I weekenden holdt Jakob Ellemann-Jensen sin første tale som formand på et landsmøde for Venstre. På samme landsmøde holdt tidligere formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen sin afskedstale med det parti, han har stået i spidsen for i 10 år. Og det bliver den sidste tale, landsmødet vil blive husket for.

Sådan siger Bente Dalsbæk, mangeårig taleskriver og kommunikationsrådgiver.

”Jakob Ellemann er en formand, der er i gang med at fremkalde sig selv, og det er det, vi er ved at se. Jeg føler ikke, han er helt fremkaldt endnu, og derfor er han ikke så modig i forhold til sin pathos, som han kunne være det og måske bliver det.”

Havde lagt sin lune på hylden

Den største svaghed ved Jakob Ellemanns tale var ifølge Bente Dalsbæk, at den manglede følelser og personlige anekdoter. For eksempel i den første lange del af talen, som handler om Ellemanns egen erhvervserfaring og om værdien af arbejde.

”Det er lige der, hvor han misser ”show don’t tell”. Jeg ville gerne have haft nogle flere billeder eller en anekdote. Han kan godt komme til at være en lille smule opremsende,” siger Bente Dalsbæk, som for eksempel gerne ville have haft nogle af personerne i talen foldet mere ud.

”Det havde været klædeligt med mennesker, der havde gjort indtryk på ham,” siger hun.

Hun havde også gerne set Jakob Ellemann-Jensen improvisere mere, end han gjorde.

”Vi kender jo hans lune, fortælleevne og evne til at improvisere, og så lægger han bånd på den del her. Der kunne han godt have skruet lidt op for det, der er ham.”

Sendte den gamle høvding af sted

Det kunne nok ikke have været anderledes, end at Lars Løkke Rasmussen løb med mest opmærksomhed for sin tale. Det var hans afsked, medierne først og fremmest var kommet for at dokumentere.

”Han havde jo nærmest kameraet helt inde i øjenkrogen, indtil den der tåre så kom,” siger Bente Dalsbæk.

”Jakob Ellemanns rolle var at sige, nu sender vi den gamle høvding af sted, og ”om lidt, når Løkke er gået ud af døren, så …” Retorisk behøvede den ikke at fylde mere, for uanset hvad Jakob Ellemann havde gjort, så ville det være gået sådan, at Løkkes tale fyldte mest,” vurderer hun.

Bente Dalsbæk mener også, at Jakob Ellemann-Jensen lykkedes med at manøvrere uden om den rolle som ”toastmaster”, som Klaus Riskær ifølge blandt andre Politiken har sagt, han passer godt ind i.

”Jeg synes ikke, det var en toastmaster, så havde jeg forventet lidt mere ramasjang. Det er en formand, som lige er blevet det, og som er i gang med at etablere sig og rette blikket mod at blive statsminister. Og det kan jo godt tage nogle år,” siger Bente Dalsbæk.

En svaghed i skrotbisse-billedet

Hun hæfter sig ved, at Jakob Ellemann-Jensen i sin tale gjorde meget ud af at etablere Venstre som et parti for ”de arbejdende” danskere og om værdien af arbejde.

”Han opbygger sit eget ethos ud fra en vis troværdighedsplatform. Det handler meget om, at han har en bred erhvervserfaring fra skrotbisse til soldat til jurist, selvfølgelig for at skabe identifikation,” siger Bente Dalsbæk.

”Jeg synes, han lykkedes rigtig fint med på den måde at tegne et klassisk friheds-Venstre, og det er rigtigt fint at tale til ”de arbejdende”. Det, tror jeg, rigtig mange vil være glade for, både blandt medlemmerne, men det kan måske også være med til at trække nye vælgere ind.”

Til gengæld er der en svaghed ved Ellemanns tale, når han fortæller om sin fortid som skrotbisse i Sydhavnen, vurderer hun.

”Det er et sjovt modbillede, og det kan godt være svært at forestille sig, når Jakob Ellemann står der i slips og jakke, hvordan han har set ud som skrotbisse,” siger hun.

Blød mellemvej i udlændingeretorik

Forud for landsmødet var der sået spænding om, hvorvidt Jakob Ellemann-Jensen ville forsøge at tegne en anden linje i udlændingepolitikken end næstformand Inger Støjberg. Måske ligefrem sætte hende lidt på plads.

Her valgte Jakob Ellemann-Jensen ifølge Bente Dalsbæk en blød mellemvej.

”Han sagde både ”du kan tro på, hvad du vil”, altså den der meget klassiske Venstre om, at vi passer godt på vores mindretal. Men samtidig sagde han, at du har ikke krav på, at samfundet indretter sig efter dig. Så han prøver så at sige, om ikke han kan stå begge steder,” siger Bente Dalsbæk.

På den måde mener hun, at konflikten om udlændingepolitikken er større uden for partiets døre end inden for.

”Han ved godt, at der er grænser for, hvor meget man kan lægge afstand til næstformand og bagland. Der er en grund til, at hun (Inger Støjberg, red.) blev valgt med så store stemmetal. Så må han et eller andet sted indstille sig på at padle fra sag til sag,” siger Bente Dalsbæk.

Det kan blive en kommunikationslinje for Jakob Ellemann og Inger Støjberg, at ”de grundlæggende ikke er uenige, men bare siger tingene på forskellige måder”, mener hun.

”Man kan sige, at papiret er forskelligt, men gaven indeni er den samme. Ellers har man bøvlet igen næste gang.”