Hvad drømte du om som barn?

”At blive dykker eller statsminister. Så blev jeg lidt ældre og drømte om læge eller advokat. Og så kom jeg i gymnasiet og begyndte at drikke alkohol, gik helt ned med flaget og endte med at droppe ud. Jeg gik fra at være, ja, en 12-talspige til at være flipper, jeg kunne slet ikke finde ud af mig selv.”

Fik du så aldrig en gymnasieuddannelse?

”Nej. I stedet tog jeg til London, hvor jeg arbejdede som bartender i nogle år, og det var derovre, jeg stiftede bekendtskab med reklamebranchen. Siden jeg var helt lille, har jeg altid haft gang i mange kreative projekter. Jeg var sådan et nørdet barn, der legede meget med mig selv og skabte en masse ting – så jeg tænkte: ’Det er det, jeg skal.’ Da jeg kom hjem, begyndte jeg på skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev, hvor jeg specialiserede mig i kommunikation og grafisk design. Jeg havde hørt godt om den, og det var en fordel, at man kunne komme ind uden at have studentereksamen. Der havde jeg tre fantastiske år.”

Begge dine forældre er journalister, overvejede du journalisthøjskolen?

”Faktisk er min kæreste også journalist – det er helt forfærdeligt, jeg er omgivet af dem. Men min mor har altid advaret mig mod at gå den vej. Hun sagde altid, at hvis hun kunne gøre det om, ville hun vælge noget andet, og det blev jeg nok lidt skræmt væk af. Men det var også lidt tilfældigt det hele, at jeg lige endte i London og Haderslev.”

Hvordan kom du så ind i reklamebranchen?

”Jeg har altid været meget inspireret af koncepter og budskaber. Så jeg kom i praktik på et reklamebureau, og da jeg var færdig på skolen, blev jeg freelancer og fik en masse opgaver, indtil jeg blev ansat som AD’er på et lille bureau med nogle enormt dygtige mennesker. Der arbejdede jeg i to år og lavede reklamer for bl.a. Carlsberg og Ikea. Men jeg kunne også mærke, at branchen ikke var helt, som jeg havde håbet, da jeg blev færdiguddannet.”

Hvad havde du håbet, den ville være?

”Jeg havde nok troet, at jeg skulle ind i en meget kreativ branche, hvor man kunne lave en masse nyskabende, hvis man ville. Men jeg oplevede, at de fleste tænkte meget gammeldags og var bange for kunderne – hvilket jo er naturligt, for det er dem, der giver pengene. Jeg savnede også, at der var et mod til at tale om etik og ligestilling – og generelt, at branchen tog lidt mere stilling til det omkringliggende samfund. Til sidst hang det mig ud af halsen.”

Hvad gjorde du så?

”Efter at jeg stoppede på bureauet, tænkte jeg: ’Nu skal jeg lave noget, der giver mere mening.’ Så jeg søgte mod kommunikationsbranchen, hvor jeg begyndte at arbejde freelance, men hvor det viste sig at være meget svært for sådan en som mig at få job.”

Hvorfor?

”Jeg har erfaret, at det for eksempel har været svært for folk i ngo’er, men også andre virksomheder, at forstå min baggrund – de er mere tilbøjelige til at ansætte folk fra journalisthøjskolen, eller som har en akademisk uddannelse. Det kan være svært at forstå, hvad vi har lavet, når man ikke kender branchen, men det er en skam, for jeg tror, det kunne være sundt med flere folk med forskellige baggrunde. Det tror jeg i det hele taget, at mediebranchen skal være mere åben over for.”

Men du fik så alligevel et job i Hjerteforeningen?

”Ja, i 2019 så jeg et opslag fra Hjerteforeningen, som lød præcis som min profil. De søgte en kommunikationsansvarlig til en ny underorganisation, der hed ’PS I Love You’, hvor jeg skulle opbygge deres nye identitet og samtidig stå for SoMe-strategi og forfatte al tekst. Det lød helt fantastisk, men det viste sig at være ret anderledes.”

Hvordan?

”Egentlig var jeg ret sen til at forstå, hvad der foregik – jeg ville jo gerne gøre mit bedste, og det var jo Hjerteforeningen, der havde startet det, så jeg gik ud fra, at alt var blåstemplet af dem. Det er trods alt Danmarks næststørste patientforening. Jeg var hyret ind til at lave den her ungdomsafdeling, der ligesom skulle ryste Hjerteforeningens lidt støvede image af sig. Vi skulle tale en masse om forebyggelse, der kunne være kost og motion, men også psykisk helbred, og det tænkte jeg var rigtigt godt. Men jo mere jeg læste af vores baggrundsmateriale og kildelister, jo mere forvirret blev jeg. Jeg er jo ikke sundhedsfagligt uddannet, men jeg kunne trods alt google, og så blev jeg ret bekymret.”

Hvad var det for eksempel for noget materiale?

”Det var for eksempel en biolog, der hed Bruce Lipton, som mente, at man kunne kurere sig selv ved tankens kraft: Det lød lidt for crazy, syntes jeg, så jeg gik til min chef og spurgte, om det ikke var lidt for alternativt.
Det afviste han, og siden fandt jeg ud af, at det var hans egen personlige holdning. Det endte i en træls konflikt, hvor både min kollega og jeg blev fyret. Jeg gik til Hjerteforeningens ledelse og fortalte om de store problemer, jeg oplevede med fagligheden i projektet. Jeg kunne for eksempel ikke finde dokumentation for, at unge mennesker skulle være mere interesseret i alternativ medicin end alle andre, selv om vi skrev det. Det kom til at minde om sådan noget konsulentbullshit, og det var meget langt fra det meningsfulde job, jeg gerne ville have haft.”

Hvor er projektet i dag?

”Det er lukket (slut-august, red.), har jeg kunnet læse, men jeg hørte aldrig fra Hjerteforeningen, efter at vi gik til HR og ledelsen.”

Så hvor står du nu?

”Nu freelancer jeg igen. Jeg tænker på at søge nogle kommunikationsjobs, men i virkeligheden er jeg også begyndt at overveje, om jeg skal lave noget helt andet. Fordi oplevelsen fra Hjerteforeningen var så dårlig. Men jeg har det også sådan, at man ikke bare kan give op på branchen på grund
af en dårlig oplevelse. Man er nødt til at være en del af den for at ændre den.”

Hjerteforeningen har ikke ønsket at kommentere denne artikel.