search

Foto: Thomas Nielsen

i

For 100 år siden blev hele oplaget af denne bog brændt – undtagen et eksemplar

Det måske mest tydelige eksempel på censur i dansk mediehistorie. Her er historien om en åbenmundet journalists kamp mod overmagten

”Ah, den dufter næsten som en ny bog,” udbryder Rasmus Bing, da han snuser til den 100 år gamle bog.

Bogen er skrevet af hans farfar, Bertel Bing – en Danmarks skarpeste stjernejournalister og fremgangsrige redaktører, der for præcis 100 år siden afdækkede alle unoderne og dobbeltmoralen i mediebranchen.

I bogen afslører han blandt andet, at Berlingske Tidende pressede ham til at lade skumle erhvervsinteresser gå forud for pressefriheden. Men ikke nok med det. Da Berlingske Tidende opdagede, at Bertel Bings afslørende bog var på vej, købte de hele oplaget og brændte det, så bogen ikke kom ud i handelen.

To eksemplarer endte som følge af reglen om pligtaflevering på Det Kongelige Bibliotek, men Berlingske Tidende fik indført, at de ikke måtte åbnes i 100 år.

Det er denne klausulerede bog, barnebarnet Rasmus Bing endelig har mellem hænderne. Og den dufter som ny, fordi den har ligget komplet urørt i en forseglet brun kuvert i et hemmeligt, aflåst rum siden 1921.

Fra Rasmus Bing var en lille dreng i 1970’erne, fik han at vide, at han langt ude i fremtiden skulle løse en opgave på familiens vegne.

”Rasmus, du skal i 2021 møde op på Det Kongelige Bibliotek, fik jeg at vide,” forklarer Rasmus Bing.

Hvis du spørger dig selv: ’Hvem er dog Bertel Bing?’, er det ikke underligt. I dag er Bertel Bing nemlig gået i glemmebogen.
Når Journalisten ringer rundt til folk med forstand på pressehistorie og Journalistforbundets første år og spørger til Bertel Bing, er der helt stille i røret, indtil der bliver spurgt: ”Hvordan staver du til Bing?”

Bertel Bing var af natur kompromisløs og snu, og han havde mange meritter på sit CV. Hans storhedstid var fra 1905 til 1922, hvor han i en årrække var næstformand i Journalistforbundet, i perioder redaktør på fagbladet Journalisten og skabte oplagsfremgang for B.T.

Faktisk var han med til at grundlægge Journalistforbundet (dengang det var et københavnsk foretagende) sammen med Henrik Cavling og Kristian Dahl, der begge har lagt navn til to af fagets mest fornemme priser: Cavlingprisen og Kristian Dahls Mindelegat.

Bertel Bing har ikke lagt navn til noget som helst. Og det er mærkeligt, for han er indbegrebet af nogle af de kvaliteter, vi som journalister sætter pris på: Magtkritisk, ihærdig, og pisseirriterende, når det var nødvendigt. Og så var han en foregangsfigur, når det gjaldt om at gå lige så kritisk til medierne, som medierne gik til andre magthavere.

Bertel Bing holdt nemlig ikke hånden over nogen, forklarer Rasmus Bing.

”I sin pen og journalistik gik han til biddet med en perfid, arrogant og næsten manisk vilje til at udtrykke det, der for ham var sandheden,” fortæller han.

”Hvis han kunne pille folk fra hinanden, gjorde han det gerne,” siger Rasmus Bing, der har fået alle historierne om farfaren fortalt af sin far, redaktør Kaare Bing.

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 1

På Det Kongelige Bibliotek får oldebarnet Marcus Bing og barnebarnet Rasmus Bing som de første lov til at bladre i Bertel Bings bog. Foto: Thomas Nielsen

Filterløs

Der er ikke mange nulevende journalister, der er lige så kompromisløse og har betalt en så høj personlig pris som Bertel Bing.

”Han var filterløs og hensynsløs – også over for sig selv. Han var ligeglad med de personlige omkostninger,” siger Rasmus Bing om sin farfar.

I sin mediekritik trak han ofte på sine egne personlige oplevelser, når han afklædte avisejerne, journaliststanden og journalistforbundet.

Og det er her, den hengemte bog på Det Kongelige Bibliotek kommer ind i billedet.

Bogen med den uspændende titel ’Københavnske Presseforhold omkring Verdenskrigen’ rummer nemlig en nådesløs kritik af korruption, magtfordrejning og dårlig etik i avisbranchen – især på Berlingske Tidende og B.T. Bertel Bing graver det hele frem og lader det hænge til tørre i fuld offentlighed.

”Han var filterløs og hensynsløs – også over for sig selv. Han var ligeglad med de personlige omkostninger.”

Rasmus Bing, barnebarn

I bogen omtaler Bertel Bing blandt andet skjult markedsføring. Det var for eksempel almindeligt, at ugebladet Vore Damer tog sig betalt for at give redaktionel omtale til skuespillere. Prisen kunne være 250 kroner for en portrætartikel.

Han skriver om insiderhandel: Berlingske Tidendes børsredaktion fik på et tidspunkt kendskab til oplysninger om, at dampskibsselskabet DFDS’ aktiekurs ville stige. Men Berlingske Tidendes chefredaktør Christian Gulmann (nævnt ved navn) holdt informationen tilbage, så journalisterne selv kunne spekulere i den kommende kursstigning.

Bertel Bing afslører hemmelige dobbeltroller i kulturjournalistikken. For eksempel at hans tidligere kollega på Berlingske Tidende, filmanmelderen Charlotte Haslund anmeldte spillefilm, hun selv havde skrevet manuskripterne til.

Det er alt sammen historier, man skulle tro mindst ville udløse to-tre opfølgningshistorier i dagspressen. Ja, måske endda udvikle sig til en regulær medieskandale.

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 9

Bogen med den uspændende titel ’Københavnske Presseforhold omkring Verdenskrigen’ rummer en nådesløs kritik af korruption, magtfordrejning og dårlig etik i avisbranchen – især på Berlingske Tidende og B.T. Foto: Thomas Nielsen

Og så har vi ikke engang nævnt bogens største scoop; det der fik Berlingske Tidende til helt uhørt at opkøbe og brænde oplaget.

Bertel Bing gengiver nemlig ned til mindste detalje, at Berlingske Tidendes chefredaktion, direktion og bestyrelse tre år tidligere lagde låg på en kioskbasker, han bragte i B.T. i juni 1918, da han var redaktør på avisen.

Historien handlede om ulovlig eksport af kød til Tyskland, hvilket dengang under Første Verdenskrig var underlagt skrappe begrænsninger.

Uden at vide det havde Bertel Bing kritiseret erhvervsspidser med tætte forbindelse til Berlingske Tidende, og historien udløste rystelser overalt i toppen af Berlingske Tidende, der ejede B.T.

Berlingske Tidendes chefredaktør Christian Gulmann mødte op på Bertel Bings kontor og fortalte, at hvis Bing ikke tog sin afsked, ville konsekvensen være, at B.T. lukkede.

”Nu er B.T. dødsdømt – eller De,” udbrød Christian Gulmann.

Da Bertel Bing undersøgte årsagen til chefernes voldsomme fremfærd, viste det sig, at en af de anklagede i kødskandalen havde en bror, der tilfældigvis var forretningsfører i Det Berlingske Hus. Begge brødre ringede til Bertel Bing og forlangte, at han holdt op med at tilsvine eksportfirmaet.

Bertel Bing stod alene med at forsvare historien og fandt ingen opbakning i huset – heller ikke blandt journalisterne – til at gå videre med afsløringerne.

Konsekvensen blev, at B.T. aldrig fulgte op på sagen. Pressionsforsøget var lykkedes.

Næste skridt fra Berlingske Tidendes ledelse var at prøve at få Bertel Bing fyret som redaktør på B.T. Han ville nemlig ikke gå frivilligt.

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 5

Bertel Bings angreb på Berlingske og Journalistforbundet fik meget lidt medieomtale, men ugebladet Klods-Hans tog sagen om den krigeriske Bing op i en politisk-satirisk tegning af Alfred Schmidt.

Først var begrundelsen fra ledelsen, at oplaget var faldet. Men det tilbageviste Bertel Bing. Med 35.000 eksemplarer havde B.T. aldrig solgt flere aviser.

I stedet endte han med at blive fyret, fordi han havde fornærmet kødfirmaet, en af ”byens fineste firmaer” (som værd at bemærke efterfølgende fik en kæmpebøde for svindelen).

Hvordan bliver Bertel Bing så husket i dag af B.T.? Ja, det er ikke mørklægningen af kødskandalen og den efterfølgende fyring, der står tilbage som hans eftermæle.

Journalist Bjørn Westergaard har arbejdet under 13 forskellige redaktører på B.T. og skrev en jubilæumsbog om B.T. i 2016.

Her fremstilles Bertel Bings tid som kortvarig og udramatisk. Han huskes mere for nogle muntre indslag midt i Første Verdenskrigs tristesse end for egentlig kritisk journalistik.

”Bertel Bing lavede for eksempel en succesfuld artikelserie, hvor han sendte Storm P. ud som vagabond i Danmark, og han begyndte også at bringe føljetoner for at fastholde læserne,” forklarer Bjørn Westergaard.

Om Bertel Bings betydning i B.T.’s historie siger Bjørn Westergaard:

”Han satte ikke de store ­aftryk.”

Forargelsen

I slutningen af 1920 – to år efter kødskandalen – gik Bertel Bing i gang med at skrive bogen, der skulle gøre op med branchens dårlige moral og stille bagmændene til ansvar.

Den var ikke skrevet på køligt overblik, men på Bertel Bings personlige indignation. Han vidste godt, at han ville møde modstand.

”Den forargelse, som muligvis vil opstå mod min bog, kan jo så tage mål med den forargelse, hvoraf bogen er opstået,” står der i forordet.

Bertel Bing skrev bogen på kun fem dage og lavede en aftale med en bogtrykker på Nørrebro om at producere 2.000 eksemplarer.

Men før bogen kom ud i handelen, fik Berlingske Tidende nys om bogen og skaffede et eksemplar, hvor de kunne læse, at anklagerne i bogen var så sprængfarlige, at de overtalte bogtrykkeren til at sælge hele oplaget til dem.

Da Bertel Bing opdagede, hvad der var sket med hans oplag, prøvede han at sagsøge Berlingske, fortæller Rasmus Bing.

”Men han får at vide af en af byens ansete sagførere, at han ikke kender nogen paragraf, der er overtrådt,” siger Rasmus Bing.

Det er en sag, der er oppe at røre de allerhøjeste samfundslag i Danmark.

I et mystisk mellemspil henvender selveste Landstingets formand sig til Bertel Bing på vegne af Berlingske Tidende og spørger, om de kan indgå et kompromis, hvor Bing venter med at udgive bogen til efter juledagene.

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 2

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 3

Skjult markedsføring, insiderhandel, dobbeltroller og undertrykkelse af pressefriheden lød Bertel Bings anklager mod især Berlingske Tidende og B.T. Foto: Privat

Et andet strategisk udspil, der løber ud i sandet, er, at Berlingske Tidendes bestyrelse tilbyder Bertel Bing at blive korrespondent i Berlin. Bertel Bing kalder tilbuddet fristende, men afslår det.

”Et vindstille efterfulgte,” skriver han siden.

Da han erfarer, at det publicistiske avishus, der blev kritiseret i bogen, har brugt sin magt til at brænde bøgerne, er hans reaktion: ”Smart klaret!”

Det er i dag et åbent spørgsmål, om Berlingske Tidende alene lagde pengene for at beskytte sit eget omdømme. Eller om de handlede på vegne af en større gruppe, siger Rasmus Bing.

”Interessefælleskabet mod Bertel Bings afsløringer har givet været vidt forgrenet. Der var både pressen og erhvervsinteresser. Der skulle findes nogle penge for at stoppe bogen, og på et tidspunkt har nogen lagt pengene på bordet, og Berlingske har med sit opkøb af hele oplaget taget en for holdet,” siger Rasmus Bing.

”Der var ikke mange, der ville komme ham til hjælp, og mange så helst, at bogen ikke kom ud.”

Rasmus Bing, barnebarn

Set fra Bertel Bings side af sagen var der ikke meget hjælp at hente. Hverken fra Journalistforbundet eller fra de københavnske journalister, som han havde stillet sig i spidsen for. Nærmest tværtimod.

”Der var ikke mange, der ville komme ham til hjælp, og mange så helst, at bogen ikke kom ud,” sammenfatter Rasmus Bing.

Den offentlige debat i aviserne om bogafbrændingen var nærmest ikkeeksisterende. Jo, det kom da frem, at Bertel Bings bog var blevet brændt af Berlingske. Men det blev fremstillet som et skørt internt opgør, ikke som en stor afsløring. Og ingen aviser stillede tilsyneladende Berlingske det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor?

En af de avisartikler, der blev citeret i flest aviser i hele landet, fremstillede Bertel Bing som en pengeafpresser, der havde skrevet bogen for at få penge fra Berlingske. Der forelå dog ikke noget bevis for dette, og Bertel Bing blev ikke forelagt anklagen.

Kun Ekstra Bladets redaktør Frejlif Olsen tog sagen op og kaldte afbrændingen en ”utrolig selvtægt af kriminel karakter”.

Men efter et lukket møde om bogen blandt københavnske redaktører var der tavshed. Også fra Ekstra Bladet. Sagen blev lagt død. Selv hvis en journalist ville skrive historien, hvor skulle den så blive bragt? Redaktørerne stod jo som gatekeepers.

”Da jeg var blevet indviet i, hvad der var foregået, fyldtes jeg af en rovsk fornemmelse,” har Bertel Bing siden forklaret om redaktørernes musketered om at dysse sagen ned.

Comeback

Kan du huske, at vi først i artiklen beskrev Bertel Bing som kompromisløs – og snu? Det er nu, at det snu kommer ind i billedet. For det lykkedes faktisk Bertel Bing at sikre en kopi af bogen til sig selv. Og året efter udgav han en opdateret version af bogen – hvor han også gjorde rede for forløbet med Berlingske Tidendes manøvre med bogafbrændingen.

Gav det andet oplag så genlyd? Nej, nærmest ikke. Bogen blev i det store hele forbigået i tavshed – uden brug af bestikkelse og tændstikker.

Rasmus Bing tror, at de mennesker, som havde noget i klemme, følte sig sikre på, at andet oplag ville dø i ubemærkethed. Aviserne havde jo aftalt at ignorere ham, og det var lykkedes at udgrænse Bertel Bing som utroværdig.

”Han var blevet en persona non grata og med tiden så skinger i tonen, at man ikke behøvede at tage ham seriøst.”

Rasmus Bing, barnebarn

”Han var blevet en persona non grata og med tiden så skinger i tonen, at man ikke behøvede at tage ham seriøst,” siger Rasmus Bing.

Og de havde ret i deres vurdering.

”Bogen kom ikke til at skabe ringe i vandet,” siger Rasmus Bing.

Viser sagen, at branchen ikke tålte kritik af sig selv?

”Det ville være hans konklusion, ingen tvivl om det. Han ville mene, at branchen ikke kunne tåle en berettiget kritik,” siger Rasmus Bing.

Tavsheden betyder, at det i dag er svært at vide, om Bertel Bing ramte plet med alle sine anklager, for ingen forsøgte tilsyneladende at tilbagevise dem.

I et brev til en kollega på B.T. skrev Berlingske Tidendes chefredaktør Christian Gulmann om bogen: ”Tænk at der ikke kan siges værre ting om os.”

Bogen, der kunne have rejst en vigtig debat om magtmisbrug og nepotisme, endte med at køre Bertel Bing ud på et karrieremæssigt sidespor. Han slutter andenudgaven med, at han er ”arbejdsløs, uden arbejdsløshedsunderstøttelse, ruineret”.

Bertel Bing levede i tiden frem til sin død et barskt liv, hvor han havde svært ved at skaffe sig arbejde og blev tilbudt dårlige vilkår på forskellige aviser, forklarer Rasmus Bing.

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 4

Henry Hellssen var den første redaktør på B.T. og blev efterfulgt af Bertel Bing. Han beskrev Bing som ”journalist til marven og journalisternes fjende”. Foto: Ritzau Scanpix

Oveni mistede han efter eget udsagn sin pension i en sag, Journalistforbundet ikke ville føre for ham. Bertel Bing døde i 1947.

”Jeg har kun talt en gang med Bing. Da sagde jeg, at det kun er en dårlig fugl, der skider i egen rede. Han forstod mig overhovedet ikke.”

Henry Hellssen, B.T.’s første chefredaktør

B.T.’s første chefredaktør, Henry Hellssen, skrev mindeord i fagbladet Journalisten, hvor han kaldte Bertel Bing ”Københavns stjernereporter”. Men så var det også slut med roserne. Henry Hellssen havde ikke meget til overs for Bertel Bings mediekritik.

”Jeg har kun talt en gang med Bing. Da sagde jeg, at det kun er en dårlig fugl, der skider i egen rede. Han forstod mig overhovedet ikke,” sluttede Henry Hellssen.

Ondt blod mellem journalistforbundets grundlæggere

For meget event-arrangør og alt for lidt fagforening. Bertel Bing var en skarp kritiker af Journalistforbundet og især forbundets første formand, Kristian Dahl.

Det begyndte godt. I mange år kørte Bertel Bing og Kristian Dahl parløb som næstformand og formand for Journalistforbundet. De var sammen om at etablere Journalistforbundet, og de var med til at finde på Rundskuedagen, der endte med at blive en guldgrube for forbundet. Men i lange perioder stod de på hver sin side i nærmest alle spørgsmål.

Et af de største stridspunkter var faktisk Rundskuedagen, en slags Kulturnat i dagtimerne, hvor overskuddet gik til Journalistforbundets hjælpefond. Kassen bugnede, og fra 1910 til 1920 kunne hjælpefonden uddele stipendiater til medlemmerne til en værdi af 25 millioner kroner i nutidskroner.

Men i Bertel Bings øjne udviklede Journalistforbundet sig alt for meget til en event-arrangør, hvor den udadvendte Kristian Dahl kunne nyde sin status som godgører, når der blev uddelt almisser fra hjælpefonden til medlemmerne.

Det vigtige arbejde med at organisere journalisterne og sikre bedre løn og arbejdsvilkår fyldte for lidt, mente Bertel Bing.

Arbejdsdagen var ofte 12 timer, ferier var en sjældenhed, og lønnen var helt i bund.

Bertel Bings barnebarn Rasmus Bing fortæller, at journalister dengang var dobbelt straffet.

”Journalister var datidens daglejere, der blev aflønnet per linje, men de kunne ikke gå til en avis og få de dårlige forhold omtalt, for det ønskede aviserne ikke at få frem. Det var Bertel Bings mission at ændre det,” siger Rasmus Bing.

Da Bertel Bing var redaktør på fagbladet Journalisten i 1914-1915, fik han et talerør, hvor han via debatindlæg satte de elendige lønforhold på dagsordenen. En ung Thorvald Stauning fra Socialdemokraten skrev blandt andet, at forbundet skulle kræve en slags minimumstarif ”i stedet for det herskende anarki”.

Kristians Dahls modsvar var, at modparten – avisejerne – hele tiden krøb uden om at lave overenskomster. Det er svært at finde eksempler på, at Bertel Bing anerkendte det argument.

Uenigheden om forbundets retning – hjælpefond eller fagforening – skabte ondt blod mellem Kristian Dahl og Bertel Bing.

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 7

Fyret efter kritik af formand

Kulminationen fandt sted, da Bertel Bing i en personlig kommentar i fagbladet Journalisten skrev, at forbundet var en ”formuende forening, men ikke en fagforening”. Det blev for meget for Kristian Dahl, der forlangte at se alle artikler i fagbladet, før de blev publiceret.

”Jeg nægtede at gå med til en censur af den art,” forklarede Bertel Bing efterfølgende.

Bestyrelsen afsatte ham i 1915. Journalistens første redaktørfyring var en realitet.

Med hans afgang forstummede debatten om journalisternes sølle levevilkår, mente Bertel Bing. Hverken aviser eller forbundets eget fagblad ville tage emnet op. I de første linjer i ”Københavnske Presseforhold omkring Verdenskrigen” skriver han:

”Dette er en skildring af en stand, der kan betegnes som den sidste, der må føre kampen for tilværelsen uden at have nogen fagorganisationen til at varetage deres interesser og uden at have noget blad til talsmand herfor. Den stand er journalistens.”

I bogen lægger Bertel Bing ikke fingrene imellem i sine grovkornede beskrivelser af Kristian Dahl. Han har igen og igen behov for at fremhæve, at Kristian Dahl jo oprindeligt var skuespiller.

”Han fandt sit teater i Journalistforbundet.”

Af udseende kunne Kristian Dahl genkendes på sit ”pelikanhoved”, ”plirrende øjne” og en ”hestehandlerskikkelse”.
Efter at Bertel Bing i 1918 blev fyret på B.T., ønskede han at blive genoptaget i Journalistforbundet som menigt medlem.

Men svaret var gang på gang nej. Han skulle først undskylde for sine handlinger som redaktør på Journalisten. Først i femte forsøg lykkedes det at blive medlem af det forbund, han var med til at stifte. Den afkrævede undskyldning gav han aldrig.

For 100 år siden blev hele oplaget af denne mediekritiske bog brændt. Dette eksemplar overlevede 6

Bertel Bing, 1920. Foto: Ritzau Scanpix

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen