
Freja Wedenborg er hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbund og formand for Etik og mediepolitisk udvalg, der har givet Danske Bloggere i DJ input i arbejdet med de etiske retningslinjer for bloggerne. Foto: Jacob Nielsen
Bloggere og influencere skal have et nævn, der svarer til Pressenævnet og vogter over bloggernes etik.
Det fortæller medlem af Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund Freja Wedenborg. Dansk Journalistforbund vil forsøge at få opbakning til nævnet fra andre interessenter, der arbejder med bloggere og influencere – eksempelvis bureauer, der ansætter bloggere – og få dem til at støtte op om nævnet, så det får pondus.
”Det skal have en vis tyngde,” siger Freja Wedenborg.
Allerede mandag præsenterede Dansk Journalistforbund – efter stort forarbejde af specialgruppen Danske Bloggere i DJ – som de første i landet et sæt etiske retningslinjer til influencere og bloggere.
Men arbejdet er ikke gjort med retningslinjerne, lød det her fra formand for Danske Bloggere i DJ Lisbeth Kiel, der netop ønskede sig et nævn som Pressenævnet for bloggerne.
”Det svarer til, at man laver en lov om fartbegrænsninger, men ikke tjekker, hvem der skal håndhæve loven, hvis man kører for stærkt,” sagde Lisbeth Kiel mandag til Journalisten.
Det er besluttet at arbejde på nævnet
Den ambition bakker Dansk Journalistforbund fuldt ud op om, siger Freja Wedenborg.
”Vi er helt enige med bloggerne, og sammen med dem skal vi arbejde hen imod det nu. Men vi synes ikke, der var grundlag for at vedtage et nævn allerede nu,” siger Freja Wedenborg.
Hun fortæller, at Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund har vedtaget, at der skal arbejdes videre med oprettelsen af et nævn, der kan gøre netop det, Danske Bloggere i DJ ønsker sig.
”Det er en totrinsraket, vi har lavet her. Vi mente, at retningslinjerne lige så godt kunne komme ud over stepperne allerede nu, fordi branchen skriger på dem. De kan jo allerede bruges nu, og de kan være med til at skabe debat.
Grundlaget for et troværdigt nævn manglede
Men grundlaget for at nedsætte et nævn er ikke på plads, før nævnet får opbakning fra flere parter end Dansk Journalistforbund – eksempelvis også bureauer, som har bloggere ansat, mener Freja Wedenborg.
Derfor skal Danske Bloggere i DJ og Dansk Journalistforbund nu arrangere en branchedag, hvor de etiske udfordringer kan diskuteres. Og derefter skal der arbejdes for et nævn.
”Hvis vi ser på Pressenævnet, så er det også noget, eksempelvis Danske Medier støtter op om. På samme måde mener vi, at nævnet for influencere også skal være støttet af andre interessenter, så det har større gyldighed og troværdighed,” siger Freja Wedenborg.
Hun fortæller, at der lige nu ikke er en tidsramme for, hvornår nævnet skal være på plads.
Du kan læse de etiske retningslinjer for bloggere og influencere her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.