Tre projekter er nomineret. Men der er kun én vinder, når Cavlingprisen i eftermiddag bliver uddelt i festsalen på Nationalmuseet i København.
Men hvad skal man som Cavlingvinder egentlig sige, når man hører sit navn blive nævnt, og det er tid til ens livs takketale?
Da Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen sidste år vandt Cavlingprisen for deres bog om rockerklubben Bullshit, takkede de deres chefer og familie for tålmodigheden.
Og så sendte de et klart budskab til politikere om den aktuelle bandekonflikt.
”Vi kan se, at det ikke hjælper at straffe de unge hårdere, at isolere dem eller skubbe dem væk fra fællesskabet,” sagde Camilla Stockmann i sin takketale.
Find den skarpe vinkel
Journalist og stand up-komiker Sebastian Dorsets bedste bud på en takketale er, at vinderen bare skal give den fuld gas.
”Journalister er normalt bange for at missionere og tage stilling. Men den her ene gang må man gerne gå hele vejen og sige ligeud, hvad man mener,” siger Sebastian Dorset, der som taleskriver var med til at gøre SF’s daværende formand Villy Søvndal til en sjov mand.
Det vigtigste i en takketale er at vinkle skarpt, mener Sebastian Dorset.
”Du skal huske, at du er en formidabel journalist, og derfor skal du bruge nyhedstrekanten til at fortælle det vigtigste først. Hvis du har behov for at takke for eksempel din mor, far og arbejdsgiver, må du vente med at gøre det til senere,” siger Sebastian Dorset.
Styr din egen overraskelse
Selv om det kan være svært, må man endelig ikke virke alt for perpleks over at stå med Cavlingstatuetten i hånden.
”Undgå for enhver pris at køre for meget rundt i, hvor overrasket du er, og at du ikke aner, hvad du skal sige. Den slags gentagelser fremmer ikke lysten til at lytte efter,” siger Sebastian Dorset.
Christopher Arzrouni, særlig rådgiver for finansminister Kristian Jensen, har skrevet taler for blandt andre Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.
Skabt af fanden
Christopher Arzrouni mener, at ”takketaler er noget, fanden har skabt”.
”Hvis man har fortjent at vinde, er der jo ikke nogen grund til at sige tak. Så er prisen jo bare en retfærdig belønning,” siger han.
Den eneste gode takketale, han har hørt, holdt Anders Matthesen, da han vandt prisen som årets komiker ved Zulu Comedy Awards i 2013 og sagde: ”Da jeg så de andre komikere i feltet, gik jeg straks i gang med at skrive en takketale.”
”Der forbrød han sig jo mod takketalens grundlæggende princip – nemlig en passende balance mellem ydmyghed og stolthed. Og det var jo det, der gjorde det ret sjovt.”
Nedton din egen betydning
Der er dog stor forskel på et awardshow for komikere og en prisfest for journalister.
”Hvis jeg selv skulle holde en takketale, fordi jeg havde udrettet noget journalistisk, ville jeg nedtone min egen indsats og sige noget generelt om journalisters vilkår, for eksempel at kritisk journalistik er vigtigere end nogensinde før,” siger Christopher Arzrouni.
Han mener også, det er vigtigt, at talen har et klart budskab.
”Jeg er selv et budskabsmenneske, og jeg ville selv være mest tryg ved at holde en tale med et budskab,” siger Christopher Arzrouni.
Og prisvinderen må hellere end gerne benytte lejligheden til at åbne for sin egen tvivl og eftertanke.
”Noget af det bedste i en tale er at inddrage publikum i sin fortrolighed. For eksempel en takketale, hvor man indrømmer, at man var i tvivl undervejs, eller at man spurgte sig selv, om man handlede helt fair.”
Udtryk taknemmelighed
Sebastian Dorset mener, det er en god idé at udtrykke taknemmelighed over, at det område, man beskæftiger sig med, får den opmærksomhed, det fortjener.
”Det er en smart måde at sige, at det er en vigtig sag for samfundet, og det var smart af mig, at jeg kunne se det,” forklarer Sebastian Dorset.
I år er de nominerede til Cavlingprisen DR-journalist Jesper Tynell, Berlingske-journalisterne Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund samt Sandra Brovall, Frauke Giebner, Amalie Kønigsfeldt, Cecilie Frydenlund og Peter Vesterlund for 'De misbrugte filmbørn'.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.