
Foto: Klaus Holsting
En overset gruppe af freelancere kan nu få hjælp til at klare sig igennem coronakrisen. I weekenden blev et bredt flertal af Folketingets partier nemlig enige om en aftale, der udvider hjælpepakkerne.
Nu redder hjælpepakkerne også de såkaldte kombinatører – freelancere, som både løser opgaver som selvstændige og arbejdstagere – og derfor svarer både A- og B-skat.
Hidtil kunne freelancere kun få hjælp enten som A- eller B-skattebetalere.
”Jeg er glad for, at man har fået øjnene op for, at kombinatører også har brug for hjælp,” siger Sus Falch, formand for Freelancegruppen i Dansk Journalistforbund.
Hun er også glad for, at hjælpepakkerne er blevet forlænget til og med 8. juli 2020.
Stadig freelancere i klemme
Men Sus Falch påpeger, at der stadig er freelancere, som er i knibe i coronakrisen.
Dels er der nogen, som kommer i klemme i indtægtskravet. Man kan kun få del i hjælpepakkerne for selvstændige og freelancere, hvis man har tjent mindst 10.000 kroner per måned i gennemsnit det seneste år.
”Jeg ærgrer mig over, at man har bevaret den grænse på 10.000 kroner. Der er nogen, som falder igennem, fordi de af en eller anden grund har haft en meget lav indtægt i en periode,” siger Sus Falch.
Det kan for eksempel være freelancere, som af en eller anden årsag har sadlet om og haft lav indtægt i en periode, eller det kan være freelancere, som klarer sig på lav indtægt, fordi de har lave leveomkostninger.
Korrespondenter kan ikke få hjælp
Sus Falch påpeger også, at der stadig er medlemmer, som ikke er omfattet af hjælpepakkerne. Det gælder for eksempel freelancekorrespondenter eller fotografer, som bor i andre lande.
Hvis man som korrespondent eller fotograf leverer til danske medier, men driver sin virksomhed fra et andet land, kan man ikke få hjælp fra den danske stat.
”Det er typisk freelancere i lande uden samme sikkerhedsnet som Danmark. Der er ingen a-kasser eller hjælpepakker. Vi har for eksempel nogle eksempler på kolleger, som bor og driver deres virksomhed i afrikanske lande,” forklarer Sus Falch.
Håber på hjælp til flere freelancere
Derfor håber Sus Falch også, at regeringen og Folketingets partier er indstillede på løbende at justere hjælpepakkerne, så færre falder igennem.
”De lægger jo asfalten, mens de kører. Jeg synes, de har været gode til at tilpasse hjælpepakkerne undervejs, og det håber jeg, de vil blive ved med,” siger hun.
Nu afventer Sus Falch og Freelancegruppen, at myndighederne er klar med vejledninger til weekendens revision af hjælpepakkerne. Først da kan de få et detaljeret overblik over, hvem der er reddet nu, og hvem der falder igennem.
Dækker 90 procent af tabet
Freelancere og selvstændige kan få dækket op til 90 procent af deres indtægts- eller omsætningstab med de nuværende hjælpepakker. Forudsætningen er, at man har tabt mindst 30 procent af sin indtjening på grund af coronakrisen.
Man kan maksimalt modtage 23.000 kroner om måneden som kompensation (og max 20.000 kroner som kombinatør).
Kompensationen beregnes ud fra den indtægt, man havde i samme periode sidste år.
Du kan læse mere om, hvordan hjælpepakkerne påvirker freelancere på Dansk Journalistforbunds hjemmeside her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.