search

Debat: ”Kvindelige stemmer risikerer at forstumme”

Det er chefredaktionernes ansvar, at der bliver sat en stopper for digital chikane mod kvindelige journalister, skriver Marie Valentin Beck. Hun har selv en fortid som blogger på et dagblad

I starten af dette årti havde jeg en blog på et af de landsdækkende dagblade i små to år. Vi var 12-14 bloggere, og indimellem mødtes vi med redaktøren for at tale om, hvordan det gik i vores blogosfære, hvilke tendenser vi så, og hvordan man bedst modererede kommentarspor.

Efter at have blogget i et stykke tid spurgte jeg, om de andre ikke syntes, det var helt utroligt træls med alle de mange sure, grimme og nogle gange truende beskeder, man modtog.

“Naah, det er da ikke så slemt,” sagde de andre bloggere. Som alle var mænd. De syntes ikke, de fik så mange, hvis nogen overhovedet.

Frederikke, den eneste anden blogger, jeg delte køn og en alder et sted i slut-tyverne med, nikkede ivrigt til mig: Jo, hun fik dem også. Og hun var også træt af dem.

Rigtig træt.  

Lær at leve med det

Overraskelsen over, at Frederikke og jeg kunne berette, at vi modtog mange og ofte personlige og aggressive beskeder, var reel.

At kvinder i særlig grad udsættes for online chikane, var dengang endnu ikke et dokumenteret og kendt faktum.

Det er det nu. Som det blev fortalt på et arrangement i anledningen af Kvindernes internationale kampdag den 8. marts i DJ, viser undersøgelser, at to ud af tre kvindelige journalister og debattører udsættes for digital chikane, trusler og online had.

Vi ved altså, at det finder sted. Vi ved, hvor ubehageligt og angstprovokerende det kan være, for det fortæller kvindelige journalister/debattører/politikere i undersøgelser, dokumentarfilm m.m.

Vi kan høre, hvordan det begrænser kvinder i deres arbejde og indgyder selvcensur. Alligevel sættes der ikke for alvor ind med en nul-tolerance-politik over for denne adfærd. Alligevel er det noget, den enkelte journalist skal håndtere ved eget skrivebord, med den mulighed at anmelde det til politiet i baghånden.

Men meget hate og chikane føles for light til, at det hører til i anmeldelseskategorien, fx hvis der ikke er tale om en direkte trussel. Hverdagschikanen må hver (kvinde) finde sin måde at leve med, hvor modbydelig den end er.

Ligestilling – tjek!

Men det duer ikke, det er for hårdt – og de kvindelige stemmer risikerer at forstumme. Så hvorfor er der ikke på hver eneste redaktion formuleret og forberedt procedurer for, hvad en redaktion gør – for freelancere såvel som for fastansatte – når de udsættes for hate, chikane og mobning?

Svaret skal måske findes i et paradoks, der bor langt inde i den danske selvforståelse. Der, hvor vi oplever os som et enormt ligestillet land og folk. Der, hvor vi er så rævestolte af vores frigivne aborter og porno, af et års barsels- og forældreorlov, kvindernes høje deltagelse på arbejdsmarkedet, niveauet for den reproduktive sundhed osv. Der, hvor vi kan melde mission accomplished.

Når nogen påpeger kønsbaseret diskrimination og udfordrer denne position og selvopfattelse, er det både nemt og legitimt at overhøre. Og det er sikkert ikke af bevidst eller ond vilje.

Omfang af chikane undervurderes

Det er tilsyneladende blevet oprigtigt svært at forstå, at der skulle finde diskrimination mod kvinder sted.

Altså sådan rigtigt, lige her på en arbejdsplads som vores, i vores forening, på vores studie, i vores helt velkendte hverdag i ligestillede Danmark.

I hvert fald viste en europæisk undersøgelse for nylig, at både kvinder og mænd undervurderer omfanget af seksuel chikane i Danmark. Mænd undervurderer det mere end kvinder. Og i Danmark undervurderer vi det mere, end man gør i andre lande.

Danmark indtager således førstepladsen, når det kommer til diskrepansen mellem formodet og reelt omfang af seksuel chikane.

En anden international undersøgelse fra marts i år viste, at danske mandlige topledere i særlig lav grad, sammenlignet med andre lande, anerkender, at den manglende kønsdiversitet i ledelsen og de indflydelsesrige rum, kan skyldes køns-biased adfærd og strukturer.

Det er på trods af, at netop dette kan dokumenteres og er blevet det igen og igen.

Et demokratisk problem

Faktum er, at kønsbaseret chikane finder sted, også selv om vi ikke kan se det selv. Alligevel – eller måske netop derfor – kan det føles kontraintuitivt i et land som Danmark at sætte et værn op om en særlig gruppe, her kvindelige journalister m.fl.

Vi har ingen tradition for at forstå særbehandling som et middel til at sikre demokratiske rettigheder håndhævet i praksis. Det gælder både kvinder og mænd.

Det viser sig her at blive et demokratisk problem. For dokumentationen kan tages for pålydende, og chefredaktionerne skal løfte deres samfundsansvar og være med til at sikre, at alle uanset køn – reelt, ikke kun formelt – har lige muligheder for at komme til orde og passe sit arbejde.

Om de kan se problemet med egne øjne eller ej. Undersøgelser viser os tydeligt, at vi ikke har føling med, i hvor høj grad det finder sted.

Initiativer som “Ansvar for feedet” er eksempel på et konkret tiltag, og man kan udvikle flere initiativer på de enkelte medier. Også nogle, der går endnu videre for med hurtig virkning at skabe ordentlige arbejdsvilkår og en reelt demokratisk offentlig samtale.

Tid til en dørmand

Jeg tror ikke, jeg personligt har oplevet chikane af værste skuffe. Nok den mængde og type, man kan forvente, når man stikker snuden frem, og så den sjat oveni, som mine mandlige kolleger både undgik og var uvidende om.

Jeg oplevede chikanen i relativt mild grad, men selv med den mængde, jeg fik, savnede jeg at have en redaktion i ryggen, der hjalp mig med at deale med beskeder, opkald, med vreden og de personlige kommentarer, der lå til offentligt skue. Med ikke at internalisere det og miste først lysten, siden kræfterne, til at være med i debatten. Med alt det, som man – åbenbart – må tage med, når man som kvinde vil udtrykke sin mening i det offentlige rum.

Vi bloggere blev opfordret til aktivt at gå ind i debatten på tråden og anskue vores blog og kommentarspor som en fest, vi havde inviteret til.

Deltage med kommentarer, konversere og holde den gode stemning. Hvis folk opførte sig grimt, kunne vi minde dem om, hvor udgangen var. Hvis de var helt tossede, kunne vi smide dem ud.

Hvordan emails, facebook-tråde og telefonopkald passede ind i dette, blev ikke italesat, måske fordi redaktionen ikke dengang havde bevidsthed om chikanens omfang uden for deres egen platform.

Det er ved at være mange år siden, og der foreligger i dag ny viden og nye muligheder. Nu er det op til chefredaktionerne at tage den videre herfra.

For at blive i metaforen kan man sige, at det er på høje tid at stille forskellige slags dørmænd til rådighed, så de kvindelige journalister og debattører ikke – som jeg gjorde – en efter en lukker festen af bar udmattelse.

Marie Valentin Beck er selvstændig konsulent inden for mediesociologi og diversitet.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen