DR eller TV 2 sendte live fra Rawalpindi i Pakistan, hvor min far er vokset op. Det var de her ikoniske billeder, man siden har set mange steder fra, med opflammede islamister, der sætter ild til Dannebrog. Det lignede krig. Indbyggere, der havde bevidnet optrinnet, fortalte senere lokale medier, at det havde været 10-15 mænd fra nabobyen, som havde hørt, at der var et dansk tv-hold i byen, og som så havde staget det hele. Kameramanden havde zoomet ind, så man ikke kunne se den store mængde af rolige pakistanere, der stod og måbede i baggrunden. De to episoder fyldte mig med en lede over, hvordan man kan fordreje virkeligheden – til alles ugunst.”

Hvad tænkte du så?

”Jeg tænkte: Det kan jeg sgu gøre bedre selv.”

Og så blev du uddannet journalist og landede som 24-årig en stilling som fastansat skribent på Politiken. Efter seks år skiftede du til særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape Poulsen. Hvorfor?

”Jeg begyndte i princippet min karriere med at få mit drømmejob. Og jeg fik meget tidligt enormt stor frihed. Jeg fik lov til at skrive essays og rejse til Syrien og Irak. Jeg prøvede at være redaktør og jourhavende. Når man får lov til så meget på så kort tid – og får en ganske fin hyre for det – skal man tvinge sig selv til ikke at blive magelig. Politiken er et virkelig dejligt sted, og det letteste i hele verden ville have været at blive siddende i den samme stol og sole sig i årevis.”

Jakob Sheikh:

Født og opvokset i København.Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 2012.

Journalist på Politiken 2012-2017.

Særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape Poulsen 2017-2019.

Bor i dag i Mexico med sin hustru, der er udstationeret for Udenrigsministeriet, og deres datter.

Skriver på en bog om terrorisme i Danmark

Så du skiftede af frygt for at blive magelig? 

”Det skal ikke lyde helligt, men på grund af mit arbejde om terrorisme, radikalisering og fremmedkrigere blev jeg efterhånden sådan en slags go to guy, når aviser, radio og tv skulle fylde sider og flader med baggrund og analyse. Det medførte en vis opmærksomhed om min person, som jeg havde behov for at slippe væk fra, tror jeg. Det er fint at sidde i et tv-program og tale om ting, man reelt ved noget om, men på et eller andet tidspunkt bliver ens navn mere afgørende end det, man siger. Det bliver et underholdningscirkus. At kunne træde ud af det rampelys og arbejde mere uforstyrret med det, der interesserede mig, tiltalte mig. Og da de henvendte sig fra Justitsministeriet, stod det klart, at jeg kunne få lov til at arbejde med samme område som på Politiken, men fra den anden side af bordet.”

På Politiken var der publicisme og en idealistisk vision om at bringe viden ud til folket, mens en stor del af arbejdet på den anden side af bordet vel bestod af spin og politisk strategi. Hvordan havde du det med den del af skiftet?

”Det er din præmis, at det at bringe viden og oplysning ud til folk er forundt journalister, og at det, der foregår i centraladministrationen, er det modsatte. Sådan oplevede jeg det ikke. Jeg oplevede at kunne sætte den viden, jeg havde tilegnet mig blandt andet på sikkerhedsområdet, i spil på en ny måde. Min rolle var at rådgive ministeren i konkrete spørgsmål, for eksempel fremmedkrigere, og lave strategisk styring af svære sager. På den måde kom jeg endnu tættere på det stof, jeg havde siddet med på Politiken.”

Mange journalister er drevet af en eller anden forfængelighed. Jeg kender fra mig selv tilfredsstillelsen ved at se min egen byline på tryk – eller at modtage klapsalver på en scene efter et interview. Den opmærksomhed, der ligger i faget – savner du slet ikke den?

”Jeg savnede virkelig ikke nyhedsjournalistik. Overhovedet. Nu siger du ’forfængelighed’, men min påstand er, at du kun bliver glad for at se, at der står ’Rasmus Elmelund’ et eller andet sted, hvis der står noget godt under dit navn. Det er ikke forfængelighed, men ærekærhed over for produktet. Den har vi alle sammen. Når jeg siger, at mit navn blev større end mit produkt, handler det om, at jeg hver eneste dag blev ringet op af journalister. Så ville P1 have mig med i et program om den iranske atomaftale … Jeg er jo ikke ekspert på Iran! Men fordi jeg ved noget om nogle mørke mennesker, er det rigeligt, og så får orientalismen ellers fuld gas.”

Savnede du at udkomme?

”Jeg var så privilegeret, at jeg stadig kunne holde en masse foredrag på biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Det gav mig noget. Men jeg savnede ikke at udkomme, nej. Jeg havde brug for en pause fra cirkusset.”

Hvad har du lært af din tid i Justitsministeriet?

”Jeg vil vove den generalisering, at der er en grundighed i embedsværket, som pressestanden kunne lære meget af. På Politiken havde jeg mere tid til mine artikler end de fleste, men nyhedspresset i dag har taget meget tid fra både idé- og researchfasen på redaktionerne. Der findes fremragende fortællende og undersøgende journalistik, men den underliggende præmis er, at alt det andet så skal tage kortere tid. Grundigheden bliver tit første offer. Hvis man var lige så grundig på danske redaktioner, som man var på fjerde, femte og sjette kontor i departementet, ville mediernes troværdighed være højere i dag. Jeg arbejdede så også markant mere derinde, end jeg nogensinde har gjort.”

Hvordan var det at stoppe? 

”Det er jo mærkeligt at gå fra den ene dag at være in the know om alt på sit område til den næste at være ude. Men jeg tror, at et clean cut er sundt. Jeg fik en tid tilbage, som jeg havde glemt eksisterede. Det lyder storladent, men sådan havde jeg det. Og mest af alt fik jeg mulighed for at være mere sammen med min familie og ikke mindst min datter.”

Jakob Sheikh:

Født og opvokset i København.Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 2012.

Journalist på Politiken 2012-2017.

Særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape Poulsen 2017-2019.

Bor i dag i Mexico med sin hustru, der er udstationeret for Udenrigsministeriet, og deres datter.

Skriver på en bog om terrorisme i Danmark

Foto: Jonas Pryner

Kommentarer
7
Rasmus Thomsen
06.05.20 09:58
Der mangler en forklaring om, hvorfor han bor i Mexico?
Fremhævet af Journalisten
Mikkel Andersen
06.05.20 10:35
Det står i faktaboksen. Han er der med sin udstationerede kone.
Fremhævet af Journalisten
Laurits Lyck
06.05.20 10:40
@Rasmus Thomsen: Fra faktaboksen:

"Bor i dag i Mexico med sin hustru, der er udstationeret for Udenrigsministeriet, og deres datter.

Skriver på en bog om terrorisme i Danmark"
Fremhævet af Journalisten
Kasper Kopping
07.05.20 02:10
Ja, men i så fald måske en beskrivelse af, hvad han laver? Ja, han skriver på en bog, men laver han ikke andet? Freelance journalist-arbejde fx?
Det er da ret opsigtsvækkende, qua artiklens indhold og alle de kasketter, han har haft på, hvis han nærmest helt har lagt journalistikken på hylden til fordel for 100 procent forfatterdkab.
Fremhævet af Journalisten
Poul
07.05.20 07:05
Opsigtsvækkende?? At skrive en bog kan sagtens være et fuldtidsjob. Typisk reaktion fra de uvidende: Ja, han skriver på en bog, men laver han ikke andet?

Goddag mand økseskaft. Gakgak!
Fremhævet af Journalisten
Kasper Kopping
09.05.20 01:07
Poul - du har ret, selvfølgelig er det et fuldtidsjob at skrive en bog, og jeg er ikke uvidende - har selv skrevet to bøger. Det er tidskrævende.
Formulerede mig muligvis forkert.
Det, jeg efterspørger, er måske nærmere, at vi også hører om, hvorfor en etableret og succesfuld journalist som Sheikh har valgt, som han har gjort.
Ja, han ville væk fra rampelyset og den "kasket", han havde fået, men det kom han jo mere eller mindre, da han gik fra Politiken til kommunikation på Borgen.
Hvad har ligget til grund for hans (fra)valg? For dybest set kunne han jo godt bedrive klassisk journalistik fra Mexico.
Ja, han er der formentlig primært pga. konen. Men jeg er nysgerrig på, hvilke overvejelser han har gjort omkring, hvad han bedriver fra Mexico og hvorfor :-).
Alt godt
/K
Fremhævet af Journalisten
halfdan Muurholm
11.05.20 14:14
Måske trængte han bare til at være mere sammen med sin familie. Tænke sig lidt om. Det er vel en fin begrundelse!
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen