Den norske statsministers rådgiver viste torsdag eftermiddag billeder fra sin mobiltelefon, da han fortalte om krisekommunikationen efter terrorangrebene i Oslo. »Uanset hvor mange bøger man har læst om kommunikation, handler det om at stole på sig selv.«Det første billede viser statsministerens rådgiver Sindre Fossum Beyer på familieferie på Mallorca. Han krammer en stor bamse i sommervarmen.

Det næste mobilbillede forestiller Jens Stoltenberg, der spiser frokost i Oslo, mens han fortæller en journalist fra Dagbladet om sine spisevaner.

På det tredje billede efter ser man statsministeren i et bombesikkert rum, kort efter at han har fået besked om, at en række regeringskontorer i Oslo er raseret.

Før den politiske rådgiver Sindre Fossum Beyer i dag på netværkskonferencen Del12 skulle fortælle om kommunikationsarbejdet efter terrorangrebene i Oslo, fandt han nogle af de private billeder, han tog med sin iPhone før, under og efter angrebene på regeringskontorerne og Utøya.

»Jeg synes, billederne viser en stærk og personlig historie fra de dage. Det er historien om kaos, løbende krisehåndtering. Jeg skulle forklare mine tre børn, hvad der var sket. Vi skulle tale med de pårørende, og vi skulle tælle op, hvor mange der var døde, og hvor mange der havde overlevet,« fortalte Sindre Fossum Beyer en helt stille forsamling af kommunikationsfolk på toppen af Berlingske Media i Pilestræde.

Efter angrebene 22. juli blev Jens Stoltenberg og staben omkring ham rost for krisehåndteringen af terrorangrebene og for budskaberne om at tro på demokrati og sammenhold. Selv mener Sindre Fossum Beyer, at han handlede, så godt han kunne ud fra de givne omstændigheder.

»Uanset hvor mange bøger man har læst om kommunikation, handler det om at stole på sig selv. Man har ikke tid til at gå i boghylderne.«

Den første opgave var for eksempel at fortælle omverdenen, at statsministeren var i live. Men Sindre Fossum Beyer turde ikke fortælle, hvor han befandt sig. Man vidste jo ikke, om statsministeren også var mål for terroristerne.

Dernæst handlede det om at få et overblik over ødelæggelsernes omfang. Det var ikke nemt. Presset fra medierne var enormt.
»Jeg kunne ikke bruge min mobiltelefon, fordi hele verden prøvede at ringe til mig. Når jeg prøvede at ringe op, kom der et opkald igennem. Pludselig var der en fra CNN, der sagde: "Vi er på live om to minutter". Jeg lagde på med det samme. Det var helt kaotisk.«

Siden fulgte timer og dage med pressekonferencer, mindehøjtideligheder, begravelser – og masser af officielle taler.
»Normalt taler vi i Norge ikke om "blodige angreb". Det er ikke ord, vi almindeligvis bruger. Men en ny situation krævede nye ord til at beskrive, hvad der var sket.«

Det blev faktisk en renæssance for store taler.
»Folkemøder for tusindvis af mennesker hørte fortiden til – troede vi. Det viste sig ikke at være tilfældet.«

Fra salen blev Sindre Fossum Beyer spurgt, om man fra begyndelsen havde besluttet sig for at satse på et budskab om forsoning.
»Det er svært at forklare. Det var det eneste … Vi blev jo ramt på vores politiske symboler, på vores demokrati. Demokratiet var det, der stod tilbage efter angrebet.«

En anden spurgte, om der også lå den bagtanke bag, at en god pressehåndtering kunne styrke Stoltenberg politisk.
»I skal forstå, at vi selv blev ramt. Det var folk, vi kendte eller havde mødt. Folk på vores egen arbejdsplads. Det var en fremmed tanke, at vi skulle udnytte situationen. Vi skulle bare gøre det rigtige, og jeg er helt immun over for den type tanker.«

Sindre Fossum Beyer blev også spurgt om, hvordan taleskrivningen udviklede sig. Blev det nemmere med tiden at ramme den rigtige tone?
»Der er jo aldrig sket noget lignende i Norge. Før det skete, ville man ikke sige, at den slags taler er noget typisk norsk. Jeg tror, det handler om, at det var ægte følt. Jeg kan ikke finde en mere kirurgisk forklaring på det, vi gjorde.«

Læs mere om Del12 på Twitter – og følg eventuelt hashtagget #del12. Du kan man blandt andet se Sindres Fossum Beyers billede af Stoltenberg flyve hen over Utøya