Der gik ikke mange minutter, fra en af USA’s mest anerkendte mellemøstkorrespondenter – William Booth er chef for Washington Posts kontor i Israel – blev tilbageholdt i Jerusalem, til nyheden nåede hele verden.
Amerikanske Newsweek bemærkede, at episoden kom præcis en måned efter, at en anden Washington Post-journalist var blevet løsladt i Iran.
Israel bliver sjældent sat i bås med autoritære regimer som Iran, men de seneste måneder har den internationale presseklub Foreign Press Association (FPA) kritiseret de israelske myndigheder for at gå hårdhændet til værks mod udenlandske journalister.
»Der er en forfærdelig stemning mod udenlandsk presse, og det er meget bekymrende,« siger Luke Baker, formand for FPA, til Journalisten.
Pressefjendtlig stemning fra politisk top
Israelsk politi har via en talskvinde oplyst, at en William Booth blev tilbageholdt, fordi en forbipasserende anklagede ham og en fotograf for at provokere unge palæstinensere til voldelige optøjer uden for den gamle by i Jerusalem. Begge blev taget med på stationen, men løsladt under en time senere, hvorefter det israelske pressekontor beklagede episoden, som de kaldte ”sandsynligvis resultatet af en misforståelse”.
Luke Baker mener dog, at episoden er et symptom på, at israelsk politi og militær i stigende grad mener, det er i orden at chikanere journalister.
Ifølge Baker kommer denne stemning ikke mindst fra den øverste politiske top. Sidste år offentliggjorde det israelske udenrigsministerium en hånende tegnefilm på Youtube, hvor en blond TV-rapporter med amerikansk accent tegner et rosenrødt billede af Hamas-regeringen i Gaza, mens maskerede mænd affyrer raketter bag ham.
Journalister indkaldt i parlamentet om ensidig dækning
Videoen udstillede ikke blot udenlandske journalister som uvidende, men indikerede også, at de var partiske. Efter omfattende kritik blev videoen trukket tilbage, men tidligere på måneden stod medierne igen for skud, da FPA blev indkaldt til en diskussion i det israelske parlament, Knesset, om de internationale journalisters ”ensidige dækning af konflikten”.
Indkaldelsen kom efter en episode, hvor tre palæstinensere blev skudt og dræbt efter at have forsøgt at udføre et større angreb i Jerusalem. En kvindelig israelsk politibetjent mistede livet, og to blev sårede. Nyhedsoverskrifter ved amerikanske CBS News og arabiske Al Jazeera refererede dog kun til de tre palæstinensere. Under forsamlingen i Knesset blev chefen for det israelske pressekontor, Nitzan Chen, bedt om at give yderligere eksempler og nævnte et par stykker fra BBC og CNN, mens der dagligt udgives hundredevis af historier fra Israel.
Baker, der også er chef for det lokale Reuters-kontor, opfattede derfor mest af alt mødet som en »heksejagt«.
»Vi blev bedt at medbringe ”eksempler på vores partiskhed”. Det var vanvittigt og får dig til at overveje, hvad det egentlig er for et land, du arbejder i,” siger Baker og tilføjer:
»Israel kan godt lide at fortælle, at det er det eneste demokrati i Mellemøsten, men den slags minder mere om noget, du vil forvente fra Tyrkiet eller Rusland. Jeg siger ikke, at Israel er nået dertil, men det er foruroligende.«
Truer med at annullere pressekort
Debatten i Knesset fik også den amerikansk-baserede organisation, Committee to Protect Journalists, til at udtrykke bekymring over øget israelsk pres mod udenlandske journalister – ikke mindst efter chefen for det israelske pressekontor, Nitzan Chen, på sin Facebook-væg truede med at annullere pressekort for ”uagtsomme” journalister og redaktører, hvis de laver forkerte overskrifter.
"שלושה פלסטינים נהרגו באלימות היומיומית שנמשכת" זו לשון הכותרת שבחרו רשתות בינלאומית להעלות לאחר פיגוע רצחני בשער שכם בי…
Posted by ניצן חן on Wednesday, 3 February 2016
Talsmand for det israelske udenrigsministerium Emanuel Nahshon påpeger over for Journalisten, at ingen lande giver presseakkreditering automatisk, og at disse gives som et tegn på tillid fra statens side.
»Set i lyset af det store antal udenrigskorrespondenter i Israel, og hvor følsomt det er for israelere, hvordan konflikten dækkes, er det kun normalt, at vi er opmærksomme på, hvilke historier der bliver udgivet herfra,« siger han.
»Vi har haft tilfælde, hvor journalister havde en klar politisk agenda og brugte deres medieplatform til at fortælle ensidige historier. Ser vi vedvarende, at personen ikke fortæller sandheden, er vi i vores gode ret til ikke at give presseakkreditering,« fortsætter Emanuel Nahshon.
Stadig relativt frit
Denne opfattelse deles af flere israelske parlamentarikere. Under mødet med pressen i Knesset beskyldte den tidligere israelske ambassadør i USA og nu leder af midterpartiet Kulanu, Michael Oren, desuden journalister for at iscenesætte voldelige optøjer. Han fremlagde dog ingen konkrete eksempler.
Der er ingen undskyldning for vold mod journalister, fastslog han, men »vi kan ikke se bort fra, at pressen tager en aktiv, ensidig og tendentiøs holdning i dækningen af konflikten, og derfor er det (vold mod journalister, red.) en del af spillet«.
Ifølge Baker kan man stadig arbejde relativt frit som udenlandsk journalist i Israel. I lyset af en markant stigning i vold udøvet mod journalister og deres udstyr de seneste par år, frygter han dog, at den politiske fjendtlighed giver sikkerhedsmyndighederne en følelse af carte blanche til at behandle journalister, som de vil.
»Jeg frygter, at med udenrigsministeriets opførsel, og med tonen blandt politikere i parlamentet og regeringen, har Israel skabt ét af de mest giftige miljøer længe,« siger han.
»Særligt i følsomme områder som Jerusalem eller på Vestbredden ser vi, at israelske styrker er mere restriktive og aggressive over for internationale medier,« fortsætter han.
Journalist angrebet af soldat
Sidste efterår angreb en israelsk soldat den italienske videojournalist Andrea Bernardi fra Agence France-Presse ved en demonstration på Vestbredden og smadrede hans kamera.
»Det var vanvittigt,« sagde Bernadi dengang til britiske The Guardian og forklarede, at han og en palæstinensisk journalist netop havde vist deres pressekort:
»Der var intet problem, de var flinke.«
Men pludselig tog en af soldaterne hans videokamera og hamrede det ned i jorden. Episoden blev tilfældigvis filmet af et palæstinensisk tv-hold, og på videoen ses, at både Bernadi og den palæstinensiske journalist var iført presseveste.
»Da vi var tilbage i bilen, så jeg et stykke af kameraet og ville tage et billede af det, fordi jeg var bange for, at (soldaterne, red.) ville beskylde mig for at have gjort noget forkert. Da kom soldaten tilbage og pegede en pistol i ansigtet på mig og trak mig ned på jorden,« fortalte Bernadi til Guardian.
Den israelske soldat blev senere suspenderet fra hæren, men der blev ikke rejst tiltale.
Talsmand: Vi slår ikke ned på journalister
I andre tilfælde er internationale og palæstinensiske journalister ifølge FPA blevet slået, sparket og sprayet med peberspray under deres dækning af oprørene på Vestbredden i løbet af efteråret.
Luke Baker fra den internationale presseklub anerkender, at spændinger er forventelige i et konfliktområde.
»Der er en militærmagt, der har besat et område i tæt på 50 år, og det er naturligt, at sikkerhedsmyndigheder vil være utrygge ved, at journalister stiller følsomme spørgsmål eller tager til steder, de helst ikke vil have, de er,« siger han.
Men i sammenligning med, da han dækkede området under krigen mod Libanon i 2006, mener han, at der er sket »en opblussen af spændingerne« mellem myndighederne og pressen.
Emanuel Nahshon fra det israelske udenrigsministerium fastholder over for Journalisten, at Israel ikke slår ned på hverken internationale eller lokale journalister eller pressefrihed.
De seneste år er Israel dog faldet markant på Reporters Without Borders’ pressefrihedsindeks fra en 47. plads i 2005 til 101 i 2015 – under lande som Kuwait og Kenya, men stadig langt fra Tyrkiet og Rusland på henholdsvis plads nummer 149 og 152. Årsagen tilskrives især krigen i Gaza i 2014, hvor 15 journalister og mediefolk mistede livet, samt overgreb mod journalister på Vestbredden.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er vel ingen lande, der er begejstrede for, at deres overgreb mod befolkningen bliver dokumenteret. Men det er en bydende nødvendighed.
Beklageligt, at pressefriheden har så trange kår i Israel. Og utroligt, at israelere fastholder forestillingen om, at "verden" er på nakken af dem.
"Verden" er på nakken af alle overgreb. Man kunne i Israel overveje at nedbringe antallet og sørge for en retfærdig fred. Selvfølgelig gør folk oprør mod undertrykkelse.
Efter Pallywoods iscenesættelse af al-Dura 'drabet' og den internationale presses begejstrede reportager kan det vel næppe overraske, at israelere føler en vis skepsis overfor de gæstende journalister
Israel er færdig som nation. Det sørger de selv for...
Tja.. Billederne taler jo for sig selv! Forstår dog ikke, at det blot er én soldat, der bliver suspenderet (hvad indebærer det?) fra hæren. For mig at se er hele gruppen involveret i episoden.
Det, der skræmmer mig mest, er dog ikke soldaternes reaktion. Derimod er det rystende at læse, hvordan borgere og politikere mener at have lov til at styre hvad, der skal skrives og især ikke skrives om Israel i den internationale presse.
Måske er israelerne bare trætte af at blive beskyldt for alverdens ting, og har derfor ikke lyst til at deltage i hetzen mod dem selv.
Artiklerne om hvor forfærdelige israelerne og søde palæstinenserne er, er jo alligevel skrevet på forhånd. Derfor er der vel ingen grund til at tage til Israel i det hele taget.
Flere