”Der er personer, jeg i princippet ikke føler, at jeg vil kunne interviewe, simpelthen fordi jeg er bekymret for, om jeg vil modtage had eller trusler på baggrund af det.”

”Der er emner/historier, jeg ikke byder ind på, fordi jeg ikke vil have mit navn associeret med det.”

”Jeg har et par gange valgt at droppe en historie eller vinkel (…), fordi jeg ikke har haft overskuddet til de potentielle konsekvenser. Selv om historien var aktuel, unik og vigtig at formidle.”

Hver fjerde har oplevet digital chikane eller negative henvendelser som konsekvens af deres arbejde, viser en ny undersøgelse fra Dansk Journalistforbund. Citaterne herover er nogle af de anonyme kommentarer i undersøgelsen, som cirka 600 medlemmer har svaret på.

Undersøgelsen tegner et billede af en branche, hvor digital chikane er hverdag for rigtig mange kolleger. Og selv om vi slår det hen eller joker med det, så sætter det sig. Og for mange påvirker det de professionelle valg, vi træffer.

Fire af ti, som har oplevet negative henvendelser det seneste år, oplever, at det påvirker beslutninger på jobbet. Hver sjette overvejer for eksempel, hvilke emner eller offentlige personer, de ikke vil arbejde med af frygt for reaktionerne.

Hver fjerde holder sig væk fra kommentarspor og sociale medier. Og knap en af ti, som har oplevet negative henvendelser eller chikane, overvejer helt at forlade branchen.

86 procent oplever de negative henvendelser som belastende i større eller mindre grad.

”Når jeg får personlige mails om, hvor dum jeg er, har jeg svært ved at sove om natten,” skriver en kollega i undersøgelsen.

Chikane er et arbejdsvilkår

”Cyberchikane er noget, der forekommer meget hyppigt på redaktionerne. Faktisk så hyppigt, at det ofte anses for at være et arbejdsvilkår,” siger Ingrid Østergaard, som har undersøgt fænomenet til sin specialeafhandling på RUC.

Hun har blandt andet fokuseret på, hvordan den digitale chikane påvirker journalistikken ved at interviewe anonyme medarbejdere på fire store danske medier.

En af konklusionerne er, at chikane – uanset om den er grov eller mild – risikerer at påvirke vores arbejde.

”Selv om journalisterne siger, at de prøver ikke at tage chikanen alvorligt, så kan den – bevidst eller ubevidst – påvirke en. Nogle fravælger ømtålelige emner eller modererer deres sprog for at beskytte sig selv. Det kan svække journalistikken,” siger Ingrid Østergaard.

Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, mener, det er en trussel mod demokratiet, hvis mediefolk undgår emner eller kilder af frygt for chikane.

”Digital chikane er først og fremmest ubehageligt at blive udsat for. Men over tid kan det betyde, at man udsætter sig for selvcensur. På den måde bliver det et demokratisk problem. Emner kan blive underdækket, og stemmer kan ikke blive hørt, fordi journalisten frygter chikanen,” siger Tine Johansen.

Dickpics og dødstrusler

Der er stor forskel på, hvad kollegerne oplever: Møgfald eller tilsvininger på mail, sms, opkald eller beskeder på sociale medier, også til det private telefonnummer eller den personlige Facebook-profil. Mange af henvendelserne er dybt personlige og kan for eksempel handle om ens udseende, stemme eller tøjstil.

I DJ’s undersøgelse er der et væld af eksempler. En studievært skriver, at hun tit får kommentarer om sit udseende. Hun har blandt andet fået at vide, at hun ”ligner en heks”, ”er for tynd og rynket” og ”burde få noget Botox”.

”Det følger ligesom med jobbet,” konstaterer hun.

Andre oplever at få voldelige eller seksuelle billeder per mail eller sms. To kvindelige kolleger skriver for eksempel, at de har modtaget uopfordrede dickpics.

Chikanen kan også blive mere voldsom. En blev hængt ud som pædofil i en video på Youtube, og to har oplevet, at vrede brugere tog direkte kontakt til nære familiemedlemmer.

”Det er grænseoverskridende, når vi som familie får direkte henvendelser, fordi det bliver meget personligt,” skriver en, hvis ægtefælle var det egentlige mål for chikanen.

”Sågar min afdøde mand er blevet brugt som våben,” skriver en anden.

En oplevede at få seks dødstrusler på radioens sms-nummer i en live-udsendelse. En anden oplevede forsøg på at hacke vedkommendes konti på nettet og blev ufrivilligt tilmeldt tjenester, så der blev sendt ”massevis af spam-mails” til mail-adressen. Andre har oplevet, at der blev bestilt pizza, taxa eller en stripper i deres navn og nummer og til deres adresse.

De planter en kim af tvivl

Linette Krøger Jespersen får som krim-journalist på Ekstra Bladet en del mails, som hun selv vil kalde ”chikane”.

”Det er ikke trusler, men de prøver at beklikke min journalistiske faglighed eller sviner mig til. Det handler tit om mit køn eller seksuelle præferencer,” siger hun.

Her er tre eksempler, hun har modtaget på sin arbejdsmail:

”Du virker som en der bliver liderlig af mordsager… er det rigtig?? Får du våde trusser af at skrive det lort ??”

”Du ligner en gammel luder, jeg engang mødte nede i Nyhavn.”

”Du er simpelthen bare… ingenting – Slet ingen ting. Linette, du er et nul.”

Linette Krøger Jespersen har efterhånden en klar fornemmelse af, hvilke emner der udløser negative reaktioner og personlige angreb.

Hvis Linette Krøger Jespersen skriver om kriminalitet uden at nævne gerningsmandens hudfarve eller etnicitet, kan hun næsten være sikker på at få had i mailboksen.

”Det planter da en kim af tvivl: Skulle jeg have skrevet gerningsmandens etnicitet? Selv om jeg godt ved, at det ikke var relevant i den historie.”

For nylig skrev hun om et trafikdrab, hvor navn og billede af den sigtede fremgik.

”Hvad fanden Linette – du plejer da aldrig at skrive en artikel, hvor det er en perker, der har lavet lort. Får du ikke våde trusser af de sorte mere?” lød det i mailboksen.

”Det er enormt grænseoverskridende. Det er alt sammen med til at gøre os usikre,” siger Linette Krøger Jespersen.

Kan det undgå at påvirke dit arbejde?

”Jeg tager det ikke så tungt at blive kaldt ”so” eller ”luder”. Men når de angriber journalistikken – for eksempel ved at så tvivl om, hvorvidt vi skulle have nævnt etniciteten – så kan jeg ikke undgå lige at tænke en ekstra gang over det. Og så har de jo vundet,” siger hun.

↑”Det er ikke trusler, men de prøver at beklikke min journalistiske faglighed eller sviner mig til. Det handler tit om mit køn eller seksuelle præferencer,” siger Linette Krøger Jespersen, som er krim-journalist på Ekstra Bladet. Foto: Thomas Nielsen.

Ifølge DJ’s undersøgelse er det især emner som politik, indvandring, ligestilling og køn, der udløser ubehagelige reaktioner. I fritekstsvarene nævner mange også klima og corona som emner, der tiltrækker skidtspanden.

Journalisten har været i kontakt med flere kolleger, som på grund af digital chikane har droppet bestemte stofområder eller forsøger at undgå dem. Men de frygter at udløse en ny bølge ved at stå frem.

Andre tilpasser deres arbejdsliv efter chikanen, for eksempel ved at slette SoMe-profiler, få hemmelig adresse eller ved at undgå at udgive historier, der kan friste chikanører, op til en weekend.

Vi tager ikke chikane alvorligt

Men selv om digital chikane er hverdag for mange mediefolk, så tager vi det ikke alvorligt nok. Måske netop derfor, forklarer Ingrid Østergaard, der taler om en ”supermandskultur”.

”Journalister har tendens til at bagatellisere cyberchikane. Man bliver typisk mere og mere tykhudet. Men den kultur er særligt hård for unge journalister, der ikke har vænnet sig til det. Det kan opleves meget voldsomt i starten. Og det er vigtigt, at man ikke står alene med det,” siger hun.

Ifølge DJ’s undersøgelse går de fleste, som oplever digital chikane, til kollegerne eller til nærmeste leder. Men 23 procent af dem, der har oplevet ubehagelige henvendelser, taler ikke med nogen om det.

Abelone Glahn er kommunikationsrådgiver og underviser. Hun holder blandt andet oplæg om, hvordan mediefolk og arbejdspladser kan håndtere digital chikane. Abelone Glahn forklarer, at hvis arbejdspladsen ikke håndterer chikanen, opfatter den enkelte medarbejder ofte forulempelser som et individuelt problem.

”Mange mediefolk slår det hen. Men det kan betyde, at krænkelserne, de grimme udtryk, lagres – og det slider. Hvis du ikke kommer af med det, tager du det ind,” siger hun.

”Det handler om arbejdsmiljø. Og det er arbejdspladsens ansvar at passe på dig. Hvis du bliver angrebet, så er det arbejdspladsen, der bliver angrebet.”

Abelone Glahn opfordrer til, at alle arbejdspladser får en strategi for at bekæmpe digital chikane, så medarbejderne ikke skal stå alene med det.

”Der er masser af journalistiske arbejdspladser, som ikke har nogen politik på dette område. De har regler for, hvis en journalist eller fotograf bliver overfaldet, men de har ingen regler for, hvis man udsættes for digital chikane. Det er psykisk vold,” siger hun.

Rammer især unge

Linette Krøger Jespersen fra Ekstra Bladet er især bekymret for de unge kolleger, som ikke er vant til den hårde tone.

”Jeg har efterhånden fået hår på brystet. Sådan er det bare. Men det irriterer mig, når vores praktikanter og unge kolleger får svinske mails. Jeg råder dem til at lukke ørerne eller gå videre til cheferne, hvis det er for grænseoverskridende,” siger hun.

Og de unge er hårdere ramt i DJ’s undersøgelse. Knap 40 procent har oplevet negative henvendelser og chikane – sammenlignet med 26 procent i gennemsnit.

De unge påvirkes også mere. 92 procent af dem, der har oplevet negative henvendelser, har følt dem belastende. Hver ottende af dem har overvejet at forlade branchen.

Abelone Glahn er også særligt bekymret for de unge.

”For nogle af dem, der oplever det for første gang, kan digital chikane føles meget voldsomt. De skal vide, hvad de kan gøre med det. Hvem gør hvad, hvem går jeg til?” siger Abelone Glahn.

DJ’s undersøgelse viser, at de fleste går til kolleger eller nærmeste leder med deres oplevelse. Mange går også til deres partner, venner eller familie. Men kun 1 procent går til tillidsmand eller arbejdsmiljørepræsentant.

”Det ville selvfølgelig være godt, hvis flere gik til deres tillidsmand eller arbejdsmiljørepræsentant. De står klar til at hjælpe. Men det er også godt at gå til nærmeste leder, som mange gør. Det vigtigste er, at man ikke står alene,” siger DJ-formand Tine Johansen.

Om undersøgelsen

Dansk Journalistforbund har spurgt et repræsentativt udsnit af medlemmerne (3.500). 609 medlemmer, svarende til 17 procent, har svaret.

5 GODE RÅD TIL DIG, DER OPLEVER DIGITAL CHIKANE:

1. Dokumentér alt. Tag screendumps, gem mails og beskeder.

2. Kontakt nærmeste leder og/eller tillids- eller arbejds-miljørepræsentant.

3. Sørg for, at ledelsen ved, hvad der foregår.

4. Find din egen grænse. Der er forskel på, hvordan vi påvirkes af ubehagelige henvendelser. Du afgør selv, hvad der er chikane.

5. Søg hjælp, hvis du har brug for det. Dansk Journalistforbund har rådgivere med speciale i digital chikane og trusler. Hvis der er tale om trusler, skal din arbejdsgiver politianmelde.

TIL ARBEJDSPLADSEN, NÅR EMNET KAN UDLØSE DIGITAL CHIKANE:

1. Sørg for at tale med medarbejderen om konsekvenser og risici. Hvad er det værste, der kan ske?

2. Faktatjek historien en ekstra gang.

3. Tag kontakt til medarbejderen efter publicering: ”Hvordan ser din mailboks ud?”

4. Overvej udgivelsestidspunktet. Kan I undgå at udgive lige før en weekend eller sent om aftenen, hvis emnet normalt giver reaktioner, så medarbejderens nattesøvn eller fritid ikke spoleres?

5. Sørg altid for aktive moderatorer i kommentarspor og på sociale medier.

Kilde: Abelone Glahn/Dansk Journalistforbund