search

Daniel Hjorth

i

Lucia Odoom: ”Man bliver nødt til at finde ud af, hvad ens eget oprør er”

Lucia Odoom er i oprør. Mod sin arbejdsplads, den manglende diversitet i mediebranchen og mod racismen. For at forstå hendes mission går vi tilbage til de excentriske dage i Radiohuset, hun oplevede som barn

Lucia Odooms første møde med journalistikkens verden var larmende, kaotisk og fyldt med skæve eksistenser. Hun tilbragte nemlig en stor del af sin barndom i de røgfyldte kontorer i Radiohuset på Rosenørns Allé, hvor hendes mormor arbejdede.

I dag er hun 33 år, kulturskribent, podcastvært, tv- og musikanmelder på Politiken. Men hun er nok især kendt for at ruske op i mediebranchens konformitet og mangel på diversitet. Nutidens medieverden er nemlig ikke så livlig, som hun husker den fra barndommens DR. Mediefolk i dag er lidt for ens og tænker for ens.

Lucia Odoom er det eneste sorte bylinefoto på Politiken og det sorte får i produktivitetsmaskineriet. Ufaglært og ustruktureret.

<span class="rodt">Lucia Odoom:</span> ”Man bliver nødt til at finde ud af, hvad ens eget oprør er” 2

Lucia Odoom var vært på podcasten Politikens Poptillæg, der udkom ugentligt og dyrkede popkulturelle trendenser. Daniel Hjorth

Hun droppede ud af biblioteksskolen som 20-årig og senere ud af journalisthøjskolen. Som 25-årig blev hun fyret fra DR efter seks år, da hendes ”bløde albuer” ikke kunne klare ræset fra nedskæringerne. Hun kan ikke finde ud af at tænke i femårs­planer og finder ro i larm, kaos og uvished.

Men det er netop den uperfekte måde at være i verden på, der gør Lucia Odoom til en original stemme, mener Mette Davidsen-Nielsen, der er kulturredaktør på Politiken.

”Lucia kan noget særligt. Hendes stemme har autoritet.”

Og det er især blandt de unge, at Lucia Odoom har en markant stemme. Politikens podcast Poptillæg, hvor Lucia Odoom var vært, har været rigtig populær hos en ”ellers notorisk vanskelig målgruppe for de gamle medier”, siger Mette Davidsen-Nielsen.

”Hun er en original symbolanalytiker og en fortolker af tiden. Det er en kæmpeflot position at have.”

Mette Davidsen-Nielsen

Lucia Odoom har en særlig evne, når det kommer til at spotte små tendenser i samfundet, som hun derefter folder ud til en interessant analyse, forklarer Mette Davidsen-Nielsen.

”På den måde er hun en original symbolanalytiker og en fortolker af tiden. Det er en kæmpeflot position at have,” siger hun.

Protester mod egen arbejdsplads

Hen over sommeren har Lucia Odoom brugt sin stemme og platform til at råbe mediebranchen op for dens manglende evne til at inkludere flere minoritetsetniske danskere i spalterne og på redaktionerne. Hun har afholdt en fysisk protest inde på JP/Politikens Hus, hvor hun sammen med 20 andre afro-danskere erobrede hovedtrappen, der leder op til alle redaktionerne i huset.

Protesten blev omtalt i flere danske medier og resulterede i en tilståelse fra øverste led:

”Jeg forstår godt, at @Odoom protesterer. Og er taknemlig for, at hun har modet og viljen til at råbe op. Vores ringe diversitet er en ren tilståelsessag. Heldigvis har Lucia sagt ja til at bidrage med forslag til, hvordan vi får gjort noget ved problemet,” skrev CEO for JP/Politikens Hus Stig Ørskov i et tweet.

Nedlagde populært program on air

Politikens Poptillæg omdøbte hun til ’Politikens Protesttillæg’ efter drabet på George Floyd som en slags hyldest til Black Lives Matter-bevægelsen, som hun ikke synes fik nok opmærksomhed på redaktionen.

”Jeg kunne gå ud på gaden, hvor der var larm, men inde på redaktionen var der fuldstændigt stille. Folk var ikke ved at falde over hinanden for at finde ud af, hvordan man kan lave journalistik om det her,” siger hun.

<span class="rodt">Lucia Odoom:</span> ”Man bliver nødt til at finde ud af, hvad ens eget oprør er” 5

Podcastafsnittet om Black Lives Matter-bevægelsen, ghettoer og litteraturanbefalinger om racisme blev downloadet af i alt 85.000 lyttere. Daniel Hjorth

Lucia Odoom kunne ikke forstå, hvorfor kollegerne ikke var oprørte over det, der skete derude.

”Det var som at være i en lydisoleret celle, hvor alle kanterne var bløde. Og udenfor så slog man sig.”

Lucia Odoom gik ind på sin redaktion og sagde, at hun ville lave noget om protesterne, og at det skulle være en serie hen over sommeren. Hun lavede fem afsnit om Black Lives Matter-bevægelsen, ghettoer og litteraturanbefalinger om racisme. Emma Holten og Aydin Soei var blandt gæsterne i serien, der blev enormt godt modtaget og downloadet af i alt 85.000 lyttere.

Derfor kom det også som en stor overraskelse for Mette Davidsen-Nielsen, da Lucia Odoom i sidste afsnit af Protesttillægget i juli valgte at nedlægge hele Poptillægget on air.

”Jeg var på sommerferie og sad og lyttede med og fik cortadoen galt i halsen, da jeg hørte det. Ingen vidste, hun ville gøre det.”

Hendes første tanke var: ”Fuck, Lucia. Det kunne vi måske have snakket om. ”

Poptillægget var nemlig en stor succes.

Men så indså hun, at det gav mening.

”Tiden er til noget andet.”

Vi mødes i Paris

”Jeg bliver 10 min forsinket as always,” skriver Lucia Odoom få minutter inden vores aftale.

”Hvis du kan, så tag et bord nede ved vinduet ud til gården, hvor der er strømstik.”

Caféen Les Voyageurs i indre by, hvor vi har aftalt at mødes, er et lille stykke Paris med terrazzogulve, gamle malerier og glødepærer hængende fra loftet. Vi skifter bord to gange, før Lucia Odoom er tilfreds. Vi skal tættere på vinduet ud til gården.

”Jeg elsker det her sted. Det er mit sted,” siger hun og tager en bid af sin croissant.

<span class="rodt">Lucia Odoom:</span> ”Man bliver nødt til at finde ud af, hvad ens eget oprør er” 6

Lucia Odooms mormor arbejde som økonomidame i Danmarks Radio, og derfor kom hun til tider på besøg i det store mediehus. Hun kan endnu huske, de gamle sure udenrigsjournalister, som røg rigtig mange cigaretter. Foto: Daniel Hjorth

Normalt har Lucia Odoom svært ved at koncentrere sig. Men herinde på caféen får hun rigtig meget ud af at blive forstyrret, fortæller hun.

”Menneskene her har valgt at komme her. Det er ikke et sted, man kommer tilfældigt. Derfor er de også sjove at kigge på. Der kommer skuespillere, operasangere og folk, der ikke har noget at lave. Det er lidt som at være i Paris uden at være det.”

DR og Ungdomshuset

Som toårig flyttede Lucia Odoom ind hos sine bedsteforældre, da hendes egne forældre ikke længere kunne tage sig af hende.

Inge Odoom, den hvide kvinde, som Lucias morfar giftede sig med i 60’erne, arbejdede i Danmarks Radio som økonomidame i over 50 år.

Det var i Radiohusets kantine, hun mødte sin ghanesiske mand første gang, som på det tidspunkt allerede havde en datter, Lucia Odooms mor.

”Min mormor var super populær i DR, fordi hun var large over for freelancere,” fortæller Lucia Odoom.

I DR mødte den unge Lucia Odoom både digtere som Vagn Steen og gamle sure udenrigsjournalister, som røg rigtig mange cigaretter inde på deres kontorer.

”Der var meget larm. Der var højt til loftet. Det var 90’erne,” siger Lucia Odoom.

De excentrikere, Lucia Odoom mødte i DR, var ikke flittige journalister, men nogen, der virkelig hustlede og levede bombastiske liv, fortæller hun.

”Jeg troede, det var sådan, man var voksen og journalist. At man bralrede ind i rummet.”

”Jeg har aldrig været super målrettet omkring det at være journalist. Men jeg blev trukket til DR af at være med min mormor på arbejde og have røg i håret bagefter.”

Lucia Odoom

Radiohuset blev hendes første møde med journalistikken. Det var en verden, hun kunne lide. Hun følte sig hjemme blandt alle de særprægede mennesker.

”Alle lydene og menneskene føltes meget trygt på en kaotisk måde. Jeg vidste ikke rigtig, hvad folk lavede der. Det var nærmest, som om de boede der.”

Og så var der DR’s musikarkiv, diskoteket, hvor hun kunne låne cd’er som barn. Som 12-årig startede Lucia Odoom også i DR’s børnekor og derefter i pigekoret.

”Jeg har aldrig været super målrettet omkring det at være journalist. Men jeg blev trukket til DR af at være med min mormor på arbejde og have røg i håret bagefter.”

”Journalistik er at skrive historien om”

I teenageårene var Lucia Odoom en del af kredsen omkring Ungdomshuset i København. Modkulturen, demonstrationerne og larmen gjorde indtryk på hende.

”Jeg var så rastløs og havde så svært ved skole, orden og ordensduks.”

Derfor var det et perfekt møde mellem Ungdomshuset og den unge Lucia Odoom.

”De var bare til stede i øjeblikket på Nørrebro, stjal pomfritter på McDonalds og protesterede mod McDonalds bagefter, lugtede dårligt, råbte rigtig meget og syntes, at alt var fucking irriterende hele tiden – og de voksne skulle bare lukke røven.”

Alle de dramaer, der udspillede sig i de unge liv, sagde Lucia Odoom alt muligt om Danmark og unge menneskers utopiske forestillinger om at ændre verden.

”De ville gerne skrive historien om ved at stå på gaden med et banner og råbe. Samtidig med, at de væltede sig i vodka og var unge og dumme.”

”På et tidspunkt har man stået i et råbekor længe nok og imiteret en særlig måde at være oprørsk på. Man bliver nødt til at finde ud af, hvad ens eget oprør er.”

Lucia Odoom

I dag glemmer journalister, at det ikke kun handler om at rapportere, men også om at skrive historien om, mener Lucia Odoom.

”Ikke bare at opretholde status quo, men virkelig at lytte efter, hvad folk gerne vil have lavet om.”

Har du beholdt noget af den indignation fra Ungdomshuset i dit arbejde?

”Ikke på samme måde. Ikke de samme paroler. På et tidspunkt har man stået i et råbekor længe nok og imiteret en særlig måde at være oprørsk på. Man bliver nødt til at finde ud af, hvad ens eget oprør er.”

Plads til flere outsidere

Så hvad går Lucia Odooms oprør egentlig ud på?

”Jeg vil bare have plads til alle, der ikke passer ind,” siger hun.

Meget har ændret sig for Lucia Odoom efter Protesttillægget, fortæller hun.

Den verden, hun lavede Poptillægget i, findes ikke længere. Nu er der en anden verden, hvor hun gerne vil have, at tingene forandrer sig for bestandigt, fortæller hun.

”Så må jeg lukke nogle døre, som handler om den gamle verden, og se, om jeg kan åbne nogle nye,” siger Lucia Odoom.

<span class="rodt">Lucia Odoom:</span> ”Man bliver nødt til at finde ud af, hvad ens eget oprør er” 4

Selvom Lucia Odoom ikke med sikkerhed ved, hvad der skal ske, ved hun, at hun vil skrive og arbejde med et mål, der hedder mangfoldighed og uforudsigelighed. Daniel Hjorth

Lucia Odoom vil gerne åbne døren til Politikens Hus op for nye stemmer, fortæller hun.

”Og hvis jeg ikke kan det, går jeg ud af den.”

Når Lucia Odoom taler om folk, der ikke passer ind, mener hun ikke kun mennesker med en anden hudfarve.

”Jeg er ikke bare en sort kvinde. Jeg er også en outsider, og folk, der er outsidere, har ofte adgang til nogle andre kilder og historier. Mit projekt går ud på at skabe en arbejdsplads, hvor folk lever nogle forskellige liv, og hvor vi kan trække hinanden ud af komfortzonen.”

”Det er ikke det, at der ikke er plads til sådan en som mig på Politiken. Der er så meget plads til mig, at jeg ikke engang kan få at vide fra de andre på arbejde, om de er sure på mig, om de føler sig beskyldt for noget, eller om de synes, jeg er selvpromoverende.”

Lucia Odoom

Og flere outsidere burde der være plads til på et sted som Politiken, hvor der i forvejen er højt til loftet, mener hun.

”Det er ikke det, at der ikke er plads til sådan en som mig på Politiken. Der er så meget plads til mig, at jeg ikke engang kan få at vide fra de andre på arbejde, om de er sure på mig, om de føler sig beskyldt for noget, eller om de synes, jeg er selvpromoverende.”

Men Lucia Odoom savner en umiddelbar reaktion fra kollegerne og sin arbejdsplads, fortæller hun.

”Der er en del ting, der kan løses her og nu,” siger hun og peger på større mangfoldighed blandt freelancere som et eksempel.

Eftermæle

Lucia Odoom vil gerne kæmpe for det eftermæle, outsidere som hende får i den danske historie.

”Der er helt vildt mange danskere, hvis danmarkshistorie ikke findes. Hvis der ikke er nogen, der giver os lov til at være med til at skrive den, har vi så overhovedet været her?”

Hvordan har du tænkt at opnå det?

”Ved at stå ved den måde, jeg er medoplever af verden på, fordi jeg ikke er en af dem, der er flest af i lokalet. Derfor skal jeg bruge mig selv. Jeg vil efterlade et fodaftryk, der er personligt, og ikke bare professionelt. Jeg vil gerne have, at folk kan se, at jeg har været her. For så kan det være, det åbner op for nogle andre, der heller ikke plejer at være her.”

”Jeg vil gerne have, at folk kan se, at jeg har været her. For så kan det være, det åbner op for nogle andre, der heller ikke plejer at være her.”

Lucia Odoom

Du bruger jo meget dig selv og dine følelser i dine tekster. Fortryder du det nogensinde?

”Ikke efter den her sommer, hvor jeg er blevet nødt til at erkende, at det ikke er for alle, det jeg gør. Før syntes jeg, det var pinligt at være mig. Jeg havde en følelse af, at folk på redaktionen så mig som en fribillet, der bare kunne skrive om sig selv og derfor ikke behøvede at vide noget.”

Hvad skal der ske nu efter Poptillægget?

”Det ved jeg ikke. Lige nu har jeg meget brug for at skrive. Og jeg har brug for at skrive om ting, som jeg har været bange for at skrive om, fordi jeg er sort. Jeg er færdig med ikke at skrive om sorte mennesker. De hvide skriver om hvide mennesker hele tiden. Måske skulle vi andre til at skrive om os selv snart.”

Selv om Protesttillægget er blevet godt modtaget af publikum, er Lucia Odoom i tvivl om, hvorvidt det har betydet noget for hendes egen branche.

”Jeg kan se, at Sofie Lindes opråb har betydet noget for mediebranchen.”

”Jeg er færdig med ikke at skrive om sorte mennesker. De hvide skriver om hvide mennesker hele tiden. Måske skulle vi andre til at skrive om os selv snart.”

Lucia Odoom

Hvorfor tror du, der er en ­forskel?

”Fordi der er mange flere kvinder i mediebranchen, end der er folk med en anden etnisk baggrund. For at lave et opråb mod sin egen branche, så kræver det jo, at man findes i den.”

Hendes vigtigste budskab til mediebranchen er at se på mangfoldighed på en anden måde. Målet er ikke at favorisere bestemte grupper, men at diversitet gavner alle.

”Det handler ikke om diversitet, mangfoldighedspolitik eller strategier, det handler om uforudsigelighed. Verden er uforudsigelig. Der er nødt til at være nogle mennesker, der kan gribe den uforudsigelighed.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen