”Fuck hende og hendes familie.”

”Fy for helvede en feltmadras.”

Det var nogle af kommentarerne på Facebook under Ekstra Bladets artikel om Jeanettes oplevelse med at blive testet for corona sammen med sine fire små børn.

Og da Victoria gerne ville advare andre veganere om, at hun havde fået fisk i en pakke med veganske frikadeller, gik læserne til angreb på hendes livsstil og udseende.

”Der var så mange klamme sexistiske kommentarer om mit udseende i kommentarfeltet,” fortæller Victoria, der også har fået beskeder i indbakken som følge af artiklen.

↑ ”I går vågnede jeg op med alle de grimme ord i hovedet. Det værste for mig er at blive misforstået. At folk tror, jeg er, som jeg fremstår i artiklen,” siger Victoria. Foto: Tobias Nicolai.

 

Tonen kan være hård, hvis du optræder i medierne. Hvilket ansvar har medierne for, at kilderne ved, hvad der venter dem – og hvornår skal man gribe ind?

Er det for eksempel i orden at kalde nogen for ”curlingkælling” eller et otteårigt barn for ”mongol”?

Det oplevede Louise, da hun valgte at stå frem i B.T. og fortælle om sin otteårige søn, der nægtede at bære mundbind under en museumsudflugt med klassen. Her flød kommentarsporet over af hadefulde ord om hende og hendes søn.

”VIP curlingkællingen en på kassen og forklar hende noget om fornuft og opdragelse.”

Læser i kommentarsporet

”… i visse tilfælde, når personer er i chok, kan en flad lussing nogle gange hjælpe. Men i dette tilfælde er det vist heller ikke nok med en hård knytnæve!!! VIP curlingkællingen en på kassen og forklar hende noget om fornuft og opdragelse,” skrev en forarget læser.

Journalisten er bekendt med de tre kvinders fulde navne, men har valgt at undlade deres efternavne i artiklen for at beskytte deres identitet.

En evig diskussion

Det er et iboende problem i journalistikken i det 21. århundrede, at læsere har en direkte adgang til kilderne via sociale medier, mener Mads Kæmsgaard Eberholst, der er lektor i journalistik på Roskilde Universitet.

Alle kilder vil opleve en eller anden reaktion fra publikum. Og nogle gange kan den reaktion være ret voldsom, forklarer han. Især emner, der involverer religiøse eller politiske overbevisninger, frembringer stærke reaktioner.

I de tilfælde kan det være rigtig svært for læseren at se ud over, hvem der siger hvad.

”Folk hører ikke, hvad du siger. De hører kun, hvem du er,” siger han.

De voldsomme reaktioner kan samtidig virke meget ubehagelige for kilderne, hvis de ikke er blevet forberedt på det. Og det kan være svært at hjælpe kilderne, når de først er blevet ramt. For medierne kan ikke styre, hvordan internettet agerer, forklarer han.

”Hvis lugten i bageriet gør, at kilderne tænker, at det her tør vi ikke tale om, så har vi et problem.”

Mads Kæmsgaard Eberholst

Dog kan Mads Kæmsgaard Eberholst se et principielt problem i, at kilderne oplever det som ubehageligt at stå frem.

”Hvis lugten i bageriet gør, at kilderne tænker, at det her tør vi ikke tale om, så har vi et problem,” siger han.

Mistet tilliden til pressen

I september blev Victoria kontaktet af en journalist fra Ekstra Bladet om et opslag i en veganergruppe, hvor hun skrev om sin oplevelse med at have fået fisk i en pakke med veganske frikadeller.

”Journalisten mente ikke, det var i orden, det producenten havde gjort, da det var vigtigt, at man som forbruger kunne stole på, hvad der var i indpakningen,” husker hun.

Victoria ville gerne advare andre veganere om hændelsen og sagde derfor ja til et interview.

”Jeg var nok lidt naiv og tænkte, han var flink. Hvad skulle han få ud af vores samtale, som ikke var rigtigt?”

Men da hun læste artiklen, følte hun sig enormt udstillet.

”Det er rigtig groft og ulækkert, hvordan vores samtale er blevet fremstillet i artiklen,” siger Victoria.

”Men er der noget, der skaber trafik, så er det historien om en hysterisk veganerkvinde.”

↑ Foto: Tobias Nicolai.

Hun har sidenhen været i kontakt med journalisten, der har fjernet hendes navn og billede. Også rubrikken og indholdet er blevet skrevet om. Men for Victoria er det allerede for sent.

”Der nåede at ske rigtig meget lort inden,” siger hun og henviser til de kommentarer og private beskeder, hun har modtaget som følge af artiklen.

”Når man arbejder på Ekstra Bladet, så ved man jo også, hvordan folk er i kommentarsporet. Det vidste jeg ikke. Men det fandt jeg så ud af.”

Victoria

Hun har læst dem alle sammen, fortæller hun.

”Jeg ville ønske, jeg kunne lade være. Jeg får det rigtig skidt og føler en håbløshed over, at folk kan være sådan over for hinanden.”

Oplevelsen har påvirket hendes tillid til pressen, fortæller Victoria. Og hun er skuffet over Ekstra Bladets håndtering af hende som kilde.

”Når man arbejder på Ekstra Bladet, så ved man jo også, hvordan folk er i kommentarsporet. Det vidste jeg ikke. Men det fandt jeg så ud af,” siger hun.

Selv om Victoria er præget af oplevelsen, fortryder hun ikke, at hun stod frem.

”Uanset hvad, så er det ikke okay, at man får noget andet end det, der står på pakningen,” siger Victoria, som også har fået henvendelser fra andre, der har oplevet det samme.

”Hvad nu, hvis det var en kødspiser, der havde fået kattekød? Det er kun, fordi jeg er veganer, at det bliver latterliggjort.”

Vil gerne advare andre

Også Jeanette føler, at hendes oplevelse har svækket tilliden til medierne.

I sommer var hun på vej ud af sit hjem sammen med sin mand og barn, da en journalist og en fotograf henvendte sig til dem. Det var på det tidspunkt, hvor smittetrykket var steget i området omkring Silkeborg, hvor de bor.

”De sagde, at de var ved at skrive en artikel om det at bo i et område med højt smittetryk, og spurgte, om vi kunne gå ind i lejligheden og lave et interview der,” fortæller Jeanette.

↑ ”Jeg har fortrudt helt vildt meget, at jeg talte med dem. Men det gik så hurtigt, det hele. Jeg nåede slet ikke at tænke over noget. Der er noget ved den spontanitet. Man bliver taget med bukserne nede,” fortæller Jeanette. Foto: Tobias Nicolai.

 

Journalisten spurgte, hvordan det var at bo med alle restriktionerne, mens fotografen knipsede billeder.

”De bar ingen skilte, så jeg troede, de kom fra Extra Posten, som er en lille lokalavis,” siger Jeanette.

Jeanette er konverteret til islam og har mange somaliske venner. Derfor talte de både om somaliere og smittespredning.

”Efter interviewet fortalte jeg om, at hele familien var blevet testet i Viborg, og at det havde været en rigtig ubehagelig oplevelse for børnene,” husker hun.

”… hvorfor hader du dit land og dit ophav så meget, at du vælger at tage imod somalisk sæd?”

Læser i kommentarsporet

Jeanette hørte ikke mere fra journalisten. Til hendes store overraskelse fandt hun senere ud af, at hun medvirkede i en artikel i Ekstra Bladet. Hun forsøgte at skrive en mail til journalisten, men fik en fejlmelding retur.

Ekstra Bladet valgte efter noget tid at lukke ned for debatten under selve artiklen, som Jeanette beskriver som ”totalt racistisk”. Dog blev kommentarerne ved med at rulle ind under opslaget på Facebook.

”… hvorfor hader du dit land og dit ophav så meget, at du vælger at tage imod somalisk sæd?” Sådan lød en af kommentarerne under opslaget.

En anden skrev:

”Hun lider af islam, det er en frygtelig sygdom, som har mere end 300 millioner liv på samvittigheden.”

”På mange måder er det forventet. Som muslim er man næsten vant til at blive hængt ud.”

Jeanette

Jeanette har ikke læst alle kommentarer, men de hadefulde kommentarer om hendes religion kommer ikke bag på hende.

”På mange måder er det forventet. Som muslim er man næsten vant til at blive hængt ud,” siger hun.

Men det, der gør mest ondt på Jeanette, er de negative kommentarer om hendes familie og hende som mor.

”De rammer et meget sårbart punkt,” siger hun.

En fejl

Pernille Holbøll er chefredaktør på Ekstra Bladet. Hun mener ikke, at Ekstra Bladet har ageret uetisk over for Jeanette eller Victoria, men erkender nogle fejl og misforståelser, der kan have gjort situationen sværere for kilderne.

Blandt andet er der sket en forveksling mellem Extra Posten og Ekstra Bladet, samt en teknisk fejl i byline på artiklen, der har gjort, at Jeanette ikke har kunnet komme i kontakt med journalisten.

I Victorias tilfælde har Ekstra Bladet forsøgt at imødekomme hendes kritik ved at lave om i artiklen og ved at slette de værste kommentarer på Facebook.

I begge tilfælde har Ekstra Bladet også valgt at lukke ned for debatten under selve artiklen. Det er et redskab, mediet benytter sig af, når de kan se, at debatten er ved at køre af sporet.

Men mange af kommentarerne under Jeanettes artikel har fået lov til at blive stående i ugevis?

”Hvis der er kommentarer, der er grænseoverskridende, personlige, hadefulde eller racistiske, så er det en fejl, at de ikke er blevet slettet,” siger hun.

Kunne I have slettet opslagene fra Facebook?

”Så ville man også forhindre historien i at komme ud. Mange kilder er jo meget glade for, hvad journalistik rykker, når man står frem, og de fleste kan godt finde ud af at debattere på en fin måde,” forklarer Pernille Holbøll.

Burde Ekstra Bladet have taget kontakt til Jeanette, når I kunne se, at det stak af i kommentarsporet?

”Jeg kan ikke afvise, at vi burde have taget kontakt til kilden, men jeg tror ikke, journalisten har været klar over, at kilden har haft den oplevelse.”

Et generelt problem

Pernille Holbøll oplever de voldsomme kommentarer som et generelt problem. Tonen kan gøre, at kilder får en negativ oplevelse med at stå frem.

”Det er fuldstændigt uacceptabelt og trist, at kommentarsporet tager den drejning, hvor kilden bliver udsat for racistiske og nederdrægtige kommentarer. Det er ærgerligt, både for kilden og demokratiet,” siger hun.

Ifølge Pernille Holbøll gør Ekstra Bladet alt, hvad de kan, for at slette og moderere debatsporet. Men nogle gange er det svært at holde trit med alle de negative kommentarer.

”Vi forsøger at forberede ikke-medievante kilder. Men man kan ikke sikre sig, at de vil have en god oplevelse.”

Pernille Holbøll

”Det, der skinner igennem og virker voldsomt for kilden, er, når folk bliver personlige og grænseoverskridende. Det hører ingen steder hjemme. Men det er en svær opgave at balancere de kommentarer på grund af den hastighed, de kommer ind med.”

Bør I blive bedre til at forberede kilderne på konsekvenserne ved at stå frem?

”Der er en meget fin balance mellem at skræmme almindelige mennesker væk og forberede dem på de reaktioner, der kan komme. Vi forsøger at forberede ikke-medievante kilder. Men man kan ikke sikre sig, at de vil have en god oplevelse,” siger hun.

Fortryder ikke

I efteråret stod Louise frem i B.T. og fortalte om sin otteårige søn, der nægtede at tage mundbind på, da han skulle på museum med klassen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er børn under 12 år fritaget fra at bære mundbind. Noget, Louise havde fortalt sin søn. Derfor nægtede han, da museet forsøgte at få ham til at tage et på ved indgangen.

↑ ”Jeg bliver ked af det, når de skriver noget grimt om min søn. Jeg har ikke fortrudt, for jeg ved jo, det ikke passer. Men det gør da et eller andet ved en,” siger Louise. Foto: Tobias Nicolai.

 

Louise har sidenhen modtaget en mail fra museet, hvor de beklager hændelsen. Derfor tænkte hun ikke over, at det ville være et kontroversielt emne.

”Men hold da op, der fik vi gang i debatten,” siger hun.

Louise havde fået tilsendt sine citater på forhånd og kan stå inde for selve artiklen. Men hendes udtalelser har bragt sindene i kog hos mange læsere.

”Det er træls, hvis nogen ikke får udtalt sig, fordi de ved, de vil blive høvlet ned.”

Louise

Og selv om det ikke er nok til at holde hende fra at stå frem, kan hun godt forstå, at det holder andre tilbage.

”Det er træls, hvis nogen ikke får udtalt sig, fordi de ved, de vil blive høvlet ned,” siger hun.

Hun savner, at flere tør stå frem med en mening, som ikke er populær.

”Det er vigtigt, at vi har en debat, hvor vi får alle sider frem i lyset. Så det ikke bare bliver en ensporet debat. Det er der jo ingen, der bliver klogere af.”

Artiklen om hendes søn har delt vandene, og Louise oplever en overvægt af negative kommentarer. Men der er også mange, der argumenterer den anden vej, fortæller hun.

↑ Foto: Tobias Nicolai.

Svært at sætte en grænse

Som ansvarshavende chefredaktør på B.T. er Michael Dyrby godt klar over, hvor vildt det kan gå for sig i kommentarsporet under B.T.’s artikler på Facebook.

”Det går jo amok. Folk skriver de vildeste ting.”

For ham er det en evig diskussion at finde en grænse for, hvor meget man skal moderere.

”Folk skal jo have lov til at være med i en meningsudveksling, og de skal kunne sige tingene på en åben og direkte måde. Det er bedre, at de får lov, end at de oplever, at de bare bliver censureret bort,” siger han.

”Min erfaring er, at folk er rimeligt tykhudede. Hvis folk har en historie eller et synspunkt, så tager de de tæsk, det så giver.”

Michael Dyrby

Men man skal ikke finde sig i direkte trusler, mener Michael Dyrby. Han vil nu undersøge, hvorfor hadefulde kommentarer om Louise og hendes søn har fået lov at stå så længe.

Michael Dyrby har forståelse for, at kilder, der har stillet sig frem og modtaget masser af ballade, ikke har lyst til at gå igennem det igen. Men han oplever ikke, at det begrænser hans medarbejderes muligheder for at finde kilder.

”Umiddelbart ville jeg tænke, at det ville gøre det sværere for os at finde kilder. Men min erfaring er, at folk er rimeligt tykhudede. Hvis folk har en historie eller et synspunkt, så tager de de tæsk, det så giver. Det er faktisk ikke mit indtryk, at det begrænser vores muligheder.”

Det forpligter

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver, underviser og stifter af netværket ’Ansvar for Feedet’.

Hun er enig med Mads Kæmsgaard Eberholst i, at de grove kommentarer kan have konsekvenser.

”Jeg kan godt frygte, hvad det gør for vores mulighed for at finde kilder og skabe repræsentation i medierne, hvis det bliver almindeligt kendt, at man som medlem af en særlig gruppe eller religion bliver udstillet i kommentarfeltet. Så kan det blive sværere at få almindelige mennesker i spalterne.”

”Man skylder at klæde folk ordentligt på.”

Nadia Nikolajeva

Når medier bruger et menneskes historie til at få opmærksomhed, trafik og abonnenter på en platform som Facebook, hvor det er meget nemt at deltage i debat, så er det noget, der forpligter, mener Nadia Nikolajeva.

”Man skylder at klæde folk ordentligt på,” siger hun.

Men det er også meget udbredt, at kilder bliver overraskede over det endelige resultat, selv om de er blevet briefet på forhånd, forklarer hun. Derfor kan man ikke garantere kilden, at det ikke vil gøre ondt at stå frem, mener Nadia Nikolajeva.

Svært at moderere alt

Selv de største medier kan ikke nå at moderere alt, mener Mads Kæmsgaard Eberholst.

”Hvis man havde ressourcer til at moderere det hele, så burde man selvfølgelig gøre det. Jeg tror ikke, det er realistisk,” siger han.

Ifølge Mads Kæmsgaard Eberholst er det vigtigt, at mediebranchen i fællesskab tager fat i problemet.

”Der er ingen tvivl om, at kilderne har krav på en ordentlig behandling. Og det får de ikke nu.”

—

Gode råd til at briefe dine kilder

– fra Nadia Nikolajeva, digital rådgiver, underviser og stifter af netværket ’Ansvar for Feedet’

1.

Vurder, hvorvidt der er tale om en professionel eller en sårbar kilde, om kilden har de rigtige forudsætninger for at forstå, hvad han eller
hun medvirker i, og om de kan tåle at blive emne for debat. Så slipper mediet for noget oprydningsarbejde.

2.

Forbered sårbare kilder på, at historien kan frembringe negative reaktioner, og tilbyd en kontaktperson, der har ansvaret for at moderere debatten.

3.

Vær realistisk over for kilden. Man kan ikke love kilderne, at det bliver en god oplevelse. Men man kan love en kontaktperson, som kilden kan
skrive til, hvis de ser noget, der er over stregen.