”NYT PARTI I DANMARK”. TV 2 Nyhedernes facebookside lagde 16. oktober op til debat om Nationalpartiet, der opstiller til Folketinget. Partiet er stiftet af tre brødre med pakistansk baggrund, der vil fremme danske værdier som respekt, tolerance og sameksistens. Der kom flere hundrede kommentarer.

Blandt andre disse:

”Stod det til mig, skulle de sorte aber have et nakkeskud PIS UD AF VORES LAND, HVIS I IKKE KAN LIDE LUGTEN I BAGERIET,” skrev Nick.

”Husk på, hvordan Hitler startede,” skrev Mathilde.

”Isis tænker jeg bare,” lød det fra Casper.

Debatten blev så grim, at TV 2’s moderator måtte bede brugerne om at holde en god tone. En hel stribe indlæg er siden blevet slettet.

Trolls kaldes de værste debattører på nettet, og de finder tilfredsstillelse ved at skrive nedladende kommentarer og pirre andre. Lige meget hvordan. De mest aktive trolls kan skrive op til 100 kommentarer om dagen. Ofte lægger de den samme kommentar i debatsporet på forskellige medier. Når nogen reagerer på deres udgydelser, svarer trollen spydigt igen, og kampen kan begynde.

Jeg skal ikke kunne sige, om debattørerne i tråden om Nationalpartiet var trolls. Men de repræsenterer i hvert fald en tone i debatten, som netmedierne har gjort meget for at slippe af med.

En flittig troll

Danmarks nok mest kendte og arbejdsomme troll var Bo Warming. Han blev i 1998 den første dansker, som blev dømt for racistiske udtalelser på nettet. Bo W., som han også blev kaldt, favnede bredt, det gør trolls ofte. Faktisk kunne den tidligere gymnasielærer fra Gammel Hellerup Gymnasium næsten skrive om alt. Men afskyen for islam stod ham nok nærmest.

Underviser på datalogi på Aalborg Universitet Hans Hüttel har skrevet om Bo Warming. Warming yndede at appellere til saglighed, anvendelse af logik, facts, og at man ikke skal gå efter manden.

 ”Men det er ikke just disse principper, der præger hans udgydelser. En besynderlig blanding af ukvemsord, forurettethed, STORE BOGSTAVER, kortslutninger og manglende evne til at læse grundige forklaringer er, hvad man får at skue,” skriver Hüttel.

Bo Warming døde i 2012. Men de voldsomme kommentarer på nettet forvandt ikke med ham.

En undersøgelse lavet af adjunkt Jannie Møller Hartley og lektor Mads Kæmsgaard Eberholst fra journalistik på RUC viste tidligere på året, at ”kun” (forskernes eget ord) 21 procent af kommentarerne på de syv største netavisers facebooksider er nedladende.

Jeg synes faktisk, at 21 procent nedladende kommentarer er meget.

Hvordan føles det at være en troll?

Men hvordan føles det egentlig at være afsender af svinske påstande på nettet? Og hvordan reagerer medierne?

Jeg finder på et falsk navn, Peter H. Larsen, opretter en mailadresse i hans navn og en falsk profil på Facebook. Mit profilbillede forestiller selvfølgelig ikke mig, men to crash test dummies i en bil med airbag.

Jeg går på jagt efter debatter, jeg kan springe på.

På DR Nyheders facebookside handler det om DR’s dramaserie ’1864’, som får kritik for at være historisk vildledende. I et tv-klip affejer Ole Bornedal kritikken.

Jeg kan se, at de andre brugere i debatten kan lide serien. Så jeg er imod.

Klokken 12:55 skriver jeg, at Ole Bornedal kun har lavet dårlige film siden ’Nattevagten’.

”At han ikke engang gider lytte til kritikken siger ALT,” skriver jeg.

Groft kan man ikke ligefrem kalde indlægget. De fleste trolls ville nok betegne kommentaren som tilforladelig og tæt på kedelig.

Men jeg skal vænne mig til rollen, til friheden. At jeg kan skrive hvad som helst uden at lægge navn til det.

Jeg får to likes. Og ingen svarer igen.

På Ekstra Bladets Nationen! kører en heftig debat om spredningen af ebola. Der udspiller sig i debatsporet en kamp mellem fornuft og panikangst.

Direkte henvendt til en af de bekymrede skriver en fra fornuft-fløjen så belærende, at det bliver øretæveindbydende:

”Du kan være helt tryg. Du er ikke i fare, men når du ikke ved så meget om emnet, så er det naturligt, at du bliver bange. Det skal du ikke skamme dig over.”

En fyr, der kalder sig ’Smeden B’, anlægger en helt anden vinkel. Ebola er en mulighed:

”Nu hvor verden endelig har en enestående chance for at nedregulere klodens befolkningstal – til for kloden mere gunstige forhold …………………. så vil man sgu redde dem alle sammen. Verden er kun overbefolket – fordi mennesket blander sig i div. sygdomme i deres iver for at redde hele verden ……………….”

Jeg tilmelder mig eb.dk og får tilsendt fem tætskrevne sider med regler og betingelser. Det er en del mere, end jeg havde regnet med. Det værste er, at Ekstra Bladet også vil kunne verificere mig via et mobilnummer. Nix putte. Jeg stryger videre.

En ensom gesjæft

Jeg copy paster min kritik af Ole Bornedals tv-serie ind i en debat på tvtid.tv2.dk:

”I Gøngehøvdingen havde de i det mindste styr på de historiske fakta,” skriver jeg.

Turen går videre til facebooksiderne for Fyens Stiftstidende, Kanal 5 og Kanal 4.

Kanal 4 viser et klip af en nøgen Frederik Fetterlein i bad med sin lillebror.

”Føj, er den mand bare parat til alt for at få lidt billig opmærksomhed,” skriver jeg.

Ingen likes dér. Ingen reaktion.

DR Nyheder rejser en debat om skyllemidler, som Irma nu fjerner fra hylderne, fordi det er skadeligt. Det initiativ støtter de fleste brugere i kommentarfeltet. Men ikke mig.

”Hvad bliver det næste? Jeg holder mig langt væk,” siger jeg blandt andet.

Den får to likes. Ikke noget, man kan bygge et imperium på.

Jeg får for første gang et svar fra en anden bruger:

”Man kan jo blot handle et andet sted,” skriver hun snusfornuftigt.

Mit svar kommer straks:

”Ja, de sælger kun til politisk korrekte kunder. Er skyllemiddel forbudt? Nej. Det er en glidebane.”

Et like.

En forbundsfælle skriver:

”Enig, Peter!!”

To andre kvinder blander sig. De mener, at Irmas initiativ er helt rigtigt i en tid med stigende eksem og duftallergi.

Jeg sætter sagen på spidsen.

”Det er hykleriet, jeg ikke kan døje. Der er masser af buræg i kiks og kager. Hvis du vil beskytte omgivelserne, skal du gå meget mere drastisk til værks. Skyllemiddel eller ej gør ingen som helst forskel. Det letter kun på samvittigheden.”

Mine tre svar høster de næste 24 timer i alt 17 likes. De fleste andre i debatten hylder Irmas afsked med skyllemiddel til skyerne, og de bliver overrislet med likes og smileyer.

Hvis nogen læser, hvad jeg skriver, så er det ikke noget, de lader sig mærke med. Det er ensomt at være troll. Forbløffende få føder en troll med svar og kommentarer.

Jeg er udenfor.

Internationale forsøg

Men måske skal jeg bare tænke mere internationalt?

Norske VG har en historie om en 114-årig kvinde på Facebook.

Jeg skriver:

”Hende er jeg venner med på Facebook” og får fire likes, selv om sandheden er, at jeg har lige præcis nul FB-venner.

Svenske Expressens facebookside skriver om katten Steve, der er blevet kastet ned fra en bro. Der er et billede af den stakkels kat, og den ser faktisk ret glad ud af en kat at være.
Via Google Translate skriver jeg blandt andet på svensk:

”En kat kan svømme, hvad er problemet? Billedet viser, at katten Steve har det fantastisk.”

Stilhed.

De næste 100 kommentarer handler om, hvor synd det er for katten, og hvor groft det er, at den har været en tur i vandet.

Nej, så er det sjovere på amerikanske Huffington Post, der har en fotoserie med hunden Chubby, fra den var en lille nuttet hvalp, til den måtte dø.

”Love this. How very special” og ”RIP CHUBBY,” lyder nogle af kommentarerne.

Om aftenen sidder jeg i undertrøje, trollens arbejdstøj, og skriver: ”Det er den mest vanvittige kæledyrs-elskende tråd, jeg nogen sinde har læst. Kram din nabo i stedet,” skriver jeg.

Brugeren Mary (som var på grådens rand, da hun så billederne) svarer, at jeg skal blande mig uden om.

Og så tilføjer hun med et pift af humor:

”I øvrigt kender du ikke mine naboer!”

Det føles rart, at hun reagerer. Men det skulle ikke være med smileys! Jeg er en elendig troll.

Jeg svarer sarkastisk: ”Nu får du mig til at græde.”

Pludselig er der blokeret for, at jeg kan svare i tråden. Jeg kan heller ikke skrive det mere neutrale:   ”Hvordan er dine naboer egentlig?”

I dag er alle mine kommentarer væk, fjernet af Huffington Posts net-moderatorer.

Der er helt sikkert ikke nogen, der vil savne den.

Journalistens egne

På Dansk Journalistforbunds hjemmeside var der et debatspor, indtil det lukkede i 2003. Debatformen levede ”sprogligt og fagligt” ikke op til det, journalistforbundet ønsker at stå for, lød forklaringen på lukningen. ”Vi tror, at få vil begræde beslutningen. Flere vil sige, at det var på tide!” lød det dengang frejdigt fra kommunikationschef Esben Ørberg.

Siden flyttede nogle af de mest ihærdige debattører – de vil nok ikke betegne sig som trolls – over på journalisten.dk.

En af de trolls, vi har haft mest at gøre med, har opereret under adskillige falske navne og blandet sig i alle tænkelige debatter. Han har både kaldt sig for Peter Hansen, Jens Hansen, Peter A. Knudsen, Jørgen Bishoff, Poul Frank Jensen og Jørgen Heinemann.

Vores tidligere webredaktør fandt ud af, at Peter Hansen/Jens Hansen/Peter A. Knudsen/Jørgen Bishoff/Poul Frank Jensen/ Jørgen Heinemann skrev fra en computer med en ip-adresse registreret i Cadiz i Sydspanien. Vi gav ham derfor øgenavnet Trolden fra Cadiz. Den eneste måde, vi kunne stoppe ham på, var ved at forhindre alle personer i det sydlige Spanien i at lægge kommentarer på journalisten.dk.

Det virkede. I to dage.

Kvindelige debattører mest udsatte

Nogle af de mest udsatte for angreb fra trolls og andre vrede mennesker er avisernes bloggere.

En af dem er den 28-årige socialdemokrat Camilla Schwalbe, der blogger på jp.dk. Hun fortæller:

»De skriver ting, som man ikke engang hører i en skolegård. Selv om jeg skriver et afbalanceret indlæg om skattepolitik, kan der komme et seksualiseret svar tilbage om, at jeg er en idiot med langt lyst hår og store bryster,« forklarer hun.

Jyllands-Postens moderatorer sletter indlæg, når Camilla Schwalbe beder om det. Men det er umuligt at fjerne alt.

Da Camilla Schwalbe for to år siden sagde ja til at blogge for Jyllands-Posten som ung socialdemokrat, vidste hun godt, at brugerne ville gå til makronerne.

»Men når nogen skriver, at de håber, at jeg og min familie vil blive ramt af kræft, så bliver jeg virkelig stødt af det. Jeg synes, det er en meget udansk måde at tale sammen på,« fortæller hun.

Fra andre kvindelige bloggere hører hun, at de oplever det samme.

»Det er lige meget, om du er blå eller rød. Hvis du er kvinde, er du mere udsat, og barren er lavere. Uanset hvad emnet er, kan der komme en kommentar om, at vi bare skulle have noget pik, for så ville vi ikke være så dumme at høre på,« siger hun.

Hun får flest vrede reaktioner, når emnet er socialpolitik eller indvandring.

»Jeg skriver lige nu på et blogindlæg om fattigdomsydelser og klapjagten på indvandrerne. Når det bliver lagt på, skal der nok falde en del perfide kommentarer,« fortæller hun.

Bente Dalsbæk er netop stoppet som blogger på Berlingske, fordi hun er skiftet til vært på DR2.

»Det værste var, når de angreb de andre brugere ved at lave baggrundstjek på dem og kom med voldsomme personangreb. Det var angreb på private mennesker, der engagerede sig i en debat, men som pludselig skulle svare på, om de havde et job, var psykisk syge eller havde misbrugsvaner,« siger Bente Dalsbæk.

Hun slettede kun få indlæg, fordi de angreb hende.

»Jeg er selv rimeligt hårdfør,« siger Bente Dalsbæk, der i en årrække var gift med politikeren Naser Khader.

»Jeg ved, hvad det vil sige at leve med trusler.«

Når hun slettede en kommentar på bloggen, skrev hun nogle gange til brugeren og foreslog, at han (det var ofte en mand) skulle skrive et nyt indlæg med et mere nedtonet sprog.

»Men ofte nåede beskeden ikke frem, fordi brugeren brugte en falsk mailadresse,« siger hun.

Hun ved ikke, om hun vil kalde dem for trolls.

»De var i hvert fald ikke helt raske. De talte helt ved siden af emnet og manipulerede med andre, fordi de åbenbart syntes, det var sjovt. Det var ligesom, hvis nogen stillede et fad med hundelorte på bordet i dit hjem i stedet for en frugtskål.«

En bruger beder Camilla Schwalbe om at fortælle om sin ”vildeste og mest grænseoverskridende seksuelle fantasi”. Allan Nielsen kalder hende slet og ret for ”en dum blondine”, og en tredje retter voldsom kritik af regeringens indvandrerpolitik (Camilla Schwalbes blogindlæg handlede ikke om indvandring, men om sociale medier).

 Alle tre brugere optræder som såkaldte ”topkommentatorer”, fordi de er så flittige til at skrive på jp.dk.

Interview med en troll

Via Facebook spørger jeg Allan Nielsen, hvorfor han kalder Camilla Schwalbe en dum blondine, når Camilla Schwalbe blogger om, at alkoholforbrug og alkoholisme er et tabu i Danmark.

Dagen efter ringer han. Allan Nielsen er hans rigtige navn, forsikrer han. Han er 53 år og førtidspensionist.

Er du ikke grov, når du kalder hende dum blondine?

»Jeg kunne også bare skrive, at hun er dum at høre på. Hun er selv en del af problemet. Hvorfor gør hendes parti ikke noget ved problemerne?«

Men så burde du vel kritisere hendes politik i stedet for at kalde hende for dum blondine?

»Det hjælper ikke at diskutere med sådan en som hende. Jeg ved godt, at jeg har en grov tone. Men jeg synes, folk går mere op i tonen end i melodien. I stedet for hvordan tingene bliver sagt, burde man fokusere på, hvad folk siger,« siger han og spørger: »Hvad med tonen fra Poul Nyrup på talerstolen i Folketinget, hvor han sagde: »Stuerene bliver I aldrig.« Så er bunden for en anstændig tone nået i mine øjne.«

Allan Nielsen siger, at han ikke er kommet nogen vegne ved at snakke pænt med folk.

»Jeg har forsøgt i årevis. Så hellere fortælle, at de er regulære idioter, især når det er politikere. Camilla Schwalbe udtaler sig om noget, hun ikke aner noget om, for eksempel hjemløse. Det kan godt være, at de ikke lytter til det, jeg skriver, men jeg får i hvert fald en tilfredsstillelse. Hellere det end at holde min kæft.«

Allan Nielsen fortæller, at han voksede op i en socialdemokratisk familie og kom ud at arbejde som 12-årig.

»Jeg har prøvet så meget.«

Arbejde, skilsmisse, kriminalitet og to år som hjemløs.

»Jeg kan bruge nogle af de værste gloser og føre de mest intellektuelle samtaler. Jeg kan trække på så mange samtalemåder. Jeg har levet blandt de hjemløse, Camilla Schwalbe skriver om, og det pisser mig af, at en dum blondine tror, at hun kan gøre noget ud fra den erfaring, hun har.«

Allan Nielsen fortæller, at han mest debatterer på jp.dk, men i en periode var han udelukket fra at skrive på Jyllands-Posten.

»Måske var det, fordi jeg brugte vendingen ”hjernedøde røde” meget dengang. De endte med at lukke mig ind igen.«

Han mener ikke, han er en troll, faktisk har han ikke hørt om ordet.

Han skriver kun ting på nettet, han ved noget om, men når han gør det, bliver der ofte delt verbale øretæver ud.

»Hvis jeg skriver noget groft, og folk skriver tilbage i en hård tone, er det ok med mig.«

Jeg har i en uge prøvet at være en troll, der kun skrev ubehagelige ting. Men der var næsten ingen, der svarede på det. Jeg blev bare ignoreret. Oplever du det?

»Ja, det er også min erfaring. Jeg skriver ikke meget for andres skyld, men for min egen. Jeg er ligeglad med, om de svarer eller ej.«

Han forklarer, at når han kritiserer Camilla Schwalbe, er det, fordi hun har ramt ham.

»Hun har pisset mig af med samtlige af de ting, hun har skrevet om. Jeg kunne sige, at hun er naiv. Hun er uvidende. Det pisser mig af, at hun har så stor indflydelse på folks liv. Det har jeg ikke. Politikerne ødelægger mit liv på en måde, som de selv ikke fatter. De har jo ikke noget i klemme. Når det gælder indvandring og velfærd, regulerer de vores liv på det groveste, samtidig med at de sørger for alle mulige andre end os. Det pisser mig af.«

Undskyld

Og så er vi kommet til troldens bekendelser, altså mit alias Peter H. Larsens syndsforladelse.

Jeg vil gerne sige undskyld til alle de mennesker, jeg har svinet til.

For eksempel George W. Bush, som jeg på Daily Mails facebookside kaldte en ”fucking LØGNHALS”. Det stod der kun i få minutter, før det forsvandt.

Min eneste trøst er denne: Da det kom til stykket, var jeg ikke gjort af det stof, en god troll er lavet af. Andre kan med den største naturlighed være meget ondere end mig. Måske er de slet ikke trolls, men bare vrede mennesker, der via netdebatterne pludselig har fundet et talerør, der ikke fandtes før. Meget af det er idiotisk møgsprederi og slet ikke værd at bruge tid på.

Nogen vil sikkert betegne Allan Nielsens skriverier som udtryk for magtesløshed. Selv vil han mene, at han formulerer tingene, som de er. I stedet for at pakke det ind i en pædagog-sandwich af ros og forståelse.

Allan Nielsen. Foto: Jacob Nielsen