search

Jasper Carlberg

i

”Jeg er, som mange mandlige chefer har sagt til mig gennem tiden, for højtråbende”

Sisse Sejr Nørgaard havde altid idealiseret den objektive nyhedsjournalist. Lige indtil hun selv blev det, og bagsiden af branchen ramte hende. Så måtte hun finde på en anden måde at være journalist på

Da Sisse Sejr Nørgaard var barn, ville hun gerne være Thomas Uhrskov. Han var sej, syntes hun, han var journalist og fik lov til at stå på ski på arbejdet. Det fortalte hun sin mor en morgen i bilen, da hun blev kørt til skole i Haderslev. Den største udfordring blev at komme ind på journalisthøjskolen, tænkte hun, men det måtte kunne lade sig gøre. Inden de nåede frem til skolen, havde Sisse Sejr Nørgaard lagt en plan: Hun ville gøre folkeskolen færdig, tage HF på to år, komme ind på journalisthøjskolen som 20-årig og være færdiguddannet med et fuldtidsjob med pension som 25-årig.

Det lykkedes. Som 25-årig var hun fastansat på B.T. som nyhedsjournalist. Der var bare et problem:

”Jeg tænkte: ’Jeg kan ikke leve de næste 50 år på denne her måde.’”

Sisse Sejr Nørgaard er journalist og radiovært. Hun har lavet tv-serier på DR, blandt andet ‘Europa i Glitter’ om Melodi Grand Prix og ‘Mit liv er stjålet’, en undersøgende serie om identitetstyveri på nettet. Og så har hun været vært på både P3 og P4 og siddet i hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund. Hun har lavet podcast om alt fra overenskomstforhandlingerne til moderskab. Og så er hun influencer, eller, oversat til godt magasindansk, et menneske, der har mange følgere og mulighed for at lave sponsoreret indhold på sociale medier.

 

”Jeg er, som mange mandlige chefer har sagt til mig gennem tiden, for højtråbende” 1

“Jeg har jo opfundet min måde at være journalist på, og det fungerer, og det er sjovt,” siger Sisse Sejr Nørgaard om sin karriere som journalist, radiovært og influencer. Jasper Carlberg

Arbejdede 60 timer om ugen efter sygemelding

I sommeren 2008 fik Sisse Sejr Nørgaard job på B.T. Drømmen om det faste job blev indfriet, om end det ikke var et job på ski. På B.T. lavede hun nyheder og underholdning, men det fungerede ikke. Hun følte konstant, at hun skulle skrive nyheder til laveste fællesnævner. Papiravisens storhedstid var ovre. Igen og igen var hun med til personalemøder, hvor der skulle skæres ned, og hvor hun og kollegerne samtidig skulle levere indhold til flere og flere platforme.

“Det fuckede folk op. Så var der nogle af de standhaftige, der blev hængende, og så var der sådan nogen som mig, der gik ned med stress.”

Hun var sygemeldt en måned med stress, men “reelt syg meget længere”. Hendes første arbejdsuge tilbage på jobbet var på 60 timer. Det gik ikke.

“Jeg kunne se, at hvis jeg ville blive ældre og have et liv, så skulle jeg sadle om og finde ud af, hvad der gjorde mig glad. Og det var ikke det der.”

Sisse Sejr Nørgaard havde opnået det, hun som barn drømte om, men drømmen fungerede bedre som drøm end som virkelighed. Der skulle ske noget andet. Hun vidste bare ikke, hvad det andet skulle være. Hun var opdraget i troen på nyhedsjournalistens uanfægtelige objektivitet, hun så sig selv som reporteren med fløjlsbukser, læderlapper på albuerne og dårlig ånde fra litervis af kaffe.

Det var idealet, når hun satte sig ud under trappen i barndomshjemmet og læste sine egne nyheder op for forældrene og drømte om at blive den næste Steen Bostrup fra TV Avisen. Det var idealet, da hun gik “alt for mange år” på journalisthøjskolen.

”Det billede, jeg havde af journalisten, var den ensomme ulv. Og hvis man skulle den vej, skulle man skære en masse andre ting fra, og det passede ikke i det lange løb for mig.”

Sisse Sejr Nørgaard

”Det billede, jeg havde af journalisten, var den ensomme ulv. Og hvis man skulle den vej, skulle man skære en masse andre ting fra, og det passede ikke i det lange løb for mig.”

 

”Jeg er, som mange mandlige chefer har sagt til mig gennem tiden, for højtråbende”

Et tilbud om en reklameserie fik Sisse Sejr Nørgaard til at spørge sig selv, om drømmen om at blive indlandsredaktør på Politiken eller den nye Steen Bostrup stadig var i live. Og svaret var, at det havde den ikke været i mange år. Jasper Carlberg

Sisse Sejr Nørgaard

36 år. Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalist­-højskole i 2010.

Radiovært på ’Skam dig Sisse’ på Radio 100.

Kæreste med journalisten Esben Bjerre. Tidligere journalist på B.T., P3, P4 og DR 3.

Klummeskribent og podcaster.

Drømte om at blive P3’s næste stjerneskud

I tilbageblikket kan begivenheder, der falder tæt på hinanden og siden får stor betydning for livets retning, få et skæbnebestemt skær over sig. Også selv om det bare er begivenheder, der falder tæt. Skæbne eller ej, så sad Sisse Sejr Nørgaard i 2011 i New York på efteruddannelse med sine nye kolleger fra ’Pressen på P3’ og lyttede til den amerikanske mediekritiker og professor i journalistik Jay Rosen. Nu skulle hun være sjov på P3 og ikke stresset på en nyhedsredaktion.

Jay Rosen sagde, at der i fremtiden ville være to typer journalister: Nyhedsjournalisterne, som vi kendte dem, fanebærerne for den klassiske, objektive journalistik. Og så ville der være dem, der blev brands. Jay Rosen sagde, at hvis man ville være noget og nogen i fremtiden, så skulle man være et brand, som folk kendte. Sisse Sejr Nørgaard fik en ny drøm.

”Det var som skrevet i sten, at det skulle ske.”

Turen til New York åbnede hendes øjne. Hun så et andet billede af, hvordan man kunne være journalist.

”Havde du spurgt mig på det tidspunkt, om jeg gerne ville være influencer, så havde jeg sagt ’hvad for noget?’ Men havde du spurgt mig, om jeg gerne ville have indflydelse og et talerør, så havde jeg sagt ja tak.”

I tiden efter turen til New York ville hun gerne være et stærkt P3-brand. Sjov, skarp. Måske ikke ’De sorte spejdere’, men så ’De lyserøde spejdere’.

”Jeg ville være hende, som folk nominerede til priser, jeg ville være P3’s nye stjerneskud. Det blev jeg ikke, men så blev jeg så mange andre ting.”

”Det har altid været mit drive, at det skal være sjovt, og når det ikke var sjovt, var jeg den første til at melde mig ud.”

Sisse Sejr Nørgaard

Som reporter på programmet ’Pressen på P3’ lavede hun ”åndssvage ting”, som hun selv formulerer det. Hun gav Søren Pind massage, når han kom forbi til interview, og hun lavede en Twitter-opera over hashtagget #AndersErRen om den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Og hun fandt ud af, at uanset hvad hun kom til at arbejde med fremover, så skulle det være sjovt.

Siden blev hun morgenvært på P4, det var ikke sjovt, så det holdt ikke så længe. Så gik hun ned på halv tid og begyndte at bygge en freelanceforretning op udelukkende med ting, hun syntes var sjove.

”Det har altid været mit drive, at det skal være sjovt, og når det ikke var sjovt, var jeg den første til at melde mig ud.”

 

”Jeg er, som mange mandlige chefer har sagt til mig gennem tiden, for højtråbende” 2

Planen om at være færdiguddannet journalist med et fuldtidsjob med pension som 25-årig lykkedes. Men “jeg kunne se, at hvis jeg ville blive ældre og have et liv, så skulle jeg sadle om og finde ud af, hvad der gjorde mig glad. Og det var ikke det der.” Jasper Carlberg

 

Langt fra barnedrømmen

Sisse Sejr Nørgaard har næsten 30.000 følgere på Instagram. Få, sammenlignet med de store influencere herhjemme og i udlandet. Men nok til, at hun får gaver tilsendt eller bliver tilbudt at lave sponsoreret indhold for virksomheder. Og selv om det på ingen måde er det, hun lever af, så er det en sjov mulighed at have.

”Jeg har fundet mig en vej, der gør, at jeg kan få lov til at have de meninger, jeg har, og jeg kan få lov til at tage nogle jobs ved siden af. Det er meget langt fra det, jeg selv voksede op og troede, jeg skulle være.”

Spørger man Sisse Sejr Nørgaard, hvordan man bliver et brand, vil hun svare, at hun ikke har opskriften. Men at det hjalp, at hun var med på Instagram fra start, at det hjalp, at hun har lavet radio og tv, og at det hjalp, at hun har en kæreste, der har fået ret meget medieopmærksomhed. Men hun satte sig aldrig ned og lavede en brandplan.

”Det kan jeg godt mærke, jeg burde have gjort,” griner hun.

Når Sisse Sejr Nørgaard taler, bygger hun små fortællinger op for så at punktere dem med en ironisk punchline. Siger, at det eneste aspekt af den klassiske nyhedsjournalist, hun har holdt fast i, er den dårlige ånde. Eller at hun simpelthen ikke er pæn nok til at blive blogger.

Sagde ja til det forkerte

Da hun fik sin datter, gik det op for hende, at brandet Sisse Sejr Nørgaard var nået ud over Instagram. Firmaer begyndte at spørge hende, om hun havde lyst til at reklamere for dem. Det var babytøj og måltidskasser. Hun sagde nej. Hun var på barsel fra DR og tænkte, at det nok ikke gik at affiliere sig alt for meget med diverse virksomheder, hvis hun skulle tilbage. En gang sagde hun ja.

”Jeg har stadig ondt i maven, når jeg tænker på det.”

Hun fik et barnesæde til bilen, mod at hun tog et billede af sin datter og lagde det op på sin Instagram. En aftale er en aftale, så hun gjorde det, men hun skammede sig. Skammede sig over, at hun lavede reklame, det gjorde journalister jo ikke. Og skammede sig over, at hendes datter var med.

”Så lavede jeg ikke noget sponsoreret i flere år, fordi det var så forfærdeligt for mig.”

Hun lærte, at hendes datter ikke skulle blandes ind i hendes forretning. Men hun lærte også, at den instagramprofil, som hun mest af alt havde startet for at finde ud af, hvor der var fest henne i weekenden, var noget værd for nogen.

For højtråbende

I sommer kørte Sisse Sejr Nørgaard og kæresten Esben Bjerre rundt i Danmark, boede på Scandic-hoteller og så lokale seværdigheder. I en scene i den miniserie, de var med i for hotelkæden, spørger Sisse Sejr Nørgaard sin kæreste, hvorfor det altid er ham, der kører bil, og Esben Bjerre svarer, at når hun kører bil, har han en angstfyldt dag, men når han kører bil, har de begge en dejlig dag. I en anden scene spiser hun morgenmad på hotellet med solbriller på, fordi hun har tømmermænd fra aftenen før.

Da hotelkæden først kontaktede hende for at høre, om hun ville lave en miniserie som reklame for dem, tænkte hun ’nej nej nej’. Den indre journalist sagde, at hun ikke skulle være reklame for noget. Og en jantelovsstemme sagde, at hun ikke skulle tro, hun var smart nok til at sælge hotelophold. Men da hun fik forklaret konceptet, lød det alligevel for sjovt til at sige nej.

”Jeg skulle jo bare være på ferie med min kæreste, det kunne jeg lige finde ud af.”

”Jeg vidste, at hvis jeg gjorde det her, så tog jeg det endegyldige skridt væk fra journalistikken. Så kan jeg ikke længere være objektiv.”

Sisse Sejr Nørgaard

I serien er Esben Bjerre den fornuftige stemme, mens hun shopper amok, drikker store drinks og har tømmermænd.

”Jeg vidste, at hvis jeg gjorde det her, så tog jeg det endegyldige skridt væk fra journalistikken. Så kan jeg ikke længere være objektiv. Så skal jeg varedeklarere, hver gang jeg taler om hoteller. Og det er også fair nok.”

Hun måtte spørge sig selv, om drømmen om at blive indlandsredaktør på Politiken eller den nye Steen Bostrup stadig var i live. Og svaret var, at det havde den ikke været i mange år.

”Jeg er, som mange mandlige chefer har sagt til mig gennem tiden, for højtråbende.”

 

”Jeg er, som mange mandlige chefer har sagt til mig gennem tiden, for højtråbende” 5

Sisse Sejr Nørgaard drømte om at blive P3’s næste stjerneskud. Hende, som folk nominerede til priser. “Det blev jeg ikke, men så blev jeg så mange andre ting.” Jasper Carlberg

 

En sjov morfeminist

I dag er Sisse Sejr Nørgaard radiovært på Radio100, en kommerciel radiokanal under Bauer Media, hvor hendes chef fra start har sagt, at hvis hun skal have fri til at lave andre job, så finder de ud af det. Nogle gange er hun podcaster, tv-vært eller laver moderatorjob, og en sjælden gang imellem arbejder hun som influencer. Måske er hun i virkeligheden kommet ret tæt på at være det brand, Jay Rosen snakkede om.

“For nogle er jeg en mortype, for nogle er jeg feminist, og for andre er jeg sjov. Måske er mit brand, at jeg er en sjov morfeminist.”

Hun har en halskæde om halsen med en gylden snack-chips som vedhæng, den fik hun tilsendt som gave fra firmaet bag. En af hendes veninder har et tøjmærke, og derfra får hun som regel et sæt tøj, når hun skal til events. Men det er faktisk meget begrænset, hvad hun siger ja til af sponsorerede opgaver og gaver. Det er sjældent, at det er ”bakset med forskudsopgørelsen” værd. Hen over sommeren spiste hun sig igennem en hel kasse sponsorerede is fra Frisko på sin Instagram-story (værdi: 780 kroner, indberettet på selvangivelsen og beskattet).

Et menneske i år 2019

Er det så besværet værd? Hun ved det ikke endnu. Hun har fået sig en revisor til at ordne forskudsopgørelsen, fordi ”der er jo ikke nogen, der gider ende på forsiden af en netavis, fordi man ikke har betalt skat”, og en agent til at forhandle løn hjem. Der er masser af virksomheder, hun ikke vil samarbejde med. Hun kommer for eksempel ikke til at lave indhold for banker, selv om hun har fået tilbud om netop det. Det synes hun er for tæt på journalistikken. Hun har tit historier med om banker og udbytteskat i radioen, det er noget af det, hun skælder allermest ud over. Så duer det ikke at tjene 100.000 kroner på to podcastafsnit om, hvor fede banker er, uden for arbejdstiden. Men hun har også erkendt, at hun ikke kommer til at være den objektive journalist, hun troede, hun skulle være, da hun læste nyheder op under trappen.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at min integritet kan bære det, fordi jeg siger nej til de ting, jeg gør.”

Sisse Sejr Nørgaard

”Så vil der måske være et helt forbund af mennesker, der siger ’Gisp, hvor er du et dårligt menneske, når du leger journalist og samtidig er influencer’, men jeg er også bare et menneske i år 2019. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min integritet kan bære det, fordi jeg siger nej til de ting, jeg gør. Men jeg kan ikke bruge mit liv på at bekymre mig om, hvad forbundets medlemmer mener er den rigtige måde at gøre mit arbejde på.”

 

”Jeg er, som mange mandlige chefer har sagt til mig gennem tiden, for højtråbende” 3

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at min integritet kan bære det, fordi jeg siger nej til de ting, jeg gør,” siger Sisse Sejr Nørgaard. Jasper Carlberg

 

Er par år inden Sisse Sejr Nørgaard startede på journalisthøjskolen i 2003, læste hun et interview med Thomas Uhrskov. Han fortalte, at han bare godt kunne lide at stå på ski, og så søgte han ind på journalisthøjskolen, og så skete det ligesom bare. Og måske er det altid sådan, når man læser om folk, der er længere i livet, end man selv er. Det lyder heldigt.

”Og det er det måske også. Men det er også, fordi man har været god til at gribe de muligheder, der er. Jeg har jo opfundet min måde at være journalist på, og det fungerer, og det er sjovt.”

Kommentarer
1
Jens Licht
04.11.19 16:39
Det var så 10 minutter, jeg aldrig får tilbage.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen