At få 261 millioner skattekroner over fire år til at lave radio – det forpligter.

Vi kan som skatteborgere med rette forvente, at vi får noget for pengene. Og vi har ikke fået nok for de mange penge, som Loud modtager.

De har meget få lyttere, de er ikke slået igennem på de sociale medier, de har ikke sat dagsorden, og strategien har sejlet mellem DAB og podcast. De har haft dumme sager, hvor chefer anonymt anbefaler egne programmer og forsøger at lukke kritiske profiler på sociale medier. Listen af dårlige sager er lang.

Det har bare ikke været godt nok, og det tror jeg heller ikke, at der er en eneste medarbejder eller chef på Loud, der er i tvivl om.

Betingelserne har heller ikke været nemme. En ny kanal skulle startes op midt i en corona-epidemi, og kritikken var allerede før første dag i luften massiv fra især 24syvs skuffede medarbejdere, chefer og lyttere, samt fra politikere, der fortrød deres hovsa-beslutninger om udbuddet.

Der skal selvfølgelig være plads til kritik af hele processen omkring tilblivelsen af Loud, og selvfølgelig skal deres lyttertal og kvaliteten være genstand for en offentlig debat.

Men debatten og kritikken skal også være rimelig.

Vi har før i Journalisten fortalt om, hvordan mange af de unge mennesker, som Loud har ansat, er udsat for chikane, mobning og deciderede trusler.

I dette nummer fortæller en ung medarbejder om, hvordan hun personligt hænges ud på sociale medier.

Der er skabt en tone omkring Loud, hvor alt er galt – selv ikke kulturminister Joy Mogensen har holdt sig tilbage fra at kritisere radioens indhold.

Intet er for småt til, at også fremtrædende mediepersonligheder kan dele og like hvad som helst, der indeholder kritik af Loud og stationens medarbejdere, om det så er berettiget eller uberettiget – også kritik, der nærmer sig decideret mobning.

Loud er blevet dansk presses prygelknabe, som alle vi andre fede mediepersoner kan tæske løs på uden at tænke over, at nok har ledelsen og politikere truffet et hav af mærkelige og dårlige beslutninger, men Loud består også af rigtige mennesker og kolleger, der hver dag går på arbejde for at gøre deres bedste.

65 millioner kroner årligt er mange penge, som der mange andre steder kunne laves masser af indhold for.

Derfor giver det selvfølgelig mening at diskutere, om Loud bør lukkes, og om pengene kan bruges bedre andre steder.

Men i første omgang er der behov for at lade radioens medarbejdere få lidt ro, lære af fejlene og det, der er gået godt, og forsøge at løse den svære opgave, de har fået: At lave relevant radio til unge.

Lykkes det ikke – snart – så er der mange gode bud på, hvordan pengene kan bruges bedre på at lave godt indhold.