Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I dag præsenterede DR's indholdsdirektør Naja Nielsen medarbejderne for ambitionerne for DR's indhold og det nye ledelseshold.
De fremtidige prioriteringer handler navnlig om investeringer og nytænkning af nyheder, dansk fiktion og kultur samt indhold og oplevelser til børn og unge.
Fællestillidsmand i DR Henrik Friis Vilmar synes, at der ligger nogle gode tanker bag.
”Det er for eksempel vigtigt, at vi får en ansvarlig for udvikling og innovation, fordi vi skal udvikle os, og det skal der være styr på.”
Han er også positiv over for ansættelsen af en programdirektør, der arbejder på tværs.
”Der er samlet set lagt op til en struktur, som er god, også for medarbejderne.”
Under orienteringen i dag kom der mange spørgsmål fra medarbejderne, siger han.
”Det er vigtigt, at det, der skal ske den kommende tid, foregår i en tæt dialog med alle de mennesker, der er berørt. Så jo flere spørgsmål fra medarbejderne, jo bedre.”