For Oluf Jørgensen var torsdag den 8. april en dag, han har ventet på i syv år.

Her var der endelig flertal i Folketinget for at ændre den offentlighedslov, som han har kæmpet for at få ændret med næb og kløer siden indførelsen i januar 2014.

Oluf Jørgensen er forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og offentlighedsrådgiver. Det er det eneste emne, han som forsker i dag beskæftiger sig med, og han har næsen så dybt begravet i lovens paragraffer, at man skulle tro, han mumlede dem i søvne.

Men hvis det stod til Oluf Jørgensen, hvad skulle politikerne så rent faktisk ændre i loven, så den blev så god som mulig? Her er hans bud.

• Ændr ministerbetjeningsreglen: ”Den giver i dag mulighed for at hemmeligholde foreløbige overvejelser og forhandlinger. Det kan man jo godt forstå, at den skal. Men den giver også mulighed for at hemmeligholde færdige faglige vurderinger om beslutningsgrundlag. Den skal ændres, så man har ret til indsigt i faktiske oplysninger og faglige vurderinger, der kan bruges som grundlag for beslutning.”
• Fjern særlig undtagelse af aktindsigt i sager om lovgivning: ”Alle dokumenter i lovgivningssager er undtaget fra aktindsigt, indtil forslaget er fremsat i Folketinget. Det betyder, at offentlighed først er mulig, når et politisk forlig er indgået. Jeg har selv for nylig fået afslag på aktindsigt i høringssvar til den nye lov om whistleblowere, selv om der er en hel liste med høringssvar. Det skal vi selvfølgelig kunne se undervejs i en lovproces.”
• Fjern generalklausul: ”Der er i offentlighedsloven en særlig generalklausul, der kan bruges til hvad som helst. Regeringen brugte den eksempelvis, da minksagen brændte på, og der lå et dokument fra Københavns Universitet, som såede tvivl om det faglige grundlag. Det var tydeligt faglige vurderinger, som blev tilbageholdt fra offentligheden. Det er en utrolig bestemmelse, som gør, at man kan tilbageholde stort set alt, man finder nødvendigt at tilbageholde.”
• Ændr folketingspolitikerreglen: ”Den fratager aktindsigt i dokumenter, der er sendt fra et ministerium til enkelte medlemmer, f.eks. i en forligskreds. Der kan selvfølgelig være forhandlinger, som skal hemmeligholdes mellem partierne. Men den bliver også brugt til at tilbageholde beslutningsgrundlag. Det skal vi kunne se.”
• Giv indsigt i prognoser: ”I 2013 fik man med en bemærkning, ingen opdagede, undtaget prognoser fra aktindsigt. Det spiller en kæmpe rolle i politiske beslutninger i dag. Hvor mange vil miste dagpenge, hvis man ændrer dagpengeperioden? Hvor mange vil blive syge, hvis vi ændrer noget under corona? Det er centrale faktuelle oplysninger, som lige nu kan tilbageholdes.”
• Giv offentligheden digitale søgemuligheder: ”Der er andre lande som Norge, hvor man selv som borger eller journalist kan søge mange dokumenter frem online. Det sparer dem for megen administration af aktindsigtsanmodninger og giver også gode muligheder for sagsbehandlere, der mangler oplysninger. Men vi er langt bagud her. Vi skal sørge for, at vi fremover tager de muligheder, digitaliseringen giver os, i brug. Det skal også gøres nemmere for virksomheder og medier at bruge de store datamængder, som offentlige myndigheder har.”
• Giv indsigt i betalinger og bevillinger hos myndigheder: ”Vi skal kunne få indsigt i, hvad offentlige myndigheder betaler for leverancer og opgaver hos private selskaber. Ligeledes skal der være fuld åbenhed om, hvad myndigheder giver af bidrag og bevillinger til andre myndigheder, virksomheder og foreninger. Jeg foreslår, at man tager den paragraf om aktiv information, der allerede eksisterer, i brug. Her skal det være et krav, at alle myndigheder af egen drift lægger netop de økonomiske oplysninger frem, så alle kan slå dem op. Så kan foreninger eksempelvis se, om de rent faktisk får de midler, der er bevilget. Jeg har hørt justitsministeren sige, at han ikke kan se, at offentlighedsloven er relevant for at bekæmpe korruption. Jeg kan fortælle ham, at lige præcis her mindsker vi risici for korruption og misbrug af offentlige midler. Tænk på sagen fra Socialstyrelsen og udbyttesagen fra SKAT.”
• Indfør notatpligt i generelle sager: ”Vi har en notatpligt. Men lige nu gælder den kun for konkrete afgørelsessager. Og dem er der ikke mange af i ministerierne. Det betyder, at der ikke er pligt til at tage notat om manglende lovhjemmel i minksagen eller lignende. Det er beskæmmende. Man bruger oceaner af tid på undersøgelseskommissioner, fordi man ikke er tvunget til at lægge en beslutning om generelle sager på bordet og føre det til notat. Beslutninger skal skrives ned, og faglige vurderinger skal dokumenteres. Det bør heller ikke kunne holdes hemmeligt, hvilke interesserepræsentanter en minister holder møder med.”
• Hensynet til statens sikkerhed skal præciseres: ”Hensynet til statens sikkerhed skal tages alvorligt og ikke kunne bruges med løs hånd til at hemmeligholde. Sidste forår blev grundlaget for nedlukningen af domstolene f.eks. hemmeligholdt med henvisning til statens sikkerhed.
• Særlige undtagelser skal ses efter i sømmene: ”I lovgivningen er der særlige undtagelser, som lukker fuldstændigt for aktindsigt f.eks. i loven om eksportkredit. En lang række offentligt ejede selskaber er undtaget. Der bør som start skabes overblik og kræves gode begrundelser fra ministerier, der mener, at særlige undtagelser skal opretholdes.
• Indfør et klagesystem for aktindsigter: ”Lige nu har vi ikke et egentligt klagesystem, der behandler sager om aktindsigt. Ombudsmanden og ankestyrelsen kan man klage til, men de kan afvise at tage sager op og træffer ikke endelige beslutninger. Derfor skal vi have et klageorgan, der har myndighed. Ellers kan vi lave nok så mange pæne ændringer af loven. Uden det vil der ikke ske alverden.”
• Danmark bør leve op til internationale standarder: ”Den nuværende offentlighedslov er så ringe, at miljøoplysningsloven må henvise til den gamle offentlighedslov for at undgå brud på internationale forpligtelser. De kommende ændringer bør sikre en standard, der lever op til internationale standarder, og Danmark bør langt om længe ratificere Europarådets konvention om aktindsigt. Danmark er det eneste nordiske land, der endnu ikke har gjort det.”