search

Forfatter og taleskriver for minister: ”Når vi arbejder for staten, så vil den gerne give os en rigtig god løn”

”Jeg kan godt lide, at vi fra den kreative verden bidrager. Det, der er lidt spøjst, er, at når vi ikke skriver for staten, får vi ingen penge. Kunststøttesystemet er totalt til rotterne.” Forfatter Peder Frederik Jensen, der er taleskriver for miljøministeren, er Til Citat

Hvad drømte du om som barn?

”Jeg var ikke særlig gammel, da jeg fandt ud af, at jeg ville skrive. Og være bådebygger. Det var lidt mærkeligt; da jeg var omkring 10 år, formulerede jeg det over for en af mine brødre. Jeg drømte om at rejse og skrive og bygge både. Det var nok den der romantiske fascination af håndværket – og muligheden for at komme væk.”

Peder Frederik Jensen
Født 1978 på Nørrebro i København.

Opvokset i Hillerød og på Lolland.

Uddannet forfatter fra Forfatterskolen og bådebygger.

Har bl.a. udgivet romanerne ’Her står du’ (2007) og ’Vold’ (2016) og novellesamlingen ’Banedanmark’ (2014).

Siden november 2019 taleskriver for miljøminister Lea Wermelin (S).

Hvad ville du gerne skrive, ville du være journalist eller forfatter?

”Forfatter. Digter. Engang så jeg ’Zig-Zag’, hvor nogen havde skrevet nogle digte. Jeg tænkte, at de ikke var særlig gode. Det kunne jeg da gøre bedre.”

Du fik en læreplads som bådebygger i Kalundborg i 1998, hvordan var det?

”Det blev ret afgørende for en masse ting i mit liv. Jeg befandt mig dér i det miljø i Vestsjælland ved regeringsskiftet fra Nyrup til Fogh og oplevede etableringen af Det Gule Danmark, da det var i sin vorden. Jeg kom fra en helt anden virkelighed og var aktivist i det autonome miljø, men kunne jo se, at der var en stor vrede i provinsen, som ingen inde i Kulturkøbenhavn fattede en skid af. Og som de først fattede 20 år senere. Det kom til at betyde meget for mit arbejdsliv. Dengang lærte jeg, at man er nødt til at prøve at imødekomme de sociale frustrationer og bevægelser, der er i samfundet, hvis man vil gennemføre en ordentlig politik. Det tror jeg også er væsentligt i forhold til mit nye job.”

Nu er du blevet taleskriver for miljøministeren. Det må siges at være noget nyt. Hvorfor søgte du det job?

”Af to grunde. For det første har jeg haft det treårige arbejdslegat. Når man har det, er der ikke udsigt til andre store legater foreløbigt. Så jeg var simpelthen nødt til at tjene nogle penge. Jeg har en familie, og jeg var træt af dårlige freelancehonorarer: Af at man kunne sidde og være forholdsvis veletableret og alligevel skulle leve med en stor usikkerhed og hele tiden skulle bevise sig selv. Jeg havde brug for noget stabilitet i mit liv.”

Søgte du jobbet for at tjene penge?

”Nej, det var den ene grund. Hvis den her regering mener det, de siger om grøn omstilling, så synes jeg, at alle vi, der i årevis har råbt om klima og miljø, har et ansvar for at støtte. Jeg vil gerne bidrage med det, jeg kan. Jeg har ikke noget imod at arbejde for staten for en fin sag.”

Kunne du forestille dig at gøre det for en blå regering?

”Ja da, hvis den kæmpede for grøn omstilling.”

Hvordan føles det for dig – som romanforfatter og tidligere aktivist – at skrive taler for en minister?

”Jeg kan godt lide, at vi fra den kreative verden bidrager. Det, der er lidt spøjst, er, at når vi ikke skriver for staten, får vi ingen penge. Kunststøttesystemet er totalt til rotterne. Men når vi arbejder for staten, så vil den gerne give os en rigtig god løn. Der er flere og flere humanister og kommunikationsfolk i staten, samtidig med at de systemer, som traditionelt er bygget op om, at vi kan levere noget til samfundet, som vi er gode til, bliver underprioriteret.”

Hvad tænker du konkret på?

”For eksempel Statens Kunstfond. Når jeg taler med gamle kolleger, fortæller de om honorarer, der ikke er steget siden 1980. Beløbene er de samme, og samtidig er det blevet meget mere politiseret. Pengene går til mange flere forskellige aktører, og der er alle mulige krav om, at så skal det gavne psykiatrien eller provinsen eller det cykelskur derude. Der er ikke længere nogen, der bare straight up siger: ’Her er penge til kunst.’ Det er da interessant, at forfattere og billedkunstnere lever for slaveløn og laver alt muligt andet end det, de er bedst til – men hvis de tager et job i staten, SÅ kan de få en god løn. Staten vil gerne bruge vores kreativitet og evner til at kommunikere, så længe vi ikke står udenfor.”

Nu står du indenfor. Hvordan foregår arbejdet konkret, skriver du talerne sammen med ministeren?

”Typisk er det sådan, at jeg i min kalender får en invitation, som ministeren har godkendt. 14 dage eller en måned inden talen skal holdes, begynder jeg at kommunikere med de embedsmænd, der sidder på det kontor, der dækker det relevante område. Jeg bestiller et talenotat fra en embedsmand, som leverer det politiske indhold. På den måde sikrer jeg, at jeg ikke skriver noget forkert. Men det vigtigste er rammerne, hun skal stå i. Er det 3F’ere, videnskabsfolk eller en minister fra Korea? Sproget, man skal skrive i, er ligesom al anden kommunikation kontekstbaseret. Så har jeg taleskrivermøder med hende, hvor hun giver mig anekdoter og fortæller, hvad hun gerne vil sige. Så skriver jeg et bud på en tale, og så bliver det godkendt gennem alle embedsfolkene, og så ender det hos ministeren, som godkender.”

Er I mange kommunikatører ansat i ministeriet?

”De opruster helt vildt på kommunikation. Der er 15 ansatte i departementet (Fødevare- og miljøministerierne, red.) – jeg tror, at den første blev ansat omkring årtusindskiftet. Systemet er gået fra, at ministersekretæren også var den personlige rådgiver, til at der nu er to ministersekretærer, en personlig rådgiver og en hel presseafdeling.”

Hvad tænker du om det?

”Det handler jo om mediernes udvikling. Det konstante pres. Medierne har et ønske om hele tiden at finde det komma, der sidder forkert – det synes jeg er åndssvagt. Man slår hele tiden ned på detaljer: ’Hvordan vil du gøre det?’ ’Kan du bevise det?’ ’Hvad med finansieringen?’ Det gør bare, at der kommer en hær af pressefolk på den anden side, så det i virkeligheden er journalister, der slås med hinanden. Ikke politikere. Politikerne bliver til gengæld låst fast af den her udvikling, og det er en af grundene – tror jeg – til, at mange toppolitikere er så kontrollerede. Der er sindssygt meget, de passer på med at sige. Fastlåstheden gør, at de bliver mindre visionære. Det er en skam.”

 


Foto: Sara Galbiati

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen