Debat: Internettets debatkultur er rædselsfuld

”Vi har brug for en bedre debatkultur på nettet. Og det kan vi kun få ved til en start at lukke for debatten og dernæst overveje, om vi vil investere kræfter i at moderere debatten eller ej,” mener journalist Stefan Vase

Når jeg ser, at Journalisten.dk har taget konsekvensen af en umoden og ansigtsløs debatkultur, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget vi har taget fejl af internettet.

Vi troede for år tilbage, at internettet ville binde os tættere sammen, at den demokratiske samtale ville blive styrket af internettet, som gav flere mulighed for at komme til orde – også dem, som medierne måske ikke ville give en stemme.

Men hvad er der sket?

Vi har nok i de seneste 20 år set en opblomstring af teknologi, der gjorde det muligt, at flere kunne selvpublicere deres tanker og meninger om stort og småt. I begyndelsen krævede det specialistviden om HTML, men senere kom forskellige færdigsyede weblog-systemer til, som gjorde det muligt for menigmand at komme til orde og for andre at komme med indspark.

Det hele serveret på et blåt sølvfad

Men med Facebooks insisterende sejrsridt ud over hele verden blev kimen sået til en ny form for debat. Nu skulle man ikke længere forbi sine yndlingsblogs for at følge med og for at kommentere. Det hele blev serveret på et blåt sølvfad. Værsgo. Bare tag for jer af de digitale meninger.

Facebook gjorde det uhyggeligt nemt at følge med i mange debatter på én gang og – ikke mindst – have en mening om alt. På Facebook kunne ens uforfalskede meninger høste både kommentarer og likes og sidenhen en palette af andre ”følelser”. På Facebook blev afvigende holdninger ”belønnet” med likes. Likes udløste dopamin, som motiverede til mere ekstreme holdninger, mere grænseoverskridende holdninger, som igen høstede flere interaktioner.

Således distribuerer internettet hver evig eneste dag myriader af bidske kommentarer og hadefulde beskeder. Det er blevet omkostningsfrit at gøre det. Du bliver faktisk belønnet for at være ekstrem med flere eksponeringer – takket være algoritmer, som tilsyneladende forveksler mange interaktioner med kvalitet.

Hvad der bedrøver mig er, at vi som mennesker åbenbart har mistet evnen til selvbeherskelse, selvkontrol, dannelse, så snart vi logger ind på vores foretrukne sociale medier og kommer med vores evig-og-altid korrekte holdning om alt og om alle.

”Frygten for at få internettets skraldespand i smasken kan også afholde andre fra at stille op i medierne, fordi de godt ved, at der står en hær af trolls klar til at jorde dem.”

Jeg fatter heller ikke, at danske nyhedsmedier, som benhårdt, og som oftest dygtigt, modererer debatter i deres trykte medier, lukker øjnene for, hvor afsporet den elektroniske debat bliver. Det sender et signal om, at det enkelte nyhedsmedie ikke opfatter den elektroniske debat som særlig vigtig, selv om denne rendestensdebat også foregår under mediets navn og logo. Det eneste, den bidrager med, er trafik og sidevisninger, hvilket i sidste ende luner med flere annonceindtægter. Og så vælger chefredaktøren måske at lukke øjnene.

Omkostningerne ved at stille sig frem er for store

Den yderste konsekvens er den, som vi oplever nu: At den digitale debat er blottet for kvalitet. De, der har noget at have det i, eller de, der blot evner at debattere dannet, klapper i. De gider ikke at bruge kræfter på at debattere med trolls, som mener, at du er et ”rødt kommunistsvin”, eller mener at kunne dokumentere, at Bill Gates har opfundet Covid19 for at kunne pushe en vaccine med mikrochips med overvågningsfunktionalitet ud over hele verden.

Frygten for at få internettets skraldespand i smasken kan også afholde andre fra at stille op i medierne, fordi de godt ved, at der står en hær af trolls klar til at jorde dem på grund af deres udtalelser, udseende, arbejde, politiske observans eller tro.

Man vælger kort sagt at klappe i, fordi omkostningerne ved at stille sig frem er for store.

Vi har brug for en bedre debatkultur på nettet. Og det kan vi kun få ved til en start at lukke for debatten og dernæst overveje, om vi vil investere kræfter i at moderere debatten eller ej.

Stefan Vase er journalist, redaktør i KLF, Kirke & Medier samt selvstændig

0 Kommentarer

Læs også

Debathetz – tre gav op, en bliver ved

11. OKTOBER 2017
Dømt for trusler på livet: ”I dag er folk så krænkede over ingenting” 1

Dømt for trusler på livet: ”I dag er folk så krænkede over ingenting”

04. JUNI 2020