I 2000 modtog Claus Bjørn Larsen en hyldest, som de fleste nyhedsfotografer drømmer om, men aldrig oplever: Han vandt nemlig hovedprisen Photo of the Year ved World Press Photo for et fotografi fra Kosovo af en såret albansk flygtning.

”Det var en overvældende oplevelse at få det skulderklap foran fotografer fra hele verden,” siger han.

Claus Bjørn Larsen var dengang fotograf på Berlingske Tidende. Pludselig var han nummer 1 i verdens største fotokonkurrence. Det føltes lidt uvirkeligt.

”Jeg kan huske, at jeg spurgte mig selv: Er jeg virkelig så god? Er jeg den bedste i verden?”

De danske vindere
Claus Bjørn Larsen er en af de kun fire danske fotografer, der har prøvet at vinde hovedprisen ved World Press Photo. I 1955 var det Mogens von Haven, i 2002 var det Erik Refner og i 2015 Mads Nissen.

I morgen er Politikens Mads Nissen igen med i slutspillet om at vinde prisen. Sker det, bliver han en del af en meget eksklusiv klub af fotografer, som har vundet Photo of the Year to gange.

”Jeg håber og tror, han vinder. Han er den eneste blandt de nominerede, som har taget et corona-billede, og jeg synes, det er det bedste billede,” siger Claus Bjørn Larsen.

Da Claus Bjørn Larsen selv vandt, var de fleste omkring ham glade og stolte på hans vegne. Andre spurgte, om han virkelig havde fortjent det.

”Og der kunne jeg sige, at der var ikke mig, der mente det, men dommeren i juryen.”

Den dengang 36-årige fotograf fik besked over telefonen, om at han havde vundet.

”This is a call from Amsterdam. Try to listen to this,” lød det i telefonrøret.

På Berlingske Tidende kendte den daværende chefredaktør Karsten Madsen ikke meget til prisen: ”Hvordan er det i forhold til Cavling?” spurgte han.

”Og så var der en, der sagde, at det ikke bare var en dansk pris, men en pris for det bedste billede i hele verden,” fortæller Claus Bjørn Larsen.

”Jeg kan egentlig ikke lide at være i centrum, og noget af det svære ved at vinde var, at jeg skulle holde så mange foredrag,” siger Claus Bjørn Larsen. Foto: Marie Fisker

Pludselig i centrum

Det følgende år rejste han rundt i hele verden og fortalte om billedet.

”Det er en god fornemmelse at blive berømt på sin metier. Det kan ikke blive meget større. Det billede vil altid følge mig,” siger han om anerkendelsen.

Det var fint med opmærksomheden, udstillingerne og rejserne, mens det stod på.

Men det var også rart, at det ikke varede ved.

”Jeg kan egentlig ikke lide at være i centrum, og noget af det svære ved at vinde var, at jeg skulle holde så mange foredrag. Men det gik ok,” siger han.

Som en Oscar

Her over 20 år efter får han fortsat henvendelser fra hele verden fra folk, der vil høre historien bag billedet, og hvad opskriften er på et vinderbillede.

Han har i sin karriere vundet mange fotopriser. Men intet slår World Press Photo.

”I min verden svarer det til at vinde en Oscar.”

På det personlige plan var den mest rørende oplevelse, da Claus Bjørn Larsen og journalist på Berlingske Tidende Steen Jensen opsøgte og fandt den albanske flygtning Osman Gallopeni senere samme år.

”Da vi kom over bakketoppen, stod den her gamle mand og tog imod os. Han var så stolt over, at jeg havde taget det billede, fordi det var blevet symbolet på kaosset i Kosovo og Albanien. Så bliver det ikke større. Jeg får stadig gåsehud, når jeg fortæller om det,” siger Claus Bjørn Larsen.

Han er i dag freelancefotograf, dommer ved Årets Pressefoto i år, og han har ingen fine fornemmelser i forhold til, hvad han fotograferer.

”Jeg har altid haft en ydmyg tilgang,” siger han.

”Hvis man er verdens bedste fotograf, må man også kunne tage billederne fra en glas og galla-premiere i Imperial.”