”Drop overskrifter og spørgsmål som: Er der racisme i Danmark?,” lyder det i et af Kristian Lindhardts gode råd. Foto: Andreas Møller. Collage: Journalisten
Det, der står tydeligst frem, er, at der er brug for omgående og gennemgribende uddannelse af journalister og redaktører inden for, hvad der efter min mening er dansk journalistiks største blinde vinkel: Racisme
Det er afgørende, at vi aktivt fremmer etnisk og socioøkonomisk diversitet og repræsentation på journalistuddannelserne, på redaktionerne og iblandt kilder.
Ansvarlig Presse og Center for Nyhedsforskning afdækkede fra 2011-2016, at etniske minoritetsdanskere udgjorde 12,3 procent af den danske befolkning, men kun 4 procent af kilderne i danske nyhedsmedier. Og endnu værre: Når etniske minoritetsdanskere endelig fik mikrofonen, blev de primært bedt om at udtale sig om kriminalitet, religion eller racisme.
Og siden er den ofte mangelfulde og stereotype dækning kun blevet værre. Flere dagsordensættende medier har over de seneste år i stigende grad medvirket til at validere og normalisere hadefulde, racistiske og ulovlige udtalelser i dansk politik og den offentlige debat.
I løbet af den seneste måned er jeg derfor gået i dialog med forskellige journalister og redaktører, der har bedrevet problematisk og i flere tilfælde direkte faktuel forkert og skadelig dækning den seneste måned. I den forbindelse er jeg blevet mødt med personlige angreb fra journalistkolleger, defensive redaktører, der har smækket røret på i vrede, og værst af alt: Larmende tavshed.
Det er tydeligvis et følsomt emne, siden så mange ikke tåler kritik af deres dækning. Men den lukkethed, berøringsangst og manglende villighed til selvindsigt og refleksion er vi nødt til at komme ud over.
Derfor har jeg lavet en løsningsorienteret liste med gode råd til, hvordan man som journalist forbedrer sin dækning af racisme og retter op på det fatale demokratiske samfundssvigt, dansk journalistik har begået på området de seneste mange år.
Jeg har samlet og skrevet listen med afsæt i min egen uddannelse, forskning og faglige erfaring på området i og uden for mediebranchen og på baggrund af en lang række samtaler med en bred skare af særligt afrodanske og andre minoritetsetniske journalister, eksperter og kilder, der enten har bidraget til, medvirket i eller fulgt med i den seneste måneds dækning, som alle ønsker at være anonyme.
1: Drop overskrifter og spørgsmål som: Er der racisme i Danmark? Ja, der er racisme i Danmark. Det er bredt dokumenteret og kan slet ikke debatteres. Overhovedet. Det svarer til at spørge: Er der voldtægt i Danmark?
2: Når du interviewer kilder, der fortæller om deres oplevelser, møder og erfaringer med racisme i Danmark, så forstå, at det kan være traumatiserende at genleve. Behandl kilder, der er udsat for racisme, på samme måde, som du ville behandle kilder, der er blevet udsat for psykisk og/eller fysisk vold. Det er ofte tilfældet.
3: Lad være med at bede dine kilder om at sammenligne niveauet af racisme i Danmark med andre lande. Det underkender problemet, afleder fra det og får det til at lyde, som om der findes et magisk niveau af racisme, der er acceptabelt: ”Hvis Danmark nu ’kun’ ligger på en 3er eller 4er ud af 10 på racismeskalaen, så behøver vi jo ikke at tage os af det.” Spørg dig selv, om du ville spørge et offer for voldtægt, om det overgreb, de er blevet udsat for, overhovedet kan sammenlignes med niveauet af vold mod kvinder i USA eller Saudi Arabien?
4: Lav din research grundigere, end du plejer med andre historier. Journalister i Danmark har ofte et stort hul i deres viden om racisme grundet manglende undervisning i det, deres egen baggrund, og fordi der er så lidt kvalificeret dækning at læne sig op ad. Så tjek dig selv, din baggrund, dit netværk, uddannelse og viden på området, og forsøg at lukke hullerne.
5: Udvid dit netværk og gør det mere diverst – både dit kildenetværk og dit private netværk. Opsøg mennesker, der ikke ligner dig selv. Journalisters arbejde er at fortælle om verden. Det bliver et meget lille hjørne af verden, hvis man kun fortæller om den fra den hvide, øvre middelklasses synspunkt. Og husk at vælge kilder, der er relevante for historien. Lad være med at ringe til de samme brune mennesker, der altid bliver brugt som eksperter i minoritetsdebatter. Hvis du skal lave en historie om sorte danskere, så brug en med afrikansk baggrund.
6: Kig rundt på din redaktion. Læg mærke til, hvordan den ser ud. Hvem den repræsenterer. Overvej, om det er nok at spørge dine kolleger til råds og bruge dem som kvalitetssikring, når du laver historier og produktioner om racisme, eller om du måske skulle hive fat i andre uden for din redaktion.
7: Anerkend, at racisme er et problem for alle i samfundet. Også for dig, hvis du er hvid. Intet samfund kan trives, hvis det ikke behandler alle ordentligt. Den moralske udhuling, som accepten af og ligegyldigheden over for racisme medfører, er skadende og farlig for alle.
8: Kald racisme ud, når du ser den. Også hos politikere. Når kilder – særligt magtfulde kilder – siger noget direkte hadefuldt, racistisk og modbeviseligt i indslag og historier om racisme, er det journalistens ansvar at gribe ind og rette vedkommende baseret på research og fakta i stedet for ukritisk at holde mikrofon og dermed viderebringe faktuelt forkerte og farlige udtalelser.
9: Forstå, at racisme er en samlet pakke, der består af fire niveauer: Systemisk, institutionel, interpersonel og individuel racisme. Alle fire niveauer er indgroet i vores samfund. Minoritetsetniske danskere oplever ofte flere eller alle fire niveauer samtidigt og gennemgående i hele deres liv.
10: Slet udtryk som ’omvendt racisme’ og ’racisme mod hvide’ fra dit ordforråd. Det findes ikke. Brug tid på at finde ud af, hvad der er forskelsbehandling eller mobning, og hvad der reelt er racisme. Racisme kan ikke adskilles fra magt. Racisme i Danmark er en langstrakt hvid-undertrykker-sort-og-brun-tradition, der kan spores helt tilbage til Danmark og Europas kolonisering af verden inkl. Danmarks slavegørelse af sorte og brune mennesker. Derfor er det ikke racisme, hvis en hvid person i Danmark i 2020 bliver kaldt en kartoffel, eller hvis sorte og brune mennesker går forrest i en demonstration mod racisme.
Kristian Lindhardt er journalist og dokumentarinstruktør
Debat: Er der en oprørt politiker til stede?">
Journalistuddannelser: Vi mangler studerende med anden etnisk baggrund">
24 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg tilhører en generation, der blev opdraget i 'bedsteborgerens' moral og etik, idet jeg jeg blev undervist i geografi efter C. C. Christensen: 'Geografi' for Mellemskolen II Del, Gyldendalske Forlag. Til landets journalister (mikrofonholdere) anbefaler jeg at læse denne danske skole geografibog. Da vil I opdage, hvor grundfæstet racismen var og fortsat er i Danmark. Det var alm. forekommende med tegneserier, der viste den hvide missionær udføre guds og den hvide mands gode gerninger blandt 'negrene', der løb nøgne rundt som vilde barbarer i det mørke Afrika. Disse barbarer blev i tegneserierne fremstillet som menneskeædere, idet der sad en tilfangetaget hvis missionær i en stor, sort gryde sat over bål og med 'vilde halvnøgne negre' med spyd i deres hænder, dansende glubske omkring gryden på bålet.
En sådan dans om den sorte gryde indgik i vi børns danseleg til forskellige børnesammenkomster i sangen: 'Fare, fare krigsmand, døden skal du lide, den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde'
Ikke med et ord stod der skrevet i historie- geografibøgerne, at langt før den hvide kom til Afrika, var der en udviklet handel mellem Østafrika og Det fjerne Østen.
Først for meget få år siden kom det frem gennem en dansk journalist og filmmand, der var på besøg i de tidligere danske, vestindiske kolonier, at det ikke var den hvide mand, der sad over ilden i en sort gryde. Nej, det var de hvide danskeres slaver, der som straf kom i den sorte gryde med kogende vand.
Kolonitidens forfærdelige historie er blevet holdt langt nede under gulvbrædderne, men nu hvor den dukke frem overalt i verden med vrede mod den hvide mands uhyrlige gerninger siden opdagelsesrejserne, hvor er I så alle hvide journalister?
De mere end 15.000 flygtninge, der ligger på bunden af et europæisk hav, flygtet fra krige, tortur og sult. Eller de millioner af sultende mennesker i Afrika lige nu p.gr.a. klimaforværringerne, eller de 4 millioner mennesker i Bangladesh og Indien, der her og nu har mistet al deres ejendom p.gr.a. en endnu mere voldsom monsunregn. Hvor er jeres omtale af de millioner af klimaflygtninger, der nu dannes, men uden for den hvide mands kulturkreds, hvor vi bilder os ind, at det har ikke noget med vores verden at gøre, eller de kunne også bare lade være med at få så mange børn osv...... som god undskyldning for, at det er deres egen skyld.
I er tavse, I fortier kendsgerninger, I er fanget ind i det spind, ikke som edderkoppen har gjort, men I har været med til at skabe med jeres journalistik. I er det på det set at sammenligne med min generation, opvokset og næret ved velfærdssamfundet rigelighed af overflod, og nu hvor realiteterne afslører, at denne livsstil kan ikke fortsætter, så reageres der med fornærmethed, eller det har ikke noget med klimaet at gøre - men fortællingen er den ganske simple: Vi vil ikke opgive vores liv i overflod, så må vores efterkommere sejle deres egen sø i den verden, vi overlader dem.
Hvorfor er danske journalister med meget få undtagelse fraværende der, hvor det begynder at blive vanskeligt. Der er mere end rigeligt at tage fat på. I kunne eksempelvis afsætte tid til at se danske tv-udsendelser og sammenholde deres lødighed og kvalitet med vor klodes og menneskehedens tilstand lige nu. Hvad er det I og vi bruger vores kostbare tid på?
Jeg vil opfordre at kigge på gamma bias i journalistik. Det er vist hårdt tiltrængt - også i Danmark.
Gamma Bias: Cognitive Distortion in Thinking About Gender.
https://www.youtube.com/watch?v=LHYRYKCIDxk
Der er da en masse områder, hvor journalister ikke går i dybden - og tro på at de skulle kunne udvide deres kildenetværk mod de ikke etniske danskere er latterligt i betragtning at der er mange etnisk danske grupper de ikke kender, medmindre de selv stammer fra udkantsgrupper. Man hører f.eks. aldrig interview med etniske kioskejere om deres forhold og om hvorfor mange af dem er nødt til at snyde med moms for at få forretningen til at køre; Når man ser på eks. den aktuelle mordsag i Volsmose, så er det påfaldende hvor lidt pressen ved om klan og bandekriminalitet i området. Den mere talende grupper af indvandrene ønsker heller ikke at tale om det, de er helst fri og bagatelliserer det. De vil gerne tale om racisme fra 'dansk' side, ,men aldrig om racismen den anden vej. Måske skyldes det at det primært er de veluddannede indvandrere der føler sig racistisk behandlet. Måske mindre de almindelige indvandrere rundt omkring.
Flere