search

”Mit mantra til Puk igennem det her har været: Du skal ikke fortælle det hele. Du er ikke forpligtet til at tegne det store billede og fortælle hele historien om Mellemøsten, om Suez-kanalen eller Hormuzstrædet. Sådan arbejder nyhedsjournalisten, men her cherrypicker du, hvad DU synes er vigtigt i forhold til det, DU gerne vil fortælle,” siger Tonie Yde Højrup. Lærke Posselt

i

”Tonie er mere end bare redaktør. Hun er også ven, mutti, socialkontor og psykolog”

Puk Damsgårds nye bog er som de to forrige blevet til i tæt samarbejde med hendes forlagsredaktør, Tonie Yde Højrup. Via teksten har de udviklet et nært venindeforhold, som har været afgørende i arbejdet med ’Arabica’ – en mere personlig og håndholdt rejseberetning, hvor Puk Damsgård frigør sig fra journalistrollen

Det var næsten havblik på Præstø Fjord den sommeraften, som Puk Damsgård kommer i tanke om, når hun skal beskrive forholdet til sin redaktør på Politikens Forlag, Tonie Yde Højrup.

Vandet stod stille, solen var ved at gå ned, og som to synkronsvømmere gled mellemøstkorrespondenten og hendes redaktør side om side gennem vandet, taktfast og i samme tempo. Deres øjne var rettet mod båden, der skulle fragte dem tilbage til fastlandet efter mad og vin på en sandbanke i aftensolen.

”Det var et meget nært øjeblik. Vi lå bare der i vandet og svømmede, men der var sådan en balance i det – ikke bare i mig eller i Tonie, men i vores synkronsvømning. Vi blev på en måde til én organisme,” husker Puk Damsgård.

”Det er meget sådan, jeg føler, vi også er i vores samarbejde. Tonie kender mig rigtig godt. Hun har en virkelig fin fornemmelse for, hvem jeg er, og hvor jeg vil hen.”

En frigørelsesproces

Svømmeturen i Præstø Fjord fandt sted i sommeren 2018. Året inden havde Puk Damsgård udgivet sin anden bog med Tonie Yde Højrup som redaktør, og to år forinden havde hun modtaget Cavling-prisen for sine reportager og bogen ’Ser du månen Daniel’, som var deres første sammen.

Nu er Puk Damsgård igen bogaktuel. Denne gang med bogen ’Arabica’, og endnu en gang med Tonie Yde Højrup som redaktør.

I ’Arabica’ rejser Puk Damsgård på en slags moderne opdagelsesrejse i Carsten Niebuhrs fodspor ad søvejen mod Yemen. Men hvor hendes tidligere bøger har været klart journalistiske og dikteret af krige og konflikter, er ’Arabica’ en mere personlig og håndholdt rejseberetning. Intet er digtet, men stilen er mere litterær, mere eventyrlig og sanselig.

Selv beskriver Puk Damsgård det som en frigørelsesproces.

”Det har været en øvelse i at slippe mig selv og sproget fri – at frigøre mig fra tal og fakta og fra det journalistiske sprog.”

Puk Damsgård

”Det har været en øvelse i at slippe mig selv og sproget fri – at frigøre mig fra tal og fakta og fra det journalistiske sprog. Jeg har eksperimenteret med at turde tage historien mere på mig og åbne op for alt det, der ikke kan måles og vejes. Det, som er subjektivt, og som kun kan være mit take,” fortæller hun.

I nogle tilfælde har det krævet en hård redaktør. Det forklarer Tonie Yde Højrup, der hele tiden har insisteret på, at Puk Damsgård skulle skrælle ned og barbere ind til kernen af sin fortælling.

”Mit mantra til Puk igennem det her har været: Du skal ikke fortælle det hele. Du er ikke forpligtet til at tegne det store billede og fortælle hele historien om Mellemøsten, om Suez-kanalen eller Hormuzstrædet. Sådan arbejder nyhedsjournalisten, men her cherrypicker du, hvad DU synes er vigtigt i forhold til det, DU gerne vil fortælle,” siger hun.

”Tonie kan købe tøj til mig”

Puk Damsgård og Tonie Yde Højrup er begge i højtaljede sorte bukser og silkeskjorte med pufærmer, da vi mødes på Politikens Forlag. På samme måde, som slyngveninder i teenageårene næsten kan komme til at ligne hinanden, er der noget ens over deres udtryk.

”Vi kender jo hinanden så godt, at Tonie kan købe tøj til mig,” griner Puk Damsgård, som til daglig bor i Kairo, men er i Danmark i forbindelse med bogudgivelsen.

”Den der skjorte har jeg jo sendt ned til Puk,” siger Tonie Yde Højrup og peger på Puk Damsgårds hvide silkeskjorte med trekvartærmer.

Historien er dog lidt mere kompliceret, for faktisk nåede gaven fra forlagsredaktøren aldrig frem til Puk Damsgårds adresse. Alligevel hev hun præcis samme skjorte frem, da hun et halvt år senere ville vise Tonie Yde Højrup noget tøj, hun lige havde købt i København.

”Uden at vide det var jeg blevet forelsket i præcis den samme skjorte, som Tonie havde sendt til mig – samme farve og det hele. Er det ikke vildt?” spørger Puk Damsgård.

De mødte hinanden første gang i 2015. Kort inden var Tonie Yde Højrup blevet vikar på Politikens Forlag efter en årrække som journalist på Berlingske og et par år som selvstændig. Blandt de bøger, som manglede en redaktør, var Puk Damsgårds om danske Daniel Ryes 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat.

”Mit første indtryk af Tonie var over telefonen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg havde at gøre med en dame, der vidste, hvad hun talte om. Men jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår vi blev meget tætte,” siger Puk Damsgård og kigger spørgende på sin redaktør.

”Altså jeg synes allerede, at det skete med ’Ser du månen Daniel’. Fordi det var sådan en sindssyg proces,” svarer Tonie Yde Højrup.

Mere end et arbejdsfællesskab

Hun fortæller, at de aldrig mødtes under arbejdet med den prisbelønnede bog – alt foregik over telefon, mail og Messenger. Og mens hun to uger i træk redigerede op imod 19 timer dagligt for at nå det til deadline, måtte Puk Damsgård gennemskrive kapitlerne om natten, fordi hun arbejdede for DR om dagen.

Hvordan kan man overhovedet blive tætte af at arbejde sammen på den måde?

”Når Tonie er tæt inde i min tekst, føler jeg jo også, at hun er tæt på mig. Vi er hele tiden i hinandens loop, og man kommer automatisk ind i alt det, der sker i den andens liv.”

Puk Damsgård

”Som skriver er det jo enormt skrøbeligt og følsomt, når nogen blander sig i ens tekst og kritiserer den,” begynder Tonie Yde Højrup, inden Puk Damsgård supplerer:

”Via teksten kommer man tæt på hinanden. Når Tonie er tæt inde i min tekst, føler jeg jo også, at hun er tæt på mig. Vi er hele tiden i hinandens loop, og man kommer automatisk ind i alt det, der sker i den andens liv. Der har været perioder, hvor jeg har talt mere med Tonie end med nogen andre i mit liv.”

Tonie Yde Højrup griner og fortæller, at hendes mand på et tidspunkt i arbejdet med ’Ser du månen Daniel’ begyndte at sige ”din kæreste har ringet”, hver gang han igen så Puks navn blinke på Tonies telefon.

”Det har han gjort siden, når vi er inde i de her processer. De er jo altopslugende.”

”Tonie er mere end bare redaktør. Hun er også ven, mutti, socialkontor og psykolog” 4

↑ Puk Damsgård og Tonie Yde Højrup. Foto: Lærke Posselt.

Efter det første langdistancesamarbejde holdt de den tætte kontakt og begyndte også at ses privat. Og når de i forbindelse med de to seneste bogprojekter har mødtes for at arbejde på den græske ø Hydra, har det været som at skulle i sommerhus med en god ven, fortæller Puk Damsgård.

”Selv om vi arbejder røven ud af bukserne, er det ikke kun et arbejdsfællesskab. Vi går også i byen og danser til klokken 07 om morgenen og dingler rundt og spiser morgenbrød fra bageren. Det har en kæmpe værdi, at Tonie kender mig så godt. Der er ikke nogen parader oppe, og det giver en større ærlighed om, hvad man synes om hinandens forslag,” siger hun.

Faktisk tror Puk Damsgård ikke, at hun havde kunnet lave en bog, der er så personlig som ’Arabica’, med en redaktør, hun ikke havde et tæt personligt forhold til.

”Det har været afgørende, at du kender mig ud og ind og kan tale nogle ting frem, som jeg har følt, men måske ikke er i stand til selv at sætte ord på,” siger hun direkte henvendt til Tonie Yde Højrup og forklarer:

”Du er jo mere end bare redaktør. Du er også ven, mutti, socialkontor og psykolog og alt muligt andet. Du lytter jo også til mig, hvis jeg har en dårlig dag.”

Bogens begyndelse

’Arabica’ begynder i det helt nære, nærmest inde under huden på Puk Damsgård. I en detaljeret åbningsscene beskriver hun, hvordan hun efter hver reportagerejse til Mellemøstens krigszoner får masseret oplevelserne på plads i kroppen af sin massør Heba hjemme i Kairo.

Hun beskriver, hvordan massøren kender hele hendes krop med ”havejorden under neglene. Hælenes hårde hud og de skæve tæer. Modermærkerne. Hofterne plus/minus et par kilo afhængigt af årstiden”.

”Heba lagde al sin vægt bag at fjerne min fritidshypokondri og masserede det forbrændte lig i en port i Mosul eller de knoglede børn i Yemen. Alle dem, der sad i min krop. Hun æltede og fordelte oplevelserne og genskabte balance,” skriver Puk Damsgård i bogens første kapitel, der begynder med sætningen ”i Hebas hænder kunne jeg høre havet”.

For hende er massagescenen et godt eksempel på, hvordan hun i bogen giver plads til den personlige vinkel og det, der ikke kan måles og vejes. Til følelser, stemninger og sansninger.

”Jeg forestiller mig vitterligt, at hun masserer oplevelserne igennem, så de finder plads i kroppen på en sundere måde. Det er jo ikke en sandhed, vi kan slå op i et leksikon, men det er en sandhed inden i mig. Og jeg har ikke været så bange for at tillægge det den betydning, det faktisk har i mit liv,” siger hun.

Massagescenen indrammer med sin nærhed og sanselighed præmissen for bogen og essensen af den, mener forfatteren. Men selv om scenen ifølge Tonie Yde Højrup var noget af det første, Puk Damsgård skrev og sendte til hende, endte den først sent i processen med at blive lagt op i første kapitel.

”Bogen er nærmest ved at blive sat op, da jeg læser scenen igennem og tænker: Ej, vi skal sgu da starte der. Og så har Tonie lige haft præcis samme tanke. Jeg ved faktisk ikke, hvem af os der siger det først. Men det gav totalt god mening,” siger Puk Damsgård.

”Da var det bare sådan: Øh ja, selvfølgelig! Og sådan er det nogle gange. Vi er meget ens-tænkende,” siger Tonie Yde Højrup.

Tager patent på sin egen fortælling

Skæve tæer og hang til hypokondri er ikke det eneste, man drypvis får at vide om Puk Damsgårds indre og ydre liv igennem ’Arabica’.

Andre steder i bogen lærer man, at hun egentlig er indadvendt og laver åndedrætsøvelser før live-tv, at hendes kat i Kairo holder PTSD’en fra døren, og at hun nogle gange ikke kan kende sig selv i den insisterende og temperamentsfulde person, hun med årene er blevet for at kunne begå sig i Mellemøsten.

”Man får en stemning af, at jeg selvfølgelig ikke er en maskine, der rejser rundt i verden og aldrig bliver påvirket af de ting, jeg ser,” sammenfatter hun selv.

Hvordan har det været at skrive de ting – det er jo ikke den slags, man typisk skriver som journalist?

”Det har egentlig været meget befriende. For en gangs skyld tager jeg selv patent på min egen fortælling – det er ikke et dameblad eller andre, der sidder og fortolker, hvordan mit liv er,” siger Puk Damsgård.

Mantra: Du skal ikke fortælle det hele

Men mens de personlige passager er kommet naturligt til Puk Damsgård, har det i andre passager krævet en insisterende redaktør at trænge journalisten i hende mere i baggrunden.

”Jeg har hele tiden sagt: Husk, at du ikke er forpligtet til at fortælle hele historien. Der skal barberes ind, barberes ind og barberes ind,” siger Tonie Yde Højrup.

I hendes insisteren fornemmer man næsten ekkoet af de mange lange diskussioner om detaljegraden i bogens passager om for eksempel Suez-kanalens historie og betydning.

”Jeg har hele tiden sagt: Husk, at du ikke er forpligtet til at fortælle hele historien. Der skal barberes ind, barberes ind og barberes ind.”

Tonie Yde Højrup

”Der ville jeg virkelig have det hele med, det kæmpede vi meget med,” indrømmer Puk Damsgård.

”Som journalister er vi jo altid bange for ikke at være kloge nok. Vi skal vide det hele, og vi skal have dokumentation på det hele. Sådan har jeg det i hvert fald. Men den lille indre dæmon har jeg prøvet at slippe en lille smule,” forklarer hun.

”Tonie er mere end bare redaktør. Hun er også ven, mutti, socialkontor og psykolog” 5

↑ Puk Damsgård og Tonie Yde Højrup. Foto: Lærke Posselt.

Flere gange undervejs har Tonie Yde Højrup også insisteret på at presse bogens tekst væk fra nyhedsjournalistikkens sprog og over i det mere litterære ved for eksempel at undgå datoangivelser.

”For eksempel er rejsen til Yemen ikke rammet ind af datoer. Det synes jeg faktisk er en ret stor ting i forhold til de andre bøger,” siger redaktøren.

Når Puk Damsgård i bogen går ombord på containerskibet Titan, der skal fragte hende mod Yemen ad delvist samme rute som Carsten Niebuhrs ekspedition 260 år forinden, fremgår det således ikke, hvornår det er. I stedet skriver hun:

”Den aften, jeg gik ombord på Titan, ramlede jorden ind i et bånd af kometer. Støv og småsten forvandlede sig til stjerneskud på himmelen.”

”Det er et eksempel på, at det er noget andet, man tillægger betydning. Og det er jo ligegyldigt for historien, præcist hvilken dato jeg går ombord – det er sammenhængen i fortællingen, der er det vigtige,” siger Puk Damsgård.

”Vores bog”

Interviewet på Politikens Forlag er slut, og mens fotografen stiller op, kaster Puk Damsgård et blik på bunken af bøger på forlagsdirektørens skrivebord.

”Hvorfor har hun ikke vores bog liggende? Det er da grove løjer,” siger hun i sjov til Tonie Yde Højrup.

Det er ikke første gang, hun har omtalt den som ”vores bog”, på trods af at hendes navn står alene på bogryggen. Og selv om kommentaren om de grove løjer er sagt i sjov, afslører den måske også lidt af den nervøsitet for modtagelsen, som Puk Damsgård selv satte ord på i et opslag på Instagram, dagen inden bogen gik i trykken:

”Lige inden intet længere kan ændres, bliver jeg altid i tvivl om det hele. Hvad der forekom magisk, er pludselig gråt som et gulvtæppe. Så alt er, som det plejer.”

Som det også plejer at være, forventer både Puk Damsgård og hendes redaktør, at der på den anden side af den kommende uges pressearbejde op til premieren indfinder sig en slags tomhed.

”Jeg vil virkelig betegne Puk som en veninde i dag. Og jeg synes næsten, det værste er, at der går så lang tid imellem, at vi er så intense sammen, som når vi laver bøgerne. Det kan være en ret stor tomhed,” siger Tonie Yde Højrup.

”Ja, det er altid lidt tomt, når det er afsluttet,” siger Puk Damsgård.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen