”Når jeg en gang imellem rammer en sort periode, husker jeg mig selv på, at jeg var med, dengang det var rigtig sjovt.”

Steffen Jungersen slår en høj, hæs latter op. Man må jo prøve at finde noget positivt, når det hele bliver lidt for deprimerende, siger han. Han har været ramt af flere sygdomme og helbredsproblemer, end de fleste ville kunne holde styr på, og selv om han er i klar bedring, har det sat sine spor hos den i dag 60-årige rockanmelder.

De talrige par af cowboystøvler på skohylderne i lejligheden på Nørrebro kan han ikke længere gå i. Han har for ondt i benene. Og energien til at rejse fra koncert til koncert er efter både hjerneblødning, hjerteproblemer og depressioner heller ikke længere den samme.

Han betaler prisen for 25 år i overhalingsbanen.

”Der måtte jo komme en regning. Ikke at jeg har været junkie, men en hård livsstil er en del af den branche, jeg har været i i så mange år,” siger Steffen Jungersen.

Ikke ”den der VIP-type”

Han startede på B.T. i 1989 og blev der i lige knap et kvart århundrede.

Med tiden blev han en ikonisk rockanmelder, og det var de færreste rockkendere, der ikke havde hørt om Steffen Jungersen.

Men for seks år siden, i 2013, stoppede samarbejdet med B.T., og ifølge Steffen Jungersen kan bruddet forklares med, at han ikke længere kunne få den frihed, han havde været vant til.

Eller sagt på en anden måde: Vilkårene for musikanmeldere var med årene blevet dårligere, præcis som med mange andre fagjournalister, og til sidst passede ledelsens ønske om at fritstille Steffen Jungersen egentlig nogenlunde overens med rockanmelderens egne tanker.

”Jeg begyndte at få nok af alle de besparelser. Jeg har været med til flere sparerunder, end jeg har lyst til at tænke på,” siger han, men understreger, at han har stor respekt for mediet.

Bag ham spiller Rolling Stones fra en højtaler, og væggene i lejligheden er plastret til med plakater af rockbands, billeder fra festivaler og platinplader sendt med personlige hilsner fra Volbeat.

Guitarerne kan næsten ikke være der for hinanden, og et tilstødende rum er dedikeret til plader og cd’er, rom, whiskey og portvin. Steffen Jungersen har et par sorte solbriller siddende i panden, metalringe med dødningehoveder på fingrene og er iført både vest og T-shirt med bandet Motörhead. Han erkender, at han kan fremstå som lidt af en kliché.

”Men det gør ikke noget. Jeg er altid gået all in og har også altid stået blandt alle de andre fans til de koncerter, jeg har anmeldt. Jeg har aldrig været den der VIP-type, der har holdt sig på afstand,” siger han.

 

Anmeldernes magt på retur

Steffen Jungersen er det seneste år blevet presset på økonomien. Efter hans brud med B.T. blev han freelancer og startede sit eget rockunivers steffenjungersen.dk, hvor han fortsatte med at anmelde. I starten var der annoncer og dermed penge på kontoen, men sygdommene har gjort det svært, og i dag står det mere stille. Da Steffen Jungersen nu er i bedring, lægger han ikke skjul på, at han gerne vil have et fast job.

”Hvis der er nogen medier, der vil have kvalificeret rockjournalistik, ringer de bare,” siger han, efterfulgt af den genkendelige latter.

”Men uanset hvad ville det ikke være det samme mere, for hverken pressen eller musikbranchen har de samme penge længere. Begge brancher er blevet ramt af en gratiskultur: Folk har vænnet sig til hverken at betale for journalistik eller musik,” siger han.

”Der var jo ikke det, der ikke kunne lade sig gøre før i tiden. Tilbage i 90’erne og 00’erne var det rent slaraffenland, og jeg var rundt i hele verden uden at betale en krone. Rolling Stones, Metallica, alle de store.”

Rundt omkring i verden delte han ofte oplevelserne med musikanmelderne fra de andre store medier: Ekstra Bladet, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Det var ikke et særsyn, hvis otte danske musikanmeldere var samlet til en Rolling Stones-koncert, selvfølgelig med alt betalt af pladeselskaberne.

Men det var før, musikerne selv kunne promovere sig på egne kanaler, og før sociale medier har gjort det nemt for alle at lege anmeldere.

”Det siger jo sig selv, at anmeldere ikke længere har det samme at skulle have sagt som før i tiden,” siger Steffen Jungersen.

Musikerne hylder ham

Rockanmelderen har aldrig været i tvivl om, at han har været en anerkendt anmelder. Han har altid følt sig vellidt af både læserne og musikerne, og presseselskaberne var ofte interesserede i at invitere ham med på presseture.

”Af en eller anden grund har folk altid gerne villet høre, hvad jeg havde at sige. Måske fordi der er så få med min ballast,” siger han.

Men selv om Steffen Jungersen ikke har været i tvivl om sin status, blev han noget overrasket for knap en måned siden. Grundet hans skrantende helbred og dermed dalende indkomst har danske musikere arrangeret en hyldest- og støttekoncert for anmelderen.

”Der skal meget til at lukke kæften på mig, men den nyhed gjorde mig helt lamslået. Jeg blev tonsestolt,” siger han.

”Hvis de fucker up, får de det at vide”

Navne som Magtens Korridorer-forsangeren Johan Olsen, Mike Tramp, guitaristen Søren Andersen og Freddy And The Phantoms spiller koncert for at samle penge ind til Steffen Jungersen. Musikerne hylder musikanmelderen.

Onde tunger ville måske mene, det kunne være et tegn på, at du har været for god af dig i dit virke som musikannmelder?

”Det vil jeg vove at påstå, ikke er tilfældet. Musikeres respekt får man, hvis man er fair – og dermed også kritisk. Hvis de hyldede mig, fordi jeg har været entydigt positiv, ville jeg aldrig møde op.”

Steffen Jungersen fortæller, at man igennem så mange år i branchen selvsagt har lært en del musikere at kende. Især når man som ham har insisteret på at komme helt tæt på og ikke gemme sig i afsides presserum.

”Men jeg har altid sagt til dem, at hvis de fucker up, får de det at vide. Og det er der ingen, der har haft noget problem med,” siger han.

Steffen Jungersen fortæller, at koncertens økonomiske udbytte ikke er afgørende. Han skal nok klare sig, siger han og fortæller, at fremtiden både byder på både foredrag og hemmelige projekter.

”Det er dejligt, hvis koncerten giver nogle penge, men det er klart hyldesten, der er det vigtigste,” siger han.

Detaljerne for støttekoncerten har Steffen Jungersen ikke haft held til at vriste ud af arrangørerne, og han ved derfor ikke meget om, hvordan det skal foregå, når det den 4. september løber af stablen i Amager Bio. En ting ved han dog:

”Den dag må der være en anden, der anmelder.”