Medier ansætter sjældent journalister over 55 år: Jette er en undtagelse

Der bliver tænkt, så det knager hos Ekstra Bladets tillidsmand i den anden ende af røret.

”Hvornår vi sidst har ansat en, der har rundet 55? Det kan jeg sgu ikke huske. Vent lige, så spørger jeg her,” siger Per Mathiessen og retter spørgsmålet videre ud til sine kolleger i redaktionslokalet.

”Hvornår har vi sidst ansat en over 55? Kan I huske det?”

Efter lidt tid vender han tilbage:

”Vi skal nok 11-12 år tilbage, til da Jan Søgaard skiftede fra B.T., hvis vi skal finde den seneste fastansættelse. Hvis vi altså ser bort fra Qvortrup,” siger han med henvisning til den nu 58-årige chefredaktør, der blev ansat i foråret.

Hos TV 2 må tillidsrepræsentant Lennart Sten også gå i tænkeboks, da han får samme spørgsmål.

”Vi har jo lige ansat 25. Men om nogen af dem er 55 år eller mere … det tror jeg altså ikke. Det er jo lige så gammelt som mig,” griner han og lover at vende tilbage, når han lige har tjekket op.

Svaret kommer senere samme dag og lyder, at der i februar blev ansat en sportsjournalist på 62 år.

”Jeg kan ikke garantere, at han er den eneste. Men der er ikke lige andre, som står og blinker.”

Også Jyllands-Postens fællestillidsmand, Michael Stenvei, må grave dybt i hukommelsen, før han svarer.

”Mit bedste bud er, at det kun er sket en enkelt gang eller to inden for de seneste fem år.”

Michael Stenvei, fællestillidsmand, Jyllands-Posten

”Jeg har virkelig forsøgt at granske min hjerne,” begynder han, da han efter et døgns betænkningstid vender tilbage.

”Mit bedste bud er, at det kun er sket en enkelt gang eller to inden for de seneste fem år.”

Op ad bakke

Journalisten har spurgt mediechefer og tillidsfolk i flere af landets største mediehuse, hvornår de sidst har fastansat en journalist eller en anden menig redaktionel medarbejder, som har rundet 55 år.

Svarene afslører, at det mange steder kan blive op ad bakke, hvis du mister dit job i mediebranchen og gerne vil have et nyt, efter at du er fyldt 55 år. I hvert fald hvis du søger hos de klassiske mediehuse og ikke i forvejen er kendt og profileret eller kandidat til en topchefstilling.

Flere steder er det sket ingen eller kun en enkelt gang på fem år.

”Jeg tvivler på, at det er sket i nyere tid,” lyder svaret fra Ivar Carstensen, tillidsmand på Berlingske.

Hans chef, ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen, kan komme i tanke om en enkelt nyansættelse i aldersgruppen i perioden.

”Så det er dog sket. Men én er selvfølgelig heller ikke så mange,” indrømmer han.

Går efter digitalt indfødte

I dag er Berlingskes redaktion forholdsvis ung, og det hænger ifølge Tom Jensen sammen med de seneste 10-15 års digitale omstilling.

”Vi er gået fra deadline én gang i døgnet til en produktionsform, der er meget mere rullende og højintensiv. Det har krævet nye kompetencer til huset og har medvirket til en foryngelse,” siger han.

Samme forklaring lyder fra B.T.’s chefredaktør, Michael Dyrby. Bortset fra avisens tidligere politiske redaktør Henrik Qvortrup (der var han igen!) kan han ikke huske, at han i sin tid på B.T. overhovedet har ansat en på 55+. Heller ikke, da B.T. for nylig hyrede 32 journalister til nye digitale medier i landets fire største byer.

”Vi er ikke imod, men vi er en digital arbejdsplads.”

Michael Dyrby, chefredaktør, B.T.

”Vi er ikke imod, men vi er en digital arbejdsplads,” forklarer han på mail.

Over telefonen uddyber han, at B.T. er en ”mobile first-nyhedsmaskine” med højt tempo og store krav til de ansattes tekniske færdigheder.

”Vi er gået efter digitalt indfødte, fordi man hos os skal kunne levere til mobilen. Og kan folk over 55 ikke det? Tjo, det kan de sikkert godt lære. Men jeg tror, at man i den alder får vanskeligt ved at konkurrere med de unge på journalistiske breaking-stillinger, fordi tempoet er så rasende højt,” siger Michael Dyrby.

DJ lancerer seniorunivers

En frivillig arbejdsgruppe, som er udsprunget af DJ’s seniorpolitiske arbejde, har netop lanceret et seniorunivers på DJ’s nye såkaldte fra medlem-til-medlem-sider. Her kan du finde inspiration og vejledning til et godt arbejdsliv i den tredje alder.

Seniorpolitik har traditionelt mest handlet om, hvordan man afslutter sit arbejdsliv og går på pension. Men nu er der også fokus på, hvordan man indretter et rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked, så flere i længere tid kan forblive aktive på arbejdsmarkedet.

Ikke umuligt

Hos Dansk Journalistforbund og a-kassen AJKS findes der ikke tal eller undersøgelser, der dokumenterer, at jobansøgninger fra seniorer tit havner nederst i bunken hos arbejdsgiverne.

”Men det er jo indiskutabelt sværere at komme ind i en fast stilling igen efter en opsigelse, når man først har rundet 55 år,” siger Lasse Borgwardt Schmidt, der som karrierekonsulent blandt andet rådgiver medlemmer i forbindelse med fyringsrunder.

Søren Cronwald oplever det samme, når han som karrierevejleder i a-kassen hjælper ledige med jobsøgning.

”Gruppen af ledige seniorer er ikke større end andre grupper af ledige, men det tager tit længere tid for dem at komme i job. Så det er nok ikke helt forkert, når nogle føler sig aldersdiskrimineret,” siger han.

Begge karrierådgivere understreger dog, at det ikke er umuligt at få et fast job i sidste del af sit arbejdsliv.

”Jeg har faktisk lige haft to over 60, som er kommet i arbejde. Så jeg kan ikke være så sortseende, som mange er. Det handler meget om, hvordan man framer sig selv,” siger Lasse Borgwardt Schmidt fra DJ.

To nye jobs på ét år

Et af de sjældne eksempler på dagbladenes nyansættelser af 55+ er Jette Aaes. Efter 15 år som selvstændig med eget kommunikationsbureau fik hun tæt på sin 55-års fødselsdag hele to nye jobs – først på Herning Folkeblad i 2020 og året efter drømmejobbet som kulturjournalist på Jyllands-Postens Herning-redaktion.

”I ingen af tilfældene strejfede tanken mig, at min alder skulle være en barriere. Og til ingen af samtalerne var det et tema. Som i ikke engang overhovedet tæt på,” fortæller Jette Aaes.

”I ingen af tilfældene strejfede tanken mig, at min alder skulle være en barriere.”

Jette Aaes, journalist, Jyllands-Posten

Fordi hun slet ikke spekulerede på, om hendes alder mon ville stå i vejen for drømmejobbet, overvejede hun heller ikke at holde den hemmelig, da hun skrev sin ansøgning til Jyllands-Posten. Men da hun tastede sit personnummer ind i det system, som ansøgningen skulle oploades i, gibbede det alligevel lidt i hende.

<span class="rodt">Medier ansætter sjældent journalister over 55 år:</span> Jette er en undtagelse 2

”Der kan jeg huske, at jeg lige tænkte: Wow, vildt tal egentlig. Men hvis jeg havde følt, at jeg havde behov for at adressere min alder, så tror jeg faktisk slet ikke, at jeg havde søgt jobbet,” siger Jette Aaes.

Hun har også tidligere i sin karriere arbejdet på Jyllands-Posten og kan godt se, at de tekniske dele af jobbet i dag er anderledes end det, hun forlod for snart 20 år siden.

”Men håndværket er jo det samme – mit kildenetværk er bare 15 gange så stort som sidst. Og så har jeg det kæmpe privilegium, at jeg nu har voksne børn, så jeg skal ikke være hjemme for at køre nogen til fodboldtræning eller lave aftensmad til et bestemt tidspunkt,” fortæller Jette Aaes.

Hun vil ikke selv spekulere i, hvorfor hun blev valgt til jobbet. Men hun håber, det udelukkende skyldtes, at hun var den bedste kandidat.

”Jeg ville være ked af at blive ansat, fordi jeg skulle opfylde krav om x antal over 55. Det ville tage luften ud af ballonen for mig. Jeg er stadig nysgerrig som ind i pokker og båret af glæde og kærlighed til faget,” siger Jette Aaes.

Mangfoldighed gælder også alder

Hun er den ene af to over 55, som Jyllands-Postens tillidsmand kan komme i tanke om er blevet ansat i en fast stilling inden for de seneste fem år. De 18, der for nylig blev ansat til mediehusets fire nye digitale lokalmedier, var også yngre.

Det samme gælder de 26 journalister, som Jysk Fynske Medier det seneste halve år har ansat i deres lokalmedieoprustning. Heller ikke her er nogen menig medarbejder over 55 år blevet fastansat.

Jysk Fynske Medier oplyser dog, at de over de seneste fem år i alt har fastansat 12 journalister på 55+ på et af koncernens medier, der tæller 15 dagblade, 63 ugeaviser og flere radiostationer og nyhedssites. Senest i februar.

På Politiken oplyser chefredaktør Anne Mette Svane, at avisen tilbage i 2018 både ansatte den dengang 56-årige Elisabeth Svane som avisens korrespondent i Bruxelles, og den nu 70-årige tidligere Børsen-chefredaktør Leif Beck Fallesen som erhvervskommentator. Dertil kommer en korrekturlæser på 70 år.

Ifølge avisens tillidsrepræsentant Pernille Mac Dalland er ingen af de to sidstnævnte dog fastansatte på fuld tid.

”Når man taler mangfoldighed og ligestilling, burde man også brede det ud til alder.”

Pernille Mac Dalland, tillidsrepræsentant, Politiken

”Og min egen research har ikke fundet frem til andre, så det er jo ikke noget, vi gør tit,” siger hun.

”Men jeg synes da, det er bemærkelsesværdigt, at de, der kommer ind, alle sammen er yngre. Når man taler mangfoldighed og ligestilling, burde man også brede det ud til alder.”

Dyrk din spidskompetence

Så hvor går man egentlig hen og får nyt job i mediebranchen, når man har rundet de 55 år?

Ifølge karriererådgivere i DJ og AJKS er mulighederne flere, hvis man som journalist også søger kommunikationsstillinger. Men også her kan der være langt imellem 55+-ansættelserne.

I Aarhus Kommune, der har mange kommunikations- og pressefolk ansat, oplyser kommunikationschefen, at der de seneste fem år kun er fastansat en enkelt, som har rundet de 55 år. I Københavns Kommune er tallet fire – den seneste blev ansat for to og et halvt år siden.

Søren Cronwald fra a-kassen ærgrer sig over, at arbejdsgiverne er så tilbageholdende med at ansætte modne medarbejdere. Men han ser også, at nogle seniorer i deres jobsøgning glemmer at tydeliggøre de mange fordele, der kan være ved at ansætte dem.

”Det er blevet en selvfølge for dem at have en plads på arbejdsmarkedet, og derfor er de ikke altid så skarpe til at profilere sig selv og byde sig til,” siger han.

Fra B.T.’s chefredaktør, Michael Dyrby, lyder rådet til de jobsøgende på 55+ da også, at de skal specialisere sig.

”I stedet for at gå i krig om de stillinger, der er flest af, skal de nok dyrke en spidskompetence. Dem, vi har, der er oppe i den alder, har alle sammen sådan en,” siger han.

Og lad os så slutte af med denne opløftende melding fra Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen:

”Alder er ikke nogen diskvalifikation, og jeg tror, at vi de kommende år vil gå mere efter folk, der har stor erfaring og viden inden for et stofområde, og som samtidig er i stand til at formidle den viden digitalt. På medietyper som Berlingske vil det nok være bevægelsen nu,” siger han.

DR Nyheders underdirektør, Anders Kern Boye, har afvist at svare på Journalistens spørgsmål. Hos TV 2 oplyser nyhedschef Jacob Kwon, at alder ved ansættelsestidspunktet slet ikke er noget, de registrerer, og på Ekstra Bladet oplyser avisens chef for administration og jura, at deres seneste +55-fastansættelse var en korrekturlæser i 2015.

 

Her er de antagelser, du kæmper mod som senior – og sådan kan du afmontere dem

Seniorer er mindre fleksible, de er styret af egne rutiner
Seniorer er fri af børn mm. og styrer selv deres tid

 

Seniorer tænker ”langsommere”
Seniorer har erfaring og indsigter, der sikrer perspektiv, og at man ikke vælger den forkerte ”hurtige løsning”

 

Seniorer er ikke digitale og mindre omstillingsparate
Seniorsegmentet har gennem et langt arbejdsliv været nødsaget til hele tiden at omstille sig og tillære sig nye digitale værktøjer. Med andre ord har de meget mere erfaring med forandringer.

 

Seniorer skal have for høje lønninger
Ikke nødvendigvis – flere faste omkostninger falder, når børnene er væk, og mindre ansvar kan være attraktivt for nogle seniorer

 

Seniorer er en ”trussel” for unge ledere
Ikke alle seniorer er interesseret i ledelsesansvar. Og måske viden og erfaring kan modtages som en gave fremfor en trussel?

 

Seniorer passer dårligere ind i arbejdspladskulturen
Diversitet er en gevinst for alle arbejdspladser. Det giver f.eks. god mening, at nogle kan møde tidligt, hvis andre er sent ude

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right