
”Det er for mig at se oplagt, at når DR vælger Lars Løkke Rasmussen, giver det også partistifter Lars Løkke Rasmussen en mulighed for en eksponering, som han kan bruge i sit politiske projekt,” siger Jesper Termansen. Foto: DR
”Jeg er kommet her på Færøerne i over 30 år. Både fordi min kone er herfra, men også som politiker og statsminister”.
Sådan åbner Lars Løkke Rasmussen DR2’s nye udsendelsesrække om Klaksvíkstriden, der over fire afsnit udfolder de dramatiske hændelser, som fandt sted i byen Klaksvík tilbage i 1955. Men valget af Lars Løkke Rasmussen som vært deler vandene blandt eksperter.
For selvom udsendelsen ikke har noget at gøre med Lars Løkke Rasmussens politiske interesser, vækker det undren, at den forhenværende statsminister kan være vært, samtidig med at han er i færd med at indsamle vælgererklæringer til sit nye parti Moderaterne.
Ifølge lektor emeritus ved Roskilde Universitetscenter Michael Bruun Andersen har DR bevæget sig ud i en gråzone ved at lade Lars Løkke Rasmussen være frontfigur på udsendelsen:
”Efter min vurdering ser det betænkeligt ud. Ud fra et indholdsmæssigt synspunkt er det sådan set okay, fordi det ikke har direkte indflydelse på hans politiske virke, men jeg synes man burde have fundet en anden,” siger Michael Bruun Andersen og fortsætter:
”Der er en usund cirkulation mellem politik og medier i Danmark. Det kan underminere tilliden til begge faggrupper, når aktive politikere optræder som journalister og omvendt. DR kunne snildt have fundet en bedre løsning, som ikke var så oplagt et kritikpunkt”.
Den holdning deler forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) Flemming Tait Svith:
”Det havde måske være et mere oplagt, hvis Lars Løkke Rasmussen havde optrådt som kilde, så ville udsendelsen have en klar journalistisk redigering.”
På Twitter har flere, herunder nyhedsredaktør på Fagbladet 3F, undret sig over valget.
Det er dybt betænkeligt, at DR i bedste sendetid bliver fødselshjælper for @larsloekke’s forsøg på at rejse underskrifter og støtte til sit nye parti ved at give ham en hyggerolle som TV-vært. Og det ville i øvrigt aldrig ske for andre #dkpol #dkmedier
— Peter Christian Bech-Nielsen (@PeterChrJourno) August 4, 2021
På linje med Sara & Monopolet
Flemming Tait Svith vurderer dog, at seerne ikke har problemer med at gennemskue, på hvilken side af hegnet Lars Løkke Rasmussen står:
”Enhver ved, at han har politiske særinteresser. Det kommer ikke som nogen overraskelse, og behøver ikke yderligere deklarering. Det ville være mere kritisabelt, hvis hans interesser var ukendte, men det er ikke min vurdering i det her tilfælde,” siger han.
Senest har seere kunne følge Lars Løkke Rasmusen i et transatlantisk eventyr, da han sejlede over Atlanterhavet med fem andre kendte danskere i realityprogrammet ‘Over Atlanten’. Men ifølge lektor ved Center for Journalistik Morten Skovsgaard er den slags eksponering af politikere ikke nogen odiøs problematik.
”Politikere medvirker både i Sara & Monopolet og Vild Med Dans. Der får de også en eksponering, men ikke noget hvor de kan gå ind og fremme deres egen politiske dagsorden,” siger han og tilføjer:
”Selvfølgelig kan det være fordelagtigt at få den slags eksponering, men det er der rigtig mange politikere på tværs af partierne, der får. Så længe det ikke er noget, som særligt udvalgte politikere har adgang til, synes jeg ikke, at problemet er så stort.”
DR afviser kritik
Hos DR afviser redaktøren for programmet, Charlotte Kjørup Mauritzen, at der skulle være tale om en gråzone ved valget af Lars Løkke Rasmussen som vært. Hun afviser at stille op til interview, men skriver i en mail, at:
”Lars Løkke Rasmussen er valgt som fortæller i denne historiske DR2-serie, fordi han har indgående viden om Færøerne og kender til Klaksvíkstriden i detaljer. Han kan samtidig give sagen ekstra perspektiv, da han som Danmarks tidligere statsminister har siddet som ansvarlig for Rigsfællesskabet”.
I 2015 vurderede DR ellers, at Naser Khader ikke kunne fortsætte som vært på P1-programmet ‘Arabiske stemmer’, fordi han stillede op til Folketinget for De Konservative. Omvendt var det tilsyneladende ikke noget problem i 2013, at Morten Messerschmidt, som dengang sad i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, var vært på P2-serien ’Messerschmidt i operaen’.
Charlotte Kjørup Mauritzen peger på, at der altid ligger en individuel vurdering bag, når DR leder efter nye værtsansigter blandt politikerne:
”I sidste ende er det altid en vurdering fra gang til gang ud fra det konkrete program og den konkrete person, når vi vælger værter og fortællere til vores tv-programmer. Og i dette konkrete tilfælde er vurderingen, at Lars Løkke Rasmussen med hans mange faglige og personlige indsigter i Klaksvikstriden, var den bedste formidler af netop dette emne,” skriver hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.