“This is a call from Amsterdam. Try to listen to this,” lød det i telefonrøret, hvorpå jubel og klappen brød løs.
Det var ikke et helt normalt opkald, som Claus Bjørn Larsen fik på redaktionen i Det Berlingske Hus torsdag den 10 februar. Den 36-årige fotograf blev stille, da det gik op for ham, hvorfor der sad en flok mennesker i Amsterdam og jublede.
Han havde taget årets bedste billede i verden, ifølge World Press Photo’s jury.
“Jeg var stille, men egentlig meget rolig den første halve time. Så gik det op for mig, at jeg havde vundet. Taget vinderbilledet ud af 42.000 indsendte billeder. Så var jeg helt færdig,” siger Claus Bjørn Larsen.
Årets vinder fik dog ikke lang tid til at sunde sig, for samme aften fløj han og et pænt sæt tøj til Amsterdam og blev tiljublet af juryen og andre, der var tilknyttet World Press Photo.
“Det var helt vildt. At blive klappet ind i et rum, hvor folk var helt ekstatiske.”

Porter og citronvand
Det hele begyndte dog anderledes beskedent for den nu 36-årige fotograf. I gymnasiet lånte Claus Bjørn Larsen et kamera af klassens rigmandssøn og tjente penge på at fotografere til klassefesterne og sælge billederne bagefter.
Så var det klart for ham, at han ville være fotograf, og efter gymnasiet blev han derfor bud på Politiken i dagtimerne. Om aftenen fik han lov til at snuse rundt blandt fotograferne i mørkekammeret på Ekstra Bladet mod, han hentede citronvand og porter til dem.
I dag kan han ikke huske alle de priser, han har vundet, og det er ikke så krukket, som det lyder. For allerede året efter Claus Bjørn Larsen var begyndt på Journalisthøjskolen, vandt han kategorien Årets Nyhedsbillede i konkurrencen om Årets Pressefoto. Det var i 1987. Året efter han blev færdiguddannet, blev han ansat på Ekstra Bladet og vandt prisen som Årets Pressefotograf.
Siden er det gået slag i slag. Hele tiden med den samme drivkraft.
“Det at fange virkeligheden og putte den i rammer. Det fascinerer mig stadigvæk.”
Claus Bjørn Larsen mener, han er bedst, når tingene sker foran ham. I modsætning til nogle af sine kollegaer kan han ikke få “en papkasse på en mark til at se spændende ud”.
“Jeg er bedst i brændpunkter. Det fascinerer mig at komme til et sted, tage billeder, sende dem hjem og have dem på forsiden næste dag. Det bliver jeg aldrig træt af. Det giver et adrenalinkick.”
Det blev dog til mere end en enkelt dag i Kosovo og Albanien, hvor vinderbilledet er taget. Sammenlagt overnattede Claus Bjørn Larsen 70 gange i krigsområdet før, under og efter krigen. Formodentlig mere end nogen anden dansk fotograf.
“Det betalte sig at være dernede så længe, men det var også psykisk meget hårdt. Da jeg havde været i området 31 dage i træk, kunne jeg simpelthen ikke mere. Jeg sad bare på en sten og kiggede ud i luften.”
Claus Bjørn Larsen brugte fortrinsvis to små Leica-kameraer. Det betød, at han skulle tæt på folk for at fotografere dem, for der er ingen telelinse til.
“Derfor skulle jeg tale med og involvere mig i rigtig mange mennesker. Det har haft sine omkostninger. Også efter jeg er kommet hjem til Danmark, hvor min kone og min datter har lidt under, at jeg har været fjern.”
Claus Bjørn Larsen mener dog selv, det har hjulpet, at han ikke kun så rædslerne med egne øjne, men også enden på krigen.
“Jeg så trøstesløsheden forsvinde og folk langsomt begynde at genopbygge landet. Ellers ville det have været værre.”
Claus Bjørn Larsen vandt ikke kun prisen for årets billede. Han vandt også tredjeprisen i kategorien People in News Stories. Den kategori, som Jan Grarup vandt.