Uroen ulmer i brystet, da Sarah Elizabeth Daley trykker ’udgiv’ og sender sit første indlæg som blogger for Jyllands-Posten ud til læserne den 30. maj 2017. 36 linjer under overskriften ’Om at være feminist’. Kort efter løber de første kommentarer ind – og hurtigt udvikler det sig til en storm af personlig tilsvining i en hadsk tone:

”Kvinder er fantastiske, men feminister, de burde skydes på torvet som de rabiate galninge, de er.”

Og næste indlæg:

”At hun bliver blogger for Jyllands-Posten, gør vist kun hendes liv endnu mere kompliceret. Men OK, let the games begin,” lyder varslet.

Derpå læser hun ikke videre.

”Jeg kan simpelthen ikke holde ud at læse med,” siger Sarah Elizabeth Daley. 

Det er Jyllands-Postens debat- og kronikredaktør Karina Oddershede Dahlgaard, der den 18. maj har kontaktet Sarah Elizabeth Daley og spurgt, om hun vil blogge om feminisme på Jyllands-Posten.dk. Hun har læst Sarah Elizabeth Daleys blog ’En feminists bekendelser’ og fremhæver – forklarer Sarah Elizabeth Daley – at hendes stemme vil klæde debatten på Jyllands-Posten.dk. [quote:0]

”Jeg blev helt vildt glad for interessen. Det var en god mulighed for at nå ud til læsere, jeg ellers ikke kommer i kontakt med. Men jeg var også nervøs, for Jyllands-Posten har ry for at have de værste kommentarspor,” forklarer Sarah Elizabeth Daley.

Men hun lader sig berolige af Karina Oddershede Dahlgaard, forklarer hun. En moderator vil nemlig holde øje med debatten og fjerne upassende indlæg.

Tonen er blevet hård

Institut for Menneskerettigheder udgav i februar 2017 en analyse af 3.000 kommentarer på DR Nyheder og TV2 Nyhedernes facebooksider, som viser, at 15 procent af indlæggene indeholder hadske kommentarer. Samtidig viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik fra sommeren 2016, at 50 procent af de adspurgte afholder sig fra at deltage i netdebat, fordi tonen er for hård, mens 77 procent mener, at medierne har et ansvar for at fremme en bedre tone.

Nathalie C. Larsen er retoriker og digital chef hos kommunikationsbureauet Lead Agency, hvor hun arbejder med strategi og community building på sociale medier. Ifølge Nathalie C. Larsen er mediernes onlinedebat ofte slet ikke en debat.

”Vi har etableret en kultur på nettet, hvor vi dyrker forargelse. Vi udbryder, men vi indgår ikke i en dialog. Vi mener, vi har mandat til at give egne holdninger til kende – ofte på en grov og grænsesøgende måde – men forholder os slet ikke til andres,” siger hun.

På Jyllands-Posten vedkender digital nyhedschef Niels Christian Bastholm, at klik, kommentarer og opmærksomhed på de sociale medier spiller en stor rolle for avisen. 

”Selvfølgelig betyder det noget. Jeg ville være en dårlig digital chef, hvis jeg sagde noget andet. Men i forhold til vores prioritering af, hvilke artikler vi skriver, eller hvilke bloggere vi vil have, tænker vi ikke i, hvad der vil give likes, men på den gode historie eller bloggeren med spændende perspektiver på samfundsdebatten,” siger han.

Også debat- og kronikredaktør på avisen Karina Oddershede Dahlgaard afviser, at hun tænkte i klik, da hun tog kontakt til Sarah Elizabeth Daley.

”Naturligvis er et medie afhængigt af, at nogle vil læse indholdet. Men vi hyrer ikke bloggere, fordi de skal være klikmagneter. Vi går op i at have mange forskellige holdninger og emner repræsenteret i vores blogunivers. Vi syntes, at vi manglede en stemme til at sætte gang i en bredere debat om ligestilling på Jyllands-Posten. Og der ville Sarah Elizabeth Daleys stemme passe godt ind. Hos Jyllands-Posten har vi ikke erfaring med, at der er mange klik i feminisme,” siger hun.

[quote:1]

En stor del af mediernes forretningsstrategi

Didde Elnif er lektor ved Journalistik på Syddansk Universitet og har forsket i debatkulturen i mediernes kommentarspor. Hun fastslår, at medierne på den ene side gerne vil have indhold, der inviterer læserne til at dele og klikke og lade uenighederne komme til udtryk, men de afsætter ikke tilsvarende ressourcer til at følge op på og moderere debattrådene. Og økonomi er ikke en god nok forklaring, mener hun:

“Når det er så stor en del af mediernes forretningsstrategi, er de også nødt til at forholde sig til, hvad jagten på reach og klik gør ved debatten. De kan ikke bare sige, at det er Facebooks problem, eller at folk opfører sig åndssvagt,” siger Didde Elnif.

Nathalie C. Larsen mener også, der skal være ressourcer til at rydde op i usaglige kommentarer “24 timer i døgnet”. Hvis mediet har et klart kodeks for debatten, er det ikke svært at håndhæve, understreger hun.

Selina Juul står bag organisationen Stop Spild af Mad. Når REMA1000 dropper mængdetilbud, eller familier laver aftensmad efter en kogebog om restemad, har Selina Juul haft en finger med i spillet. I perioden 2011 til 2017 har hun blogget for dagblade. Først to år for Jyllands-Posten, siden to år for Politiken og senest to år for Information. Bevægelsen Stop Spild af Mad har mere end 64.000 følgere på Facebook og næsten 1.300 på LinkedIn. Sammenlagt med Selina Juuls personlige følgere på sociale medier når skaren op på over 80.000.

Hver gang Selina Juul udgav et blogindlæg, blev avisens indhold altså delt med disse mange tusinde mennesker. Der er med andre ord god økonomi i Selina Juul. Regnestykket forklarer Nathalie C. Larsen sådan her: [quote:2]

”Vores opmærksomhed og adfærd på nettet er penge værd. I dag er de fleste mediers oplagstal faldende, og forretningsmodellen i højere grad bygget op om annoncering. Hvis jeg som annoncør ved, at et website har mange klik og brugere, vil jeg gerne lægge mine annoncekroner her. Jo mere trafik på websitet, jo højere kan mediet sætte prisen per klik per annonce”. 

Men efter seks år som blogger besluttede Selina Juul i 2017 at stoppe som blogger på den danske mediescene, selv om hun var glad for spaltepladsen.

”Jeg begyndte at tænke mere på, om mit indlæg ville udløse trusler, end på selve indholdet, og så gider jeg ikke mere. Det bliver for tandløst,” lyder det fra Selina Juul, som nu spreder budskabet om madspild gennem den amerikanske Huffington Post.

Beskyldninger om at stå i ledtog med Putin, kommentarer om, at hun ikke skal blande sig i danskernes liv, og trusler er baggrunden for hendes beslutning:

”Gunpowder complot against Jyllands-Posten+Selina wanted”, lød en kommentar fra en bruger på Jyllands-Posten.dk i hendes første år som blogger, 2011. Samme debattør fulgte Selina Juul, da hun to år senere skiftede til Politiken, hvor han offentliggjorde hendes privatadresse i kommentarfeltet. En anden skrev på Facebook: ”Please someone … skyd Selina Juul, har aldrig før hørt en, der var så irriterende at høre på.”

Angrebene satte spor:

”Jeg har brugt dage, nætter og hele ferier på at bekymre mig. Gennem min tid som blogger kontaktede jeg politiet flere gange på grund af trusler, men de vurderede, at det ikke var farligt nok til at gøre en sag ud af,” fortæller Selina Juul. 

Redaktørerne slettede hurtigt truslerne, men først da Selina Juul selv kontaktede redaktionen. Og ikke alt blev fjernet, forklarer Selina Juul, der foreslår enten at undlade kommentarsporet eller have faste moderatorer til at rydde ud i indlæggene.

Ingen anonyme profiler tilladt

Medierne tager forskellige initiativer for at styre debatten. Ansvaret for at moderere kommentarspor på Jyllands-Posten.dk ligger hos digital nyhedschef Niels Christian Bastholm. Han erkender, at avisen har en udfordring i at etablere en debatkultur med god tone.

”Jeg synes, at det er både ubehageligt og ærgerligt, hvis vores brugere og bloggere oplever at blive udsat for tilsvining og trusler. Vi gør allerede en masse for at skabe en god debatkultur ved at moderere og opfordre til konstruktive samtaler, men jeg kunne godt tænke mig, at vi blev endnu bedre,” siger han.

”Der skal altid være plads til uenighed i ytringsfrihedens navn. Men man skal gå efter bolden og ikke manden/kvinden og holde en sober tone, og så må man ikke skrive fra en anonym profil. Vi accepterer ikke brugere, der skriver kommentarer, som ikke tjener andet formål end at gøre mennesker utrygge og kede af det. Dem blokerer vi,” forklarer Niels Christian Bastholm. [quote:3]

Også Politiken kræver en brugerprofil. Overholder debattørerne ikke avisens retningslinjer for god debat, slettes kommentaren, eller der uddeles karantæne i mindst to uger. I grelle eksempler bliver afvisningen permanent.

”Vores gule og røde kort sidder meget løst. Vi fjerner hellere en kommentar for meget end en for lidt,” siger opinionsredaktør Mads Zacho Teglskov.

Omvendt oplever han en ”tendens til overfølsomhed; en særlig sensitivitet, som er opstået, efter at offentligheden er nået til den konsensus, at al digital debat er ondsindet og modbydelig. Det er en selvforstærkende dynamik”, siger han.

Gymnasielærer blev truet med tæsk

Ikke kun bloggere bliver kritiseret hårdt i debatten. Det gør menige debattører også. Gymnasielærer Mark Jønsson har længe deltaget i debatter på nettet. Særligt om ligestilling og retssikkerhed. Men det ændrede sig, da han for et par år siden deltog i en debat om selvtægt på Ekstra Bladet i et kommentarspor til en artikel. Artiklen handlede om, at en person kaldet A havde tæsket B med et baseballbat, efter at A’s kone havde anklaget B for at have forsøgt at voldtage hende. Sagen havde ikke været for en dommer, og i en retsstat er man, indtil andet er bevist, uskyldig, havde Mark Jønsson påpeget. [quote:4]

”Kort efter tikkede en meget skræmmende kommentar ind. En læser skrev, at han ville finde et baseballbat og komme og smadre mig, min kone og vores børn. Vi finder jer, skrev han,” forklarer Mark Jønsson.

Kommentaren sad i kroppen på ham i dagene efter:

”Jeg havde det fysisk dårligt. Jeg ved godt rationelt, at han ikke kunne finde mig, men jeg turde ikke at gå på Facebook i flere dage. Det var grænseoverskridende. Jeg var ægte bange,” forklarer han.

Og i vinteren 2017 trak han sig definitivt fra al netdebat.

”Jeg tør ikke længere stikke snuden frem. For man får tæv, også som mand.”

Han mener også, at medierne er alt for fraværende i de debatter, de selv sætter i gang: [quote:5]

”Jeg synes simpelthen ikke, at professionelle medier kan tillade sig ikke at tage ansvar for de scenarier, de selv er med til at skabe. Det er uforsvarligt,” siger han.
 
Lektor: domstolene skal på banen

Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor i kommunikation og journalistik på Roskilde Universitet, mener, at medierne kan gøre mere for at styre debatten end i dag.

”Medierne kan selv være med til at hæve debatten ved at opfordre til saglighed i stedet for at forsøge at vække forargelse for at høste klik og opmærksomhed,” siger han.

Han mener, at domstolene skal på banen, før mediebrugerne for alvor tager reglerne for saglig debat på nettet til sig.

”Det er klart, at man ikke kan tolerere injurier og dødstrusler. Folk skal lige forstå, at alt ikke er tilladt på nettet. Vi skal lade domstolene gøre det arbejde, der skal til,” siger han.  

Og så bør medierne holde igen med at falde for de alt for lette klik, advarer Didde Elnif. 

”Bare fordi det kan gå viralt, skal det ikke nødvendigvis gå viralt. For det udvander medieprodukterne,” vurderer Didde Elnif, som frygter, at den hårde tone på sigt kan skade mediernes omdømme, fordi stadig flere brugere kommer fra Facebook, og tonen derfor smitter af på, hvordan læserne opfatter medierne. [quote:6]

Nathalie C. Larsen fremhæver DR som et medie, der rapt og effektivt blander sig, når debatten kører ud på et sidespor. kke blot ved at blokke usaglige kommentatorer, men ved at gå i dialog med dem, spørge ind til deres argumenter eller smide en humoristisk kommentar og med et ”med venlig hilsen Lars” vise, at der faktisk findes et menneske bag kommentaren. Hun tror ikke på modellen, hvor kommentarspor slettes for at beskytte en debattør:

”Lukker vi samtalen helt ned, så har idioterne vundet,” mener hun.

Blogger føler ikke, Jyllands Posten overholder deres aftale

Hen på aftenen den 30. maj klikker Sarah Elizabeth Daley ind på Jyllands-Posten.dk og samler en håndfuld af de værste kommentarer i en række screendumps. Blandt andre:

”Hold nu k… feminister er vigtige for samfundet … Sarah hun er feminazist til det yderste … sidder på kontanthjælp og brokker sig over beskæringer, så hun ikke har råd til chips til sine børn … og alligevel står hun nede på den lokale bodega og hælder bajere i halsen … hun er så virkelighedsfjern.” [quote:7]

Herefter sender hun kommentarerne videre til Jyllands-Posten og beder om, at de bliver slettet, og at resten af kommentarsporet bliver renset for bidrag, der ikke holder sig til sagen, men alene er tilsvining og trusler. Jyllands-Posten vil gerne slette kommentarerne, hun har vedhæftet. Men der er ikke ressourcer til konstant overvågning af alle kommentarer, forklarer Sarah Elizabeth Daley.  

”Jeg bliver vred. Jeg føler ikke, at Jyllands-Posten lever op til den aftale, vi havde indgået om, at de ville moderere debatten. Mens de får klik og personlige dramaer ud af det, som de tjener penge på, og som er en del af deres forretning, skal jeg gå ind i en slåskamp og diskussion af nogle helt vilde påstande om min person. Det vil jeg ikke være med til,” siger Sarah Elizabeth Daley.

Hos Jyllands-Posten er Karina Oddershede Dahlgaard ikke enig i, at JP har brudt aftalen.  

”Vi har aldrig lovet nogen af vores bloggere, at vi ville læse hver eneste kommentar igennem, og at enhver upassende kommentar ville blive slettet med det samme. For det har vi slet ikke mulighed for. Vi modtager flere tusinde kommentarer dagligt,” siger hun.

Til gengæld erkender hun, at kommentarsporet til Sara Elizabeth Daleys blog blev ualmindeligt grimt. Simpelthen fordi Jyllands-Posten ikke var forberedt på, hvad blogindlægget satte i gang: 

”Debatsporet havde flere og hårdere kommentarer, end vi nogensinde har set. Derfor var tre personer i gang med at moderere det første døgn, og vi havde ekstraordinært to ekstra til at moderere den første aften. Men vi kan ikke garantere, at der ikke er noget, der har stået der i for lang tid, eller som vi har overset,” siger hun.

Efter bare en dag og et indlæg som blogger for Jyllands-Posten opsiger Sarah Elizabeth Daley samarbejdet. Det ærgrer Karina Oddershede Dahlgaard, som dog ikke føler, at JP kunne have handlet anderledes. 

”Jeg synes, det var ærgerligt. Vi havde spurgt hende, fordi vi gerne ville sætte mere fokus på køns- og ligestillingsdebatten. Men omvendt: Når der kom så mange og så grimme kommentarer, forstår jeg godt, at hun ikke synes, at det er omkostningerne værd.”  

Mener du, at I på JP har gjort alt, hvad I kunne?

”Ja, jeg mener, at vi har gjort alt, hvad vi kunne med det set up, vi har. Langt ud over, hvad vi normalt gør,” siger Karina Oddershede Dahlgaard.

Karina bliver ved

Det er ikke kun på de etablerede mediers platforme, der er hetz mod debattører og journalister. Også bloggere, der skriver på egne hjemmesider, bliver ramt. Og de står helt uden opbakning fra et medie.

Torsdag den 7. september klokken 22.22 poster bloggeren og freelancejournalisten Karina Muriel Mimoun en kritisk artikel om facebookgruppen Offensimentum. De næste seks døgn bliver hun udsat for konstant chikane og trusler af gruppens medlemmer, der vil have hende til at fjerne artiklen. Chikanen starter med personlige beskeder på Facebook og udvikler sig, da en af gruppens medlemmer poster hendes navn, adresse og telefonnummer på siden sammen med opfordringen ”Knep hendes liv”.

Hun bliver kaldt for luder og kran, får tilsendt et foto af en løkke og på gruppens facebookside skriver nogen: ”Håber sgu hende journalisten ender som Kim Wall”. Hendes blog ’Sweetchili.dk’ bliver udsat for angreb og lukker ned. Nogle bestiller takeaway fra hendes telefonnummer og melder hende ind i en swingerklub. Og en taxa bliver bestilt til at køre hende hen til en adresse, hvor en af lederne bag gruppen bor. [quote:8]

”Det var helt sindssygt. Det var, som om jeg befandt mig i en digital kampzone, og jeg anede ikke, hvor det næste angreb kom fra. Eller hvornår det ville flytte sig fra den digitale verden og ind i virkeligheden. Jeg er ikke it-kyndig. Jeg var slet ikke forberedt på den slags angreb og anede ikke, hvordan jeg skulle forsvare mig selv digitalt eller forholde mig til alt det her,” fortæller Karina Muriel Mimoun.

Klippede ledningen til dørtelefonen over

Offensimentum var en hemmelig facebookgruppe, der nu er blevet lukket af Facebook. Gruppen havde omkring 105.000 yngre medlemmer og er kendt for at hænge folk ud på nettet blandt andet gennem hævnporno og mobning. Karina Muriel Mimoun skrev en kritisk artikel, der blandt andet handlede om salg af snus i gruppen. Hun havde ingen anelse om, at det ville blive startskuddet til grov chikane og trusler fra medlemmer af gruppen, der kalder sig selv for en ”offenhær”.

Fredag nat ringede Karina Muriel Mimoun til politiet. De kunne ikke hjælpe, forklarer hun, men rådede hende til at kontakte en politistation næste dag og ellers slukke telefonen samt sætte dørtelefonen ud af funktion.

”Det aner jeg ikke, hvordan man gør, så jeg gik ned og klippede ledningen til dørtelefonen over. Man bliver jo lidt paranoid og bange. Når du ikke har prøvet sådan noget før, aner du heller ikke om, eller hvornår truslerne bliver til virkelighed. Jeg havde kilder i gruppen, der sendte de mange opslag om chikane og trusler på gruppens side videre til mig. Det her var ikke bare nogle teenagere, der truede mig i en tråd på Facebook. Det her var noget helt andet.”

Undervejs i sagen er Karina Muriel Mimoun i dialog med nogle af medlemmerne fra Offensimentum. Nogle af dem er helt unge drenge. Chikanen foregår på mange fronter og ved brug af avancerede teknologiske metoder. På et tidspunkt modtager hun for eksempel en sms fra et ukendt nummer:

’Du er i fare. Kontakt den nærmeste politistation’, står der. Det viser sig, at nummeret tilhører PET, men det er ikke dem, der har sendt beskeden. Hun hører også rygter om, at gruppen har kontakt til bandemedlemmer, der vil opsøge hende.

”Man bliver selvfølgelig lidt paranoid og følelsesmæssigt påvirket. Min krop var i alarmberedskab hele tiden, og det var virkelig ubehageligt. Jeg kunne heller ikke arbejde ret meget, for jeg brugte ekstremt meget tid på at håndtere hele situationen og følge med i, hvad der skete. På den måde har det også haft nogle økonomiske konsekvenser for mig.”

Derfor har Karina Muriel Mimoun også fuld forståelse for, at bloggere vælger at trække sig, når de bliver udsat for chikane. Hun har ikke selv planer om at lukke bloggen.

”Jeg har da overvejet at stoppe, for er det virkelig det værd? Men jeg har besluttet at fortsætte og arbejder på at gøre mig mindre sårbar på nettet. Jeg kunne godt tænke mig at skrive fra en redaktion, hvor man er mere beskyttet, men sådan er det ikke lige nu. Jeg kunne også skifte fokus fra uregelmæssigheder og svindel til mere ufarlige emner som mad eller beauty, men jeg ved ikke ret meget om den slags og har heller ikke lyst til at skrive om andet,” siger Karina Muriel Mimoun. [quote:9]

Lagde hele forløbet frit frem

I stedet for at bøje sig for presset og fjerne artiklen fra sin blog valgte Karina Muriel Mimoun at gøre det modsatte. Hun lagde alle trusler og al dokumentation for chikanen ud på Twitter og Facebook. I begyndelsen var det mest for at dele sin egen forbløffelse med andre, men åbenheden blev hurtigt til en strategi.

”Det var det eneste værn, jeg rigtigt havde. At lægge det hele ud, så alle kunne følge med i sagen. Drengene fra gruppen skrev selv i kommentarer på Facebook, at de havde gjort det samme over for andre journalister, og derfor var der kun en ting at gøre. Det er mit fag. Det kan ikke være rigtigt, at de kan true mig eller andre journalister til tavshed, men som freelancejournalist står man lidt alene og har ikke en redaktion bag sig. Derfor valgte jeg at lægge alt ud og bede om hjælp.”

Og hjælp fik hun. Opslagene blev flittigt delt af andre journalister, et par cyberaktivister hjalp med at bevare overblikket, hendes følgere fulgte sagen intenst, og Infomedia tilbød gratis presseovervågning af sagen. Gennem Dansk Journalistforbund har hun fået hjælp til at gennemgå alle digitale platforme med hensyn til sikkerhed. Mange medier tog historien op, og Facebook valgte at lukke gruppen. 
”Jeg har fået så meget støtte og opbakning alle steder fra. Det har været guld værd. Det er jeg meget taknemmelig og glad for. De sociale medier kan skabe mange ondskabsfulde fora, men det er også et helt fantastisk netværk.”

Mens sagen kørte, blev Karina Muriel Mimoun kimet ned af journalister, der gerne ville tale med hende. Hun sagde nej tak til de fleste.

”Jeg ville ikke sidde i ’Aftenshowet’ eller på forsiden af en avis med våde øjne og være et offer. Det er ikke den private historie, jeg vil fortælle. Jeg vil gerne fortælle, at den slags sker, og at alt for mange ikke aner, hvordan vi skal håndtere det. Vi står i en helt ny medievirkelighed, og hverken mediebranchen, politiet eller resten af samfundet er klædt på til at navigere i det,” siger bloggeren.

Journalister skal blive bedre til at sikre sig digitalt

Da hun anmeldte hackerangrebet via politiets hjemmeside, fik hun et svar om, at hun ville blive kontaktet inden for de næste 10 dage. Den besked er ikke særlig brugbar, når man står midt i et digitalt angreb, mener Karina Muriel Mimoun. [quote:10]

For hende har sagen været et wakeupcall med hensyn til digital sikkerhed. Hun mener at hele mediebranchen, Dansk Journalistforbund og samfundet i øvrigt står over for store udfordringer med at navigere i den nye digitale virkelighed. Det duer ikke med en flyer af papir eller en aftale om et møde om to dage. Digitale angreb er massive, og det hele foregår lige her og nu. Det bør hjælpen også gøre, mener Karina Muriel Mimoun.

”Der er behov for, at medlemmerne af Dansk Journalistforbund bliver bedre til at sikre sig digitalt. Det her kommer til at ske for mange andre end mig. Jeg tør ikke sige, hvad der ville ske, hvis chikanen var fortsat flere uger, men jeg håber ikke, jeg ville bukke under. Det ville være helt forkert, hvis en flok teenagere kan true mig og andre journalister til tavshed.”

Facebookgruppen Offensimentum er nu genopstået som en hjemmeside, og Karina Muriel Mimoun får stadig beskeder fra medlemmerne. 
 

Heidi Vesterberg har interviewet Karina Muriel Mimoun og er forfatter til denne sidste del af artiklen.