Strategi

DR skal have tre nye direktører kort tid efter tre direktørstillinger forsvandt

DR ændrer organisationen og skal nu ud at finde og ansætte en kulturdirektør, en programdirektør og en publiceringsdirektør. Det sker under et år efter tre DR-direktørstillinger blev nedlagt.

I dag præsenterede Naja Nielsen medarbejderne i DR for sin plan for, hvordan DR’s indholdsområde skal forløse missionen om at styrke demokratiet ved at samle danskerne på tværs af forskelle.

DR skal hæve barren "for den publicistiske, kreative og kunstneriske ambition i alt, DR laver", samtidig med, at der investeres målrettet i mere innovation af formater og måder at løse opgaven på inden for alle genrer og på alle medieplatforme.

Og det medfører blandt andet, at der fra 1- januar 2027 bliver udpeget tre nye faglige direktører i DR:

En kulturdirektør, en programdirektør og en publiceringsdirektør, skriver DR i en pressemeddelelse.

Det sker mindre end et år efter at nyhedsdirektørstillingen, stillingen som direktør for Kultur, Børn og Unge og direktør for DR Publicering og Brugere blev nedlagt.

Kulturdirektøren, vakant

Til den nyoprettede stilling som kulturdirektør leder DR efter et "fagligt fyrtårn" med en stærk vision for, hvordan DR kan bidrage til at styrke nysgerrighed, kreativitet og dannelse på tværs af generationer og andre forskelle.

Kulturdirektøren er kunstnerisk, kreativ og publicistisk ansvarlig for fiktion, Koncerthuset og ensembler, musik- og kulturindhold på tværs af DR’s platforme og kanaler samt samarbejder med andre kulturaktører i alle dele af Danmark.

Programdirektøren, vakant

Også her leder DR efter et "fagligt fyrtårn" med en stærk vision for, hvordan DR’s programmer og indholdsformater i fremtiden kan samle danskerne på tværs af forskelle.

Programdirektøren har ansvar for såvel ekstern som intern udvikling og produktion af indhold i alle formater til alle platforme inden for områderne børn, unge, fakta, sport, underholdning og livsstil.

Publiceringsdirektøren, vakant

Endelig leder DR efter et "fagligt fyrtårn" med en stærk vision for, hvordan danskerne møder DR på tværs af DR’s egne platforme og eksterne kanaler som sociale medier og andre tredjepartsplatforme.

DR har i forvejen en nyhedsdirektør, Kirsten Marie Svendsen

Nyhedsafdelingens vigtigste opgave er at gøre DR’s nyheder så relevante og spændende, at DR kan være danskernes foretrukne nyhedsanker, og at DR fortsat kan være det medie, alle har mest tillid til.

Nyhedsdirektøren får ansvaret for den samlede nyhedsoperation i DR og skal løse den opgave for alle generationer og alle dele af Danmark.

For øjeblikket er Natascha Dexters konstitueret som direktør for Kultur, Børn og Unge, mens Mette Skou Lauridsen er det for Publicering og Brugere.

Nyoprettet innovationsafdeling

Derudover bliver Diana Borup Skotte Ansvarlig for Indholdsinnovation. Afdelingen er nyoprettet, og Diana Borup Skotte er hyret ind som ansvarlig.

Sidsel Halben-Feld skal være Stabschef. Denne afdelings vigtigste opgave er at understøtte driften og den strategiske udvikling af indholdsområdet.

Den nuværende direktion i DR består af generaldirektør Bjarne Corydon, indholdsdirektør Naja Nielsen, direktør for Teknologi og Produktion Maria Barlev og direktør for Økonomi og Ressourcer Mads Diness Jensen.

 

0 Kommentarer