Altingets stifter har afgivet sit barn: Jeg følte mig som en isbjørn, der stod på en isflage

Rasmus Nielsen burde være glad. Og det er han egentlig også.

Problemet er, at han ikke har det let med opbrud – at sige farvel. Så følelserne er blandede, efter at han i sidste uge blev belønnet med angiveligt 200 millioner kroner for salget af Altinget – en af de største iværksættersuccesser i den danske medieverden i mange år.

JP/Politikens Hus købte hele foretagendet, og Rasmus Nielsen forlader dermed posten som eneejer og bestyrelsesformand og rydder snart sit kontor i huset.

Rationelt er det den helt rigtige beslutning at give stafetten videre til netop det fondsejede JP/Politikens Hus. Det ved han.

”Det skulle simpelthen være dem. Det var der ingen tvivl om,” siger han.

”Men det er også vemodigt. Det føles næsten som at skulle afgive sit barn til en anden. Men jeg er meget afklaret, og det giver mig da også en følelse af stolthed.”

Otte gange Kvium

Hvis man vil forstå, hvor tæt Altinget og Rasmus Nielsens liv er flettet sammen, giver det et godt indblik at besøge de smalle gange i kælderen under Altingets kontorer i centrum af København.

Her er opmagasineret et større lager af abstrakt kunst, oliemalerier af folketingspolitikere, gamle politiske valgplakater og litografier i glas og ramme.

De fleste værker er indkøbt til udsmykning i Altinget. Men hvem er ejeren nu? Er det privat-Rasmus eller Altinget?

”På nogle af værkerne står det bagpå – men ikke på alle. Så hvis er hvis, det skal der være helt styr på,” siger Rasmus Nielsen, da han i høj fart viser rundt mellem kunstværkerne, der står stablet op ad væggene.

For eksempel er der otte Michael Kvium-litografier, hvoraf fire af dem tilhører Rasmus – men hvilke fire?

”Vi skal finde ud af, hvad der er mit, og hvad der tilhører Altinget. Det gælder alle tingene her i kælderen.”

Han vender den tunge ramme på Kviums ’Pale Eyed View’ fra 2006 for at se, om ejermanden står skrevet bagpå. Der er bid: ”Tilhører Rasmus Nielsen”.

Stod på en isflage

Rasmus Nielsen taler hurtigt og lavmælt med en behagelig stemme trænet til radio og tv.

Selv om han i årtier har bevæget sig rundt i det hårde politiske miljø omkring Christiansborg, har han langt hen ad vejen bevaret en umiddelbarhed. Han siger tingene, som han føler dem. Også når det gælder personlige emner.

”Jeg er faktisk et menneske uden filter, ja det modsatte af en spindoktor,” siger han.

Det var egentlig meningen, at det her portræt skulle skrives og publiceres i papirudgaven af Journalisten op til jul. Det var den aftale, vi indgik i telefonen for 10 dage siden.

Dengang var der intet i Rasmus Nielsens stemme, der røbede, at han var på vej til at indgå sit livs handel.

Han ville gerne stille op til en portrætartikel, forklarede han roligt.

”Det er ikke noget, jeg synes, jeg har behov for, men som mediemand kan jeg jo ikke tillade mig at sige nej.”

Vi aftalte at gå i gang med det første interview to-tre uger senere.

I virkeligheden var han under telefonsamtalen allerede langt inde i forhandlingerne med JP/Politikens Hus.

Salget er det ultimative punktum på et forløb, hvor Rasmus Nielsen i årevis var plaget af tvivl. Hvem skulle eje Altinget, når han en dag selv var væk?

”Jeg følte mig som en isbjørn oppe i Nordøstgrønland, hvor jeg stod på en isflage, og jeg skulle ind og finde mad. Jeg kunne se ud over et landskab af en række isflager, der konstant bevægede sig – så hvilken vej skulle jeg gå?” 

Målt i DJ-medlemmer er Altinget og Mandag Morgen i dag blandt de 10 største mediearbejdspladser i København.

Og nu er virksomhedens fremtid sikret.

Det har kostet ham fem-seks år og millioner af kroner i advokater, konsulenter og rådgivning at finde den rigtige model for virksomhedsoverdragelsen.

Længe var det planen, at hans to voksne sønner skulle overtage, ligesom i familieejede virksomheder som Lego, Velux og Topsøe.

”Det var faktisk det, jeg rigtig gerne ville. Det er også en fars drøm, tror jeg”

Første skridt var, at Altingets holdingselskab, Rasmus Nielsen Holding, skiftede navn til Alrow Media, hvor Altinget blev kombineret med forbogstaverne i Rasmus og sønnerne Oskar og William.

Den ene søn er læge og forsker i hjertemedicin, mens den anden i otte år havde ansvaret for Altingets salg af annoncer.

Hvad sagde dine sønner til, at de skulle overtage virksomheden? 

”De har hele tiden sagt: ”Far, du skal gøre dét, du gerne vil.”

Hvad skyldes det så nu, at Altinget ikke skal køre videre som en familieejet virksomhed?

”Det er et rigtigt godt spørgsmål.”

Har de sagt til dig, at de enormt gerne ville drive Altinget videre? 

”Nej, jeg synes ikke rigtig, at de bed på krogen i realiteten.” 

Min drøm

Undervejs i forløbet stod det klart for Rasmus Nielsen, at hvis Altinget skulle omskabes til en familiefond, krævede det langsigtet tænkning, hvor han skulle tænke flere generationer frem.

I første omgang skulle ejerskabet overtages af sønnerne – og efter dem næste generation.

”Man da mit barnebarn blev født sidste år, og jeg kiggede ind i hans små babyblå øjne, spurgte jeg mig selv: Er det min ret at bestemme, hvad der – i hvert fald i stor grad – skal være hans skæbne? Det kunne jeg jo ikke,” siger han.

Så efter flere års overvejelser nåede Rasmus Nielsen i begyndelsen af 2025 frem til, at Altinget alligevel ikke skulle fortsætte som en familieejet virksomhed under sønnernes ledelse.

”Det var mere min drøm, end det var mine sønners drøm. Det var en stor byrde, og ingen af dem er jo journalister,” forklarer Rasmus Nielsen.

Interesse fra JP

Det har imidlertid ikke skortet på interesserede købere, der har bejlet til Altinget.

I 2011 opstod for eksempel en kontakt mellem Rasmus Nielsen og Jyllands-Postens daværende ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen.

De mødtes i Jyllands-Postens Jørn Mikkelsens kontor i København, hvor Jørn Mikkelsen pegede ud ad vinduet for at vise det seneste tegn på avispapirets deroute.

”Kan du se dernede. De er i gang med at rive aviskiosken på Rådhuspladsen ned,” sagde Jørn Mikkelsen.

Dernæst spurgte Jørn Mikkelsen, om Rasmus Nielsen ville overdrage Altinget til Jyllands-Posten.

”Det vil jeg gerne, hvis vilkårene var rigtige, svarede jeg, og så gav jeg en salgspris,” forklarer Rasmus Nielsen. Han tænkte, at han som 50-årig så kunne starte noget nyt.

Det næste godt halve år gik ifølge Rasmus Nielsen med forhandlinger. Det kostede Altinget hele årets overskud at producere et flot salgsmateriale med videre. Men så kom koncernledelsen i JP/Politikens Hus ind i billedet.

”Og de ville kun betale det halve.”

Dermed faldt aftalen til jorden.

Her 14 år efter ender Altinget så alligevel i hænderne på JP/Politikens Hus, og i mellemtiden er Altinget vokset til hele Skandinavien – og prisen steget.

”De skulle selvfølgelig bare have betalt den oprindelige pris. Nu har de givet omkring 15 gange mere, end hvad de bød dengang. Det er cirka en gang mere per år. Men jeg har haft nogle vidunderlige år, så det var mit held,” siger Rasmus Nielsen.

Ifølge Berlingskes oplysninger er salgsprisen 200 millioner kroner. Men det har ingen af parterne bekræftet.

Er det fake news, hvis jeg videregiver tallet på 200 millioner? 

”Altså, hvis jeg fortæller dig prisen, så kender du blandt andet også kravet til fremtidig indtjening. Så jeg kommenterer ikke prissætningen af hensyn til køberen og de ansatte,” siger Rasmus Nielsen.

Nederst i Borgens hierarki

Den første journalist, der blev ansat på Altinget, var Jon Adelsten i 2000.

Rasmus Nielsen var mest kendt som vært i DR og på TV 2 Lorry og som leder af TV 2-regionernes redaktion på Christiansborg. Men Jon Adelsten syntes, det lød spændende med et medie på nettet med politisk journalistik.

Han husker, at Altinget fik tildelt lokaler ”yderst på ridebanefløjen” og dermed også længst nede i mediernes interne hierarki på Borgen om de bedste lokaler.

Det var herude, Jon Adelsten og nogle få andre skribenter begyndte at producere historier – men forretningsmodellen haltede.

Pengene udeblev både fra brugerne og investorerne.

”Rasmus var meget væk, fordi han skulle skaffe penge,” husker Jon Adelsten.

Men måske var redningen nær. Folketingsvalget 2001 nærmede sig, og Rasmus Nielsen havde udviklet en interaktiv kandidattest – sandsynligvis den første af sin slags i verden – hvor vælgerne kunne finde den kandidat, der stod dem nærmest.

Rasmus Nielsen henvendte sig til DR’s daværende nyhedsdirektør, Lisbeth Knudsen.

Var hun interesseret? Ja, det var hun umiddelbart, meldte hun tilbage.

Rasmus Nielsen sagde, at prisen for kandidattesten var 300.000 kroner.

Men DR lod ham vente, og som valget nærmede sig, måtte han sænke prisen til 200.000 kroner. Aftalen faldt først på plads få dage før valget, hvorefter de mange data ville være ret ligegyldige. Kandidattesten med over 1.000 profiler endte med at blive en del af dr.dk. Prisen landede på nul kroner – men DR ville da gerne linke til Altinget.

”DR burde have betalt et millionbeløb for det,” siger Rasmus Nielsen, der mener, at DR opførte sig magtfuldkomment.

Nu manglede pengene fra kandidattesten i Altingets kasse.

Jon Adelsten havde bemærket, at Rasmus Nielsen kæmpede for at finde nye finansieringskilder.

”Til sidst måtte han smide håndklædet i ringen, og jeg var nødt til at stoppe,” siger han.

Altingets økonomiske nedtur endte med, at Rasmus Nielsen gik i frivillig likvidation. Betalte selv for at overtage stumperne – det vil sige domæne, artikelindhold, fotos og computere.

”Det handlede hele tiden om at skaffe penge, penge, penge, penge, penge. Det absolutte lavpunkt var, at jeg måtte ind til min søn og få lov at tømme hans sparegris til dagligvarer,” siger Rasmus Nielsen.

Jon Adelsten skiftede til tv-branchen og lagde den politiske journalistik bag sig.

What the fuck

Spol frem til 10 år senere. Her blev Jon Adelsten inviteret til Rasmus Nielsens 50-års reception i Altingets nye lokaler på Frederiksholms Kanal over for Christiansborg.

”Det tog godt nok røven på mig. Det var bare what the fuck,” siger Jon Adelsten i dag.

Altinget var ikke længere en miniput.

”Han havde ansat måske 20 skrivende journalister – hvem gjorde ellers det på det tidspunkt,” spørger Jon Adelsten.

Pengene strømmede åbenbart ind.

På en væg hang skilte i brasiliansk ædeltræ med navnene, som havde tegnet abonnement på Altinget, for eksempel Socialdemokratiet, FDB og Danisco.

”Det var en kæmpe bedrift, at de havde hevet så store kunder hjem,” siger Jon Adelsten.

Også Rasmus Nielsens kontor med kunst og designmøbler var af en helt anden kaliber end opstarten på Ridebanen. Nu kunne kontoret næsten sammenlignes med Tøger Seidenfadens hjørnekontor på Politiken.

”Det var godt gået og også meget rørende at opleve. Han kunne jo have lukket det hele, da det gik dårligt, men han troede på det,” siger Jon Adelsten.

Fremgangen skyldtes, at Rasmus Nielsen havde fået hul igennem til interesseorganisationer, myndigheder, partier og virksomheder – en kundekreds, der gav Altinget kælenavnet ’Djøfernes intranet’.

”Den første store kunde var Danske Andelsselskaber. Så kom Socialdemokratiet. Det var point of no return,” siger Rasmus Nielsen.

Tre mænd. Tre skæbner

For Rasmus Nielsen har salgsprocessen ikke kun handlet om pris og betingelser.

Det har også været en anledning til at tænke tilbage på tre mænd, han holdt af, og som – modsat ham – blev snydt for at få livets fulde udbytte.

”Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget på før, men i de her dage er alle erindringerne hvirvlet op i mit hoved,” fortæller han.

De tre har det til fælles, at de led en alt for hård skæbne og i dag er gået i glemmebogen.

”De tre personificerer nogle af sorgerne i mit liv. Tre store mænd, som jeg havde som forbilleder, og som døde tragisk. Det har helt klart præget mig,” siger Rasmus Nielsen.

Den ene mand er Rasmus Nielsens store radioforbillede, DR-journalisten Jørgen Bro, der boede i samme nabolag som Rasmus Nielsens familie.

Jørgen Bro var et naturtalent som portrætinterviewer, men han var ofte syg, så den unge journalist Rasmus Nielsen fik mulighed for at vikariere for ham i 75 af hans programmer.

”Desværre døde Jørgen i en ung alder, da han var midt i 40’erne. Ved begravelsen kastede hans 10-årige datter rosen i graven. Det var et chok for mig, at man kunne dø så ung,” husker Rasmus Nielsen.

Den anden mand er Jakob Nielsen – og det er hverken Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, eller Rasmus Nielsens bror - men Jakob Nielsen, der var en kendt tv-journalist i DR og ven og kollega til Rasmus’ far.

”Han var en rigtig, charmerende tv-journalist, en politisk journalist, og sådan en ville jeg også gerne være.” 

Også Jakob Nielsen døde midt i livet.

Den tredje person er faren Gerhard Nielsen, som Rasmus og storebroren voksede op hos, da forældrene blev skilt og gik hver til sit.  

”Min mor var rejst til Stockholm og blev gift med en svensk, kvindelig sexolog, og så sad vi tilbage i den store villa i Risskov,” husker han.

Gerhard Nielsen var fra 1973 til 1986 chef for DR’s provinsafdeling i Aarhus med ansvar for alt radio og tv uden for København.

Hver morgen kom posten med dagens presseklip på hjemadressen på en stikvej til en stikvej mod vandet i Risskov.

Faren læste sjældent udklippene. Men det gjorde teenageren Rasmus.

”Jeg syntes, det var spændende, fordi jeg allerede som helt ung var meget interesseret i medier, politik – og min far. Jeg var da selvfølgelig stolt, når min far var omtalt. Det var han som regel i landets aviser flere gange om ugen,” siger han. 

Taxaen i morgenmørket

Rasmus Nielsen gik i farens fodspor og blev redaktør på skolebladet, hvor han som 13-årig overtalte det nyvalgte, socialdemokratiske folketingsmedlem Svend Auken til at medvirke i en artikel.

Mens Rasmus Nielsen smagte på journalistikken, var faren midt i livet, og han havde travlt.

De mange arbejdsopgaver betød, at han ofte mødte tidligt om morgenen og kom sent hjem fra møder i TV-Byen i København. Rasmus Nielsen husker fortsat lyden af en taxa med dieselmotor, der tidligt om morgenen holdt klar i mørket til at samle faren op.

Om aftenen, når brødrene Jakob og Rasmus traditionen tro var alene hjemme, bestod maden ofte af bøffer fra Dansk Fryse Økonomi uden så meget andet på tallerkenen.

”Min bror og jeg ofrede meget for, at vores far kunne gøre karriere. Vi var stort set altid alene i de år i 1970’erne,” sammenfatter Rasmus Nielsen.

Men det afsavn var ikke det værste.

Det værste var, at Gerhard Nielsen mere eller mindre røg direkte i glemmebogen, da han opsagde jobbet som DR-chef. Selv havde han drømt om at blive TV 2’s første direktør, men det job gik til DR-kollegaen Jørgen Schleimann.

”Jeg troede, at vores far i den sidste ende ville blive rig eller anerkendt. Men det endte med, at flere i Danmarks Radio tog afstand fra ham,” fortæller han.

De var uenige med hans programpolitik, selv om TV 2 ifølge Rasmus Nielsen få år efter fik stor succes med den.

”Det var ufortjent, at han blev ignoreret og glemt, fordi han havde ofret så meget for afdelingen, der var provinsens stemme i DR,” siger Rasmus Nielsen.

Da Gerhard Nielsen døde i 1992 i en alder af 65 år, var der ikke meget tilbage til sønnerne at arve.

”Han havde en livspension på et meget lille beløb. Men ellers arvede vi ingenting. Der var til to små Kvium-malerier, jeg stadig har derhjemme.”

Overlever faren i dag

Rasmus Nielsen har sat et kryds i kalenderen i dag, tirsdag, hvor han selv fylder 65 år og dermed snart har levet længere end faren.

”Når en søn nærmer sig sin fars alder, uanset om det så er 30, 60 eller 90 år, så sker der noget ubevidst. Det har det i hvert fald gjort for mig. Jeg har været optaget af at komme igennem på den gode side og blive ældre end godt 65 år.”

Umiddelbart peger alt på, at Rasmus Nielsen kommer til at leve et godt og langt liv. Han fremstår i hvert fald som en meget sund og adræt 65-årig.

”Jeg lever sundt, spiser grønt og passer på min krop,” fortæller han.

Men han har en tilbagevendende uro for, at lykken pludselig vender.

”Det er en ængstelse for, at det skal ende galt for min løbebane, eller at Altinget bliver ramt af en ubehagelig skandale. Det ville jeg simpelthen ikke kunne klare. Men det kommer forhåbentlig og givetvis aldrig til at ske,” siger han.

Et aftryk på samfundet

Rasmus Nielsen kommer ikke til at starte nye medier. Hans storhedstid som idémager er ovre.

”Uden sammenligning i øvrigt skrev Lennon og McCartney deres bedste sange i løbet af få år. Jeg lavede ’Kend din kandidat’ og Altingets nichekoncept på to år, og jeg har i realiteten ikke lavet nogen hits siden. Jeg tror ikke, at en 65-årig har noget særligt at byde på, når det gælder udvikling af nye medier. Overlad det til dem i 25-40 års alderen, hvor kreativiteten topper,” siger han.

Professionelt vil han i de kommende år bruge pengene fra salget af Altinget på at oprette en fond til støtte for demokrati i Europa og til formidling til børn og unge af dansk billedkunst. 

Rasmus Nielsen bryder sig ikke om ordet eftermæle, men foretrækker det engelske legacy.

”Det er gået op for mig, at det ikke handler om mig. Så min fond skal for eksempel ikke opkaldes efter mig. Det vigtige er at efterlade mere til samfundet, end man tager. Mere pligt end ret. Det er det, jeg vil efterleve,” fortæller han.

Han sammenligner det med et egetræ, han sidste år fik plantet foran sit hus i Humlebæk. Det er et træ, der vil kunne glæde folk de næste tusind år.

”Når man køber et gammelt hus, og der står gamle træer i haven, bliver man så glad. Så spørger man: Hvem plantede den bøg? Det gjorde de, der byggede huset for over 100 år siden.”

Genbesøger familiens historie

Den kommende tid vil Rasmus Nielsen afsætte mere tid til at dyrke familiens historie, selv om han er blevet advaret mod det.

”Min kone, som kender mig bedre end mig selv, siger tit: ”Det gør dig så ked af det at læse i familiearkivet, så skal du ikke lade være?” Men jeg vælger at gøre det, fordi det er nogle ting, jeg gerne vil igennem.”

For eksempel ved han, at DR’s tidligere generaldirektør Hans Jørgen Jensen skrev til faren, at han vidste, at Danmarks Radio virkelig havde slidt på hans fysik – men at faren havde efterladt et stort aftryk.

”Det brev vil jeg gerne finde frem og hænge op bag UV-glas i en smuk, slidt, enkel sølvramme på mit hjemmekontor.”

For nylig besøgte Rasmus Nielsen den lejlighed i København ved Marmorkirken, hvor faren boede den sidste tid.

”I dag bor der en ung filminstruktør med sin familie, og det gjorde mig så glad at se, at han havde to små døtre, der havde deres senge stående i min fars gamle soveværelse, hvor han døde. Så livet går videre, tænkte jeg. Det var lidt vemodigt at opleve, men jeg tænkte også, at livet er smukt.”