search

Oliver Stilling: ”Jeg er meget tilfreds, hvis der i løbet af en artikel er bare ét citat, som har noget poesi i sig”

”Jeg har aldrig villet forandre verden eller sådan noget. Jeg har altid bare gerne villet skrive om ting og om situationer; lave reportager.” Oliver Stilling er Til Citat

Hvorfor skal du ikke længere være chefredaktør på Føljeton?

”Hele min karriere har jeg forsøgt ikke at sidde det samme sted for længe ad gangen. Man bliver meget magelig af det. Jeg var bagsideredaktør på Politiken i tre et halvt år. Vores nye chefredaktør er 27, og ham, der bliver redaktionschef, er 25. De begyndte hos os som praktikanter. Den ene har læst filosofi, den anden idéhistorie. De er så dygtige, og de ved så meget mere end Lars Trier Mogensen, Lasse Lavrsen og jeg gjorde, da vi var i deres alder. Så vi synes, det giver mening, at de rykker videre og får mere ansvar. Det kan jeg også anbefale andre medievirksomheder. Der sidder en masse folk rundt omkring på store poster, der har siddet der længe – man kunne bare skifte dem ud!”

Hvad er det egentlig for noget, Føljeton? Laver I bare nyhedsbreve?

”Da vi stiftede Føljeton i 2015, ville vi lave seriel journalistik, ligesom der skulle læses på mobiltelefonen, men hurtigt kunne vi konstatere, at folk ikke gad læse lange artikler midt på ugen. Mange læsere – fandt vi ud af – kom ikke videre fra det lille nyhedsbrev, som egentlig bare var en påmindelse om, at nu var Føljeton klar. Der var en lille leder-agtig kommentar og nogle links til vores artikler og til andre fede artikler i andre medier. Folk troede, at det var Føljeton. Senere tænkte vi: Lad os tage konsekvensen: Nyhedsbrevet er mediet – lad os presse mere ind i det. Så det gør vi nu, samtidig med at vi er ved at udvikle små nichemedier under Føljeton. Vi har allerede Dkpol, vi har Almanak og Jordbo, og snart kommer Et Hul i Markedet, et kunstmedie, jeg kommer til at sidde med.”

Du er vokset op i et kunstnerhjem som søn af billedkunstneren Kenn André Stilling, der står bag tidsskriftet Victor B. Andersens maskinfabrik og nogle af Københavns første caféer. Hvad er du rundet af?

”Jeg er vokset op med, at det vigtigste i tilværelsen er poesi. I mit barndomshjem blev der for eksempel ikke snakket om politik. Det hele handlede om kunst og poesi, og det har nok også kendetegnet mig som journalist. Jeg har aldrig villet forandre verden eller sådan noget. Jeg har altid bare gerne villet skrive om ting og om situationer; lave reportager. Og altid været meget tilfreds, hvis der i løbet af en artikel er bare ét citat, som har noget poesi i sig.”

Hvorfor blev du journalist – og ikke kunstner eller forfatter?

”Jeg har altid været god til at tegne og søgte også ind på Designskolen og Arkitektskolen. Jeg var til optagelsesprøve på journalisthøjskolen tre gange, og da jeg skulle ud igen, krævede det to forsøg: Min hovedopgave dumpede. De der systemer havde jeg svært ved at forstå – jeg endte altid med at lave det lidt anderledes. At beskrive har jeg altid kunnet lide; men jeg følte nok ikke, at jeg havde nok at byde på til at søge ind på Forfatterskolen. Det var sjovere at fortælle om noget fra virkeligheden end den fri fantasi. Men det, der har været sjovest som journalist, har nok været, når det har mindet lidt om kunst. Når jeg for eksempel som bagsideredaktør aktivt har sat nogle ting i gang. Når det har været aktivistisk journalistik.”

Når du taler om at finde kunsten i journalistikken og at lave aktivistisk journalistik, er der så ikke en risiko for, at man låner så meget fra kunsten og poesien, at man mister taget i virkeligheden?

”Der har lige været hele den der Jan Stage-debat … Det er klart, at man ikke skal lave løgnagtig journalistik. Da jeg gik på journalisthøjskolen, var Jan Stage på besøg, og jeg kan huske, at det irriterede mig lidt, at der var nogle lærere, som gik i flæsket på ham, fordi han i en reportage havde beskrevet et fly, der havde to piloter, som han for fortællingens skyld havde skrevet sammen til én person. Det var helt uden for nummer – syntes mine lærere. Jeg kunne godt følge det. For det er også noget med at have en fortælling. Jeg tror ikke, det har været centralt for historien, om den her pilot var en eller to personer. Men jeg kan høre, når vi har diskussioner på Føljeton, at mange af de yngre journalister er meget puritanske: Det skal være funklende præcist.”

Du kunne godt finde på selv at lave sådan en som den med piloten?

”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg lavede engang en fodboldreportage fra Gladsaxe Stadion, hvor det var hundekoldt, og jeg sad med min kaffe i et krus og frøs helt vildt. Jeg kunne næsten ikke mærke mine tæer. Så tænkte jeg tanken, at man – ligesom det med at pisse i bukserne for at få varmen – skulle hælde kaffen ud over sine fødder. Jeg gjorde det ikke. Men jeg skrev i reportagen, at jeg gjorde det. Det gjorde jeg af to årsager: 1: Jeg var uprøvet og presset af en deadline. 2: Rent fortælleteknisk ville jeg beskrive, hvor helvedes koldt det var, så jeg ville gerne skabe en delirium-oplevelse – som Charlie Chaplin, der som guldgraver pludselig bliver til en kylling for sin makkers øjne.”

Men kan du forstå, når for eksempel de unge på Føljeton synes, det er angribeligt at pynte på virkeligheden – eller opfinde nogle kaffevåde sko – fordi det kan gå ud over troværdigheden?

”Ja, det kan jeg godt følge. Men det handler også om, hvad man kommer med. Jeg søgte som sagt ikke ind på journalisthøjskolen for at redde verden. Jeg kom for at fortælle om det, jeg oplevede. Og for mig blev det med at skrive og lave reportage først rigtig godt, da jeg kom i praktik på Information og gav slip på det, jeg hidtil havde lært. Indtil da havde jeg forfulgt det der, de kalder ’tilstræbt objektivitet’, hvor man skærer alle kanter af og sørger for, at man ikke kan se forskel på en reportage fra en demonstration i Politiken og i Berlingske. Det var først, da jeg sagde til mig selv: Hvis jeg har oplevet det på den her måde, må jeg prøve at beskrive min oplevelse. Kommer der en mand gående, og jeg oplever, at han går sidelæns, så skriver jeg det. Jeg konstruerer selvfølgelig ikke scener eller citater. Men jeg forsøger at få noget af poesien i virkeligheden frem.”

 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen