
Kaare Dybvads nye særlige rådgiver er Jens Christiansen. Han var direktør og partner i Advice tilbage i 2014, hvor den såkaldte Falck-skandale startede. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I kommunikationsverdenen gik det næppe nogens næse forbi, da den såkaldte Falck-skandale rullede i medierne for omkring to år siden.
Kort fortalt: Kommunikationsbureauet Advice begyndte i 2014 at føre kampagne for Falck. Målet var at erobre et ambulanceudbud i milliardklassen, som konkurrenten Bios havde vundet. Journalisten har tidligere beskrevet forløbet, hvor Advice i samarbejde med Falck forsøgte at presse konkurrenten ud af markedet – blandt andet ved at formidle negative historier om Bios til pressen og oprette en falsk Facebook-gruppe.
Metoderne blev kaldt for uetiske, og kritikken haglede ned, både internt i branchen og i offentligheden. Og Konkurrencestyrelsen kvitterede med en historisk hård dom.
Men nu kan en af hovedaktørerne i smædekampagnen bryste sig af et nyt job, skriver Berlingske.
Jens Christiansen, der var direktør og partner i Advice tilbage i 2014, startede nemlig den 1. december som særlig rådgiver for boligminister Kaare Dybvad. Offentligheden har aldrig hørt fra ham i forbindelse med skandalen. Som Berlingske skriver:
”I begyndelsen af 2019, da Konkurrencestyrelsen offentliggjorde sin afgørelse, var Jens Christiansen således på jordomrejse med sin familie.”
I stedet blev det Advices administrerende direktør, Espen Højlund, der fik aben, og han har også i Journalisten stået på mål for sagen.
Berlingske skriver, at de gerne ville have spurgt Jens Christiansen, hvad han fortryder i samarbejdet med Falck, men han ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen. Til gengæld fastslår Kaare Dybvad, at ministeriet er fuldt bekendt med den nye rådgivers tidligere rolle.
”Sagen blev afsluttet i december 2019, og Jens Christiansen beklager, at han og Advice dengang påtog sig opgaven,” lyder et skriftligt svar til avisen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.