search

Henda demonstrerede, indtil regimet gik af: ”Alt ændrede sig for journalister”

For 10 år siden var journalist Henda Chennaoui med til at kæmpe mod regimet i Tunesien. Det Arabiske Forår gav håb om nye tider for medier og journalister, men i dag er pressefriheden og ytringsfriheden fortsat udfordret i regionen, og journalister bliver anholdt eller udsat for vold og påbud

Den 14. januar 2011 sad den dengang 27-årige journalist og aktivist Henda Chennaoui foran tv’et i sin brors stue. Hun kiggede skiftevis på nyhederne i fjernsynet og opdateringerne på Twitter og Facebook. For rygterne gik på, at den mangeårige diktator Ben Ali var flygtet fra Tunesien.

I tre uger havde hun dagligt demonstreret på hovedgaden Habib Bourguiba i Tunis foran indenrigsministeriet sammen med tusindvis af andre tunesere. De ville af med regimet, der havde undertrykt befolkningen i årtier, og ønskede økonomisk og social lighed. Og så kæmpede journalister som Henda Chennaoui for pressefrihed og muligheden for at kritisere tilstandene i landet.

Et billede dukkede op på Twitter af et fly. Dét fly. Ben Ali var på vej væk efter 23 år ved magten.

”Det var historisk. Jeg kunne næsten ikke tro på det. Vi blev virkelig glade og bange på samme tid. I tre uger havde vi kæmpet mod politiet, gemt os fra politiet og forsøgt at råbe op om, hvad der skete i vores land. Nu var han væk,” siger hun og fortsætter:

”Og så ændrede alt sig for journalister og tunesere generelt.”

Ingen kritisk presse

For at forstå, hvad det var for en virkelighed, som Henda Chennaoui og mange andre tunesere kæmpede for at ændre, skruer vi tiden tilbage til december 2010. Det hele begyndte, da den 26-årige tunesiske grønthandler Mohamed Bouazizi havde sat ild til sig selv foran guvernørens kontor i byen Sidi-Bouzid i frustration over, at politiet havde beslaglagt hans varer, fordi han ikke havde en officiel tilladelse til at sælge frugt og grønt på gaden. Det udløste store demonstrationer og førte som sagt til, at Ben Ali forlod landet, og protesterne spredte sig til resten af Nordafrika og Mellemøsten. Det, vi kender som Det Arabiske Forår.

På det tidspunkt arbejdede Henda Chennaoui på en privat radiostation, der var ejet af datteren til diktatoren Ben Ali.

Medierne var kontrolleret af regimet, og journalister kunne ikke rapportere kritisk om landets problemer.

”Vi kunne ikke tale om de sociale problemer, økonomiske problemer eller korruption. Intet. Og vi havde ikke adgang til information. Den eneste måde, vi kunne få information på, var gennem staten, og den kunne vi ikke stole på.”

”Vi kunne pludselig kritisere styret, dække valg og demonstrere. Det kan vi til dels stadig den dag i dag, men vi er fortsat udfordret af dem, der ikke ønsker, at vi er her.”

Henda Chennaoui, journalist og aktivist, Tunesien

Henda Chennaoui havde arbejdet som journalist i cirka tre år og forsøgte at holde sig til at lave historier om kulturelle emner og begivenheder, så hun undgik at blive rullet ind i statens propagandamaskine. Da revolutionen begyndte, vidste hun, at det var tid til at gøre op med systemet.

<span class="rodt">Henda Chennaoui demonstrerede i tre uger, indtil regimet gik af i Tunesien:</span> ”Alt ændrede sig for journalister” 1

↑ Henda Chennaoui står her til en af demonstrationerne. Foto: Privat.

 

”Vi var nødt til at ændre tingene. Og det gjorde vi. Vi opnåede pressefrihed og ytringsfrihed, og det ændrede fuldstændigt måden at være journalist på. Vi kunne pludselig kritisere styret, dække valg og demonstrere. Det kan vi til dels stadig den dag i dag, men vi er fortsat udfordret af dem, der ikke ønsker, at vi er her,” siger hun.

Vanskeligt at være journalist

10 år efter at revolutionerne begyndte, er Tunesien et af de eneste lande i regionen, hvor der er lyspunkter for medier og journalister, selv om problemerne fortsat er mange med korruption og politikere, der forsøger at kontrollere mediernes agenda.

I de andre lande har gamle regimer fået fat igen, eller stater er gået i opløsning, og løbende bliver journalister anholdt for at udføre deres arbejde. Generelt er den frihed, som nogle journalister og medier opnåede for en stund efter Det Arabiske Forår, forsvundet, fortæller Michael Irving Jensen, der er MENA Regional Director hos International Media Support (IMS).

”Ligegyldigt hvilket land vi peger på, så er virkeligheden den, at der i dag stadig er meget lidt rum til at ytre sig, og derfor kommer der ikke kritiske historier fra medierne.”

Michael Irving Jensen, MENA Regional Director, International Media Support

”Medierne er under ekstremt pres. De har styrerne på nakken, og de har ganske få økonomiske midler at gøre godt med, og derfor er der også kun få mennesker, der er involveret i at kunne producere indhold og ekspandere. Så selv om man ser nogle positive udviklinger, så er de også trætte. De har kørt sig selv ekstremt hårdt det seneste årti. De er utvivlsomt i en vanskelig situation,” siger han og fortsætter:

”Ligegyldigt hvilket land vi peger på, så er virkeligheden den, at der i dag stadig er meget lidt rum til at ytre sig, og derfor kommer der ikke kritiske historier fra medierne.”

Hvis de kritiske historier endelig kommer, kan det have store konsekvenser for journalister. Ifølge organisationen Reporters Without Borders (RSF) er Nordafrika og Mellemøsten fortsat farlige regioner at være journalist i, og lande som Syrien, Libyen, Marokko og Egypten er placeret i den dårlige ende af det såkaldte pressefrihedsindeks. Man har i særdeleshed set problemer i Egypten, der er et af de lande i verden, der ligger højest på listen over fængslede journalister. Særligt under den nuværende præsident, Abdel Fattah al-Sisi, er situationen spidset til.

Et forskelligt udgangspunkt

Men hvorfor er det gået så skidt? Og hvorfor er Tunesien det land, der skiller sig ud? Det er der flere årsager til, ifølge Michael Irving Jensen. Det meste er forbundet med geopolitik, militærets betydning og samfundsstrukturen i landene.

”Tunesien er et relativt lille land og har ikke den store økonomiske eller geo-politiske betydning i forhold til den geografiske placering. Der findes ikke det samme konfliktpotentiale, som vi har set i Libyen, Syrien, Irak og Egypten. Og så er det tunesiske samfund en stat med en stærk sekulær tradition og et civilsamfund, der siden revolutionen har forsøgt med alle tænkelige midler at holde fast i de muligheder, de vandt.”

”Det har gjort, at medier og journalister har været anderledes og langt bedre stillet. Derudover har det internationale samfund gjort rigtig meget for medieudviklingen i Tunesien, fordi landet ikke har været plaget af krig, militærstyre eller konflikt,” siger han.

Han slår dog fast, at en fælles udfordring, som i den grad også gælder Tunesien, er, at de uafhængige medier har svært ved at finde en bæredygtig forretningsmodel, der kan holde dem i live og modstandsdygtige over for presset fra styrerne.

Holder fast i rettigheder

Selv om der er mange udfordringer og dystre udviklinger, så har revolutionerne alligevel åbnet for flere muligheder. Der er opstået nye medier, der repræsenterer en ny generation af unge, som er vokset op med de værdisæt, som drev revolutionerne frem, fortæller Michael Irving Jensen.

Det har ifølge ham gjort, at der i dag bliver talt om langt flere tabubelagte emner, end man så tidligere. Emner som seksuelle overgreb, vold og rettigheder for seksuelle minoriteter debatteres offentligt. Ifølge ham er det altafgørende, at medier og journalister som Henda Chennaoui holder fast i de positive udviklinger, der nu engang er.

”Lige nu er det ekstremt vanskeligt, og derfor er det virkelig vigtigt, at de uafhængige medier og journalister, som rent faktisk har manifesteret sig og eksisterer, bliver stærkere, mere modstandsdygtige og overlever. For i det øjeblik de ikke længere er der, så er der ikke nogen stemme for den offentlige interesse. Der er ikke nogen, der holder magthaverne ansvarlige. Der er ikke nogen, der italesætter sociale problemer. Det vil være meget problematisk.”

Henda har som freelancejournalist brugt de nu 10 år gamle friheder til at oplyse folk om diskrimination og de sociale uretfærdigheder, der finder sted i Tunesien. Både i forhold til fattigdom, politivold og rettigheder for LGBT-miljøet. Hun har blandt andet skrevet for det tunesiske netmedie Inkyfada, der blev stiftet i 2014 og laver undersøgende journalistik fortalt gennem features og visual storytelling. Men hun har også brugt de sociale medier til at formidle om problemerne i Tunesien.

”Vi er meget heldige at have haft en revolution, selv om vi stadig har store problemer med korruption og økonomi. I det mindste har vi et civilsamfund og en presse, der fortsat kæmper for at få den korrekte information frem i lyset og stiller spørgsmål til regeringens handlinger. Det havde vi ikke mulighed for før, så det vil vi gøre alt for at holde fast i,” siger hun.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen