Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

Professor kritiserer DR-dokumentar, hvor han selv var ekspertkilde

Professor kritiserer DR-dokumentar, hvor han selv var ekspertkilde

BBC Studios Nordic Production

DR-dokumentaren ”Balladen om det beskidte vand” efterlader seerne med et misvisende billede af spildevands betydning for havmiljøet, mener professor i havmiljø Stiig Markager, der medvirker i programmet som ekspert.

Under produktionen advarede han ifølge Politiken flere gange imod at gå landbrugets ærinde.

”Seeren får for mig at se det indtryk, at der er en sammenhæng mellem overløb og det dårlige havmiljø. Men det er ikke sandt,” forklarer han til Politiken.

Landbruget står for 88,7 procent af den menneskeskabte udledning af kvælstof, mens overløb af spildevand står for 1,7 procent, forklarer Stiig Markager.

Casper Walbum Høst, der er redaktionschef for Dokumentar & Undersøgende i DR Nyheder, afviser kritikken.

”Vi slår igen og igen fast, at overløb ingen betydning har. Og vi går kritisk til landmændene. Vi afslører dem som medlemmer af Bæredygtigt Landbrug,” siger Casper Walbum Høst.

Professor Brian Kronvang, dokumentarens anden vandmiljøekspert, er uenig i Stiig Markagers kritik.

”Dokumentaren er retvisende og fastslår, at spildevandsoverløbene ikke er et problem for havmiljøet,” siger han til Politiken.

09:42 Minna Skau

Berlingske: Kongehus-boykot er journalistisk puritanisme

Berlingske: Kongehus-boykot er journalistisk puritanisme

Jakob Steen Olsen har været Berlingskes kongehuskommentator siden 2021. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

”Det er et udtryk for latterlig frelsthed og journalistisk puritanisme, når medier og journalister boykotter kongehusets nytårskur.”

Sådan skriver Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, i en kommentar i avisen til de seneste dages debat om, hvorvidt arbejdsgiverorganisationen Danske Medier og journalisterne i Folketingets presseloge skal deltage i rent ceremonielle arrangementer hos kongen.

Jakob Steen Olsen kalder det ”en latterlig kysk-pietistisk indgang til journalistisk integritet” at blive væk, alene fordi man vil sende et signal om, at man ikke er til fals.

Han konkluderer, at kongehuset har forstået pressens rolle i samfundet ved at invitere dens repræsentanter med. Men betvivler, at den del af pressen, der takker nej til invitationerne, har forstået kongehusets rolle.

Baggrunden for debatten er, at Danske Medier under direktør Dicle Duran Nielsen sidste år valgte at takke nej, da organisationen for første gang blev inviteret med til en moderniseret version af nytårskuren.

Den beslutning inspirerede i sidste uge Folketingets Presseloge til at beslutte at droppe en anden tradition, nemlig deres deltagelse i kongehusets aftenselskab, der bliver holdt én gang i hver valgperiode.

Onsdag kom det så frem, at Danske Mediers nye direktør per 1. december, Line Aarsland, agter at tage med til nytårskuren den 5. januar. Det har ført til skarp kritik fra chefredaktørerne fra et par af de aviser, der er medlem af Danske Medier.

09:38 Ritzau

Magtkritisk russisk avis lukker med henvisning til pres fra myndighederne

Magtkritisk russisk avis lukker med henvisning til pres fra myndighederne

Novaja Gazetas stifter og tidligere chefredaktør Dmitrij Muratov modtog i 2021 Nobels fredspris for sin indsats for ytringsfrihed. David Dee Delgado/Reuters/Ritzau Scanpix

Den uafhængige russiske avis Novaja Gazeta, som er kendt for kritisk dækning af russisk politik, meddeler, at den lukker.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

”Novaja Gazeta stopper med at eksistere,” siger avisens chefredaktør, Sergej Sokolov, i en udtalelse delt på YouTube.

”De russiske myndigheder - de russiske efterretningstjenester - har tvunget det redaktionelle hold til at stoppe sit arbejde,” fortsætter Sokolov, der tidligere i oktober blev tilbageholdt af russiske myndigheder og afhørt.

Avisen blev grundlagt i 1993 og er kendt for undersøgende journalistik om Rusland.

Den tidligere chefredaktør for avisen Dmitrij Muratov, som var med til at grundlægge Novaja Gazata, modtog i 2021 Nobels fredspris for sin "indsats for ytringsfrihed". Han forlod posten i 2023.

Novaja Gazetas redaktion er efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 skrumpet en hel del.

Siden krigens begyndelse har Rusland indført endnu strengere censurregler, hvilket har fået flere uafhængige russiske journalister til at gå i eksil.

Samtidig har Rusland indført strenge straffe for at bryde censurreglerne.

I 2006 blev en af avisens journalister skudt uden for sin lejlighedsbygning i Ruslands hovedstad, Moskva. Den dræbte journalist Anna Politkovskaja var kendt for ikke at holde tilbage med kritikken af landets præsident, Vladimir Putin og krigen i Tjetjenien.

Føljetons chefredaktør skifter til Weekendavisen

I næste uge skifter David Dragsted fra chefredaktør på Føljeton til et job som redaktør for nyhedsbreve og digitale formater hos Weekendavisen, skriver han på LinkedIn.

David Dragsted begyndte som universitetspraktikant på Føljeton i 2018 og blev ansvarshavende chefredaktør tre år senere.

Føljeton blev stiftet i 2015 og beskriver sig selv som en lille avis, der laver håndskrevne nyhedsbreve, som får læserne op i omdrejninger.

Advokatrådets Journalistpris går til journalister fra Operation X

Advokatrådets Journalistpris går til journalister fra Operation X

TV 2

Steen Schat-Vestbo og Morten Spiegelhauer vinder Advokatrådets journalistpris for Operation X-dokumentaren Flået af Skat, som udfolder de menneskelige konsekvenser af uberettiget at blive mødt med skattekrav på millionbeløb.

I virkeligheden var de ofre for identitetstyveri, men i Skats øjne var de skatteskyldnere, skriver Advokatrådet i en pressemeddelelse.

For den afdækning modtager de to journalister Advokatrådets Journalistpris 2026.

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) har offentligt kritiseret Skattestyrelsen og kaldt dens ageren ”dybt forkastelig” og ”ikke et retssamfund værdigt”, og en efterfølgende redegørelse har påvist alvorlige fejl i et sagskompleks, der omfatter 126 borgere.

”Der er tale om journalistik, der synliggør et alvorligt retssikkerhedsproblem, og som har fået skattemyndighederne til at se kritisk på deres egen praksis,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.

I går

Her er alle forslagene til Cavlingprisen

Her er alle forslagene til Cavlingprisen

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

I dag lukkede Cavlingkomitéen for indsendelse af indstillinger til Cavlingprisen, og i alt er der indkommet 81 forslag på i alt 56 projekter. Samlet er 123 journalister i spil.

På listen fylder DR og Politiken meget, og det gør journalistik om klima, miljø og dyrevelfærd også. En del af årets indstillinger er podcasts.

Forslagene bliver nu overdraget til Cavlingkomitéen, der har Didde Elnif som formand.

Hun siger, at når man taler om den frie presse, bliver det tit lidt abstrakt.

"Når man ser listen over forslag, bliver det meget konkret. Det handler om svinestalde, ejendomsvurderinger og politiets egne sager. Det er hverdagen i Danmark, og nogen har gjort sig den ulejlighed at undersøge den ordentligt. Det er et godt år at sidde i komitéen og et dårligt år at have noget at skjule," siger Didde Elnif.

Blandt de projekter, som flest har peget på, er blandt andre TV 2’s Hvem passer på grisene, DR’s Sædskandalen og Rune Skyum-Nielsens bøger Amdi bliver til og Amdi forsvinder.

Se alle forslagene til Cavlingprisen her:

DR-tillidsmand: Forandringer skal ske i dialog med medarbejderne

DR-tillidsmand: Forandringer skal ske i dialog med medarbejderne

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I dag præsenterede DR's indholdsdirektør Naja Nielsen medarbejderne for ambitionerne for DR's indhold og det nye ledelseshold.
De fremtidige prioriteringer handler navnlig om investeringer og nytænkning af nyheder, dansk fiktion og kultur samt indhold og oplevelser til børn og unge.

Fællestillidsmand i DR Henrik Friis Vilmar synes, at der ligger nogle gode tanker bag.
”Det er for eksempel vigtigt, at vi får en ansvarlig for udvikling og innovation, fordi vi skal udvikle os, og det skal der være styr på.”

Han er også positiv over for ansættelsen af en programdirektør, der arbejder på tværs.
”Der er samlet set lagt op til en struktur, som er god, også for medarbejderne.”

Under orienteringen i dag kom der mange spørgsmål fra medarbejderne, siger han.
”Det er vigtigt, at det, der skal ske den kommende tid, foregår i en tæt dialog med alle de mennesker, der er berørt. Så jo flere spørgsmål fra medarbejderne, jo bedre.”

Altinget indbragte trecifret millionbeløb

Altinget indbragte trecifret millionbeløb

Arthur Cammelbeeck

Salget af Altinget til JP/Politikens Hus udløste en fortjeneste på godt 200 millioner kroner til stifter og tidligere ejer Rasmus Nielsens virksomhed.

Det fremgår af seneste offentliggjorte regnskab for Alrow Media, som Rasmus Nielsen ejer gennem selskabet Row ApS.

Her kan man læse en fortjeneste på 200,3 millioner kroner ved afhændelse af kapitalandele i tilknyttede virksomheder.

Beløbet har tidligere været nævnt i Berlingske, men ikke bekræftet fra hverken Rasmus Nielsen eller JP/Politikens Hus.

”Altså, hvis jeg fortæller dig prisen, så kender du blandt andet også kravet til fremtidig indtjening. Så jeg kommenterer ikke prissætningen af hensyn til køberen og de ansatte,” sagde Rasmus Nielsen til Journalisten i forbindelse med salget.

I samme interview udtalte Rasmus Nielsen, at pengene fra salget blandt andet skal gå til at oprette en fond til støtte for demokrati i Europa og til formidling af dansk billedkunst til børn og unge.

TV 2 efter massiv kritik: Komiker er frivilligt med

TV 2 efter massiv kritik: Komiker er frivilligt med

Drive Studios/TV 2

TV 2 har fuld forståelse for, at det kritiserede program 'Alle elsker Rasmus' vækker reaktioner.

Det oplyser programredaktør Mads Elias Højbjerg Ravn i et skriftligt svar via TV 2's presseafdeling, hvor han kalder det et usædvanligt program, der udfordrer rammerne.

”Det har selvfølgelig aldrig været intentionen at udstille Rasmus eller se ned på ham. Tværtimod er intentionen, at seerne er i øjenhøjde med Rasmus - det er jo ham, der opfører sig normalt - mens det er branchen rundt om ham, der er vild,” lyder det.

En lang række tv-folk har rettet massiv kritik mod TV 2, hvor komiker Rasmus Wallbridge i fire måneder er blevet filmet med skjult kamera. Her har 149 personer omkring den intetanende komiker været involveret i en løgn om, at en af hans største drømme ville gå i opfyldelse.

Ifølge TV 2-redaktør Mads Elias Højbjerg Ravn har Rasmus Wallbridges trivsel og reaktioner været taget alvorligt gennem hele processen:

”Da Rasmus blev lukket ind i hemmeligheden, havde han mulighed for at tage stilling til, om han ønskede at være en del af det videre projekt, og han havde mulighed for at sige nej til publicering,” lyder det.

”Det var vigtigt for os, at hans fortsatte medvirken var frivillig. Han valgte at fortsætte og blev efterfølgende selv en aktiv del af den kreative proces. Han har blandt andet været med i klipperummet, bidraget til fortællingen og godkendt de endelige programmer,” slutter svaret fra TV 2.

08:24 Minna Skau

Norsk domstol bremser Meta

Norsk domstol bremser Meta

Meta-chef Mark Zuckerberg. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Oslo Tingrett har givet den norske mediebranche medhold i deres ønske om at sætte en midlertidig stopper for Metas nye kommercielle vilkår.

Mediebedriftenes Landsforening, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for omkring 325 norske virksomheder, skriver i en pressemeddelelse, at Meta nu ikke kan gennemføre sine varslede ændringer, før man har fået en afklaring af lovligheden.

Foreningens bestyrelsesformand, Lene Eltvik Vindfeld, kalder det et tydeligt signal til Meta og det, hun mener, er urimelige vilkår.

"Vi kan ikke acceptere, at Meta dikterer vilkårene for publikums adgang. Frygten er, at selskabet benytter deres magt til at sikre sig rettigheder til journalistikken. Resultatet bliver, at Meta bruger mediehusenes investeringer til at bygge AI-tjenester, som konkurrerer direkte med dem. Det er både uacceptabelt og konkurrenceforvridende," siger Lene Eltvik Vindfeld.

Mediebranchen frygter, at Meta gennem nye vilkår for anvendelse af materiale fra virksomheder med konti på Facebook og Instagram kan sikre sig rettigheder til artikler, billeder og videoer fra mediernes egne hjemmesider.

Stort fotomagasin genopstår på print

Stort fotomagasin genopstår på print

Life

Det amerikanske magasin Life genopstår både på tryk og i en digital udgave.

Det fremgår af Life's hjemmeside, ligesom folkene bag har givet et interview til New York Times.

Ejerne er supermodellen Karlie Kloss og hendes milliardærmand Joshua Kushner.

Første udgave udkommer 23. november og bliver i alt 250 sider langt med fokus på USA, der søger efter mening. Titlen bliver 'Where are we now'.

 

 

07:59 Minna Skau

Efter ministerstrid: Chefredaktør vil gøre sit medie til forum for fri debat

Efter ministerstrid: Chefredaktør vil gøre sit medie til forum for fri debat

Chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen sigter mod 500 nye abonnenter i løbet af november.

Chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen fra forsvarsmediet Olfi vil gøre sit medie til det, han kalder et forum for ”en fri og uafhængig debat om krigen i Ukraine”.

Han skriver i et opslag på Facebook, at han går efter 500 nye abonnenter i løbet af november.

Han knytter invitationen til nye abonnenter direkte sammen med de seneste dages ordklammeri mellem ham selv og forsvarsminister Jeppe Bruus (S).

Ministeren bad i går Peter Ernstved Rasmussen om at trække en leder om Ukraine tilbage.

I lederen argumenterer chefredaktøren for, at Europa bør lægge kursen om og bede Ukraine om at acceptere en ”dårlig våbenhvile og fred” i stedet for at fortsætte krigen med risiko for ukrainsk kollaps eller en potentiel verdenskrig.

I en kronik offentliggjort i Jyllands-Posten i går skriver Peter Ernstved Rasmussen, at debatten om krigen ”lider under en dødelig virus af meningsmonopol”.

Han kalder det ”et totalitært meningshysteri” og mener, at kursen er udstukket af statsminister Mette Frederiksen (S), mens næsten alle partier i Folketinget bakker ukritisk op.

I sit Facebook-opslag med invitation til nye abonnenter skriver chefredaktøren, at hans egen personlige holdning kan være inderligt ligegyldig.

”Men det kan den frie debat ikke (…). Det er ikke min oplevelse, at den finder sted andre steder.”

28. oktober

Chefredaktør ”rystet” over krav fra socialdemokratisk minister

Chefredaktør ”rystet” over krav fra socialdemokratisk minister

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Olfi-chefredaktør Peter Ernstved er ”chokeret” og ”rystet” over, at forsvarsminister Jeppe Bruus (S) har bedt ham om at trække en klumme om Ukraine tilbage.

Det siger han til TV 2:

”Min holdning er i bund og grund flintrende ligegyldig. Pointen er, at jeg har en mening, som ikke flugter med regeringens, og det, at jeg tillader mig at fremføre den i mit eget medie, skaber en mediestorm. Det er jo det glade vanvid,” siger han til TV 2.

Baggrunden er en klumme hos Olfi, hvor Peter Ernstved argumenterer for, at Europa bør lægge kursen om og bede Ukraine om at acceptere en ”dårlig våbenhvile og fred” i stedet for at fortsætte krigen med risiko for ukrainsk kollaps eller en potentiel verdenskrig.

TV 2 når ”vigtig milepæl”

TV 2 når ”vigtig milepæl”

TV 2 har ifølge mediet selv passeret ”en vigtig milepæl” i overgangen fra traditionelt tv-hus til et digitalt mediehus.

For første gang kommer halvdelen af omsætningen nemlig fra digitale abonnements- og reklameforretninger, lyder det i en pressemeddelelse med henvisning til en kvartalsrapport.

Kvartalsrapporten viser, at TV 2 i årets første ni måneder har haft en omsætning på godt 3,3 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 6,2 procent i forhold til samme periode året før.

Arbejdsgiverne søger medarbejdere med indsigt i AI

Arbejdsgiverne søger medarbejdere med indsigt i AI

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Arbejdsgiverne i medie- og kommunikationsbranchen søger i stigende grad personer med AI-kompetencer.

Knap 60 procent af arbejdsgiverne forventer at få større behov for medarbejdere med AI-kompetencer, når de rekrutterer.

47 procent leder efter kompetencer inden for sociale medier.

Det viser de første indsigter fra en rekrutteringsanalyse fra Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation & Sprog og DJ, skriver AJKS.

Ifølge undersøgelsen bliver video efterspurgt af 45 procent, mens strategisk kommunikation er en prioritet for 41 procent af arbejdsgiverne.

De søger imidlertid ikke specialister inden for en enkelt disciplin. De efterspørger ofte medarbejdere, der kan bringe flere kompetencer i spil.

Analysen fra AJKS udkommer i sin fulde længde i november.

DJ: En gul pressevest løser ikke problemet

DJ: En gul pressevest løser ikke problemet

Martin Sylvest/Martinsylvest/Ritzau Scanpix

”Køb dog en gul pressevest”, har det lydt på sociale medier og i læserbrevsspalterne efter at to pressefotografer blev slået af betjente.

Men en gul vest eller for den sags skyld et pressekort bøjet i neon løser ikke problemet, skriver DJ-forperson Allan Boye Thulstrup i et debatindlæg i Politiken.

Erfaringerne viser nemlig, at en fotograf, der markerer sig tydeligt som presse, i nogle situationer kan blive et mål for demonstranter.

”Den vest, der gør fotografen tydelig for politiet, kan samtidig øge risikoen for, at fotografen bliver udsat for vold.”

Allan Boye Thulstrup tilføjer, at en debat om påklædning misser den helt afgørende pointe i sagen – nemlig at politiet ikke må slå pressefolk, der passer deres arbejde og dokumenterer en offentlig begivenhed.

 

Egyptisk domstol lukker internationalt anerkendt medie

Chefredaktøren for det uafhængige egyptiske medie Mada Masr blev tirsdag tilbageholdt i fem timer, skriver Ritzau.

En egyptisk domstol har tirsdag kendt chefredaktøren for det førende uafhængige nyhedsmedie i landet, Mada Masr, skyldig i at drive virksomheden uden licens.

Den har desuden beordret mediet lukket og tilbageholdt mediets chefredaktør, Lina Attalah, i fem timer.

Det oplyser Lina Attalahs advokater og mediet Mada Masr selv.

Mada Masr har vundet flere internationale priser for sin journalistik.

Hun var i 2020 på magasinet Times liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

Lina Attalah er blevet idømt en bøde på tre millioner egyptiske pund. Det svarer til cirka 360.000 danske kroner.

Hun blev løsladt, efter at Mada Masr betalte bøden, oplyser netavisen.

27. oktober

Anders Lund Madsen modtager pris for en tale til minde om sin bror

Anders Lund Madsen modtager pris for en tale til minde om sin bror

Liv Latricia Habel/Livlatriciahabel/Ritzau Scanpix

Journalist og foredragsholder Anders Lund Madsen modtager prisen for 'Årets Danske Tale' for en tale til minde om sin bror Peter Lund Madsen, som døde i 2025.

"Anders Lund Madsens tale for sin bror Peter er både lys og sorgfuld, let og dyb, og så rummer den et hjertevarmt budskab om at leve livet her og nu," lyder det i juryens begrundelse.

I den korte tale siger Anders Lund Madsen blandt andet:

”Nu er Peter død. Højst uventet og lige pludseligt under et elmetræ på en bakke ude ved Tølløse en sommerdag for tre måneder siden. Og nu er træerne nøgne, og der er stille i verden, og jeg er den sidste, der ved hvad nummerpladen var på vores første SAAB.”

Årets Danske Tale uddeles hvert år af Danske Taler og Rhetor.

 

12:21 Minna Skau

Faren fra TV 2-dokumentar om overgreb er blevet anholdt

En 65-årig mand er blevet anholdt og sigtet for seksuelle overgreb begået for cirka 13 år siden.

Den forurettede i sagen er mandens ene datter, der på gerningstidspunktet var omkring 12 år.

Det oplyser Østjyllands Politi ifølge Ritzau i en myndighedsmeddelelse.

Ifølge TV 2 er der tale om faren fra TV 2-dokumentaren ”Fars lille pige”, hvor tre døtre står frem og fortæller om overgreb.

I dokumentaren genoptager en af døtrene kontakten med faren og optager i skjul samtaler, hvor hun forsøger at få ham til at tilstå overgreb, hun mener, han har begået.

Farens forsvarsadvokat, Lasse Hummelhoff Frandsen, siger til TV 2, at hans klient ”bestrider utvetydigt”, at der har fundet overgreb sted, og at han gennem de skjulte optagelser er blevet udsat for ”et betydeligt pres for at bekræfte en bestemt fremstilling af fortiden”.

Politiet genoptog sagen, efter der er kommet nye oplysninger frem i forbindelse med optagelserne til tv-dokumentaren.

Manden forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

10:33 Minna Skau

AI har overhalet Mette Frederiksen

AI har overhalet Mette Frederiksen

Før introduktionen af ChatGPT var det hver 315. artikel, der nævnte AI. Nu er det hver 33. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Leder af Center for AI på DMJX Peder Hammerskov har brugt et par timer på at lave en – indrømmer han selv – lidt spøjs analyse af danske mediers omtale af AI.

Han har søgt i Retriever (det tidligere Infomedia) for at tælle mediernes omtale af henholdsvis AI og Mette Frederiksen fra 2020 til 2026.

I 2020 nævnte 3,2 procent af alle artikler statsministerens navn, mens kun 0,3 procent omtalte AI.

Kurven knækkede i skarpt opadstigende retning for AI i 2022, da ChatGPT blev lanceret. Og i dag er det 3,0 procent af alle artikler, der nævner AI, mens 2,6 procent nævner Mette Frederiksen.

Peder Hammerskov siger, at hans optælling er et udtryk for, hvor stort et emne AI er blevet på ganske kort tid.

”Vi har ikke før set noget, der er gået så stærkt. Det gælder både omtalen og brugen af det. Der er nogle ting, der forsvinder hurtigt. Telefonen og internettet er gode eksempler på noget, der har været lige så vildt. Men ikke lige så hurtigt,” siger Peder Hammerskov.

Hans optælling viser også, at AI-stof i dag handler om noget andet, end det gjorde i 2022.

Dengang handlede artikler, der nævnte AI, især om sundhed: Algoritmer, der finder kræft, og hospitaler, der tester nyt udstyr. I dag handler de mere om penge, geopolitik og uddannelse.

Peder Hammerskov deler flere tal og grafer i et opslag på LinkedIn.

Den norske mediebranche trækker Meta i retten

Den norske mediebranche trækker Meta i retten

Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

En gruppe af private medier og public service-medier i Norge stikker nu en kæp i hjulet på Metas forsøg på at indføre nye brugerbetingelser.

Amedia har sammen med Mediebedriftenes Landsforening, NRK, TV 2, Schibsted, Polaris, Aller, Dagens Næringsliv, Mentor Medier, NTB og Hordaland Folkeblad bedt Oslo tingrett om at stoppe indførelsen af Metas nye brugervilkår, indtil det er retligt afklaret, om de er lovlige.

”Vi kan ikke acceptere, at Meta bruger vores journalistik til at opbygge tjenester, som direkte truer vores eksistensgrundlag,” siger Guro Valland, ansvarshavende redaktør på Amedia-avisen Bergensavisen.

Det er første gang kommercielle medier og public service-medier står sammen om at kræve et midlertidigt forbud over for Meta i sagen, skriver Amedia.no.

Den europæiske organisation for public service-medier, EBU, udtrykker i dag også ”dyb bekymring” over Metas vilkår.

”At forlade platformene er ikke et reelt valg for public service-medier, fordi disse platforme er vigtige og strategiske indgange til at nå publikum,” skriver EBU.

Mediebranchen frygter, at Meta gennem vilkårene kan sikre sig rettigheder til artikler, billeder og videoer fra mediernes hjemmesider, herunder indhold bag betalingsmur.

Projekt Y går i luften i dag

Projekt Y går i luften i dag

Frederik Kongsgaard/Frederikkongsgaard/Ritzau Scanpix

I dag klokken 13 går det nye danske Projekt Y i luften, hvor nyhederne er udvalgt af redaktører, men skrevet ved hjælp af kunstig intelligens.

Til Ritzau forklarer chefredaktør Michael Dyrby, at historierne er AI-assisterede.

Det kan være i forskningsrapporter, pressemeddelelser eller i andre medier - samme steder, som andre medier også kan finde deres historier.

Redaktørerne består ifølge hjemmesiden af Casper Hjort, Louise Stigsgaard, Carsten Lysdal, Astrid Johanne Høg og Peter Astrup.

Adspurgt, om der er efterspørgsel på AI-genererede nyheder, svarer Michael Dyrby: Det finder vi ud af.

”Det er jo et udviklingsprojekt mod fremtiden, en slags grundforskning,” siger han til Ritzau.

Til at begynde med vil Projekt Y dække dansk politik, erhvervsstof og internationale nyheder.

Udgangspunktet er borgerligt, men uden at være dogmatisk eller ideologisk.

26. oktober

Flere og flere topledere i mediebranchen er mænd

Hvis den danske mediebranche havde et mål om at have en mere ligelig kønsfordeling blandt toplederne, har branchen bare bevæget sig længere væk fra sit mål.

Andelen af mænd på poster i topledelse er nemlig steget til 67 procent i år fra 64 procent i 2023. Det viser en ny analyse fra brancheorganisationen Danske Medier.

Mediebranchen består som helhed af 47 procent kvinder og 53 procent mænd. De tal er uændrede fra 2023. Også på mellemlederniveau er der stilstand, og det er omkring 41 procent af mellemlederne, der er kvinder.

Det er særligt i de regionale og lokale mediehuse, mændene dominerer i ledelseslagene, mens kønsfordelingen er mest jævn hos de større, landsdækkende medier.

Illustrator vinder pris for ”seriøst fjol” i digtsamling til børn

Kamilla Wichmann vinder Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Prisen får hun for illustrationerne til den illustrerede digtsamling 'Himlen er en helleflynder' skrevet af Birgitte Krogsbøll.

Juryen lægger vægt på, at Kamilla Wichmann sammen med Birgitte Krogsbøll balancerer originalt mellem det avancerede og det banale.

”Alle kan være med, men ingen kan gøre det efter. De har tidligere arbejdet sammen, men i 'Himlen er en helleflynder' når de et nyt niveau af opfindsomhed og ekvilibrisme, seriøst fjol og nysgerrighed. Bogen viser alt det, som AI ikke kan give os,” lyder det blandt andet.

Børnelyduniverset Huligennem vinder fire priser

Børnelyduniverset Huligennem vinder fire priser

Huligennem blev aftenens store vinder, da Prix Audio fredag aften kårede årets bedste danske lyd.

Børneuniverset tog fire af de 18 priser, mens DR P3's Drømmeholdet og RADIO IIII gik hjem med to hver.

Årets Podcast blev r8Dio's Hanrej i Ribe, skriver Prix Audio på sin hjemmeside.

Flest priser gik til Heartbeats' Huligennem, hvor fiktionsserien The High Fives både vandt den nye pris for Årets Børne- og Ungeprogram og Årets Fiktion/Fiktive fortælling. Desuden blev Sebastian Søndergaard Årets Talent, og Huligennem selv modtog prisen som Årets Pioner.

De to nye dokumentarpriser gik til Den giftige tvivl fra DR Dokumentar (Årets Undersøgende Dokumentar) og Da fiskene forsvandt (Årets Fortællende Dokumentar).

Se alle vinderne her.

Flere nyheder