I går måtte Institut for Menneskerettigheder beklage, at en radikal politiker optrådte som case-person i en artikel og på forsiden af en ny rapport om indfødsret. Forsiden er skiftet ud, og artiklen er fjernet fra instituttets hjemmeside efter hård kritik fra Socialdemokratiets ordfører Rasmus Stoklund.

Men professor Heine Andersen mener, Rasmus Stoklund er ude i et angreb på Institut for Menneskerettigheders forskningsfrihed.

Heine Andersen er professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet og har blandt andet skrevet bogen ’Forskningsfrihed’.

”Det er principielt forkert og en uting, når et folketingsmedlem blander sig i, hvordan forsiden skal se ud på en publikation fra Institut for Menneskerettigheder, i og med at instituttet udtrykkeligt har forskningsfrihed,” siger Heine Andersen.

Lægger pres på forskerne

Han mener, problemet er, at Institut for Menneskerettigheder er en offentlig institution, som kan være sårbar for politisk pres. Derfor bør folketingsmedlemmer ikke blande sig i det konkrete indhold i rapporter og forskning fra instituttet.

”Når et folketingsmedlem på den måde angriber instituttet, så lægger det et pres på forskerne og de eksperter, som arbejder på instituttet. De kan føle, at de skal veje deres ord og være påpasselige med ikke at sige eller skrive noget, som blotter dem for den slags kritik. Det er et principielt problem, som kan smitte af på de vinkler og temaer, forskerne udvælger,” siger han.

”Forskningsfriheden er vigtig at værne om, også når det gælder højaktuelle politiske emner som indfødsret og menneskerettigheder,” lyder det.

Case kan godt være politiker

Heine Andersen mener ikke, det bør være et problem, at en case-person også er politisk kandidat, hvis ellers vedkommende er en relevant case.

”Det er ganske uvedkommende for vurderingen af det menneskeretlige perspektiv i hendes historie, om hun også er politiker, direktør, eller hvad hun måtte være. Den personlige historie er den samme og bliver ikke mindre relevant.”

Men hvis der er et problem med case-valget – og det har instituttet selv erkendt – er det så ikke godt, at Rasmus Stoklund er med til at kaste lys over det?

”Jeg synes, han krænker instituttets forskningsfrihed ved at gå ind i sagen. Man kan godt anlægge den vinkel, som handler om kommunikationen. Det var måske ikke hensigtsmæssig kommunikation fra instituttets side, fordi det forstyrrer, og fordi sagen ligger lige til højrebenet for politikere, som vil udnytte den. Men det giver stadig ikke Rasmus Stoklund ret til at hive det frem og udnytte den blottelse,” siger Heine Andersen.

S-ordfører afviser

Rasmus Stoklund afviser, at han på nogen måde krænker instituttets forskningsfrihed.

”Jeg insisterer på, at en skatteyderfinansieret forskningsinstitution skal være partipolitisk uafhængig. Det har intet at gøre med politisk pres,” siger han.

Rasmus Stoklund har stillet en række spørgsmål til ministeren for at få redegjort for forløbet. Han er også vred over, at ligebehandlingschef Maria Ventegodt mandag fortalte ham, at ingen på instituttet vidste, at Jino Victoria Soabi var politiker. En fejl, som Maria Ventegodt har beklaget, da instituttets kommunikationsafdeling var blevet orienteret af politikeren selv.

Heine Andersen mener, det er irrelevant, om Jino Victoria Soabi i øvrigt også er kommunalpolitiker, hvis ellers hun er en relevant case. Har han ret?

”Nej. Jeg kan bedst illustrere det med et eksempel: Hvis du forestiller dig, at Center for Terroranalyse udgav en rapport, som argumenterede for strammere udlændingepolitik baseret på en risikoanalyse, og de brugte Morten Messerschmidt som case – tror du så ikke, De Radikale ville kritisere, at en offentlig institution på den måde promoverer en politiker?” siger Rasmus Stoklund.

Han er også kritisk over for timingen.

”Den er oven i købet lanceret lige oven i de politiske forhandlinger og en masse historier i medierne, hvor unge mennesker beklager sig over, at det er svært at få indfødsret – hvor instituttet bakker dem op. Hvis en anden offentlig institution havde lavet det nummer, så er jeg sikker på, at jeg ikke var den eneste til at kritisere dem,” fortsætter han.