
Thomas Brunstrøm. Foto: Iben Gad
Du anmeldte filmen ’Centervagt’ med ordene: ”Lige så sjov som at falde på cyklen. Med ansigtet først. På grus”. Kunne du gøre det bedre selv?
”Det ved jeg sgu ikke. Men hvis jeg skulle forsøge at lave en komedie, så ville jeg i hvert fald prøve at tage publikum alvorligt og ikke for at være evnesvage. Er det sjovt, når nogen bøvser hinanden i hovedet, eller kunne man gøre det mere elegant? Det tror jeg. Som anmelder er man jo ikke nødvendigvis ekspert i alle tekniske detaljer, men man har en stor referenceramme, og derfor kan man sige, at det der er gjort meget bedre mange gange.”
’Centervagt’ blev sablet ned, men fik alligevel en stjerne. Hvad skal der til for at få nul?
”Der skal meget til nul stjerner. Jeg tror, jeg gav nul til ’Fifty Shades of Grey 3’, som ikke bare var dårlig, men en fornærmelse mod filmmediet som sådan. ’Centervagt’ var der ikke meget godt at sige om, men jeg synes, Kirsten Lehfeldt fik meget ud af sin rolle. Hun har et talent, der kan løfte selv ringe film. Og der var da en historie, der i princippet hang sammen.”
Thomas Brunstrøm
Født 1977 i Fredericia. Bor på Amager.
Uddannet på DJH.
Har været freelancejournalist i mange år, de senere år primært som anmelder på Berlingske og desuden børnebogsforfatter til serien om ’Sallys Far’.
Der er mange mennesker involveret i at lave en film som ’Centervagt’. Tænker du nogensinde på dem, når du hænger deres produkt ud?
”Jeg tænker da over det, og jeg vil også godt indrømme, selv om jeg ikke er meget for det, at jeg nok lige vejer mine ord en ekstra gang, når det er en dansk film. Dem, der har lavet ’Fifty Shades of Grey’, læser det nok ikke, men man kan ikke lade være at have i baghovedet, at Rasmus Heide (instruktør på ’Centervagt’, red.) læser det her, og kamera- og lydmanden og så videre. Som person er jeg faktisk et meget konsensussøgende og ikke-konfliktoptrappende menneske. Men man er nødt til at lægge sin høflighed på hylden.”
Hvad er sjovest at anmelde: En vildt dårlig film eller en vildt god film?
”Det er i hvert fald klart nemmest at anmelde film, der er vildt gode eller vildt dårlige. Det værste er sådan nogle til tre-fire stjerner. Ikke fantastiske, men ok. Det kan være svært at skrive noget interessant om det. Så er det nemmere, hvis man kan skrive: Den film er fucking fantastisk, eller man er drevet af en form for harme over, at man ikke har fået mere ud af det.”
Rasmus Heides svar på anmeldelserne var: ”At anmelderne så ikke er enige med publikum, er jo snart en tradition for denne genre.” Er du ofte uenig med publikum?
”Ja, det er jeg da. Men det, at filmbranchen tager mange solgte billetter som udtryk for en god film, er jeg ikke enig i. Det kan også være spørgsmål om den rigtige biograf og den rigtige markedsføring. Måske blev halvdelen af publikum pisseskuffede. Filmkritikere bliver tit skudt i skoene, at vi er elitære og kun kan lide polske sort-hvide dokumentarfilm, og det kan vi også. Men jeg prøver altid at dømme film inden for deres genre, og det er ikke, fordi jeg ikke kan lide bøvede komedier. ’Dum og dummere’ synes jeg er vildt sjov. Så jeg kan godt anerkende, når en komedie er dygtigt lavet og fungerer. ’Centervagt’ synes jeg bare er usjov, så den fejler på sin eneste opgave. Derfor synes jeg simpelthen Heides modkritik er forkert.”
Er der nogen filmgenrer, der har bedre chancer hos dig?
”Jeg ville gerne sige nej … men altså … ja. Både hos mig og andre har de klassiske dramaer nok bedre chancer. Hvis det er et godt drama, bliver man jo rørt på en måde, man ikke bliver i en folkekomedie. Det er fint at grine, men det er ikke film, der bliver hængende i hjernebarken i flere uger. Så dramaer har nok en lidt bedre chance for at blive godt bedømt.”
Hvad er du blevet bedre til som anmelder?
”Jeg er blevet bedre til at bruge mindre plads på at referere og mere på at anmelde. Jeg er også blevet bedre til at kigge ud af biografens mørke og få teksten til at handle om andet end selve filmen. Og så er der et handicap, alle filmanmeldere har: Man vil gerne skyde 8.000 filmreferencer ind i sine anmeldelser. Det er klart, at når man har set mange film, får man mange referencer. Men for de fleste mennesker er det ikke særlig interessant, så jeg er blevet bedre til at skrue ned for Kloge-Åge-faktoren.”
Kan man brænde ud som anmelder?
”Ja, det tror jeg godt, man kan. Der findes jo skidedygtige anmeldere, der har anmeldt i mange år. Men jeg tror godt, man kan nå et punkt, hvor man har set det meste før og ikke bliver så let begejstret. Der er nogle gange, jeg begynder at skrive en formulering og tænker: Det har jeg sgu skrevet før. Og når jeg så laver en søgning på min harddisk, finder jeg ud af, at vendingen er brugt tre gange. Så det med den sproglige variation kan godt være en udfordring.”
De senere år har du haft succes med børnebøgerne ’Sallys Far’. Laver du anmeldelser for at kunne lave børnebøger eller omvendt?
”Jeg anerkender ikke helt din præmis. Jeg laver begge dele og andre småting, fordi det giver indkomst til at betale huslejen, og fordi det er sjovt, interessant og underholdende. Jeg tror, jeg ville begynde at kede mig, hvis jeg udelukkende skrev anmeldelser. Og også hvis jeg kun skulle skrive børnebøger og hele tiden skulle opfinde alt selv.”
Din bog ’Pop og Passion’ fik tre stjerner i Gaffa, der skrev: ”Indhold, der er lidt for tyndt og ikke rigtig bringer læseren så meget nærmere på, hvorfor U2 er verdens måske største rockband.” Var det en fair anmeldelse?
”Ja, det tror jeg faktisk. Den der bog var en bestillingsopgave. Det er mere ’Sallys Far’-bøgerne, der er hjerteblod. Hvis nogen skriver noget negativt, kan jeg blive sådan lidt … hvad fanden? Der var en anmeldelse i Politiken, hvor jeg synes, anmelderen grundlæggende havde misforstået eller ikke læst den ordentligt. Der stod for eksempel, at Sallys far var mandschauvinistisk, og det er han virkelig ikke. Men hvis man ikke kan lide den og argumenterer for det, synes jeg, det er helt fair.”
Nogen, du gerne vil sige undskyld til?
”Nej.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.