search

Matilde Kimer: ”Hvis der ligger en person og styrtbløder, så lægger jeg en hånd i såret”

”Jeg bliver da megapåvirket som menneske – men hvis ikke jeg gjorde det, hvordan skulle mine lyttere eller seere så føle noget?” spørger ruslandskorrespondent Matilde Kimer

Hvordan endte du som ruslandskorrespondent?

”Jeg tror faktisk ikke, jeg kender en eneste ruslandskorrespondent, som ikke er endt der sådan lidt ved et tilfælde. Det er sgu altid sådan en mærkelig lotteributik. Jeg er vokset op i Korsør, som i 80’erne og 90’erne var lidt en bølleby. Der var en bro, der skulle bygges, så vi havde rigtig mange brobisser. I begyndelsen af min skoletid gik jeg på en rimeligt rough skole med lidt hyggenarkosalg i skolegården og den slags, og Korsør var en by fuld af virkelighed på godt og ondt. Men jeg havde nok altid en trang til at komme ud i verden. I 2002 tog jeg så et semester i Rusland, som jeg forelskede mig hovedkulds i, og da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at prøve journalistik.”

Hvorfor Rusland?

”Min mormors bror bor i Paris, og ham var jeg flyttet ned til for adspredelsens skyld. Han var gift med en russer, som så på mig og sagde: ’Nu er du blevet 21, kan du så komme i sving? Du vil have godt af at lære noget russisk.’ Jeg prøvede at lære alfabetet sammen med hende og drømte om at rejse gennem Rusland, men jeg kunne ikke få visum. Jeg tror muligvis, min tante konspirerede med det russiske konsulat, for jeg fik at vide, at jeg kun kunne få et visum, hvis jeg blev indskrevet på et universitet. Det sagde jeg ja til. Og det var genialt. Jeg fløj fra Paris til Skt. Petersborg og blev indskrevet, og så var min skæbne forseglet.”

Siden læste du journalistik på SDU, hvor du kom i praktik på DR. Var det mere drømmen om Rusland end drømmen om reportergerningen?

”Altså jeg nærede ikke nogen illusioner om at kunne vade direkte ud af studiet og ind i et job, hvor jeg kunne beskæftige mig med Rusland fuldtid. Desuden fandt jeg ud af, at jeg var gravid, ugen efter at jeg var blevet ansat som praktikant på DR, så i sidste fase af min uddannelse sad jeg med min ældste på skødet og havde efterhånden et praktisk ønske om en indtægt, snarere end store drømme. Der skulle bare komme en lønseddel.”

Matilde Kimer

Født 1980 i Søborg.

Læste russisk i Sankt Petersborg i 2002 og har læst russisk sprog og litteratur på Syddansk Universitet ved siden af sin uddannelse til journalist, som hun afsluttede i 2007.

Har siden da arbejdet på DR, hvor hun også var i praktik.

I dag ruslandskorrespondent med base i Moskva og København.

Men det kom der så også, for du blev ansat på DR, som på det tidspunkt havde lukket Moskva-kontoret. Hvordan fik du dem overtalt til at åbne det igen?

”En af de afgørende ting var faktisk en MU-samtale, jeg havde med Radioavisens chef i 2008. Du ved, den der totalt demotiverende Excel-arksnak: ’Hvor ser du dig selv om et år, tre år, fem år’. Systematiseret pseudointeresse for medarbejderen – helt gakket. Nå, jeg tog en chance og sagde: ’Om fem år har jeg fået genåbnet vores Moskva-kontor, og det er mig, der sidder der.’ Så blev hun helt stille. Jeg kunne se, hun sad og overvejede, om jeg tog pis på hele situationen. Efter en uge eller to kom hun over og sagde: ’Mente du det?’ ’Øh ja.’ ’Hvornår kan du tage af sted?’ Så flyttede vi til Moskva i 2009.”

Du har tidligere sagt, at du synes, det er fedt at komme til New York og Mellemøsten, men at du foretrækker Irkutsk og Vladivostok. Hvorfor?

”I Rusland har jeg en følelse af hjemmebane. Det havde jeg selvfølgelig ikke, da jeg landede og kun kunne alfabetet, men jeg føler i høj grad en forbindelse og en hjemmebanefordel, når jeg er på russisk jord. Og det er lidt sært, for min nærmeste familietilknytning er min tante, som ikke har russisk blodbane.”

Hvordan kan det være, tror du?

”Fra begyndelsen kunne jeg se, at det var et land, der på utroligt mange måder er forskelligt fra Danmark. Jeg er pjattet med Danmark, men Rusland er alt i vild form. Eller absurd form. Det er godt – og ondt. Nogle ting er så fuldstændigt latterligt vanskelige. Bureaukratiet er åndssvagt, og det irriterer mig, når vi bor der, men samtidig er det fascinerende at blive mødt af selvopofrelse fra fremmede mennesker og en afsindig venlighed, gavmildhed og åbenhed. Noget, der kan pisse mig af, er stereotyperne om, at russere er kolde, indelukkede, grå, uden humoristisk sans. Det er simpelthen ikke rigtigt! Der er et element af rend-mig-i-røven-attitude, ja, men den kan jeg også finde andre steder. Måske er det også den misperception, der drager mig. Jeg kan godt have en følelse af at være en slags kulturel brobygger – nuanceringsgraden er i hvert fald vigtig for mig.”

Korrespondentlivet er meget krig og elendighed. Bliver du ikke modløs af at reportere fra konflikter, der kan forekomme endeløse?

”Jeg kan godt blive rigtig ked af det nede i maven. Når jeg konfronteres med menneskelig ondskab og lidelse, og jeg bare står og filmer, kan jeg føle mig som en rejsende i elendighed. Føle mig afmægtig. Burde jeg ikke få et arbejde, hvor jeg faktisk gør en forskel? Men omvendt oplever jeg enormt tit stor taknemmelighed hos de mennesker, vi portrætterer. Og det er alle tårerne værd. For jeg bliver da megapåvirket som menneske – men hvis ikke jeg gjorde det, hvordan skulle mine lyttere eller seere så føle noget?”

Hvad gør du konkret med den afmægtighedsfølelse, når den opstår? Når du får trang til at hjælpe frem for at rapportere?

”Hvis der ligger en person og styrtbløder, så lægger jeg en hånd i såret. Det er klart. I Ukraine kan jeg huske, at jeg var ude med en fotograf i en by, hvor der var intens artilleribeskydning, og der var en kvinde, der fik veer. Soldaterne kom hen til os og spurgte, om vi kunne tage hende med på et hospital. Og selvfølgelig kunne vi det. Der, hvor det bliver helt konkret, er jeg jo menneske først, journalist bagefter. Og altså – jeg er en tuder. Jeg har stort afløb og overløb og tuder frustrationen ud. Det er også noget med at holde fast i menneskeligheden og ikke blive så professionaliseret, at man kun ser på skæbner ud fra en berettermodel.”

<span class="rodt">Matilde Kimer:</span> ”Rusland er alt i vild form. Eller absurd form. Det er godt – og ondt” 1

Matilde Kimer. Foto: Sara Galbiati

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen