Jakob Sheikh slutter sig til rækken af journalister, som skifter mediebranchen ud med den politiske arena. Fra næste uge rykker han fra Politiken til Slotsholmen som særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape Poulsen. Det blev på sociale medier beskrevet som et tab for journalistikken. Men hvad venter der egentlig journalister, der skifter fra et journalistjob til spindoktor?
Journalisten har spurgt Philip Flores og Niels Ditlev, som selv har prøvet det.
Philip Flores skiftede i 2011 fra politisk redaktør på Information til særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Morten Østergaard (R). I dag skriver han om dansk politik for Zetland. Han mener, at Jakob Sheikh skal være forberedt på, at offentligheden vil opfatte ham som en del af magtapparatet, når der står særlig rådgiver på visitkortet.
”Jakob Sheikh vil blive udfordret på sin selvforståelse og identitet som journalist, for folk forholder sig til dig på en anden måde som rådgiver. Mange vil reagere på, at han går fra at være en af dem, der udfordrer magten, til at være en del af magten,” siger Philip Flores.
I et interview med Journalisten fortalte Jakob Sheikh, at han ikke ændrer holdninger, bare fordi han skifter job. Hvordan kan han holde fast i sine holdninger og samtidig være loyal over for justitsministeren?
”Han vil få et mere nuanceret blik på politik, men det forandrer forhåbentlig ikke hans holdninger. Ministrene vælger forskellige rådgivere, alt efter hvad de søger i en rådgiver: Nogle fra partiapparatet, der vil bakke dem op, og andre som vil udfordre dem mere. Jeg går ud fra, at Søren Pape har valgt Jakob Sheikh ud fra både hans indsigt og hans engagement, og det skal han holde fast i,” siger Philip Flores.
Jakob Sheikh forventer, at jobbet som særlig rådgiver vil gøre ham til en bedre journalist. Hvad kan han bruge fra arbejdet som spindoktor som journalist?
”Det vil med sikkerhed give ham en bedre ballast som journalist. Han får en dyb forståelse for, hvordan politik foregår, og en langt større indsigt i det område, han skal beskæftige sig med,” siger Philip Flores.
Philip Flores mener selv, at erfaringen fra tiden som særlig rådgiver for Morten Østergaard har rustet ham som politisk journalist.
”Man ved, hvordan systemet fungerer, hvis man bagefter skal udfordre politikerne. Jeg mener sådan set, at alle ville få gavn af et praktikophold på den anden side,” siger han.
En fortid helt tæt på centraladministrationen kan dog også give udfordringer, hvis man efterfølgende vender tilbage til journalistik. Philip Flores har til tider måttet overlade opgaver til kolleger, hvis han har været for tæt på den pågældende sag.
”Jakob Sheikh kan blive udfordret på, om han har en partiskhed. Jeg mener generelt ikke, der findes objektiv journalistik, og jeg synes, at journalisterne bør være mere gennemsigtige. Omverdenens syn på særlige rådgivere gør, at man skal være ekstra åben,” siger Philip Flores.
På de sociale medier er der hobevis af lykønskninger oven på Jakob Sheikhs annoncering af karriereskiftet. Mange udtrykker dog også, at de kommer til at mangle hans stemme i den offentlige debat.
Hvordan vil hans image ændre sig, når han bliver spindoktor?
”Selvfølgelig vil nogle være efter ham. Men dem, der vil være hårdest ved ham, vil formentlig være dem, der ikke kender ham. Jeg synes, at man skal være glad for at få en dygtig mand ind på sådan en position. Han vil få stor indflydelse og mulighed for at påvirke noget konkret på et område, som han hidtil mest bare har beskrevet,” siger Philip Flores.
Niels Ditlev skiftede i 2011 fra politisk redaktør på Ekstra Bladet til særlig rådgiver for ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R). I dag er han kommunikations- og pressechef for Verdensnaturfonden. Ifølge Niels Ditlev er Jakob Sheiks skift fra Politiken til Slotsholmen en once in a lifetime-mulighed, men det kan være svært at navigere i embedsværkets dagsordener.
Hvad skal Jakob Sheikh forberede sig på er det sværeste ved skiftet fra medieverdenen til jobbet som spindoktor?
”Han skal være forberedt på, at det er svært at holde fast på sig selv, når man kommer ind i turbinen af embedsfolk og dagsordener. Han vil møde et hav af meget dygtige embedsfolk, som har deres egne dagsordener og interesser, for eksempel at der skal være så lidt ballade som muligt. Så han skal holde fokus på, hvorfor han er der, og hvad han vil opnå,” siger Niels Ditlev.
Hvad er dit råd til, hvordan kan han holde fast i sine egne holdninger samtidig med at være loyal over for ministeren?
”Mit indtryk er, at han godt kan holde fast i sig selv. Og det er nødvendigt, for det er noget af det, der er rigtig svært. Han skal have mod til at sige sin egen holdning. Man kan ikke bruge en rådgiver, der taler sin minister efter munden,” siger Niels Ditlev.
Hvad kan han bruge fra arbejdet som særlig rådgiver i arbejdet med journalistik?
”Han får en stor viden om, hvordan dansk politik fungerer. Og han vil blive mere nuanceret. Politik handler om mennesker af kød og blod, og Jakob Sheikh kommer til at se, hvordan det påvirker Søren Pape at være på forsiden af en avis. Det kan blive svært at lave de bombastiske og firkantede personhistorier efterfølgende,” siger Niels Ditlev.
Han lægger, ligesom Philip Flores, vægt på, at objektivitetsspørgsmålet kan komme til at fylde meget, hvis man efterfølgende vender tilbage til et journalistisk virke.
”Der er den åbenlyse udfordring, at han kan beklikkes på sin objektivitet. Men det kommer meget an på, hvordan han forvalter det. Han skal turde sige Søren Pape imod, holde fast i sig selv og det, han tror på. Og så skal han have modet til ikke at tale magten efter munden og ikke tro, at han altid skal forsvare systemet,” siger han.
Hvad er dit bedste råd til Jakob Sheikh?
”Lyv aldrig. Og husk at nyde det. Det er lidt en once in a lifetime-chance, og man bliver enormt klog af det.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.