search

Knud Brix: ”Jeg ville bare … smadre folk? Altså verbalt”

”Jeg troede, de alle sammen løj. Jeg havde hele tiden lyst til at trække bukserne ned på dem. Og jeg var egentlig ikke interesseret i substansen i politik, jeg ville bare demaskere deres løgne. Til sidst var jeg der af de forkerte grunde,” fortæller Knud Brix om sin tid som Christiansborg-reporter

Hvorfor blev du journalist?

”Det, der var styrende for mig, var udlængsel. Jeg voksede op ude i skoven ved en lille provinsby, hvor verden kom ind via historier. Da jeg var 16, fik jeg lov til at rejse alene til Paris, og senere blaffede jeg til Spanien. Jeg læste meget, elskede digte, men jeg var opdraget med, at man skulle have et arbejde. Så jeg tænkte, at jeg ville have et job ude i verden, hvor jeg kunne læse og skrive ved siden af. Jeg begyndte på økonomi, for så kunne jeg måske blive udstationeret, men det var røvkedeligt at gå på Handelshøjskolen. Så jeg droppede ud. En aften hjemme hos en ven af familien, en journalist, der hedder Christian Wohlert, som havde rejst i hele verden, hængt ud med Henrik Stangerup og været tourmanager for Rod Stewart i Columbia, gik det pludselig op for mig: Okay, hvis man er journalist, så kan man rejse og fortælle historier, mens man arbejder.”

Det var lidt sent at få den indsigt? Jeg mener, andre ser Tintin og tænker, at hans job lyder sjovt, eller læser i mor og fars avis og overvejer, hvem der mon har skrevet artiklerne …

”Jeg havde slet ikke overvejet det. Min far havde læst økonomi, min farfar havde læst økonomi, min storebror læste økonomi. Jeg tror ikke, jeg havde tænkt en selvstændig tanke om det.”

Men du endte så med at komme ind på Journalisthøjskolen. Fik du afløb for din udlængsel der?

”Ja, jeg kom i praktik et halvt år på et mediebureau i Thailand, hvor jeg boede i ghettoen i Bangkok, rejste rundt i hele Sydøstasien og lærte om at være freelancejournalist. Efter det kom jeg på Jyllands-Posten og fik en klassisk avisuddannelse. Jeg havde ikke noget brændende ønske om Christiansborg, men jeg var der, da valget kom i 2005, Lykketoft versus Fogh. Og det var vanvittigt berusende at opleve indefra.”

Knud Brix

Født 1980 i Horsens, opvokset i Juelsminde.

Uddannet fra Journalisthøjskolen i 2004 og har en master i afrikastudier fra Københavns Universitet.

Har arbejdet som politisk journalist på Nyhedsavisen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og TV 2 og været vært på ’Radio24syv Morgen’ og litteraturprogrammet ’Poesibogen’.

Har udgivet digtsamlingen ’Natfolden’ (2017).

I dag vært på DR’s nye nyhedspodcast ’Genstart’.

Jeg har selv prøvet at stå som praktikant på Christiansborg under et folketingsvalg. For mig var det et kæmpe antiklimaks, fordi jeg ikke havde nogen kilder og følte mig ret alene og ubrugelig. Hvad gjorde du?

”Anne Mette Svane, som var min nærmest kollega, gav mig det bedste råd, jeg har fået: Lad være med at koncentrere dig om de store kilder – du har ikke en chance alligevel. Gå rundt til alle de nyvalgte, for dem er der ingen journalister, der bekymrer sig om. Så lægger du kimen til et godt kildenetværk. Hun sagde noget i retning af: ’Den første journalist, der tager en politiker seriøst, glemmer politikeren aldrig.’ Det viste sig at være rigtigt. Morten Messerschmidt var en af dem, der kom ind i 2005, og han gav mig min første forside. Det har han da heller aldrig glemt.”

Da du blev færdiguddannet, blev du ansat som Christiansborg-journalist på Nyhedsavisen, men du prøvede også kræfter med udlandsjournalistik?

”Jeg var meget optaget af Irakkrigen og fik lov til at tage ned til Bagdad og interviewe lejesoldater og rejse rundt i området. Det havde – ligesom Christiansborg – en næsten narkotisk tiltrækning på mig. Jeg er typen, der kan blive helt opslugt, og jeg havde en ubændig lyst til at blive dernede og bare lade mig suge ind i hele det der krigsunivers. Men så sagde min daværende hustru: Hvis vi skal have børn, så stopper det. Så det stoppede, og jeg kom i stedet tilbage til Christiansborg. Og selv om man ikke skal sammenligne politik med krig, så er det nok det sted, der minder mest om. Adrenalin og kynisme, pludselige øjeblikke af skønhed … magt. Jeg endte med at være suget ind i det i 10 år.”

Hvad gjorde det ved dig?

”Jeg blev sindssygt kynisk. Og sindssygt aggressiv.”

Hvordan?

”Jeg ville bare … smadre folk? Altså verbalt. Jeg troede, de alle sammen løj. Jeg havde hele tiden lyst til at trække bukserne ned på dem. Og jeg var egentlig ikke interesseret i substansen i politik, jeg ville bare demaskere deres løgne. Til sidst var jeg der af de forkerte grunde.”

Hvorfor troede du, de alle sammen løj?

”Altså politik er jo rænkespil og overlagte løgne. Du ved, bare fordi man er paranoid, kan der godt være nogen efter en. Men det gik i blodet på mig, og jeg burde være stoppet et par år før.”

I stedet skrev du en digtsamling om livet på Christiansborg. Hvorfor det?

”Jeg havde gået og skrevet noter og små digte i nogle år, og på et tidspunkt fik min ven (forfatter og filmmand, red.) Daniel Dencik overbevist mig om, at der kunne være noget litteratur i dem. Der er en grund til, at der ikke er nogen, der har skrevet om nyhedsjournalistik eller politik direkte i lyrik før, for det er måske de to mest ikke-poetiske størrelser. Jeg prøvede at hugge et sprog ud, som ikke fandtes. Man kan diskutere, om det lykkedes, men det var i hvert fald et forsøg på at være ærlig og måske også på at rense mig fra kynismen.”

Efter din tid på Christiansborg, blev du morgenvært på Radio24syv. Hvordan kom du i gang med at lave ’Poesibogen’?

”En dag satte jeg mig ned og skrev en liste med de 50 fedeste digtere, jeg kendte, og så gik jeg ind til Mads og Mikael (Brügger og Bertelsen, daværende programchefer, red.) og sagde: ”Jeg synes, I mangler et litteraturprogram. Jeg vil gerne lave det, og jeg synes, det skal være om poesi.” Så kiggede Mikael op og sagde: ”Det er en god idé. Vi vil bare ikke have nogen bestsellere. Ingen bestsellere.” Så sagde jeg: ”Nej, jeg havde tænkt, at det skulle være dem her,” og viste ham listen, som han kiggede ned over, mens han sagde: ”Ha, hun er god,” og pegede på et navn. ”Han skriver altid om fugle. Ham her var min fars gode ven …” Så sagde Mads: ”Kan du begynde om 14 dage? Vi har et hul i sendefladen, så kan du have fire programmer klar om to uger.” Og så var jeg sådan: ”Altså hvad skal konceptet være, hvad skal jeg gøre?” Jeg havde jo aldrig haft mit eget program. Så kiggede Mads helt forarget op på mig: ”Hvad du skal gøre? Det er jo det, du skal finde ud af!” Så fik jeg lavet det her rimeligt løse koncept, som jeg endte med at sende ud i æteren. Efter nogle uger lå der en stor flaske vin fra dem, men ellers hørte jeg ikke noget. De havde virkelig en tyrkertro på, at vi selv kunne finde ud af det. Det var blandt andet det, der gjorde Radio24syv unikt, synes jeg. Det kompetente anarki, det var; klinisk renset for mellemledere, der går i halvdårlige jakkesæt og hører Coldplay.”

Hvordan oplevede du lukningen?

”Jeg prøvede ikke at lade mig påvirke af den der vrede. Jeg hører til dem, der synes, man står smukkest, når man dør på toppen. Men det er sin sag, når det sted, der dør, har en helt ekstraordinær holdånd og kreativitet. Jeg må sige, at 24syv var en journalistisk katarsis for mig, og derfor var jeg også enormt ked af det. Det var et rædselsfuldt år. Radioen lukkede, min kone og jeg blev skilt. Men jeg havde mindst af alt lyst til at synke ned i selvynk … Så tog jeg ned og mødte ham der General Butt Naked. Det har nok altid været min metode: Rejs væk, dyk ned i det sorte. Så det gjorde jeg.”

Oplever du politisk journalistik og poesi som to ting, der er i konflikt med hinanden, eller som noget, der kan give hinanden energi?

”Mange har en fejlagtig tendens til at tro, at journalistik nogle gange kan blive kunst. Det kan det i min optik aldrig. Det er olie og vand. Du kan bruge poetisk sprog eller fortællende elementer, men journalistik er i sin grundsubstans så langt fra kunsten, som den kan være.”

Hvorfor?

”Vi læser litteratur for at få noget andet; en anden virkelighedsopfattelse. Det, fiktionen kan, er i sin kerne at bringe læseren til en anden virkelighed, mens vi som journalister skal gå så tæt på den som muligt og afdække den tilstræbt objektivt og pis mig i øret.”

Hvordan tror du, det ville påvirke din journalistik, hvis du ikke læste?

”Jeg tror ikke, jeg bliver en bedre journalist af at læse. Jeg tror, jeg bliver et bedre menneske. Og måske lidt mindre kynisk. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne tro lidt mere på mennesker.”

Er du blevet bedre til det, efter at du er kommet væk fra Borgen?

”Ja. Men det har taget lang tid. Det går ekstremt hurtigt at blive kynisk, men det tager lang tid at genvinde sin naivitet. Men ja, jeg tror lidt mere på, hvad folk siger. Ikke at jeg ikke tænker tanken: Hvad vil du have ud af det her? Hvorfor lyver du? Rygmarvsreaktioner.”

Tror du, man kan være en god journalist, hvis man er naiv?

”Det kommer an på, hvad en god journalist er. Tit er det jo de naive mennesker, der stiller et spørgsmål, som kan få magthaveren til at vakle på benene. Men jeg tror ikke, naivitet er den vigtigste dyd i journalistik. Det tror jeg så heller ikke, kynisme er.”

Hvad er det så?

”Nysgerrighed.”

Den narkotiske tiltrækning, som du følte fra Mellemøsten og også Christiansborg – det kan du ikke bilde mig ind, at jobbet som vært på DR’s nyhedspodcast ’Genstart’ har?

”Nej. Men jeg er så privilegeret igen at have fået et spændende job med nogle ekstremt dygtige mennesker omkring mig – og jeg nyder virkelig at lave mere fortællende radio. Det er klart, at det ikke er sådan, at adrenalinen pumper hver dag, men heldigvis har jeg stadig mulighed for at lave vilde sideprojekter. Og tit er det jo dem, man lever igennem.”

Foto: Thomas Nielsen

Kommentarer
2
Chresten H. Ibsen
08.06.20 12:06
Det er befriende ærligt. Tak, Knud! Gid flere journalister havde modet til at mærke og indrømme, hvad deres drifter er i faget. (Hermed også sagt, at jeg næppe tror, du er den eneste, der føler, som du har følt på gangene på Christiansborg og i andre journalistiske myretuer.
Fremhævet af Journalisten
Henning Fryd Christensen
12.08.20 20:39
Hej Knud, tak for Genstart.
Det er da et lille plaster på såret efter 24/7, som jeg savner.
Fortsæt endelig, måske et nyt program på maskintrætte P1.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen