search

Hvad kan man egentligt tillade sig at skrive som anmelder, uden at krænkelseskortet bliver trukket? Illustration: Rasmus Meisler

i

Anmelder i en krænkelsestid: De nådesløse smagsdommere er selv blevet skydeskiver

Regelsættet for anmeldelser er under justering. De ophøjede smagsdommere må selv tilpasse sig normer for god opførsel – særligt over for det modsatte køn. ”Det er sådan, tidsånden vil have det, og så retter jeg ind,” siger Bo Tao Michaëlis. Men skal prisen betales i kedeligere kultursider?

Verden er ond. Men ét sted har ondskaben fået sværere kår, og det er i avisernes anmelderspalter. Undertiden er det næsten, som om rollerne er byttet om. De ellers så nådesløse og åndshovmodige smagsdommere er selv blevet skydeskiver i den offentlige debat, hvor beskyldninger om sexisme og nedladenhed kan give shitstorme og ar på renomméet. Derfor tænker man sig om en ekstra gang, før man svinger øksen.

Boller ud af suppen

”Der er kommet andre boller på suppen. Eller man kan sige, at der er taget nogle boller ud af suppen.”

Sådan siger Politikens anmelder Bo Tao Michaëlis med vanlig sans for flertydige ordspil. Men dem har han dæmpet, siden han i november var genstand for en klage fra DR-vært Lise Rønne. I en tv-anmeldelse af programmet ’Helt lyrisk’ skrev han, at Rønne ”vimsede småneurotisk rundt”, og det mente Rønne var nedladende, ikke alene mod hende, men mod kvindekønnet i almindelighed. Michaëlis’ chef, kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen, var fuldstændigt enig. Hun beklagede og lovede, at man fremover ville stramme op.

Bo Tao Michaëlis vil ikke udtale sig om ’vimse-sagen’. Men han vil godt fortælle om de nye sproglige normer, han og flere andre anmeldere oplever, de skal tilpasse sig.

”Man skal passe lidt mere på med de smarte vendinger. Humor er blevet mindre anvendeligt, særligt hvis det drejer sig om områder som køn, sex og etnicitet.”

Bo Tao Michaëlis

”Man skal passe lidt mere på med de smarte vendinger. Humor er blevet mindre anvendeligt, særligt hvis det drejer sig om områder som køn, sex og etnicitet. Så man tænker sig om to gange, før man spidser blyanten. Og det kan måske gå ud over de mere spontane, ordspilsagtige udfald.”

Debatten, der fulgte efter klagen fra Lise Rønne, afslørede, at ord, der for nogle er helt upolitiske, kan udtrykke fordomme og nedladenhed for andre. Det må man så prøve at komme i forkøbet, siger Bo Tao Michaëlis.

”For eksempel har jeg taget ad notam, at et ord som ’tøsedreng’ bliver problematiseret. Det er sådan et ord, jeg vil overveje og måske undlade at bruge. Sådan vil tidsånden have det, og så retter jeg ind.”

”Mere farvet, end man selv har været klar over”

’Vimse-sagen’ er langtfra eneste aktuelle eksempel på, at anmeldere har fået kritik for kønsdiskriminerende adfærd.

En anden Politiken-skribent, Kim Skotte, omtalte i anmeldelse af en teaterkoncert sangerinden Kill J som ”ultratynd” og ”spidsnæset”. Kill J skrev på Facebook, at det gjorde hende ked af det, og at hun ”er kunstner, ikke en krop, der skal anmeldes”.
Sagen blev fulgt op af et læserbrev af blandt andet komponistforeningen DJBFA’s formand, Anna Lidell, som problematiserede en generel tendens til at fokusere på kvinders udseende.

”Jeg skrev det, fordi det var en teaterkoncert, og hendes figur var en del af den dramatiske iscenesættelse. Hendes udseende var en slående undtagelse i en ellers lidt tam forestilling,” forklarer Kim Skotte.

Men det betyder ikke, at han ikke er lydhør over for kritikken. For nylig skrev han selv en klumme i Politiken, hvor han hilste de ”identitetspolitiske vinde” velkommen som anledning til at kigge sig selv efter i sømmene.

”Man må som skribent ikke blive bange for sin egen – eller de andres – skygge. Men det betyder på den anden side heller ikke, at det er forbudt at tænke sig om,” skrev han.
Og det gør han så nu.

”Man bliver opmærksom på, at man qua sin opvækst, køn og etnicitet har et blik, som er mere farvet, end man selv har været klar over. Der har nok tidligere særligt i rockjournalistikken været et livligere sprog, som nu er blevet mere ømfindtligt. Normerne ændrer sig. Før var det jo bare en total hyldest at tale om ’sort’ musik. Nu kan ’sort’ blive opfattet som fornærmende. Så man er mere på vagt.”

Er du så ikke netop blevet bange for din egen skygge?

”Nej … og jo, der er nogle ting, der er blevet indviklede. Det kan godt være, man måske har lidt mere politimandsøjne på egne ting end tidligere, for eksempel på, om man skal beskrive folks udseende. Hvis man gør det, ved man, at man får ballade, så det skal man lige overveje. Men jeg ender som regel med at gøre det alligevel.”

Man må “holde sig ren i sin galde”

En anmelder, som er notorisk kendt for sin hensynsløshed, er Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl. Men også her har de kønspolitiske modbølger skabt resonans.

”Jeg synes, det er svært. Man skal være åben for at blive klogere på, hvordan sproget virker og ændrer sig. Og samtidig skal man som anmelder være fuldt ærlig og pisseligeglad.”

 

“Når Poul Borum kunne skrive: ”Helle Helle kan ikke skrive skrive” – og slippe afsted med det – var det jo mest af alt usympatisk og useriøst,” lyder der fra Jeppe Krogsgaard Christensen, der er anmelder på Kristeligt Dagblad. Illustration: Rasmus Meisler

Bukdahl har selv haft det som mantra, at det er værket og ikke forfatteren, han tager under behandling. Men med tiden er han blevet mere bevidst om, at tingene kan være mere komplicerede end som så.

”Man kan komme til at lave nogle forskydninger, hvor man skriver om personer mere end bøger. Jeg er blevet klogere på, hvordan mine tekster kan transportere nogle kønnede idéer om forskelle mellem mandligt og kvindeligt, og hvordan det kan nedgøre,” siger han.

Mens han taler, kommer han til at tænke på en anmeldelse af en ung kvndelig debutant, han skrev for få uger siden.

”Det var ikke særligt spændende digte. Så jeg bliver sur på forlaget – Lindhardt og Ringhof – for de har altid været lorne ved at udgive poesi. Og når det så sker, udgiver de den her debutant. Så jeg tillader mig at skrive, at det er, fordi hun har et eksotisk navn og tørklæde, og de har en idé om , at de har fundet en kvindelig Yahya Hassan. Det ved jeg jo egentlig ikke noget om, og det er måske lidt tarveligt, at jeg fedter digteren ind i den anmeldelse. Men jeg blev hidsig og lavede en underrubrik om, at de udgiver hende for hendes brune øjnes skyld.”

”Det bliver lidt kedeligere. Man mister nogle af de sproglige kvaliteter, der ligger i det ondskabsfulde, blodrusen, den sorte energi.”

Lars Bukdahl

Når du begynder at tænke på forfatterens følelser, har du så ikke mistet den sociale uafhængighed, der er anmelderens adelsmærke?

”Det synes jeg ikke. Det handler om at være klog på, hvad man skriver, og om at holde sig ren i sin galde.”

Men de etiske overvejelser har også en pris, tilføjer Lars Bukdahl.

”Det bliver lidt kedeligere. Man mister nogle af de sproglige kvaliteter, der ligger i det ondskabsfulde, blodrusen, den sorte energi.”

”Vi skal kunne tale om hinanden og tåle det”

Jakob Steen Olsen har i en række år været Berlingskes teateranmelder – en genre, hvor overgangen mellem kunstværk og kunstner er flydende.

”Man skal til enhver tid have lov til at være irriteret over en persons optræden, hvis vedkommende stiller sig op foran et kamera. Ellers kan du ikke lave en anmeldelse.”

Jakob Steen Olsen

”En persons udseende kan sagtens være relevant. Man skal til enhver tid have lov til at være irriteret over en persons optræden, hvis vedkommende stiller sig op foran et kamera. Ellers kan du ikke lave en anmeldelse,” siger han.

Han fastslår, at man skal være varsom, når man omtaler andre mennesker – særligt dem, man har en ”blind vinkel” over for.

”Jeg synes selv, jeg har en vis fornemmelse for anstændighed. Men når det er sagt, skal man passe på ikke at havne der, hvor man bliver bange for at mene noget og gå til den. Jeg er den, jeg er, og jeg bliver bedt om at tage udgangspunkt i den, jeg er. Vi har brug for en mangfoldighed af stemmer. De der diskussioner har fået os alle til at lytte efter, og jeg tror, vi alle bliver klogere – jeg tilhører som homoseksuel selv en minoritet – men jeg løfter bare en pegefinger for, at man ikke underlægger sig for mange dogmer. Vi skal kunne tale om hinandenog tåle det. Bo Tao Michaëlis burde kunne skrive, at Lise Rønne vimser, uden at nogen skal gå grædende hjem. Der synes jeg, at Politiken svigtede deres anmelder. I stedet for at bakke ham op, kastede de ham under bussen.”

”Undgå stereotype generaliseringer”

Da Lise Rønne skrev sin kronik, var kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen hurtigt ude med en kommentar, hvor hun lagde sig fladt ned og lovede, at Politiken fremover vil være ”mere selvkritisk, præcis og skarp i redigeringen”.

Hendes pointe med det er, at anmeldelser som alle andre tekster skal være underlagt en redigering, hvor man kan kvalificere teksten og fjerne upræcise formuleringer.

”Det, der burde været sket, var, at Bo Tao havde fået teksten tilbage og var blevet spurgt: At ”vimse småneurotisk rundt i vanlig værtinde-stil” er jo en generalisering, så mener du virkelig det? I vores dialog bagefter sagde han, at han godt kunne se, at hun ikke vimsede rundt. Men han syntes, det var et lorteprogram, og det skal han have lov til.”

Men hvis en anmelder subjektivt oplever, at Lise Rønne vimser, skal der så stilles spørgsmål til det?

”Ja, det skal der. Vores anmeldelser bliver også redigeret, og anmeldelser skal også undgå stereotype generaliseringer. Det handler om at kvalificere teksten. Anmelderne må mene, hvad fanden de vil. Men teksten skal underbygge deres holdninger.”

”Det handler om at kvalificere teksten. Anmelderne må mene, hvad fanden de vil. Men teksten skal underbygge deres holdninger.”

Mette Davidsen-Nielsen

Det er da heller ikke alle anmeldere, der ser problemet i den kønskorrektur, der har ramt nogle af kollegerne.

”Jeg hører en undertone af, at det er synd for de her hvide mænd, at de nu får kritik. Jeg tror bare, nogle nu bliver opmærksomme på en bestemt retorik, som folk ikke før har haft mulighed for at kritisere af frygt for selv at blive latterliggjort,” siger Nanna Frank Larsen, filmanmelder og formand for Danske Filmkritikere.

Kan du skrive ting om kvinder, som for eksempel Kim Skotte ikke vil kunne skrive?

”Det er et godt spørgsmål. Det kan jeg ikke svare på uden at skulle ud i en vild generalisering.”

Den ældre generation

Men diskussionen handler ikke kun om feministisk modmagt og identitetspolitiske trends. Det handler også om et magttab. Bo Tao Michaëlis nævner, hvordan en nedvendt tommelfinger fra Jens Kistrup (afdød anmelder på Berlingske) stort set kunne tage en forestilling af plakaten.

Sådan er det ikke mere, og det er helt centralt, mener Jeppe Krogsgaard Christensen, anmelder på Kristeligt Dagblad og skønlitterær forfatter. For når anmeldere bliver reduceret til almindelige mennesker, skal de også leve op til almindelige normer for god opførsel.

”Reglerne er blevet de samme som for alle andre: Ordentlig opførsel og en vis redelighed. Der er kommet grænser for dumheden, og det kan man vel ikke begræde?”

Jeppe Krogsgaard Christensen

”Reglerne er blevet de samme som for alle andre: Ordentlig opførsel og en vis redelighed. Der er kommet grænser for dumheden, og det kan man vel ikke begræde? Når Poul Borum kunne skrive: ”Helle Helle kan ikke skrive skrive” – og slippe afsted med det – var det jo mest af alt usympatisk og useriøst.”

Jeppe Krogsgaard Christensen noterer, at eksemplerne i dag handler om folk fra den lidt ældre generation, som ikke har set, at reglerne har ændret sig. Han nævner som eksempel Klaus Rothstein fra Weekendavisen, der fik meget røg for en satirisk foromtale af en bog af Malou Aamund, hvor hun blev præsenteret som ”datter af Asger Aamund” og ”gift med Mikael Bertelsen”.

”Den omtale viser, at Rothstein absolut ikke har føling med, hvilke regler der gælder nu. Bo Tao har i mange år brugt ord, hvor jeg har tænkt: Hold kæft, det der ender galt! Det gjorde det så også.”

Når det er sagt, vil Jeppe Krogsgaard Christensen også godt erkende, at der ligger en splittelse – også hos ham. For selv om der må regler til, er det sjovest, når nogen bryder dem.

”Ja, vi kan ende med at sidde tilbage med en politisk korrekt kulturjournalistik, som er svær at være imod, men også svær at elske.”

Kommentarer
5
Lise Ulrich
07.05.20 21:21
Én kvindelig kilde har Lasse Højsgaard interviewet. Og så kan han ikke stave hendes navn, skønt hun både er forkvinde for Danske Filmkritikere og anmelder ved Politiken. Oh, well. Jeg hæfter mig også ved brugen af ord som "krænkelsestid" og "kønskorrektur". Handlede dette om race, økomisk ulighed, eller seksualitet, ville man i så fald bruge beskrivelser a la 'racekorrektur'? Kom det anmelderiet eller kulturjournalistikken generelt for skade, da man i sin tid holdt op med at bruge racistiske vendinger i sproget? Tænker her på, om det gik ud over "de sproglige kvaliteter, der ligger i det ondskabsfulde, blodrusen, den sorte energi"? Det er hverken en skam eller et nederlag at blive klogere med tiden (og er man som udgangspunkt ikke vild med skiftende tider, er medie- og kulturbranchen vist et skidt sted at arbejde).
Fremhævet af Journalisten
John Chr. Jørgensen
09.05.20 09:12
Lasse Højsgaards glimrende artikel fortjener et bredere fagligt perspektiv:
Hvad der før i tiden blev opfattet som ærekrænkelser og førte til dueller, retssager
og klager til pressenævnet, forsøges nu reguleret af skribenterne selv
og deres redaktører. Det er tankevækkende, at flere af skribenterne
henviser til tidsånden, som de bøjer sig for. Ingen taler om
ytringsfriheden.
Alt det med love og regler om ærekrænkelser er reguleringer af
grænserne for ytringsfriheden. Den redaktør, Lasse Højsgaard interviewer, slipper for
nemt om ved det, når hun siger, at anmelderne kan mene, hvad de vil,
bare de mener det på en for redaktionen acceptabel måde. Hun skylder os en forklaring på, hvordan denne redigering i praksis skal foregå. Skulle Ekstra Bladets ansvarshavende redaktør have sorteret i Poul Borums uforskammetheder?
Problemet er ikke så meget, om anmeldelserne bliver mere kedelige (det bliver de!), men om de bliver mere uærlige og mindre troværdige.
Ved at bøje sig for 'tidsånden' bidrager anmelderne selv til at udhule
deres i autoritet. Hvad er tidsånden? Dekorum? Summen af de aktuelle pressionsgrupper?
Det, jeg her langer ud efter, er ikke den etiske
bevidsthed i sig selv ("ord betyder mere, end du tror" jf. min
konklusion s. 176 i 'Perfide portrætter'), men den kollektive underkasten sig "tidsånden". Det er skuffende at se ellers respekterede kritikere ligge tandløse og mumlende på bedetæppet.
Fremhævet af Journalisten
Morten Garly
11.05.20 10:26
Ytringsfriheden er fin og vigtig, men hvis man ikke har andet at komme med i fx anmedelser end at nedgøre, hvad eller hvem man ikke kan lide, så skulle man måske sige 'dét der kan jeg ikke bruge tid på at anmelde, eller bare helt konkret skrive, hvad det er man personligt ikke synes fungerer i det ene eller andet værk´.

Generelt synes tiden at være løbet fra en del anmeldere, de skriver ikke længere ind i den tid, som objektet eller store dele af publikummet for deres kritik tilhører. De er for langt fra det, synes det, og har ikke fornyet sprog eller tilgang tilstrækkeligt - og så ender det i 'anmelderanakronismer', og der er så mange andre kanaler derude i dag, hvor yngre kulturforbrugere kan hente anmeldelser og insiration i deres egne eller mere åbne netværk. Det er derfor ikke længere en særstatus at være anmelder, det kan alle gøre derhjemme fra. Det der måske var en fed måde at skrive på i går med fx lidt hø-hø og ti-hi-humor, kan snildt være overhalet af tiden og blevet lidt (bedste)forælderagtigt. Og det kan være en del af årsagen til, at færre formentlig gider læse det med mindre det er en del af jobbet. Så kom gerne på banen derude kære anmeldere, med nogle opdaterede, spændende formater, der ikke kun rækker bagud, men også frem i tiden.
Fremhævet af Journalisten
Jesper Bech Pedersen
11.05.20 11:43
Hvis nogen skulle have lyst, så kan man prøve at lytte til podcasten Han Duo, der anmelder film, spil og tv-serier inden for de fantastiske genrer.

De to herrer Elias og Jacob har en superfin professionel og ikke-nedgørende tilgang til det at anmelde. De kan sagtens kalde en lort for en lort, og de kan også godt blive personlige, men de lykkes som regel med at være konstruktive og gøre det på en ikke-sårende måde.

Giv det et lyt (det er gratis).
Fremhævet af Journalisten
Nalle Kirkvåg
11.05.20 17:42
Det er jo egentlig meget enkelt: skriv ikke noget om kvindelige kunsterne mv., du ikke vil skrive om en mand.
Og tænk f.eks. liger over dette eksempel; "det var såmænd meget interessant, men det irriterende mig, sådan som han vimsede rundt i studiet..." Ville en sådan anmeldelse være realistisk?
Tjek evt. også om køn i denne podcast (evt. start 26:55, hvis du alene vil lytte til, hvordan der journalister snakker om kvinder vs. mænd): http://naturligvis.buzzsprout.com/236555/1948228-girl-s-day-in-science-og-forskningsbias
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen