Hvordan endte du i mediebranchen?

”Jeg har, lige siden jeg var lille, elsket film og har set fortællinger alle steder. Når folk fortæller om deres arbejde eller deres liv, så visualiserer jeg altid en fortælling.”

Efter din uddannelse får du job som pressekonsulent hos Børnefonden og skifter så til SOS Børnebyerne, hvor du stiger i graderne og ender som kommunikationschef. Men så siger du pludselig op, hvorfor?

”Jeg får barn nummer to og har en fornemmelse af, at livet bare suser af sted. Min grundlæggende følelse er, at det er utroligt fedt at have fået det her job, men jeg er slet ikke nærværende nok, når jeg er sammen med mine børn. Jeg ser den her undersøgelse for mit indre blik, hvor nogen har spurgt folk på deres dødsseng, hvad de ville have gjort anderledes, og alle svarer: ’Jeg ville have brugt mere tid med familien.’ Ingen fortryder, at de ikke brugte mere tid på at arbejde. Det er sindssygt banalt, men det taler ind i noget dybere. Jeg er bange for at vågne om nogle år og have misset en chance for at have set dem, at have været til stede i deres verden.”

Det lyder som noget intellektuelt – altså noget med at forebygge en følelse, du ikke har nu, men som du er bange for at komme til at føle senere?

”Absolut. Man kan godt sige, at jeg foregriber min egen midtvejskrise. Så jeg beslutter mig for at sige op, uagtet at jeg er glad for mit arbejde. Jeg husker det som angstfyldt – samtidig er det første gang, jeg husker at have gjort noget, som er 100 procent ufornuftigt og 100 procent ærligt over for mine egne følelser.”

Og så flytter I til en lille norsk bjergby?

”Ja, under min yngste datters barsel flytter vi herop. Vi har altid været forelskede i det her område, og så har vi den livline, at min kone har fået et deltidsjob her, så vi kan lige få det til at løbe rundt.”

Hvordan tjener du så til dagen og vejen?

”Jeg starter op som selvstændig. Relativt hurtigt får jeg heldigvis en god opgave, som både er spændende og indbringende nok til, at jeg er i gang. Jeg var usikker på, hvordan min fortælling over for omverdenen ville blive. Ville jeg blive en succes eller en fiasko? Da jeg får den opgave, har jeg en fortælling, som jeg kan bygge ovenpå. Det giver mig en tro på, at det kan fungere.”

Hvordan undgår du at arbejde lige så meget som før?

”Det er det, der er så fedt ved at være selvstændig. Du kan have pivtravlt, men alligevel tage hjem klokken to. Når børnene sover, kan du tage tilbage på kontoret og blive der til sent. På den måde kan du tilrettelægge dit arbejde mere frit – først og fremmest fordi der er færre møder. Min oplevelse har været, at det er cyklisk: Du får en stor opgave, som du knokler på, men fordi du har travlt, er du ikke så udadvendt i forhold til at opsøge nye opgaver. Det peaker, og så kommer som regel en nedadgående kurve, hvor du er i et lavere gear og har mere tid. Jeg har fundet ud af, at jeg skal have travlt – alle har brug for at blive udfordret og presset. Det gør du også i et normalt arbejde, men problemet er, at mange af os ender med at ligge oppe i det røde felt hele tiden. Nu kommer jeg som regel ned igen. Og i de perioder, hvor jeg er nede, har jeg rigtig meget tid til at hygge mig med ungerne, og jeg får styr på mine prioriteringer igen. Så kan jeg aflevere sent, hente tidligt, tage op i bjergene, ud at fiske, plukke svampe.”

Men når du er i sådan en nede-periode mellem opgaver, hvor der er ro – hvordan undgår du så stress over, om der nu kommer en opgave til?

”Jeg har lært, at tingene ordner sig. Og så undgår jeg det, fordi jeg føler, at jeg prioriterer noget andet, som er mindst lige så vigtigt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for når der går et antal uger, så kommer det – og så begynder jeg at blive mere opsøgende igen. Men jeg vil ikke kalde det stress, for jeg synes, jeg har oplevet det så mange gange nu, at jeg er blevet tryg ved, at det nok skal ordne sig, og derfor kan jeg nyde de perioder. Det ordner sig altid.”

Kan man give børn en bedre barndom i Norge end i København?

”Ja og nej. De får nogle ting, men mister noget andet. Både min kone og jeg har en længsel efter naturen og efter, at vores børn skal leve et aktivt liv. Det gør de nu, og de har for eksempel fået en sindssygt god motorik. Når man ser dem løbe rundt, tænker man: ’Hvor er det fedt for dem, at de får sådan en start på livet’.”

Hvad har de så mistet?

”Det sproglige er blevet et totalt kludetæppe. Min kone er svensk, jeg er dansk, og vi bor i Ørsta, hjembyen for nynorsk. Vores forældre har været gode til at komme på besøg, men under corona har det virkelig kunnet mærkes, hvor langt væk vi har været. Afsavn føles nok større, når man er længere væk.”

Hvordan opleves forskellen på det arbejde, du laver som selvstændig, og det, du lavede som lønarbejder?

”Der er faktisk stor forskel. Når du har et job, har du en jobbeskrivelse. Men når du er selvstændig, kan du forme din arbejdsbeskrivelse helt frit, så du løber med det, der inspirerer dig, og det, du føler noget for. For mit vedkommende har det betydet, at jeg er kommet til at lave mere film og har kunnet binde mine personlige interesser ind i det, så jeg for eksempel også kombinerer min baggrund som bjergbestiger med at lave film. Det betyder, at jeg er begyndt at sende på nogle meget rene frekvenser, og det giver energi.”

Oplever du ikke, at der også er behov for mere kedeligt rugbrødsarbejde, der kan give base til noget sjovt?

”Jo. Men pointen er, at selv det kedelige arbejde er noget, nogen har givet dig. Man får en stor ydmyghed over for den tillidserklæring, det er, når nogen hyrer dig. Der følger et ansvar med, hvor pilen peger direkte på dig, og det synes jeg er motiverende.”