”Drop overskrifter og spørgsmål som: Er der racisme i Danmark?,” lyder det i et af Kristian Lindhardts gode råd. Foto: Andreas Møller. Collage: Journalisten
Det, der står tydeligst frem, er, at der er brug for omgående og gennemgribende uddannelse af journalister og redaktører inden for, hvad der efter min mening er dansk journalistiks største blinde vinkel: Racisme
Det er afgørende, at vi aktivt fremmer etnisk og socioøkonomisk diversitet og repræsentation på journalistuddannelserne, på redaktionerne og iblandt kilder.
Ansvarlig Presse og Center for Nyhedsforskning afdækkede fra 2011-2016, at etniske minoritetsdanskere udgjorde 12,3 procent af den danske befolkning, men kun 4 procent af kilderne i danske nyhedsmedier. Og endnu værre: Når etniske minoritetsdanskere endelig fik mikrofonen, blev de primært bedt om at udtale sig om kriminalitet, religion eller racisme.
Og siden er den ofte mangelfulde og stereotype dækning kun blevet værre. Flere dagsordensættende medier har over de seneste år i stigende grad medvirket til at validere og normalisere hadefulde, racistiske og ulovlige udtalelser i dansk politik og den offentlige debat.
I løbet af den seneste måned er jeg derfor gået i dialog med forskellige journalister og redaktører, der har bedrevet problematisk og i flere tilfælde direkte faktuel forkert og skadelig dækning den seneste måned. I den forbindelse er jeg blevet mødt med personlige angreb fra journalistkolleger, defensive redaktører, der har smækket røret på i vrede, og værst af alt: Larmende tavshed.
Det er tydeligvis et følsomt emne, siden så mange ikke tåler kritik af deres dækning. Men den lukkethed, berøringsangst og manglende villighed til selvindsigt og refleksion er vi nødt til at komme ud over.
Derfor har jeg lavet en løsningsorienteret liste med gode råd til, hvordan man som journalist forbedrer sin dækning af racisme og retter op på det fatale demokratiske samfundssvigt, dansk journalistik har begået på området de seneste mange år.
Jeg har samlet og skrevet listen med afsæt i min egen uddannelse, forskning og faglige erfaring på området i og uden for mediebranchen og på baggrund af en lang række samtaler med en bred skare af særligt afrodanske og andre minoritetsetniske journalister, eksperter og kilder, der enten har bidraget til, medvirket i eller fulgt med i den seneste måneds dækning, som alle ønsker at være anonyme.
1: Drop overskrifter og spørgsmål som: Er der racisme i Danmark? Ja, der er racisme i Danmark. Det er bredt dokumenteret og kan slet ikke debatteres. Overhovedet. Det svarer til at spørge: Er der voldtægt i Danmark?
2: Når du interviewer kilder, der fortæller om deres oplevelser, møder og erfaringer med racisme i Danmark, så forstå, at det kan være traumatiserende at genleve. Behandl kilder, der er udsat for racisme, på samme måde, som du ville behandle kilder, der er blevet udsat for psykisk og/eller fysisk vold. Det er ofte tilfældet.
3: Lad være med at bede dine kilder om at sammenligne niveauet af racisme i Danmark med andre lande. Det underkender problemet, afleder fra det og får det til at lyde, som om der findes et magisk niveau af racisme, der er acceptabelt: ”Hvis Danmark nu ’kun’ ligger på en 3er eller 4er ud af 10 på racismeskalaen, så behøver vi jo ikke at tage os af det.” Spørg dig selv, om du ville spørge et offer for voldtægt, om det overgreb, de er blevet udsat for, overhovedet kan sammenlignes med niveauet af vold mod kvinder i USA eller Saudi Arabien?
4: Lav din research grundigere, end du plejer med andre historier. Journalister i Danmark har ofte et stort hul i deres viden om racisme grundet manglende undervisning i det, deres egen baggrund, og fordi der er så lidt kvalificeret dækning at læne sig op ad. Så tjek dig selv, din baggrund, dit netværk, uddannelse og viden på området, og forsøg at lukke hullerne.
5: Udvid dit netværk og gør det mere diverst – både dit kildenetværk og dit private netværk. Opsøg mennesker, der ikke ligner dig selv. Journalisters arbejde er at fortælle om verden. Det bliver et meget lille hjørne af verden, hvis man kun fortæller om den fra den hvide, øvre middelklasses synspunkt. Og husk at vælge kilder, der er relevante for historien. Lad være med at ringe til de samme brune mennesker, der altid bliver brugt som eksperter i minoritetsdebatter. Hvis du skal lave en historie om sorte danskere, så brug en med afrikansk baggrund.
6: Kig rundt på din redaktion. Læg mærke til, hvordan den ser ud. Hvem den repræsenterer. Overvej, om det er nok at spørge dine kolleger til råds og bruge dem som kvalitetssikring, når du laver historier og produktioner om racisme, eller om du måske skulle hive fat i andre uden for din redaktion.
7: Anerkend, at racisme er et problem for alle i samfundet. Også for dig, hvis du er hvid. Intet samfund kan trives, hvis det ikke behandler alle ordentligt. Den moralske udhuling, som accepten af og ligegyldigheden over for racisme medfører, er skadende og farlig for alle.
8: Kald racisme ud, når du ser den. Også hos politikere. Når kilder – særligt magtfulde kilder – siger noget direkte hadefuldt, racistisk og modbeviseligt i indslag og historier om racisme, er det journalistens ansvar at gribe ind og rette vedkommende baseret på research og fakta i stedet for ukritisk at holde mikrofon og dermed viderebringe faktuelt forkerte og farlige udtalelser.
9: Forstå, at racisme er en samlet pakke, der består af fire niveauer: Systemisk, institutionel, interpersonel og individuel racisme. Alle fire niveauer er indgroet i vores samfund. Minoritetsetniske danskere oplever ofte flere eller alle fire niveauer samtidigt og gennemgående i hele deres liv.
10: Slet udtryk som ’omvendt racisme’ og ’racisme mod hvide’ fra dit ordforråd. Det findes ikke. Brug tid på at finde ud af, hvad der er forskelsbehandling eller mobning, og hvad der reelt er racisme. Racisme kan ikke adskilles fra magt. Racisme i Danmark er en langstrakt hvid-undertrykker-sort-og-brun-tradition, der kan spores helt tilbage til Danmark og Europas kolonisering af verden inkl. Danmarks slavegørelse af sorte og brune mennesker. Derfor er det ikke racisme, hvis en hvid person i Danmark i 2020 bliver kaldt en kartoffel, eller hvis sorte og brune mennesker går forrest i en demonstration mod racisme.
Kristian Lindhardt er journalist og dokumentarinstruktør
Debat: Er der en oprørt politiker til stede?">
Journalistuddannelser: Vi mangler studerende med anden etnisk baggrund">
24 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Således udgør andelen af ufaglærte og faglærte ca. 60% af den samlede befolkning mellem 25 og 69 år. Så hvis den befolkningsgruppe skulle optræde som kilder i medierne, i samme forholdsmæssige omfang som etniske minoriteter, burde de vel udgøre omkring 20%? Uden i øvrigt at have adgang til den egentlige statistik, vil jeg nu alligevel påstå det overhovedet ikke er tilfældet.
Derudover er andelen af ufaglærte og faglærte blandt de etniske minoriteter også relativt højt. Så jeg forstår ikke helt hvorfor man ser det nødvendigt, at gå over åen efter vand. Hvis man, groft sagt, fokuserede mere på bred socioøkonomisk mangfoldighed i medierne, i stedet for etnisk mangfoldighed, ville man også, alt andet lige, få en andel af kilder med etnisk minoritetsbaggrund i medierne, der repræsentativt afspejler deres andel i befolkningen generelt.
Og derfor kan jeg heller ikke se pointen i at introducere et racistisk motiv hos landets medier i denne diskussion. Er der virkeligt nogen der tror, at de danske medier, hvor målinger rutinemæssigt placerer journalisternes personlige politiske standpunkter til venstre for midten, fra- og tilvælger kilder på baggrund af racistiske motiver? Hvis man skal beskylde medierne for noget, er det elitisme. Og hvis man ønsker mangfoldighed som sådan, er det samme elitisme, man bør tage et opgør med.
Tak
Naderah Parwani
Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination.
Racisme handler om at forskelsbehandle på baggrund af en række kriterier.
At smide magtforhold ind er måske i nogens interesse, men det er en hjemmebrygget opfindelse -mracisme handler om altså om hudfarve, religion etc, og hvis en mørk person kalder en hvid person for grimme udtryk baseret på pigment, er det selvfølgelig racisme.
Hvis man anlægger en præmis om, at [indsæt problem] findes i Danmark uden noget udsyn, så bliver det ligegyldigt (1). Det gør Lindhardt. Mest banalt er, at konstatere at hvis der findes en racist og en voldtægtsmand i Danmark, jammen så er der racisme og voldtægter i Danmark. Og?! Der er også kommunister i Danmark, men vi er ikke et kommunistisk land.
Det er ikke journalistik, at antage kilden er skrøbelig og rapportere anekdotiske oplevelser ud fra en ideologisk præmis (2), det ER racisme på forhånd at behandle folk forskelligt ud fra deres etnicitet.
Lindhardt mener journalister skal ignorere proportioner og relevans i racisme dækning (3). I stedet skal journalister selv blive ”anti-racisme”-aktivister og aktivt fremme dagsordenen om racisme-problemer i Danmark (5,7,8,9).
Hvide (som de jo er) journalister, skal aktivt lede efter racisme indtil de finder den (4) og notere sig deres kollegaers hudfarve, selvom de i forvejen alle sammen stemmer på Radikale Venstre +/- (6). Det fremgår ikke af indlægget, men jeg føler mig overbevist om, at Lindhardt ikke skelner mellem en islam-kritik/immigrations kritik og racisme. Det første har vi i Danmark, det andet har vi ikke i noget meningsfyldt omfang.
Rådene om præmisser og vinkler i dette indlæg skaber i stedet racisme og fjendtlighed overfor andre befolkningsgrupper.
Karikeret, så skal de hvide lavt uddannede og lavtlønnede danskere, der bor i boligområder med mange ikke-vestlige, og derfor konfronteres dagligt med reelle problemer, læse disse problemer skyldes de selv er racister. Suppleret med ”rollemodel”-historier, så er det netop den slags missionerende aktivistisk journalistik, der skaber en modstand – ikke kun mod befolkningsgrupper, men også mod pressen og med god grund.
Mit råd er i stedet, at man tilstræber de samme principper, uanset hvilket emne man dækker og ikke som Lindhardt på forhånd beslutter sig for de budskaber man vil formidle. Bare fordi en historie indeholder folk med forskellig hudfarve, så betyder det ikke, der er et race-element.
Flere